Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Guvernør på Madeira Alberto João Jardim er utilfreds med regeringen i Lissabon

Det er der for så vidt ikke meget nyt i. Madeira har haft selvstyre siden 1976, men Portugisisk lovgivning gælder på mange områder også på Madeira.

Der har altid været et slags had-kærlighedsforhold mellem det lokale styre på ferieøen og regeringen i Lissabon. Én af de mest indædte modstandere af Lissabon er Madeiras guvernør Alberto João Jardim.

Jardim er en charmerende herre med (meget) populistiske holdninger, og han forstår altid at sætte sig selv i scene. Senest skete det ved den årlige Chão da Lagoa festival på Madeira hvor Jardim langede hårdt ud efter Lissabon-regeringen.

”Portugal er en politistat og fuld af løgn” lød det fra Jardim til de forventningsfulde 40.000 forsamlede i Funchal. Senere fortsatte han med i farverige vendinger at argumentere mod indførelse af lovgivningen om fri abort på Madeira, som er blevet vedtaget ved folkeafstemning i Portugal. Lovgivningen skal også gælde Madeira omend styret på øen ikke har gennemført den endnu.

Det står ikke meget tilbage fra sidste år, hvor Jardim forudså, at det efter Jardims mening ’amoralske’ ægteskab mellem homoseksuelle ville blive normalt i Portugal. I forlængelse heraf sammenlignede han portugisernes modstand mod diktatoren Salazar med homoseksuelle (mænd), som bøjer sig ned med bagdelen i vejret. Jardim hentydede til at Madeira i 1931 som Azorerne kæmpede mod det unge diktatur i Portugal og holdt stand i 29 dage.

En stor del af Madeiras indbyggere stemte så sent som i 2007 på Jardim som guvernør, men der er efter alt at dømme mange, som gør det mere for at holde afstand til Lissabon end fordi de er enige i Jardims rabiate udtalelser. Desuden er der på feriedestinationen tradition for en meget fri tone i den politiske debat.

En væsentlig del af Madeiras økonomi bygger på landets status som ’Free Industrial Zone of Madeira’ – et frihandelsområde, hvor visse erhvervsmæssige aktiviteter er underlagt meget favorable regler i forhold til resten af Portugal og EU. Det har betydet at der over årene har været et unormal højt investeringsniveau på Madeira, men også at en stor del har været såkaldte ’passive’ investeringer, hvor Madeira er blevet brugt som ’skatteskjul’ af folk med høje indkomster i Portugal. Jardim forsvarer ordningen med næb og klør, mens Portugals skiftende regeringer efterhånden er godt trætte af den.

Se også: Nye provokationer fra Alberto João Jardim - med video



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)