Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Cortes de Cima i Alentejo har afholdt årets traditionelle danske julefrokost

Vingården Cortes de Cima i Alentejo bød igen i år til julefrokost med dansk julemad og Cortes de Cima’s egen fortrinlige vin.

En stor gruppe danskere fra Lissabon, Belém og Cascais valgte at køre de godt to timer til Alentejo, hvor vingården ligger. Denne gang havde Inger Louise Silva Santos, som er dansk turistfører i Lissabon, arrangeret bus så alle med god samvittighed kunne køre en eventuel promille sikkert hjem fra Alentejo.

Cortes de Cima vingården er ejet af det dansk-amerikanske par Hans Kristian og Carrie Jørgensen, som bor med deres børn i det skønne Alentejo mellem byerne Beja og Évora.

Julefrokosten kostede 60 euro per person og inkluderede naturligvis både karrysild, sylte, rugbrød og hjemmelavet remoulade, som godt kan være lidt svært at opdrive for danskere i Portugal. Som sædvanligt var den gode mad tilberedt af kokken Bjarne Otto, som har restauranten ’No Patio’ i Lagos på Algarvekysten.

Med i prisen for arrangementet (og årsagen til den efter portugisiske forhold lidt høje kuvertpris) var de bedste af Cortes de Cima’s egne vine, som blandt andet inkluderede de prisvindende Cortes de Cima Reserva og Incógnito, som var forklædt som Hans Christian Andersen jubilæums-vinen.

Der var efter julefrokosten mulighed for at supplere vinkælderen derhjemme i Cortes de Cima’s gårdbutik, som til lejligheden havde ekstra gode tilbud. Cortes de Cima Reserva’en sælges i Portugal til normalt omkring 50 euro flasken. I Danmark koster Cortes de Cima Reserva 2003 på restaurant typisk fra 450-500 kroner flasken.

Vingården Cortes de Cima har dog også vine i mere overkommelige prisklasser. Chaminé vinen fra Cortes de Cima kan findes i Danmark til priser fra omkring 90 kroner flasken. Én af de lidt dyrere vine og et særdeles godt køb, som slet og ret kaldes Cortes de Cima, sælges i Danmark fra omkring 110 kroner flasken. Se mere om portugisisk vin i Portugalnyts vinsektion.

På vejen hjem mødte dansker-bussen i øvrigt det meste af Afrikas politiske elite, som i limousiner med politieskorte blev fragtet fra hotellerne i Cascais og Estoril til middag på Ajuda paladset i Belém i forbindelse med EU-Afrika topmødet.

Se også: Sommerkoncert hos Cortes de Cima i 2008.

Julefrokost hos Cortes de Cima - dansk vinbonde  Bus til Alentejo 
Chaminé, Cortes de Cima, Reserva  Cortes de Cima - Syrah - Trincadeira - Aragonez - Touriga Nacional
Foto: Portugalnyt og Olaf Klejnstrup-Jensen

Billeder fra julefrokosten kan tilsendes på mail til deltagerne ved at kontakte info@portugalnyt.dk.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)