Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Rio de Janeiro fejrer 200 års jubilæum som Portugals hovedstad

I disse dage fejrer man i byen Rio de Janeiro i Brasilien 200 års jubilæum, som hovedstad for Portugal.

Den portugisiske konge flygter til Brasilien
Omstændighederne var ikke de bedste da Portugals konge besluttede at gå i landflygtighed i årene 1807-1808.

Portugal var kommet i klemme i den storpolitiske konflikt mellem England og Frankrig, og Napoleons tropper var i 1807 parate til at invadere Portugal.

Kong D. João VI af Portugal valgte derfor sammen med et stort antal adelige portugisere at rykke teltpælene op og flytte til kolonien Brasilien.

Med den portugisiske flådes hjælp lykkedes det den kongelige armada at sætte kursen tværs over Atlanterhavet, og efter nogen uger nåede man frem til Rio de Janeiro, som på det tidspunkt havde langt under 100.000 indbyggere.

Kong João VI med følge ankom efter sigende til Rio de Janeiro (som på portugisisk betyder januar floden) d. 8. marts 1808. Rio var på det tidspunkt en relativ lille handelsstation omgivet af hvide klipper og bagved klipperne af en nærmest uendelig grøn jungle.

Rio de Janeiro som hovedstad for Portugal
Rio de Janeiro's indbyggere var ikke forberedte på det fornemme besøg og havde derfor ikke kunnet nå at gøre plads til de mange gæster. Det betød dog mindre da portugiserne i stor udstrækning blot tvangsflyttede den lokale befolkning, og selv flyttede ind i deres boliger.

Senere blev den store invasion af portugisisk blåt blod og penge dog også til fordel for byen, som udviklede sig hurtigt. Mange af de prægtigste bygningsværker i Rio de Janeiro blev opført i tiden efter at den portugisiske adel gjorde sit indtog i byen.

Rio de Janeiro har f.eks. mange pladser og gader, som hedder præcis det samme som tilsvarende steder i Lissabon. De tidstypiske portugisiske stenmosaikker på torve og pladser, finder man også i Rio, som måske er mest berømt for sit karneval.

Karnevallet i Rio er faktisk også oprindeligt en portugisisk opfindelse, men brasilianerne har med hjælp fra den del af Brasiliens befolkning, som har afrikanske rødder, udviklet så meget på dén idé at portugiserne i dag tager ved lære af deres gamle koloni. Se artiklen Karneval i Lissabon.

Rio de Janeiro's særprægede karriere som Europæisk hovedstad udenfor Europa blev dog meget kort. I 1822 rev Brasilien sig løs fra kolonimagten Portugal, som ikke længere havde hverken militære kræfter eller økonomisk-administrative evner til at fastholde sit verdensemperie. Kong João VI's egen søn Pedro I blev (sandsynligvis mod sin vilje) én af hovedmændene bag løsrivelsen og blev udnævnt til den første brasilianske kejser i 1822.

Portugals præsident på besøg i Brasilien og Mozambique
Nutildags er de fleste af tidligere tiders misforståelser mellem Brasilien og Portugal glemt. I Portugal arbejder der et overordentligt stort antal brasilianere, og ægteskab mellem portugisere og brasilianere ses hyppigt - specielt mellem portugisiske mænd og brasilianske kvinder.

Samarbejdet mellem portugisiske og brasilianske virksomheder går på grund af sproget strygende. De statslige olieselskaber Galp i Portugal og Petrobras i Brasilien har i 2007/2008 eksempelvis udvidet samarbejdet til at omfatte produktion af biobrændsel, som Brasilien har langt mere praktisk erfaring med, end man har i Europa. 

Præsidenten for Republikken Portugal Anibal Cavaco Silva er i marts 2008 på besøg i den gamle sydamerikanske koloni for at fejre 200 års jubilæet for Rio de Janeiros status af hovedstad. Senere på måneden besøger Portugals præsident en anden tidligere koloni: Mozambique i Afrika.

Også i Mozambique taler de fleste portugisisk og på trods af at Portugal i 1974/1975 måtte trække sine militære styrker hjem fra Mozambique, er der allerede et godt forhold mellem Mozambique og den tidligere kolonimagt Portugal. 

Den portugisiske præsidents kontor har netop offetliggjort billeder af mere privat karaktér end normalt taget på præsidentens kontor, i privat regi om aftenen i opera'en og ved mere officielle lejligheder.
Se billedserien Os Dias do Presidente.

Se også Vejret i Rio de Janeiro



Kommentarer

 

Fernando C. Kvistgaard siger:

I forbindelse med den portugisiske kongefamilies flugt til Brasilien, siges det at Napoleon har sagt, at det var den eneste regent i Europa som har kunnet narre ham.

9 marts 2008 4:50
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)