Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Prins Joachim besøger Mozambique

Danske Prins Joachim besøger i april den tidligere portugisiske koloni Mozambique.

Joachim skal besøge en række udviklingsprojekter i det sydøstafrikanske land, som bliver støttet økonomisk af Danmark.

Mozambique er sammen med Tanzania de lande i Afrika, som modtager mest i udviklingshjælp fra Danmark. I 2006 var den samlede udvilingshjælp til Afrika på små 4 milliarder kroner.

Joachim lander i Mozambique d. 25. april 2008 og skal efter den officielle modtagelse i hovedstaden Maputo i løbet af 11 dage besøge udviklingsprojekter indenfor landbrug, skovbrug, vandforsyning samt børne- og AIDS-programmer. Desuden vil prinsen stifte bekendtskab med andre dansk-støttede projekter inden for sundhed, sukkerindustrien og undervisningssektoren.

Generalsekretær i CARE Danmark Niels Tofte, der har tidligere rejst med H.K.H. Prins Joachim, siger:

'Prins Joachims besøg hos lokalbefolkningen og vore samarbejdspartnere er et vigtigt og stort skulderklap til de mennesker, der arbejder hårdt for egen og andres udvikling. Derudover skaber Prinsen med sin store interesse og viden på området et vigtigt fokus på udvikling, på fattige menneskers kamp for overlevelse. Det styrker CARE Danmarks mulighed for at give hjælp til selvhjælp til verdens fattigste.'

Mozambique
Den tidligere portugisiske koloni er næsten 20 gange større end Danmark og har omkring 21 millioner inbyggere. Mozambiques bruttonationalprodukt (justeret for købekraft) var i 2007 ifølge IMF omkring 20% mindre end Luxembourgs BNP. Der bor omkring en halv million mennesker i Luxembourg, som er et af EU's rigeste medlemslande.

Mozambigue blev selvstændigt i 1975 efter at portugiserne trak sig ud af landet.  Frihedsbevægelsen FRELIMO havde i mange år kæmpet mod de portugisisk støttede regeringsstyrker i landet.

I dag ledes Mozambique af præsident Armando Emílio Guebuza, som blev valgt i december 2004. Mozambique har siden 1990 været et demokrati, men har stadig svært ved at komme økonomisk på fode. I både år 2000 samt i januar 2007 og januar 2008 blev Mozambique ramt af store oversvømmelser.

Oversvømmelserne har ramt Mozambique hårdt, og den økonomiske vækst som i 1990'erne var høj er blevet reduceret kraftigt. Som i de langt de fleste afrikanske lande er indkomstfordelinge meget skæv, og den almindelige befolkning i Mozambique er mere end nogensinde afhængig af udenlandsk støtte.

Foruden Danmark har Sverige, Norge, Finland, Island, Holland og EU været blandt de vigtigste bidragsyderne af økonomiske hjælp til Mozambique. 

Mozambique er også kendt under den portugisiske stavemåde Moçambique.

Care Danmark
Care Danmark er en selvejende fond med 24 faste medarbejdere. Se mere om den private hjælpeorganisations arbejede på Care Danmarks hjemmeside.

Organisationen er en selvstændig del af Care International, som blev grundlagt efter anden verdenskrig i 1945 af amerikaneren Wallace Campbell.

Care navnet kommer af de amerikanske Care-pakker. Carepakkerne eller 10-i-én pakkerne (10 slags madvarer) var overskudspakker fra USA's militær, som blev uddelt til de overlevende i de mest krigshærgede områder af Europa.

Care International udfører hjælpearbejde over hele verden og har afdelinger i 12 støttelande.

En stor del af Care's hjælpeprogrammer fokuserer på at hjælpe kvinder, idet det har vist sig at hvis kvinders situation i et krise-område forbedrer sig er der gode chancer for at hele områdes situation forbedres.


Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)