Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



oktober 2007 - Indlæg

Portugal og Rusland underskriver aftale om økonomisk samarbejde

Inden Ruslands præsident Putin deltager i EU-Rusland mini-topmødet d. 27. oktober har han allerede knyttet tættere bånd til Portugal. Putin har indgået aftale med premierminister José Sócrates i Portugal om et udvidet handelssamarbejde.

Mere konkret betyder det at en såkaldt credit-line på 200 millioner euro, svarende til 1,5 milliarder kroner, mellem den russiske bank Vnesheconombank og den portugisiske bank Caixa Geral de Depósitos er etableret.

Begge banker er statsejede, så i princippet er det en aftale mellem Portugal og Rusland som er blevet indgået.

Din vurdering:



Inwema informerer om skat af pension for nye udlandsdanskere i Spanien og Frankrig

Der har med folketingsvalgets udskrivelse måske åbnet sig en kattelem for udlandsdanskere, som blev ramt at skatteminister Kristian Jensens lovforslag fra d. 11. oktober, som annulerer dobbeltbeskatningsaftalerne med Frankrig og Spanien.

Lovforslaget satte en effektiv stopper for skatterabat til nye udlandsdanskere i Spanien og Frankrig, men underligt nok ikke for udlandsdanskere, som påtænker at flytte til Schweiz eller Luxembourg.

Se mere her om skatteministerens lovforslag om pensionsudbetalinger i Frankrig og Spanien.

Pensionsudbetalinger fra Danmark ville efter lovforslaget kun kunne nøjes med den lave franske eller spanske beskatning, såfremt udbetalingerne var begyndt inden d. 11. oktober 2007, hvor forslaget blev fremsat af skatteministeren.

Der er ifølge rådgivningsvirksomheden International Wealth Management nu tvivl om, hvorvidt skatteministerens lovforslag til bekæmpelse af ’skatteflugt’ kan træde i kraft d. 11. oktober.

Inwema skriver følgende d. 25. oktober 2007 (citat):
Udskrivningen af folketingsvalg betyder som vi nævnte i nyhedsbrevet i går, at alle ikke vedtagne lovforslag bortfalder.
Skatteministeriet har imidlertid i dag meldt følgende ud:
”Såfremt L 26 genfremsættes og vedtages med uændret virkningstidspunkt, vil dispositioner fortaget efter den 11. oktober 2007 blive vurderet efter forslagets regelsæt. Det kan ikke udelukkes, at der kan komme tekniske ændringer for at sikre, at dispositioner foretaget inden den 11.oktober 2007 ikke undergives ændret beskatning.”
Skatteministeriet lægger således op til, at man ved en genfremsættelse vil forsøge at fastholde datoen den 11.oktober 2007 som skæringsdato.
Dette er ifølge statsretten ikke korrekt, men muligt.
Hvis en skatteminister vælger denne aggressive og uhørte fremgangsmåde for lovgivning, kan det derfor ikke udelukkes, at det vil være muligt at gennemføre et virkningstidspunkt fra den 11.oktober 2007, hvis justitsministeriet og et folketingsflertal accepterer at lovgive på denne måde. Gøres det, vil der komme endnu et skår i tilliden til politikerne.
(citat slut)

Inwema ApS har specialiseret sig i rådgivning om skat, pension, forsikring og formueforhold ved udstationering eller flytning til udlandet. Der er tale om uafhængig finansiel rådgivning. Inwema samarbejder med forskellige pengeinstitutter og forsikringsselskaber, som udover normale lån, investeringsprodukter, forsikring m.v. også tilbyder private banking. På Inwemas hjemmeside findes en oversigt over, hvad Inwema kan tilbyde kunder i Portugal.

Se mere om skatteforhold i Portugal i sektionen Investering og Bolig i Portugal.

Se også artikel om det danske og portugisiske aktiemarked i januar 2008.

Din vurdering:



Fado sangerinden Mariza på Lettermans Late Night Show

Den mest berømte nulevende fado sangerinde Mariza, som trækker fulde huse i Portugal, var i 2007 på amerikansk TV i David Lettermans legendariske Late Night Show.

Mariza optræder i store koncertarenaer og er en velbetalt stjerne, hvilket ikke er normalt for flertallet af fado sangere i Portugal. Mariza er dermed den fornemste eksponent for den mere polerede form for fado. Oprindeligt var fado 'de fattiges musik', og den tradition har Mariza bevæget sig væk fra.

Hendes koncerter er meget glamorøse, og der bliver optaget musikvideo'er til brug for markedsføring, hvilket for nogen portugisiske fado-enthusiaster ikke passer godt sammen med sjælen i den portugisiske folkesang, som typisk synges på fado restauranter.

Se også: Besøg på fado-restaurant i Lissabon    

Der er dog ingen tvivl om at Mariza er en dygtig sangerinde med sin helt egen stil. Fado'en Mariza synger i videoklippet nedenfor er 'Oh! Gente da Minha Terra', hvilket kan oversættes med 'folket fra mit land'. Fado sangen er fra Mariza's CD 'Concerto em Lisboa'. Mariza's mor er fra Mozambique i sydøstafrika og hendes far er portugiser; - meget, meget portugiser lod Mariza Letterman forstå under interviewet.

Den gode David Letterman var øjensynligt ikke helt fortrolig med fado.

Mariza har lavet en video til 'Oh! Gentre da Minha Terra'. Se den her:

 

 

Din vurdering:



Den russiske præsident Vladimir Putin besøger Portugal

Den russiske præsident kommer på officielt besøg i Portugal i anledningen af mini-topmødet mellem EU og Rusland. Putin er i Portugal d. 25. 26. og 27. oktober.
Emnerne på mini-topmødet mellem EU og Rusland vil bl.a. være øget økonomisk samarbejde, missilforsvar, Kosovo og Iran. Topmødet finder sted i byen Mafra nordvest for Lissabon fredag d. 27. oktober.

Inden da vil Putin torsdag mødes med Portugals præsident Anibal Cavaco Silva og premierminister José Socrates.

Rusland er en af Portugals største leverandører af olieprodukter og eksporterer desuden fly og metalvarer til Portugal. Portugal har en stor eksport af kork til Rusland og sælger desuden tekstilvarer, fodtøj og industri værktøj til det østligste land i Europa. Der kommer desuden flere og flere russiske turister til Portugal.

Under Putins besøg vil han deltage i åbningen af udstillingen ’Imperial Russia’ på slottet Palácio Nacional da Ajuda. Udstillingen er den største, som ’The State Hermitage Museum’ i Skt. Petersborg nogensinde har præsenteret uden for Rusland.

Over 1300 politifolk forventes indsat torsdag og fredag under Putins besøg og mange gader specielt i Lissabon-bydelene Belém, Ajuda og São Bento vil være afspærrede. Putin og hans følge vil ifølge SIC bo på hoteller omkring Amoreiras shopping centret.

Din vurdering:



Pilotstrejken i luftfartselskabet TAP er afblæst

Man blev sent aften onsdag d. 24. oktober enige om at sætte sig tilbage til forhandlingsbordet og strejken som skulle være fortsat torsdag og lørdag er dermed afblæst skriver SIC. Se mere her.

Din vurdering:



Internet udbredelse i Portugal

EU kommissionen har offentliggjort et arbejdspapir som bl.a. beskriver, hvor udbredt bredbånds internetforbindelser var i de 27 EU lande i juli 2007.
Portugal ligger midt i feltet sammen med Irland, Italien, Slovakiet og Malta.

I 4 lande er der væsentlig større udbredelse end i resten af EU. Det gælder Sverige, Finland, Holland og Danmark, som topper listen med 37,2 internet bredbåndsforbindelser per 100 indbyggere.

Til sammenligning har Portugal 14,8 forbindelser per 100 indbyggere. Spanien og Frankrig, som Portugal normalt sammenlignes med, har henholdsvis 16,8 og 22,3 forbindelser per 100 indbyggere.

Der er ingen problemer i at få en internet forbindelse i Portugal. Portugal Telecom er faktisk i de fleste tilfælde hurtigere og mere serviceorienteret end danske TDC.

En relativ hurtig 8 MB broadband forbindelse med TV Cabo (kabel-TVs store pakke) inkluderet koster omkring 55 euro eller ca. 400 kroner om måneden i Portugal. Det er dog muligt at få langsommere bredbåndsforbindelser til væsentlig lavere priser (og uden kabel-TV).

Der kan ligesom i Danmark forekomme forstyrrelser på internettet, men generelt set er den service, man oplever i Portugal i de større byer fuldt på højde med danske forhold og til en lavere pris. Se arbejdspapiret fra EU Kommissionen om bredbåndsforbindelser i EU.

Din vurdering:



GE Energy skal levere vindmøller til Portugal

Den amerikanske virksomhed GE Energy skal levere vindmøller til det portugisiske forsyningsselskab EDP i Portugal skriver Euroinvestor tirsdag d. 23. okt. 2007. GE Energy er en del af den meget store General Electric koncern, og er en konkurrent til den danske vindmølleproducent Vestas.

Vindmøllernes værdi beløber sig til 730 millioner dollars eller over 3,7 milliarder kroner. Det er dog ikke kun i Portugal at EDP har aktiviteter. En del af møllerne skal sættes op i USA. Den samlede kapacitet på vindmøllerne er angivet til over 500 MW.

EDP købte i 2007 den amerikanske virksomhed Horizon Wind Energy i Texas og har desuden interesser i mange andere lande herunder Brasilien. EDP er et af de største selskaber på Euronext børsen i Lissabon og en del af det ledende portugisiske PSI 20 indeks. Man kan finde mere information om EDP og de øvrige virksomheder i PSI 20 i Portugalnyts investerings sektion.

Din vurdering:



Storbyferie i Lissabon i november

Temperaturerne i Lissabon når i november indimellem op omkring 20 grader og helt koldt – dvs. 12-15 grader om dagen, bliver det først om vinteren i december og januar.

Den gennemsnitlige højeste dagstemperatur i november er faktisk 18 grader. Der er næsten altid masser af solskin i Lissabon selv om vinteren. Se tabel over solskinstimer her. Har man lyst til en storbyferie i den gamle kulturby, er der lige nu gode tilbud at finde.

Storbyferie i Lissabon - ferieboliger
I den maleriske Alfama-bydel i Lissabon udlejes en lille romantisk lejlighed med udsigt ikke langt fra shopping gaderne i Lissabons pulserende centrum.

I Santos-bydelen finder man en moderne ferielejlighed til 4 personer med kort afstand til Docas underholdningsområdet.

Et andet godt alternativ er de højtliggende ferielejligheder i Graca-området tæt på, hvor den berømte sporvogn linje 28 kører.

Billigt fly til Lissabon
Flyrejsen til Lissabon finder man i vores guide til billige flybilletter til Portugal.

Din vurdering:



Benfica, F.C. Porto og Sporting Lissabon spiller Champions League Matchday 3

Benfica møder Celtic onsdag aften d. 24. oktober i Lissabon på Estadio da Luz. Kampen er særdeles vigtig for Benfica, da den portugisiske klub ligger sidst i gruppe D efter 2 tabte kampe. Shaktar fører gruppe D med 6 point for 2 kampe. Milan og Celtic har hver 3 point.

Sporting skal på banen allerede tirsdag d. 23. oktober mod Roma i Italien. Sporting Lissabon ligger efter de første 2 kampe i Champions League nummer 3 efter Roma, men har dog ligesom den italienske klub 3 point for 2 kampe. Manchester United fører gruppe F med max 6 point.

Porto, som fører den portugisiske liga møder onsdag d. 24. oktober Marseille i Frankrig i gruppe A. Porto er nummer to med 4 point efter Marseille, som har 6 point efter 2 kampe.

Mere information om de enkelte kampe kan findes på www.uefa.com.

UPDATE 24. oktober 2007
Sporting Lissabon slap nådigt med et 2-1 nederlag i Italien i en kamp, hvor italienerne havde overtaget og endda brændte et straffespark.

Benfica vandt 3 vigtige point i Lissabon med 1-0 sejr over Celtic efter et mål af Cordozo i 87. minut. I Marseilles måtte FC Porto nøjes med uafgjort 1-1.

Din vurdering:



Biometrisk paskontrol i Portugal

I lufthavnene i Faro og Lissabon i Portugal er der netop introduceret biometrisk paskontrol.

Mange britiske feriegæster har allerede et biometrisk pas og kan gå gennem paskontrollen uden at stå i kø ved en bemandet skranke. Kontrollen foregår istedet ved at ansigtet skannes og sammenholdes med oplysningerne i passet.

Den gammeldags paskontrol fungerer selvfølgelig stadigvæk, men har man et biometrisk pas, er det langt hurtigere at komme igennem kontrollen i lufthavnen, da det kun tager ca. 20 sekunder for scanneren at 'genkende' ansigtet. Der er stadig personale til stede så den biometriske paskontrol betegnes som 'halv-automatisk'. 

Det biometrisk ePassport er også ved at blive introduceret i Portugal med hjælp fra den svenske virksomhed Precise Biometrics. Alle internationale lufthavne i Portugal vil inden årets udgang have biometriske paskontrol-faciliteter.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »