Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Portugisiske storbanker mærker kreditkrisen

De fire største portugisiske banker har tabt store beløb på den igangværende kreditkrise.

Specielt Portugals største bank Caixa Geral de Depósitos har tabt, hvad der svarer til 370 millioner euro og står dermed for næsten halvdelen af det samlede tab blandt de fire banker.

BPI har tabt 230 millioner euro, BCP 150 millioner euro og BES banken 85 millioner euro, skriver SIC.

Kreditkrise udløber af subprime krise i USA
Det hele startede i USA, hvor optimistiske banker og kreditforeningsinstituter udbød huslån med meget lille ydelse til snart sagt hvem som helst uden at foretage dybdegående kreditcheck.

En lignende praksis har fundet sted i England, hvor mange kreditformidlere har medvirket til på papiret at skrue kunders indkomster op, for derved at få dem godkendt til større huslån i et boligmarked som i lang tid steg med to-cifrede procentpoint per år.

Både i USA og i England er regningerne for den store risikovillighed ved at løbe ind. De 'dårlige lån' eller med et pænere ord 'subprime' blev typisk sat sammen med andre lån i kunstfærdige finansielle instrumenter og solgt videre til hele den finansielle sektor.

Hvem der ligger inde med hvad, er der ingen der ved med bestemthed. Risiko'en for at komme til at sidde med 'sorteper' i den nuværende situation afholder bankerne fra at låne ud til andre banker med mindre renten er høj.

Dermed har kreditkrisen gjort at banker i hele verden har sværere ved at finansiere de løbende sunde bankforretninger imellem sig, som de plejer.

Huspriserne i USA og England er begyndt at falde med endnu flere 'dårlige lån' til følge, og da de portugisiske banker også har været aktive på det internationale finansmarked, er de også ramt - selv om de i øvrigt ikke i nævneværdig grad har bevilget lån i Portugal i subprime kategorien.

Se mere her om: Bolighandel i Portugal .

Portugals banker søger ny kapital
Det nuværende tab på kreditkrisen i Portugal svarer allerede til 36% af overskuddet i de fire største banker i 2007, og de sidste tab er nok heller ikke set endnu.

Både BPI og BCP bankerne har allerede annonceret at de vil udvide aktiekapitalen i 2008 for derved at få tilført ekstra kapital.

En del af regningen for de dårlige lån i primært USA og England sendes dermed videre til aktionærerne i Portugals største banker, som må se værdien af deres aktier blive udvandet.

BES banken er via Esperito Santo familien formentlig så velpolstret at kapitaltilførsel ikke er nødvendig. CGD er stadig delvist statsejet og står derfor i en anden situation end de øvrige storbanker.

Se også: Aktuelle børskurser på Euronext i Lissabon.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)