Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



July 2007 - Indlæg

Investering i golfbaner – rapport fra revisionsfirmaet KPMG, hvor Portugal nævnes

 Victoria_072Revisionsfirmaet KPMG har netop udsendt ”Golf Course Development Cost Survey”, som er en gennemgang af markedet for opførelse af nye golfbaner i EMA området (Europe, Middle East og Africa).

Der er fokus på kundegrundlag, potentiel omsætning og projektforløb i de enkelte regioner såvel som på de kræfter, som driver developers til at anlægge golfbaner.

Særlig opmærksomhed gives til en sammenligning af omkostningerne ved anlæggelse af baner i Middelhavsområdet, Centraleuropa, Nordeuropa, Østeuropa, Sydafrika og Golf-staterne.

Det påvises blandt andet at det er 2-4 gange så dyrt at anlægge en bane i Middelhavsområdet, som det er i Østeuropa, og at det ydermere er billigere i Nordeuropa og Centraleuropa end i Middelhavsområdet. Kun i den Arabiske Golf er anlægsomkostningerne (væsentligt) højere end i Middelhavslandene.

Rapporten kan downloades følgende link: KPMG survey .

Din vurdering:



Portugiserne får stadig færre børn og har nu den laveste fødselsrate nogen siden

Fødselsraten i Portugal har aldrig været så lav. Den 11. juli 2007 offentliggjorde Instituto Nacional De Estatistica i Lissabon nye tal for fødselsraten i Portugal som viser at der i 2006 gennemsnitligt fødtes færre børn i Portugal end nogensinde før siden indsamlingen af statistik startede i 1935.

Fødselsraten i Portugal var i 2006 på 1,36 barn per kvinde mod 1,41 i 2005. EU har en samlet fødselsrate på 1,5, og det skaber bekymring at raten vedvarende er så lav – specielt på baggrund af den tiltagende ældrebyrde.

I Danmark var fødselsraten i 2006 på 1,7 barn per kvinde.

Din vurdering:



Cykeltur i Portugals bjerge med mountainbike opfinder Gary Fisher

I cykelverdenen er det almindeligt annerkendt at amerikaneren Gary Fisher er én af mountainbikens (MTB) opfindere.

Fra d. 3. til d. 10. september 2007 vil det være muligt at køre med Gary Fisher rundt i det historiske Portugal på mountainbike. Ruten er på 363 miles hvilket svarer til 584 kilometer. Den korteste daglige strækning er på 62 kilometer. Turen gennem Portugals bjerge med Gary Fisher er naturligvis på mountainbike og vil tage rytterne igennem et udvalg af det centrale Portugals smukkeste landskaber.

Med udgangspunkt i Castelo Novo i Beiras regionen i det centrale Portugal køres via den smukke landsby Idanha-a-Velha til Monsanto og Sortelha. Senere besøges Almeida, nationalparken ved Douro floden, Castelo Rodrigo ved den spanske grænse, Coa floden, middelalderlandsbyen Marialva, Linhares da Beira og til sidst Piodao før der returneres til Castelo Novo.

Som kendere af Portugal vil kunne se af rutebeskrivelsen, er der tale om en tur for den trænede mountainbiker – eller som Gary Fisher beskriver det: Advanced Level bicyclists.

Arrangør af turen er rejseselskabet A2Z Adventures og Gary Fishers distributør i Portugal Bicimax. Turen koster inklusiv overnatninger, 7 middage, 2 tilknyttede guider, hjælpe-bil og transfers til/fra lufthavnen i Lissabon 1150 euro eller ca 8600 kroner. Har man en mountainbike som er produceret af Gary Fisher’s virksomhed er han så flink at give rabat på turen. Flere informationer på www.a2z-adventures.com .

Din vurdering:



Lissabon udnævnt til den fredeligste hovedstad i Europa

Gallup Europe har offentliggjort en undersøgelse som viser at Lissabon er den mindst sandsynlige hovedstad i Europa at blive udsat for kriminalitet i. København kommer til gengæld ind som den 6. farligste by at bo i målt på sandsynlighed for at opleve at blive udsat for kriminalitet.

De farligste 3 byer er London, Tallinn i Estland og Amsterdam. De fredeligste er udover Lissabon; Zagreb i Kroatien og Budapest i Ungarn.

Der er dog stadig utallige skandinaver, som er kommet hjem fra ferie i Lissabon uden tegnebog, videokamera eller anden løsøre, men grovere kriminalitet i Lissabon er trods alt sjældent. Bemærk at man skal melde et tyveri til politiet indenfor 24 timer for at forsikringen dækker.

Se også:

Din vurdering:



Handel med Benfica aktier midlertidigt suspenderet på Euronext børsen i Lissabon d. 6. juli 2007

Efter rapporter i den portugisiske avis Dario Economico, om at kinesiske investorer planlægger at byde på Benfica, blev handelen med fodboldklubbens aktier i dag midlertidigt suspenderet.

Det forlyder at den kinesiske gruppe af investorer er villige til at betale 7 euro per aktie, hvilket er dobbelt så meget som den portugisiske finansmand Joe Berardo har budt via sit selskab Metalgest.

UPDATE 21. august 2007
Joe Berardo med investeringsfirmaet Metalgest må erkende at hans bud på 3,50 euro per aktie ikke var nok til at friste aktionærerne i Benfica til at sælge. Det er kun lykkedes for Berardo at købe 1% af aktierne, og hans forsøg på at opnå en bestemmende aktiepost i Benfica er dermed slået fejl. Der er desuden larmende stilhed på rygtefronten omkring de kinesiske investorer. Til gengæld har bestyrelsesformanden fyret Benficas træner og ansat en ny.

 

Din vurdering:



Gode Portugal-Brasilien relationer – EU repræsentanter møder præsident Lula i Lissabon

I denne uge (primo juli 2007) har EU formandskabet i egenskab af premierminister José Sókrates, formand for Kommissionen José Manuel Barroso, generalsekretær og udenrigsudsending Javier Solana og handelskommissær Peter Mandelson haft møde med Brasiliens præsident Lula i Lissabon.

Formålet var bl.a. at udveksle synspunkter om de kommende WTO (World Trade Organization) forhandlinger. Der har i lang tid været uenighed mellem EU og USA på den ene side og de såkaldte G20 lande (Indien, Kina, Argentina, Brasilien, Chile m.fl.) på den anden om specielt toldsatser på landbrugs- og industrivarer. Brasilien og Indien repræsenterer G20.

På det efterfølgende pressemøde sagde en træt Barroso onsdag d. 4. juli at parterne er tættere på en løsning end det umiddlebart ser ud. Præsident Lula supplerede med at sige at vi (G20) ikke vil opgive forhandlingerne, men fortsat vil forsøge at indgå en aftale (med EU/USA). Sókrates bidrog til den forsonlige tone med en udtalelse om at EU kan se at der ikke er langt mellem parterne, og at det vil være muligt at opnå enighed.

EU ventes i øvrigt under Portugals formandskab at udnævne Brasilien til strategisk partner; samme status som Kina, Indien og Rusland allerede har med EU.

Sideløbende med topmødet var der møder mellem den statsejede brasilianske energiforsyningsvirksomhed Petrosbras og repræsentanter fra bio-brændsel industrien i Portugal, herunder Portugals største energivirksomhed Galp Energia. I mange år har man i Brasilien med succes udnyttet bl.a. sukkerproduktion til bio-brændsel, og Brasilien må siges at være foran EU på området. Der blev indgået aftale mellem de to selskaber om at stifte et joint venture selskab med det formål at producere og markedsføre bio-dielsel i Portugal og EU.

Tidligere på ugen var det i øvrigt fremme i portugisisk presse at der bor over 40.000 brasilianere i Portugal uden opholdstilladelse, hvoraf en del bliver udnyttet og/eller underbetalt. President Lula ser gerne at man lemper indrejse-restriktionerne mellem EU og Brasilien.

Din vurdering:



Forventninger til Portugals EU formandskab

Portugal har fra 1. juli 2007 overtaget formandskabet i EU for det næste halve år..

Skal man tro ledende europæiske aviser, er der forskellige forventninger til Portugals Formandskab.

I tyske Süddeutsche Zeitung roses Angela Merkels indsats for det netop afsluttede tyske formandskab og det nævnes at Tyskland ikke tager over igen før 2021. I den forbindelse rejses spørgsmålet om, hvorvidt mindre stater og måske især de nye EU-medlemsstater har erfaringen og gennemslagskraften til at lede EU.

Schweiziske Le Temps roser Tysklands Formandskab, men nævner også at man ikke formåede at forbedre forholdet til Rusland; underforstået at Portugal her må overtage opgaven.

I Belgien skriver La Libre Belgique at Portugal vil orientere sig mod middelhavsområdet og mod Brasilien. Avisen mener desuden at Portugal har gode chancer for at overkomme problemerne i næste runde af WTO (World Trade Organization) hvor der forhandles med bl.a. Brasilien.

I Storbritanien mener Robin Pedler fra Oxford Universitet at Portugals mål er at orientere Europa mod syd og på sigt skabe en ’Mediterranean Union’.

I Portugal skriver Diário de Noticias at med resultatet af de svære forhandlinger på det nyligt afholdte topmøde i Brussel, har Portugal fået et godt grundlag at videreføre reformer af EU’s beslutningsproces på.

José Sócrates åbnede søndag d. 1. juli Portugals Formandskab med formandskabets slogan: ”A Stronger Union for a Better World”.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i øvrigt allerede været på lyn-visit hos det nye formandskab. På vej hjem fra Grønland mellemlandede han i Lissabon, hvor han tirsdag d. 26 juni mødtes med sin portugisiske kollega José Sócrates.

Slovenien overtager formandskabet for EU efter Portugal d. 1. januar 2008.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side