Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Flere midler til børnehaver i Portugal

Regeringen i Portugal har annonceret at den vil bruge omkring 100 millioner euro svarende til 745 millioner danske kroner på at forbedre portugisernes mulighed for at sende deres børn i børnehave.

Mange steder i Portugal er der endnu ikke oprettet børnehavepladser, og den forholdsvis store investering skal blandt andet bruges til at bygge 75 nye børnehaver rundt omkring i landet og oprette yderligere 760 børnehaveklasser i storbyerne Porto og Lissabon, skriver SIC.

Stramt statsbudget i Portugal
José Socrates regering har siden regeringens tiltrædelse i 2005 ført en meget stram udgiftspolitik, og indsatsen på børnehaveområdet er ét af de få områder, som er blevet prioriteret højt.

De offentlige ansatte i Portugal er nok dén samfundsgruppe, som har måttet finde sig i de største stramninger. Mange offentlige ansatte er blevet afskediget og mange steder er der blevet påbegyndt rationaliseringer.

Strejker og utilfredshed
Stramningerne overfor de offentligt ansatte er ikke blevet gennemført uden protester.

Den 30. maj 2007 afholdt CGTP, som er en paraplyorganisation i stil med det danske LO, en 24 timers generalstrejke for at protestere mod de forringede forhold for offentlige ansatte.

Den socialistiske regering (som dog ligger tættere på det danske socialdemokrati end på SF) kunne i går følge formanden for det største fagforbund CGTP i Portugal Manuel Carvalho da Silva udtale på TV at 'landet er på randen af kaos'.

De fleste portugisere ved godt at den offentlige sektor i Portugal gennem mange år har været for ineffektiv, og at der er behov for at rationalisere arbejdsgange. Gode stillinger har mange steder i det offentlige Portugal givet adgang til store privilegier. Det har som oftest ikke kunnet betale sig for ambitiøse medarbejdere at tage for mange beslutninger, og resultatet har været at man istedet har opbygget så meget bureaukrati som muligt.

Mange steder har rationaliseringerne dog været i gang længe, og det portugisiske postvæsen er for eksempel ét af de mest effektive i Europa.

Til gengæld er det svært for fagforeningerne og deres paraplyorganisation CGTP at se på, at den rigeste del af portugiserne er blevet endnu rigere, mens den gennemsnitlige portugisiske arbejder gennem det sidste år har oplevet et fald i købekraften.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)