Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



december 2007 - Indlæg

Jul i Portugal

Den traditionelle jul i Portugal har mange ligheder med julen i de nordiske lande. Det vigtigste er at være sammen med familien, som samles i juledagene.

I Portugal, som i de nordiske lande, siger folkesavnet at det er julemanden eller på portugisisk Pai Natal (jule-far), som kommer med gaverne, som lægges under juletræet eller i sko, som børnene har stillet ved ildstedet. Julen fejres i Portugal som i Danmark juleaften d. 24. december. Børnene får i nogle familier at vide at Jesus-barnet hjælper Pai Natal med gaverne.

Se mere om julemanden på portugisisk.

Bacalhau - traditionel portugisisk julemad
Den traditionelle julemad i Portugal er bacalhau, som svarer til klipfisk på dansk. I Danmark og Norge kan klipfisk godt være produceret på sej eller andre lignende fisk, men er dog mest torsk. Den portugisiske bacalhau er altid torsk og kommer ofte fra netop Norge. Klipfiskene eller mere korrekt bacalhau spises hele året i Portugal og er udover traditionel julemad også portugisernes nationalspise. Bacalhau er efterhånden ret dyrt efter portugisiske forhold. Det skyldes overfiskning af torsk og at bacalhau også er populært i Spanien.

Der er utroligt mange forskellige måder at lave bacalhau på. Den tørrede, saltede fisk ligger i store bunker i supermarkederne, og der er mange forskellige slags prepareret på forskellig måde. Frisk torsk lavet som i Danmark spises næsten ikke i Portugal. Er man i Portugal ved juletid er det faktisk en oplevelse at gå ind at se alle de mange tørrede fisk, som f.eks. i supermarkedskæden Jumbo har en hel lille afdeling for sig selv.

Bacalhau - Torsk

Når man tilbereder bacalhau lægges den i vand et døgns tid hvorved vægten øges med omkring 100%. Typisk tilberedes den derefter i ovnen sammen med olivenolie, løg, andre grøntsager og kartofler. Det er normalt i Portugal at invitere til middag hvor hovedretten består af flere forskellige slags bacalhau og ikke kun til jul. Bacalhau kan efter sigen laves på 365 forskellige måder – én til hver dag i året. Se også forum indlægget: Opskrifter fra Portugal.

I mange indkøbscentre og større byer findes der restaurantkæder med buffet, hvor man afregner efter vægt på tallerkenen. Her kan man ’prøvesmage’ bacalhau. Et eksempel herpå er Só Peso restaurantkæden (klik på ’Onde Estamos’ til højre for at se beliggenhed). Det er ikke altid at det er åbenlyst for turister, hvad der er bacalhau, og hvad der ikke er. Man kan dog som regel snuse sig frem til i hvilke retter fisken gemmer sig. Ellers spørg - portugiserne er stolte af deres bacalhau og fortæller gerne.

Juletraditioner i Portugal
Man spiser også ofte kalkun juleaften i Portugal og til dessert får man tit ris budding med kanel (Arroz Doce), som ligner ris á la mande dog med kanel i stedet for kirsebærsovs. Portugiserne synes det med kirsebærsovsen er en meget underlig ide, hvis man spørger dem om det.

I gamle dage var det tradition også at dække op til de døde i familien juleaften. Det kaldes Consoada. Traditionen bruges næsten ikke længere.

Man spiser traditionelt sent i Portugal og også juleaften. Børnene får efter traditionen først gaver ved midnat. I nogen familier klæder én af de voksne sig ud som julemanden for at underholde de mindste.

Efter maden går nogen portugisere specielt inde i landet til messe i kirken også kaldet ’Missa do Galo’, som på dansk betyder hanens messe. Hanen galede efter sigende da Jesus blev født, og derfor har messen juleaften fået navn efter den. Når man kommer hjem åbnes gaverne. I Portugals større byer er det nu til dags de færreste, som går til messe juleaften.

Som i de nordiske lande er der en overflod af chokolade, nødder, kager m.v. Desuden spises til jul den traditionelle ’Bolo Rei’, som betyder kongens kage. I nogen familier er det tradition at gemme en lille bønne og en lille gave i kagen. Den som får bønnen skal lave næste års Bolo Rei. Man drikker naturligvis portvin i Portugal til jul og nyder desuden de traditionelle ’azevias’ og ’felhozes’ som er portugisiske kiks og søde sager.

Juleaften varer til langt ud på natten i Portugal. Næste dag holder man julefrokost med familien.

Julepynt i Portugal
Portugiserne er kendt for at gøre meget ud af julepynten, og der er konkurrence mellem Porto og Lissabon i at have det højeste juletræ. Porto ’vandt’ i år med et ’træ’ sponseret af lokale store virksomheder på 76 meter. I 2006 var træet i Lissabons på den store Praça do Comercio plads det højeste i Europa.

Både på Madeira og i de portugisiske byer er der desuden gjort meget ud af udsmykning i gaderne.

 Juleudsmykning i Cascais


En særlig tradition er opstillingen af ’Presépio’, som kan oversættes med ’jule-scene’ fra Betlehem. I kystbyen Cascais vest for Lissabon har man i byens mest centrale rundkørsel eksempelvis oplyste kalkstensfigurer af Jomfru Maria, Jesus-barnet, de tre vise mænd til at stå til beskuelse for alle i trafikken. Julepynt i portugisiske hjem er traditionelt holdt i guld, røde, grønne og blå farver. Din vurdering:



Kritikken af BCP bankens bestyrelsesformand forstærkes

Den portugisiske storbank BCP Millenium har et problem. Siden bestyrelsesformanden Jorge Jardim Gonçalves indrømmede at hans søn havde fået eftergivet renter af et lån fra BCP i størrelsesordenen 12 millioner euro er presset på bestyrelsesformanden vokset.

Først forlød det at Gonçalves gik af. Så forlød det at han ville blive på sin post. De nu afblæste forhandlinger om sammenlægning af BCP banken med BPI banken lagde en midlertidig dæmper på kritikken.

Mandag aften d. 3. december var Jorge Jardim Gonçalves sagen igen i fokus, denne gang på den portugisiske TV-kanal SIC. Den portugisiske finansverdens enfant terrible Joe Berardo, som har skabt sin enorme formue i blandt andet Canada og Australien, stod igen frem og kritiserede Gonçalves.

Berardo lagde ikke fingrene imellem og udtalte blandt andet (frit oversat) at ”Goncalves afgang er essentiel for BCP”, ” at bestyrelsesformanden er blevet overhalet af ny teknologi”, ” at BCP skal ikke betale mere luksus til Gonçalves” og at ” Gonçalves må komme til fornuft og forlade BCP”. Klarere kan det vist ikke siges i Portugal.

Flere ulovlige aktionærlån ?
Joe Berardo, som ejer små 6% af aktierne i BCP banken, har truet med at anlægge sag mod banken, hvis den ikke vil offentliggøre bestyrelsesmedlemmernes løn samt alle beløb, der er blevet eftergivet til skyldnere.

BCP banken har nægtet at efterkomme Berardos anmodning med henvisning til den portugisiske bankhemmelighed. Berardos opfordring kommer efter at avisen Expresso Weekly skrev at BCP banken har eftergivet et beløb på yderligere 28,5 millioner euro til én af bankens aktionærer.

Aktionæren angives af avisen til at være José Goes Ferreira med firmaet Somerset Associates Limited. José Goes Ferreira er en god ven af bestyrelsesformand Jorge Jardim Gonçalves og også én af bankens grundlæggere. Det store lån, som i banksproget betegnes som en creditline, blev givet til en offshore virksomhed kontrolleret af Somerset Associates Limited, som tilhører Goes Ferreira og kompagnonen Carlos Luis Bessa Monteiro. På selvsamme dag som offshore-virksomheden blev erklæret konkurs, og pengene efter al sandsynlighed var tabt, valgte den tidligere administrerende direktør Paulo Teixeira Pinto med omgående virkning at tage sin afsked efter voldsom uenighed med Jorge Jardim Gonçalves.

Der er ikke megen tvivl om at det Jorge Jardim Gonçalves, som er én af grundlæggerne af BCP banken, har rodet sig ud i, ville i de fleste europæiske banker have tvunget ham til at trække sig fra posten som bestyrelsesformand for længe siden.

Tirsdag d. 4. december 2007 kom så meddelelsen om at han trækker sig til generalforsamlingen i januar 2008. Den 71-årige Gonçalves forsøger øjensynligt at lave en ’tilbagetrækning med æren i behold’ – hvis han altså denne gang står fast på at han trækker sig.

Se også:
Jorge Jardim Gonçalves trækker sig fra bestyrelsen i BCP banken
Spekulationer om sammenlægning af BPI og BCP bankerne i Portugal 
Euronext Lisbon

Din vurdering:



Portugals skoler i ny PISA undersøgelse

OECD laver hvert tredje år en stor PISA undersøgelse af medlemslandenes skolevæsen. PISA står for Program for International School Assessment.

Undersøgelsen omhandler 15-åriges kompetencer i læsning, matematik og naturfag. I 2006 undersøgelsen, som netop er offentliggjort i december 2007 har 57 lande deltaget.

Der er fra nogen sider rejst kritik af PISA undersøgelsens videnskabelige indhold, men den kan dog bruges som en god indikator for den gennemsnitlige standard i de enkelte landes skolesystemer.

Fra udlandsdansker forældre-synspunkt skal man også være opmærksom på at der i Portugal er utrolig stor forskel mellem by og land og mellem offentlige og private skoler, hvilket undersøgelsens resultater herunder ikke tager højde for.

Læsefærdigheder i Portugal
PISA undersøgelsen når frem til at Portugal ligger midt i feltet som nummer 31 ud af 56 lande (USA deltog ikke). Portugals 15-årige har i gennemsnit læsefærdigheder svarende til 15-årige i Kroatien, Italien, Litauen og Luxembourg.

Matematik i Portugal
Indenfor matematik er Portugal nummer 37 ud af 57 på niveau med landene Italien, Grækenland, Kroatien og USA.

Naturfag (science) i Portugal
Indenfor naturfag er Portugal nummer 37 ud af 57. Omkring samme nivau har de 15-årige i lande som Rusland, Italien, Grækenland og Israel. Norge ligger dog heller ikke langt fra Portugal i naturfag med en plads som nummer 33. I én af rapportens konklusioner bemærkes det at i landene Grækenland, Italien, Mexico, Spanien, Tyrkiet og Portugal er der kun 1 elev ud af 20 som ligger på det højeste faglige niveau i naturfag. Til sammenligning ligger mindst 1 elev ud af 7 på højeste niveau i landene Australien, Canada, Finland, Japan og New Zealand.

Udviklingen i skolevæsenet i Portugal siden 2003
I den sidste PISA undersøgelsen fra 2003 lå de gennemsnitlige læsefærdigheder i Portugals skoler lidt under skolerne i Danmarks niveau, men på samme niveau som Italien, Grækenland og Spanien. Resultatet inden for læsning i Portugal er stort set det samme i 2006 som i 2003.

Inden for matematik nåede de portugisiske elever stort set også det samme niveau i 2006 som i 2003.

I naturfag var Portugal og Danmark næsten på niveau i 2003 PISA undersøgelsen som nummer 27 og 26 ud af dengang 29 nationer. Portugal har forbedret sig lidt i 2006 i forhold til 2003, men har stadig en placering under OECD gennemsnittet.

Danmark i PISA undersøgelsen
Danmark er i modsætning til hvad de fleste tror ikke meget mere end en gennemsnitlig OECD-nation, hvad undervisningsresultater i folkeskolen angår. Inden for naturvidenskab ligger danske 15-årige nummer 24 efter nationer som Polen, Sverige, Ungarn Tjekkiet, England, Tyskland og Korea. Finland er bedste land inden for naturvidenskab. Sverige er nummer 22 og Norges 15-årige skoleelever nummer 33.

Ser man på læsefærdigheder er Danmark rykket op på plads nummer 19 med samme pointtal som Slovenien. Danske 15-årige bliver igen slået af Tyskland og England, men også eftertrykkeligt sat tilbage fra den bedste række af økonomisk og udviklingsmæssigt langt svagere nationer. Korea vinder indenfor læsefærdigheder med Finland som en sikker nummer 2. Polen opnår en plads som nummer 9 i læsefærdigheder og Sverige er nummer 10. Norge ligger som nummer 25.

Matematik er det område, hvor Danmark klarer sig bedst. De 15-årige danske skoleelever ligger på en 15. plads i den pænere ende af de 57 lande. Stadigvæk må Danmark se sig slået af skolesystemet i blandt andet Estland og Korea. Taipei-kina (Taiwan) topper listen med Finland på andenpladsen. Polen og England kommer ind som nummer 28 og 29. Norge og Sverige er henholdsvis nummer 29 og 21.

Hvis man anser PISA undersøgelsens resultater som objektive, forekommer det meget betænkeligt at Danmark, Norge og til dels Sverige, som nogen af de rigeste lande i verden, ikke formår at uddanne deres folkeskoleelever bedre. Måske de ansvarlige i de tre nordiske lande skulle tage en tur til det skandinaviske broderland Finland og se, hvordan det skal gøres.

OECD kommenterer her undersøgelsen.

Din vurdering:



FC Porto mod Besiktas i Champions League

Champions League kampen mellem FC Porto og Besiktas er den sidste for Porto i den indledende runde i Champions League. Den portugisiske storklub ligger på førstepladsen i gruppe A, men har endnu ikke kvalificeret sig til næste runde i Champions League. Liverpool og Marseilles puster Porto i nakken med 7 point og Besiktas har 6 mod Portos 8 point. Opløbet er tæt, og der kræves derfor minimum uafgjort for Porto klubben d. 11. december 2007 mod Besiktas i Portugal for at sikre kvalifikation til næste runde i Champions League. FC Porto er favorit hos bookmakerne med odds omkring 1,50 til portugisisk sejr. Besiktas har gennemsnitligt odds 5,50.

Benfica møder i aften d. 4. december Shaktar på udebane i Ukraine i gruppe D. Benficas har ikke længere nogen chance for at kvalificere sig til næste runde i Champions League. Benfica giver pengene næsten 5 gange igen hos bookmakerne ved sejr. For Shaktar sejr er odds omkring 1,70.

Heller ikke Sporting, som spiller d. 12. december har nogen chance for at gå videre til næste runde. Lissabon klubben møder Dynamo Kiev i bundopgør i Champions gruppe F d. 12. december 2007. Sporting er trods alt favoritter på hjemmebanen med odds 1,75. Sejr til Dynamo Kiev giver pengene 4,50 gange igen.

Se mere om stadions, klubhistorie og berømte spillere for Benfica, Sporting og FC Porto.

UPDATE 4. december 2007
Benfica vandt 2-1 over Shaktar i Ukraine, hvilket sender Celtic videre til næste runde sammen med Milan.

UPDATE 11. december 2007
Porto vandt sikkert 2-0 over Besiktas og er dermed videre til næste runde i Champions League.

UPDATE 13. december 2007
Sporting vandt 3-0 over Dynamo Kiev, men sijren ændrer ikke noget. Sporting er sammen med Benfica ude af Champions League og har kvalificeret sig til UEFA Cup slutspillet.

Din vurdering:



Arbejdsløsheden i Portugal er stigende

Eurostat har netop offentliggjort nye tal for arbejdsløsheden i de 27 EU lande for oktober 2007.

Portugal har i modsætning til de fleste øvrige EU lande oplevet en stigning i arbejdsløsheden fra oktober 2006 til oktober 2007. I oktober 2006 var arbejdsløsheden i Portugal følge Eurostat på 7,8% mod 8,5% af arbejdsstyrken i oktober 2007.

Der er dog lidt usikkerhed om tallene idet den nationale portugisiske statistik opgjorde arbejdsløsheden i tredje kvartal 2007 (Q3) til 7,9%, Q2 ligeledes 7,9% og Q1 til 8,1%. Tallene fra Q4 2007 afventes stadig, og med mindre de viser en kraftig stigning må opgørelsesmetoderne i Portugals statistik og hos Eurostat være forskellige.

Lidt usikkerhed om tallene ændrer dog ikke på det samlede billede af Portugals arbejdsløshed, som er høj i forhold til resten af EU’s gamle medlemslande. Portugal har i efteråret 2007 næsten 480.000 arbejdsløse.

Sammenligner man med de øvrige EU lande er Portugal det land indenfor Euro zonen, som har den højeste arbejdsløshed. Medtager man de nye EU lande, som endnu ikke har indført euro ligger Portugal som landet med den tredje højeste arbejdsløshed efter Slovenien med 11,2% og Polen med 8,8%. Bemærkelsesværdigt er det at Polen har skåret næsten 3% point af den nationale arbejdsløshed på et år.

Danmark indtager i oktober førstepladsen med kun 2,9% arbejdsløse, hvilket er meget tæt på fuld beskæftigelse. Arbejdsløsheden i Sverige er på 5,8% og i England 5,2%.

Generelt set er den sæsonkorrigerede arbejdsløshed inden for EU’s 27 medlemslande i løbet af det sidste år fra oktober 2006 til oktober 2007 faldet med 0,8% point til 7,0%. Store lande som Frankrig, Tyskland og Spanien har dog alle arbejdsløshedsprocenter på over 8%.

Hele Eurostat rapporten kan downloades som pdf.

Din vurdering:



Det portugisiske olieselskab Galp underskriver aftale i Indien

Portugal har i forbindelse med EU formandskabet holdt møde med repræsentanter fra den indiske regering. Både EU Kommissionsformand José Barroso og Portugals premierminister Sócrates var i New Delhi.

I forbindelse med premierminister José Sócrates besøg i Indien har olieselskabet Galp underskrevet aftale med det indiske olieselskab India State Oil Company.
Den indiske oliegigant er som navnet antyder statsejet. Den portugisiske stat har stadig 7% af aktierne i Galp efter omfattende privatisering i 2006.

Aftalen mellem India State Oil Company og Galp omfatter samarbejde om olieudvinding i Angola samt biodieselproduktion i Mozambique.

I Mozambique kan man trods det tørre klima dyrke planten jatropha, hvis frø er meget olieholdige og derfor kan bruges til biodiesel.

Galp har allerede interesser i Angola, som ligger på Afrikas vestkyst nord for Namibia. Der er store olieforekomster i farvandet ud for det uroplagede Angola og på grund af felternes placering på havet kan olien udvindes relativt risikofrit. I selve Angola er der højere risiko som følge af borgerkrig. I november 2007 faldt en helikopter ned i Angola i en storm med 4 af minedriftsvirksomheden BHP Billingtons medarbejdere. Virksomheden indstillede herefter sine aktiviteter i landet indtil årsagen til styrtet er opklaret. 

Kursen på Galp aktien på Euronext børsen i Lissabon steg mandag d. 3. december 2007 som følge af meddelelse om yderligere oliefund ud for Angolas kyst. Det portugisiske olieselskab indgår i et konsortium med olieselskaberne Total, Marathon Oil Corp., Angolas statsejede Sonangol og amerikanske ExxonMobil.

Olieselskabet Galp har desuden interesser i Algeriet, Nigeria, Brasilien og Venezuela.

Din vurdering:



Designere fra Portugal i norsk modemagasin

Portugisiske designere gør det godt og det er blevet bemærket i Norge af det smarte norske mode- og designmagasin 'NOMAGAZINE' eller ".no", som magasinet også kaldes.

I den 17. udgave af .no fra oktober 2007 er en række kendte og mindre kendte portugisiske designere omtalt. I artiklen 'Visuelle Portugal' nævnes bl.a. designerne MusaCollective, Karpa, R2 Design, Miguel Cunha, Bleach, Attitude Interior Design og Experimenta.

Inden for den pulserende portugisiske modeverden fremhæves Cristina Regadas, Katty Xiomara, Alexandra Moura og Luis Buchinho.

Man kan se det norske modemagasins artikel på nettet. For at finde Astrid Hagens artiklen skal man 'bladre' omkring 25 sider frem med funktionen 'neste side' i nederste højre hjørne. 

Lissabon er kendt for sine fashion shows. Portugals største modemesse 'Moda Lisboa' afholdes hvert år i sensommeren og tiltrækker modefolk fra hele Europa. I 2007 var en stor del af arrangementet henlagt til kystbyen Cascais omkring 30 kilometer vest for Lissabon.

De bedste modebutikker i Lissabon findes i boheme-kvarteret Bairro Alto og i det mere fasionable og polerede Chiado kvarter. I den lille kystby Cascais er der faktisk også gode shopping muligheder og et pænt udvalg af mere traditionelle mode butikker som Boss, Max Mara, Zara, Benetton, Lacoste m.fl. 

Se mere om shoppingmulighederne i Lissabon .

Din vurdering:



Strejke blandt de offentlige ansatte i Portugal

En stor del af de offentlige ansatte i Portugal valgte fredag d. 30. november at nedlægge arbejdet. Strejken var en protest mod regeringens uvilje til at give lønstigninger, som matcher den portugisiske inflation.

De offentlige ansatte er blevet tilbudt en lønstigning på omkring 2,1%. Inflationen i Portugal i 2007 forventes at blive på mellem 2,4% og 2,5%.

Samtidig var der utilfredshed blandt grupper af offentligt ansattte med de ordninger, der er for efteruddannelse.

Fagforeningerne siger at op mod 80% af de offentlige ansatte deltog i strejken, mens arbejdsgiverne estimerer andelen til omkring 20%. Det portugisiske nyhedsbureau Lusa estimerer at fredagens strejke omfattede 50-100% af de offentlige ansatte. Det var særligt renovation, skoler, og hospitaler, som blev ramt.

Din vurdering:



Portugals gruppe til fodbold EM 2008

Lodtrækningen til fodbold EM slutspillet i Østrig og Schweiz har fundet sted søndag d. 2. december 2007 i Lucerne.

Portugal er i EM gruppe A, som kom til at bestå af følgende landshold:

Gruppe A:
Schweiz
Tyrkiet
Portugal
Tjekkiet

Se meget mere om: Gruppe A til EM 2008

De øvrige grupper i EM 2008 lodtrækningen blev følgende:

Gruppe B:
Østrig
Kroatien
Tyskland
Polen

Gruppe C:
Holland
Italien
Rumænien
Frankrig

Gruppe D:
Grækenland
Sverige
Spanien
Rusland

Spilleplan for Portugal
Portugals kampe i den indledende runde til EM ser således ud:
7. juni 2007 kl. 20.45 dansk tid spilles Portugal-Tyrkiet
11. juni 2007 kl. 18.00 dansk tid spilles Tjekkiet-Portugal
15. juni 2007 kl. 20.45 dansk tid spilles Schweiz-Portugal

Se mere om EM i fodbold 2008 på UEFA's hjemmeside.

Vi har selvfølgelig også udbygget vores fodboldsider om Portugal. Se alt om det portugisiske landshold med profiler på de enkelte landholdsspillere.

Stilling i gruppespillet i EM 2008
Herunder ses UEFA's officielle widget med øjeblikkets stilling i EM 2008 grupperne. Ved at klikke på 'matches' kommer de enkelte kampe fram. Ved at klikke på 'Standings' ses den stillingen i grupperne, hvor kun 2 for hver gruppe går videre til kvarfinalerne. 

 


Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side