Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






MC events i Portugal 2008

MC enthusiaster i Portugal kan godt glæde sig til et forår med mange arrangementer.

Der er stor interesse for motorcykler i Portugal, og den storslåede natur og ikke mindst Dakar Rally starten i Lissabon inspirerer mange portugisere til at købe off road maskiner. Desuden er der god plads i Portugal til at benytte maksinerne inde i landet, da det meste af Portugals befolkning bor ved kysten.

Udover MotoGP i marts er den store MOTO Expo 08 udstilling i FIL udstillingscenter ved det gamle Expo-98 område nok det største event, men der er meget andet på programmet. Her er nogen af de vigtigste 2008 events i Portugal for motorcykel-interesserede.

Mototurismo TransAlgarve
Den 23. og 24. februar køres der hyggetur på Algarvekysten. Med udgangspunkt fra marina'en i Portmão køres via bjergene Serra de Monchique til Sagres i den vestligste del af Algarve og derefter tilbage til Lagos. Om eftermiddagen fortsættes mod Silves, Messines og Loulé og den første dag afsluttes i Faro. På andendagen går turen igen nordpå ind i landet via Barranco do Velho og man afslutter i Alentejo regionen i byen Mértola. Mere information og tilmelding til turen på Motociclisimo.

MOTO Expo 2008
Motorcykler, quadbikes og alverdens motorcykel-tilbehør vil fra d. 8. til d. 16. marts fylde hal 3 og 4 i det kæmpemæssige kompleks i det område, der i dag hedder Parque das Nações i Lissabon.

Det er tredje gang der afholdes stor motorcykeludstilling i Lissabon. Entre er knap 40 kroner. Der er åbent fra kl. 17 til 24 samt kl. 15 til 24 i weekenden. Den sidste dag lukker udstillingen dog kl. 20.

Uden at ville kritisere nogen er messe-arrangørernes hjemmeside ikke noget at falde i svime over, men vi ved at FIL messecentret er dygtige til at arrangere udstillinger, så er man i Lissabon midt i marts og interesserer sig for MC, tør vi godt anbefale at tage derud. Udstillingscentret ligger meget tæt på Oriente metrostationen. 

World Enduro Championship 2008 i Aveiro/Vale de Cambra
Vil man opleve off-road maskinerne i deres rette element skal man tage til byen Vale de Cambra d. 29. og 30. marts 2008.

Endurance Off Road løbet i nærheden af "Portugals Venedig" er en del af den europæiske WEC Endurance serie arrangeret af den portugisiske motorcykelsammenslutning. Se tidligere artikel om World Enduro Championship 2008 i Portugal, som også har en video intro fra arrangørerne i Vale de Cambra.

Moto GP Grand Prix på Estoril banen
Den 13. april 2008 afholdes der MotoGP i Portugal på den traditionsrige Estoril-bane vest for Lissabon. Blandt kørerne finder man Casey Stoner, som vandt MotoGP serien i 2007 foran Dani Pedrosa og Valentino Rossi.

Estoril banen er på grund af sine uberegnelige vindforhold kendt for at være én af de sværeste GP baner. I 2007 vandt Valentino Rossi/Yamaha lidt overraskende MotoGP på Estoril i Portugal foran Dani Pedrosa/Honda og med Casey Stoner/Ducati på tredjepladsen.

Motorcykelferie i Portugal
Har man lyst til at udforske Portugal, men synes der er en anelse for langt at køre fra Danmark til at turen kan presses ind i en uges ferie, er der mulighed for at leje motorcykler i Portugal.

Vi faldt over Thrustforth Motorcycle Holidays. En samlet pakke bestående af ophold i et dejligt feriehus i Arganil (Beiras regionen) i det centrale Portugal og leje af en BMW F650 i en uge koster indtil d. 1. april 2008 £900 eller omkring 9.000 danske kroner per person.

Beiras regionen ligger i det centrale Portugal og kendt for sin varierede natur. Her er man blandt andet inden for køreafstand af Serra da Estrela bjergene, Universitetsbyen (og Portugals tidligere hovedstad) Coimbra, flotte Aveiro og middelalderbyen Tomar, som er det gamle hovedsæde for tempelridderne i Portugal.

Se mere om udlejning af motorcykler og biler i Portugal.

Priser på motorcykler i Portugal
Markedet for motorcykler er ret stort i Portugal og mange mærker er repræsenteret.
Se her hvad en motorcykel koster i Portugal.

Herunder en video fra sidste års WEC arrangement i Portugal.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)