Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Fabriksejer i Portugal og leder af Codan Gruppen er død

Én af Danmarks mest anonyme erhvervspersonligheder er død i en alder af 63 år.

Stig Husted-Andersen var udover sine meget store ejendomsbesiddelser kendt for at sætte pris på sit privatliv, og han holdt sig derfor så vidt muligt uden for offentlighedens søgelys.

Uden at gøre et stort nummer ud af det lykkedes det ham sammen med sine medarbejdere at udvikle Codan Gruppen til den store internationale virksomhed, den er i dag.

Codan Gruppen
Stig Husted-Andersens far var landmand og opfinder.

Efter at faderen Sven Rass Johannes Husted-Andersen blandt andet havde opfundet det elektriske hegn, startede han i 1939 en produktion af hospitalsartikler lavet af plastikkomponenter.

Det blev en stor succes og familievirksomheden voksede. Stig Husted Andersen overtog ledelsen i 1983, da broderen Sven på tragisk vis omkom i en trafikulykke i sin Ferrari. Inden længe købte han sine øvrige søskende ud af virksomheden. 

Codan Gruppen med fabrikker i blandt andet Espergærde, Rødby, Lensahn i Nordtyskland og Loures i Portugal er under Stig Husted-Andersens ledelse blevet mange gange større. 

Codan Medica, som virksomheden også kaldes, har nu over 1.500 medarbejdere på verdensplan og er én af de førende inden for kanyler og blodtransfusionsudstyr til hospitalssektoren.

Codan gruppen i Portugal
Codan fabrikken i Portugal ligger nord for Lissabon i nærheden af byen Loures. Den dansk-ejede fabrik i Portugal blev opført i 1987, og som i resten af koncernen produceres der sterilt udstyr til hospitalssektoren.

Codan Portugals direktør hedder José Manuel Pereira da Costa, og han har en indflydelsesrig fabrikschef i Stig Husted-Andersens datter Deidre Husted-Andersen. Deidre sidder også i bestyrelsen for Codan Gruppens danske holdingselskab og for godset Aalholm Slot ved Nysted på Lolland.

I november 2006 bragte det portugisiske ugemagasin Sábado en artikel om Codan fabrikken i Portugal.

Aalholm slot
Det store Aalholm gods på Lolland blev overtaget af Stig Husted-Andersen i 1995.

Stig Husted-Andersen holdt meget af fornemme ejendomme og havde øje for en god handel. Aalholm gods kunne overtages billigt, da adelsfamilien Raben-Levetzau, som havde ejet godset siden år 1725, ikke kunne få økonomien til at hænge sammen længere.

Sammen med de øvrige godser og ejendomme gjorde købet af Aalholm på Lolland Stig Husted-Andersen til én af Danmarks største jordbesiddere.

Godset er nok Danmarks bedst bevarede middelalderborg og er måske mest kendt for sit veteranbilmuseum. Langt de fleste af de udstillede biler på Aalholm er fra før 2. verdenskrig, hvilket gør museets 200 biler til én af de største samlinger af veteranbiler i Nordeuropa.

Man finder Aalholm Automobilmuseum ved at tage afkørslen til Nysted fra motorvej E47.
Se også Aalholm Automobilmuseums hjemmeside. UPDATE september 2010: Desværre er automobilmuseet lukket og bilerne skal sælges på auktion efter at bygningen, de har stået i, hverken er egnet til turister eller til gamle biler (det regner ind). Manglende vedligehold har sandsynligvis resulteret i omfattende skader på den fornemme samling.

Stig Husted Andersen besøgte ofte Aalholm og gik gerne på jagt på godsets store arealer.

Det var også på Aalholm slot at Stig Husted-Andersen fejrede sin 60-års fødselsdag. Den tilbagetrukne industrimagnat inviterede, meget usædvanligt, til stor fest og fødselsdagslagkage for venner og forretningsforbindelser fra ind- og udland.

Stig Husted-Andersen efterlader sin hustru og tre døtre.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)