Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



august 2007 - Indlæg

Breitling TP52 Medcup sejlads i Portimão

'Trophy of Portugal' kaldes den fjerde sejlads i Breitling TP52 Medcup Race 2007. Med 19 både til start i Portimão er der et imponerende felt af deltagere fra blandt andet Spanien, Portugal, USA, England og Sverige.

Bådene konkurrerer over 10 sejladser. Efter 3. sejlads tirsdag ligger mandskabet på ”Mean Machine” forrest med førstepladser i både 2. og 3.07_25658  ©ThMartinez. PORTIMAO - PORTUGAL,  20 August 2007 .
BREITLING MEDCUP  in Portimao (Portugal) , Portugal Trophy (21-25 August 2007).
TP52 sejlads. Båden ejes af hollænderen Peter de Ridder og sejler under Monastisk flag.

På 2. pladsen ligger den svenske båd "Artemis" med ejer og skipper Torbjørn Tornkvist og mandskab. 3. pladsen indtages af den spanske båd ”CxG Corporation Caixagalicia”.

Det spanske kongehus er repræsenteret ved skipper Juan Carlos på ”Bribon” som efter 3. sejlads ligger på femte-pladsen. Den eneste portugisiske deltagerbåd ”Bigamist 6” ligger på 12. pladsen. Båden ejes af Pedro Mendonça.

Det er første gang Breitling TP52 MedCup bådene besøger Portugal. Der sejles over 5 dage med afslutning lørdag d. 25. august 2007.

UPDATE 26. august 2007
"Mean Machine" vandt overbevisende 'Trophy of Portugal" med 5 sejre udaf 7 gennemførte sejladser. Lørdag d. 25. var vinden for svag til at det gav nogen mening at stå ud. Andenpladsen gik til 'Artemis' og tredjepladsen lidt overraskende til "Patches" fra Irland efter et par solide 2. pladser  i de to kystsejladser.  Den eneste portugisiske deltagerbåd "Bigamist 6" blev nummer 16. 

Din vurdering:



Dalai Lama i Portugal

Den buddistiske munk og åndelige leder Dalai Lama fra Tibet besøger Lissabon fra d. 13. til d. 16. september 2007.

Siden 1959 har Dalai Lama på grund af sin modstand mod den kinesiske annektion af bjergriget Tibet været i landflygtighed. Dalai Lama modtog i 1989 Nobels Fredspris for sit arbejde for med ikke voldelige midler at løse striden om Tibet.

Interesserede kan få lejlighed til at høre Dalai Lama i Lissabon. Han vil søndag d. 16. september tale i “Pavilhão Atlântico” i Parque das Nações parken, som er en del af det tidligere Expo-98 kompleks in den østlige del af Lissabon.

Desuden er der lejlighed til at lære mere om buddisme og om Dalai Lama på et 3-dages foredragsforløb som arrangeres fra d. 13 til d. 15. september. Mere information om billetter kan findes på www.dalailamalisboa2007.com .

Din vurdering:



Større skovbrand i det centrale Portugal

Sommerens største skovbrand hærgede d. 21. august 2007 nær byen Abrantes i Centro regionen i det centrale Portugal omkring 75 kilometer fra Santerém.

Abrantes er en mindre by med omkring 18.000 indbyggere. Området er generelt tyndt befolket og ligger ca. 150 km fra Lissabon i nord-østlig retning. Abrantes er mest kendt for sin middelalderborg og for at være en meget gammel by med rødder tilbage til 300 år før vores tidsregning. Hovedvejen E806 til Spanien løber forbi byen, og fra kørebanen kunne der tirsdag ses masser af røg fra de omkring 1500 hektar brændende skov og hedeområder.

Over 300 brandfolk med 92 køretøjer og 4 fly deltog tirsdag i slukningen af branden, som startede mandag og spredte sig med vinden til tæt på beboede områder. Samtidig var der 4 mindre skovbrande i andre dele af Portugal, men ingen af brandene truede tirsdag menneskeliv.

Skovbrande i Portugal er normalt. Heldigvis har Portugal denne sommer været heldig. Kun ca. 5000 hektarer skov og hede er brændt i tyndt befolkede egne. Det anslås at der fra 2003 til 2006 samlet var brand i op mod 900.000 hektarer.

På grund af den hyppige forekomst af skovbrande er de portugisiske myndigheder godt rustet. Udover brandslukningkøretøjer anvendes der i vid udstrækning slukningsfly. I august 2005 var skovbrandene dog så talrige at Portugal anmodede om hjælp fra EU. Der blev sendt slukningsfly og helikoptere fra Spanien, Frankrig, Tyskland, Holland og Italien til at bekæmpe de på det tidspunkt op mod 30 skovbrande i Portugal.

Din vurdering:



Portugal Air Show i Évora

I weekenden d. 14. til 16. september 2007 afholdes Portugal Air Show i byen Évora i Alentejo regionen ca. 140 km øst for Lissabon.

Portugal Air Show er det største flyshow på den iberiske halvø og tiltrækker besøgende fra både Portugal og Spanien.

Blandt de spændende fly, som vil kunne ses i luften vil være HE-25 Eurocopter, Lockheed L2 Electra og AT-802F Fire Boss ’Air Tractor’, som anvendes til ildslukning. Desuden vil der være opvisning af det portugisiske luftvåben (Força Aérea Portuguesa) og det spanske luftvåben med forskellige flytyper.

Foruden civile og militære fly vil der på jorden være udstillinger af alt inden for moderne fly-teknik og stande med repræsentater fra flyskoler, klubber, flytransportsektoren, flyproducenter og meget andet.

I år vil der desuden være besøg af Skylander-100 flyet, som er et portugisisk bygget fly med et kapacitet på 19-39 personer og løftekapacitet på op til 3,3 tons. Skylander-produktionen begynder med forsinkelse på fabrikken i Évora i januar 2008, og de første 180 forudbestillinger er modtaget svarende til de første 4 års produktion.

Portugal Air Show afholdes ved lufthavnen og er arrangeret af AEROpress i samarbejde med Câmara Municipal de Évora.

UPDATE 17. september 2007
Sådan så det ud da et TAP Airbus A310 kiggede forbi i Évora:

 


Se også: Air Festival i Portimão på Algarve april 2008 Din vurdering:



Portvinsmagning i Porto ved Dourofloden

Porto ligger ved Dourofloden i den nordlige del af Portugal. Udover at være landets næststørste by er Porto måske mest kendt for portvinen, som har navn efter byen. Alt portvin blev i gamle dage udskibet via Dourofloden.

Går ferierejsen til Porto, er der rig mulighed for at lære områdets specialitet at kende, og man får selvfølgelig også mulighed for at købe et par flasker.

Portos berømte portvinshuse ligger på den sydlige bred af Dourofloden i bydelen Vila Nova de Gaia. Inden man går over Ponte de Dom Luis broen for at besøge portvinshusene, kan man på den nordlige bred på Rua do Monchique 45-52 besøge Museu do Vinho do Porto. Museet giver et godt indblik i, hvilken betydning portvin har haft for regionen omkring Porto eller Oporto, som byen tit kaldes uden for Portugals grænser.

Stadig på den nordlige bred ikke langt fra museet i den gamle bydel Ribeira ligger portvinsbaren Vinilogia på adressen Rua de Sau Joao 46. Stedet er et must for portvins-enthusiaster og for alle andre, som har lyst til at mærke stemningen.

Fortsætter man over broen til den sydlige bred, finder man i de stejle gader over 60 portvinshuse, hvoraf mange tilbyder prøvesmagning. Hvis smagningen ikke er gratis koster det som regel kun 2 euro. Start eventuelt ved ’Grahams Port’ øverst oppe. Grahams tilbyder gratis minibusser til de besøgende fra flodbredden. Fra Grahams kan man besøge de øvrige portvinshuse på vej ned af bakken.

Blandt de mest anbefalelsesværdige besøg er Real Companhia Velha, hvis opbevaringskælder er en gammel jernbanetunnel og Sandeman, hvor studerende med karateristiske sorte hatte viser rundt. Også Barros huset og Calem huset kan anbefales.

Din vurdering:



Benfica fyrer træner Fernando Santos inden returkampen mod FCK

Efter et skuffende 1-1 resultat i Portugals fornemste række mod oprykkerne fra Leixoes har ledelsen af Benfica besluttet med omgående virkning at afslutte samarbejdet med træner Fernando Santos.

Det er ikke besluttet, hvem der skal overtage jobbet. Foreløbig hviler ansvaret for holdet hos assistenttræner Fernando Chalana.

Der er returkamp i Champions League mellem FCK og Benfica på onsdag d. 29. august i København.

UPDATE:
Mandag aften d. 20 august blev det meddelt at Benficas nye træner bliver spanieren José Antonio Camacho. Camacho stod også i spidsen for Benfica i perioden 2002-2004. I 2004-2005 var han træner for Real Madrid. 52-årige Camacho er en personlig ven af Benficas preæsident Luis Filipe Vieira.  

Din vurdering:



Socialistpartiet PS fastholder vælgerne i Portugal i meningsmåling fra juli 2007

Det socialistiske parti PS, som ledes af premierminister José Sócrates får tilslutning af 44% af vælgerne ved den seneste meningsmåling offentliggjort af Diario de Noticias og TSF.

PSD, som er det socialdemokratiske parti i Portugal, ville få 29% af stemmerne, hvis der var valg, mens den venstreorienterede blok BE ville få 9%. Herefter følger sammenslutninger af kommunister og grønne med 8% og sammenslutningen af det socialdemokratiske centre parti og det populære parti står til 6%.

Jose Sokrates opnåede ved valget i 2005 45,3% af stemmerne og dermed absolut flertal med 121 ud af 230 parlamentsmedlemmer for partiet PS. Socialistpartiet PS sidder dermed trygt på regeringsmagten indtil næste valg skal afholdes i Portugal i 2009. Mere information her om de politiske partier i Portugal.

Din vurdering:



Billigste flyrejse til Lissabon er stadig via Madrid

Bemærk artiklen nedenfor er fra sensommeren 2007, og Ryanair har i efteråret 2008 valgt at nedlægge ruten. Til gengæld er der andre nye muligheder. Se oversigt over fly til Portugal fra Danmark og andre omkringliggende lufthavne.  

Ryanairs nyåbnede flyrute fra Billund til Madrid er én af de billigste måder at komme (næsten) til Portugal på. Hvis man booker på de billigste dage og i god tid i forvejen, kan man for 260 danske kroner flyve over 5000 kilometer fra Billund til Madrid og hjem igen.

Madrid ligger ikke langt fra Lissabon. Portugalnyt har med hjælp fra søgemaskinen Momondo undersøgt, hvor billig en flyrejse til Lissabon fra Danmark kan blive.

Det kræver lidt planlægning, men er man fleksibel, kan man lige nu bestille en flybillet til Lissabon med enkelt lang nat i Madrids lufthavn for meget små penge. Vi valgte mandag d. 3. spetember 2007 som udrejsedag med hjemkomst mandag d. 10. september. Følgende billetter kan købes på nettet i dag d. 19. august 2007:

Billund-Madrid med Ryanair mandag d. 3. sept. kl. 21.25, ankomst d. 4. sept. kl. 00.35
Madrid–Billund retur mandag d. 10. sept kl. 17.05, ankomst 20.15
Pris 260 kroner.

Madrid-Lissabon med Iberia (arrangeret af Terminal A) tirsdag morgen d. 4. sept kl. 07.45, ankomst 07.55
Lissabon-Madrid retur mandag formiddag d. 10. september kl. 10.20, ankomst 12.30
Pris 582 kroner.

Samlet pris for billetterne fra Billund til Lissabon blev 842 kroner (plus bagageafgifter men inklusive lufthavnsskatter).

Bemærk at man skal vente godt 6 timer mandag nat i Madrid lufthavn, før man kan boarde sit fly til Lissabon kl. 7.45. Det samme er tilfældet på tilbagevejen, hvor ventetiden dog er mere human om eftermiddagen fra kl. 12.30 til 17.05.

Lissabon lufthavn ligger tæt på centrum. Man skal ikke lade sig afskrække fra at tage taxa til og fra lufthavnen. De fleste ture fra lufthavnen til Lissabon kan gøres for under 100 kroner. Bemærk at hvert stykke bagage koster lidt ekstra og det fremgår ikke nødvendigvis af taxameteret. 

Mere information kan findes på: Oversigt over flyruter til Portugal. 

Din vurdering:



Energiforsyningsselskabet REN bliver en del af PSI 20 indexet på Euronext i Lissabon

Efter børsintroduktionen af REN (Redes Energeticas Nacionais) i juli 2007 er selskabet nu nummer 16 på Euronext børsen i Lissabon vurderet på børsværdi.

Den portugisiske stat udbød 19% af selskabet, og 5% som tilhørte EDP (Energias de Portugal) var også i udbud. Aktien er siden børsintroduktionen d. 9. juli til en pris på €2,75 per aktie steget 26% til en slutkurs fredag d. 17. august 2007 på €3,46 per aktie.

Avisen 'Diario Economico'  skriver at det er sandsynligt at REN bliver en del af PSI 20 indexet allerede fra september. Selskabet Cofina står til at ryge ud af PSI 20.  

Din vurdering:



Kendt TV-værtinde vil repræsentere Portugal i Eurovision Dance Contest

Sonia Araujo er én af de mest kendte TV-værtinder i Portugal, og mange vil nok også sige én af de kønneste.

Den 1. september 2007 repræsenterer hun sammen med den professionelle danser Pedro Ricardo Mota Da Silva Portugal i Eurovision Dance Contest.

Sonia Araujo har siden 1996 været vært på det populære show Praca da Alegria. Den 38-årige Sonia har gået på balletskole inden hendes talent foran et kamera blev opdaget ved en talent-konkurrence. Desuden har hun en universitetsuddannelse indenfor jura.

Tryk på Play-knappen i billedet nedenfor og se en kort video med Sonia Araujo. 

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »