Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Kørekortet kan nu mistes i to år efter 3 alvorlige trafikforseelser i Portugal

Den portugisiske regering har introduceret nye regler for overtrædelse af færdselsloven i Portugal.

Hidtil har der skulle store og gentagne trafiksynder til for at få frakendt kørekortet. I fremtiden vil 3 meget alvorlige forseelser i løbet af 5 år i Portugal kunne føre til at kørekortet inddrages i 2 år, og at en ny køreprøve derefter skal bestås.

5 alvorlige forseelser kan i teorien også føre til inddragelse af kørekortet i en 2-årig periode og pligt til at bestå en køreprøve før kørekortet gives tilbage.

Meget alvorlige forseelser inkluderer for eksempel at stoppe på motorvejen, parkere til fare for trafikken på hovedveje, køre over for rødt lys, kørsel med en alkoholpromille på over 0,8 eller at køre i nødsporet på motorvejen.

Alvorlige forseelser inkluderer kørsel mellem 0,5 og 0,8 promille alkohol i blodet, parkering i fodgængerovergange og overtrædelse af hastighedsgrænser med mere end 30 km/t uden for bymæssig bebyggelse.

Spirituskørsel i Portugal
I 2001 blev reglerne i Portugal omkring promillekørsel ændret. Den lovlige grænse for alkohol i blodet blev sat ned til 0,2 promille. Der faldt dog ikke i god jord hos de portugisiske vinproducenter, som foranstaltede en demonstration i Lissabon.

Efter et stykke tid ændrede flertallet i parlamentet mening, og grænsen for alkoholpromillen ved rattet i Portugal blev sat tilbage til 0,5 promille.

Øget politikontrol i 2006
I 2006 blev 37.000 portugisere ifølge britiske BBC taget af politiet med for meget alkohol i blodet, hvilket var 20% flere end i 2005. Stigningen skyldtes primært øget kontrol.

Meget værre er at over halvdelen af politirapporterne i 2006 viste at føreren havde en promille over 1,2 promille, som i Portugal er lovens grænse for spirituskørsel og dermed en langt alvorligere forseelse.

Det er stadig ikke unormalt at politiet i Portugal 'ser igennem fingre' med mindre alkoholforseelser. Også retssystemet lader ofte spiritusbilister slippe billigt. Kun 9 personer blev fradømt kørekortet i Portugal i 2007.

Der har allerede været kraftig kritik af de nye regler, som har til formål at få de værste trafiksyndere væk fra vejen. Kritikerne siger at de eksisterende regler er udmærkede, men at myndighederne ikke udnytter dem, og at mange derfor på grund af ineffektivitet i retssystemet undslipper straf.

Portugal har på trods af store forbedringer i 2007 stadig et af de værste ulykkesstatistikker i Europa.

Danske regler
I Danmark inddrages kørekortet i typisk 3 år ved kørsel med over 1,2 promille i blodet. Over 0,5 promille betragtes siden 2001 som spirituskørsel i Danmark og mellem 0,5 og 1,2 promille giver som hovedregel betinget frakendelse af kørekortet, ny køreprøve skal bestås og en større bøde. Promiller over 2,0 giver i Danmark derudover som minimum en betinget fængselsstraf.

I Danmark bliver omkring 15.000 personer årligt taget med en promille over 0,5.

Se mere om straffene for spirituskørsel i Danmark, som blev strammet i 2005.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)