Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Den 20. Internationale Lusitano festival i Cascais

Eva Ørndrup, der var i Cascais i juni, har skrevet denne artikel om Lusitano festivalen i Cascais 2008.

Den 20. Internationale Lusitano festival (XX Festival International do Cavalo Puro Sangue Lusitano) blev i år afholdt d. 5.-7. juni 2008 på Hipódromo Municipal Manuel Possolo, der ligger i den luksuriøse badeby Cascais lidt udenfor Lissabon - Portugal.

Festivalen arrangeres af APSL, (Associação Portuguesa do Cavalo Puro Sangue Lusitano) som står for alt det praktiske omkring avlen af Lusitano heste i Portugal. Festivalen er det årlige officielle arrangement for avlerne og Lusitano interesserede fra hele verden. Her afholdes morfologiske konkurrencer og kåringer, uddeles avlspræmier, ærespræmier og meget mere. Det er et fascinerende arrangement, hvor man har mulighed for at lære de ældgamle stolte Portugisiske ridetraditioner at kende, og opleve den livsstil og atmosfære der omhylder disse heste.

I boderne langs banen finder man stande der sælger det traditionelle udstyr, tøjet, bøger og kunst alt sammen relateret til Lusitano hestene.

Festival Internacional do Cavalo Puro Sangue Lusitano 2008 havde følgende ting på programmet:

Klasserne

Equitação de Trabalho - på dansk er det noget i stil med arbejdsridning, men vi kender det bedre som Working Equitation (WE).

Der var både konkurrencer på begynder og højere niveau, med blandt andet speed test.

Disse klasser blev redet i traditionel portugisisk optømring og påklædning.

Concurso de Modelo e Andamentos - på dansk Type og Bevægelser, som er Morfologisk konkurrencer for Lusitano hopper og hingste i klasserne 1, 2, 3 og 4 års.

Fremvisning sker på en trekants-bane, hvor de mønstres i skridt og trav og bagefter bliver de bedømt stående, fra alle sider af alle 3 dommer-par.

Derudover var der en klasse med samlinger. Det vil sige fremvisning af 3 hopper med føl - for at vise den ensartede blodlinie-avl fra stutterierne. Her bliver hopperne fremvist i sammenhængende halsremme med f.eks. de traditionelle klokker og gerne med deres føl springende omkring dem.

Der er også en klasse for ældre hopper med føl, en for hingste i forskellige aldre og en for fremvisning af avlshingstenes afkom.
Som noget nyt, er der også en klasse med redne hopper. Der er ikke tradition i Portugal for at ride hopperne, de primært er avlsdyr.

Admissão de Machos ao Livro de Reprodutores - var klassen for kåringer og avlsgodkendelse af Lusitano hingste. Klassen foregik ved, at hingstene bliver vist redet på en 20x60 bane og med traditionel fletning og optømring og derefter bedømt stående af samtlige dommer-par. Man forsøger her, at vise så meget af det hesten kan som muligt. Men da aldersforskellen på de tilmeldte hingste kan varierer vældigt, er der også stor forskel på hvad de kan præsterer.

Hvis der bliver givet et 4 tal, eller to 5 taller, så bliver hesten afvist, i år var der en der blev afvist. Ellers blev der givet fra 60,5 og til 71,5 point, hvilket ikke er særlig højt. En hingst kåret med 60 point, vil man normalt ikke bruge til avl.

Man skal ikke fremvise hestene for tidligt eller uden ordentlig forberedelse, da det bare vil give dårlige point

Til sidst var der selvfølgelig kåringen af årets champion - altså den bedste af alle vinderne i de forskellige klasser, og i år vandt Veiga hingsten Uivador da Broa (fra avler Manuel Tavares Veiga).

Hingsten er ejet af det engelske stutteri Pen Llyn Stud, og der var høj jubel og udbrud som: "Oh my good... I can't believe it..", da hans navn blev råbt op.

Det var også Manuel Tavares Veiga stutteriet, der løb af med avler prisen, stærkt forfulgt af Quinta da Terras og på 3. pladsen Coudelaria Monte Velho.

Politik

I år var der et sparsomt antal heste tilmeldt, blandt andet på grund af forholdene i Cascais (mange avlere ønsker, at festivalen blev afholdt i Lissabon, som før i tiden). Men også i Portugal er der meget politik og store følelser indblandet i Lusitano avls- og hesteverdenen, og efter der har været noget ballade med APSL, som står for arrangementet, havde en del valgt at blive hjemme.

Kritikken af APSL går i korte træk ud på, at der har været en pinlig sag omkring en fra APSL's bestyrelse der snød med hans avlshingst. Derudover er foreningen beskyldt for at være gammeldags og ikke aktive nok i promoveringen af racen. Der har så også været en del kritik af pointgivningen til de sidste års kåringer.

Angående kåringerne og avlernes synspunkt, så kan man opdele parterne i to. Dem der ønsker at bibeholde den oprindelige funktionelle lidt mindre tyrefægter hest, og dem der ønsker Lusitano hestene større og mere egnede til sports- og konkurrencebanerne. Men mon ikke parterne kan mødes, da de er enige om at bibeholde Lusitano racens arbejdsvilje, samarbejdsiver, funktionalitet, smidigheden og det gode temperament.

Hestene - billeder af Lusitano heste på festivalen i Cascais


Generelt var det meget store heste, avlerne havde valgt at fremvise. 1 års heste lignede 2 års og 2 års lignede fuldvoksne heste på nær af halen.

Stangmål på Lusitano heste er gennemsnitligt 1,60 m for hingste og 1,55 m for hopper, målt i stangmål ved 6 års alderen. Men man ser også Lusitano heste fra pony mål og op til 1,72 m, hvor de stadig bibeholder Lusitano racens standard.

Modefarverne i Lusitano racen var i år Isabel (Cremello) og Lazão (fuks/rød) farvede og som altid Baio (Dun/buckskin), som racen er særlig kendt for.

Hopper og føl tog det utroligt pænt, og som tilskuer var det sjovt at se føllenes krumspring og hvordan et af dem hele tiden blev væk fra sin mor. Det er meget lærerigt at se racen i alle aldre. Det giver en bedre ide om, hvad de der kortryggede, langbenede føllebasser bliver til en dag.

Kendetegnende for alle de fremstillede Lusitano heste var deres super flotte svævende frie trav og det gode temperament. Selvom nogle af dem er taget lige ind fra det vilde liv på gigantiske landområder og sat midt i storbyen og blandt mange fremmede heste, så opførte de sig eksemplarisk.

Working Equitation (WE)

Udover de mange morfologiske klasser var der også Working Equitation (WE) på programmet både torsdag, fredag og lørdag, og det var nok det der trak flest tilskuere til.

Der var også blandinger og ikke kun Lusitano heste. Det foregik også på flere niveauer. Der var en trænings klasse, hvor der blev redet med to hænder og noget foregik i trav, men der var bestemt også ridning på højt plan hvor alt foregik i galop og med en hånd. Det er rigtig godt og sjovt at se Lusitano hestene i Speed test, da vi nok er mere vant til at se dem pakket sammen i meget samlende øvelser. Her kom de pløjende for fuld skrue hen til opgaverne, som kræver total kontrol og samling, og så videre bagefter i FULD FART. Det er noget Lusitano hestene mestrer til fulde.

Der er for nylig dannet en forening eller interesse gruppe for Working Equitation i Danmark. I Europa findes der kun fem lande: Portugal, Spanien, Frankrig, Italien og England, der konkurrerer indenfor Working Equitation. Det første verdensmesterskab blev holdt i Portugal i 2002, så det er stadig en hel spæd sportsgren, hvor Portugal ligger helt fremme.

Showet

Festivalen blev sluttet af med et fint show, og da Portugal lige havde vundet EM fodboldkampen mod Tyrkiet med 2-0, var humøret i top.

Showet startede med et voltigenummer. En ung pige i sort traditionel portugisisk ridenederdel startede med at ride ind på en fin lille hvid hest. Hun tog nederdelen af, og lavede derefter meget kunstneriske øvelser på ryggen, siden og bagdelen af hesten. Musikken var god og pigen var dygtig.

Næste indslag var de brune Alter Real hingste fra Escola Portuguesa de Arte Equestre (EPAE), som er den portugisiske version af de kongelige rideskoler i stil med Den spanske rideskole i Wien. EPAE bruger kun hingste af typen Alter Real, som avles og udvælges fra det statsejede stutteri i Alter do Chão. Alter Real er nogle gange beskrevet som en race for sig selv, men de er godkendt i Lusitano avlen som en af de betydningsfulde blodlinier.

EPAE viser øvelser fra den klassiske dressur med den høje skole og skolen over jorden, øvelser som Levade, Piaf, Passage og Kapriole til hest og fra jorden.

Det sidste nummer var et kvadrille/Karrusel-nummer med 11 ryttere på Lusitanohingste og med Garrocha lanser under den ene arm. Først red de indviklede mønstre og øvelser med alle 11 heste hvilket var et imponerende syn. Rytterne der alle var mænd, udstrålede selvtillid, maskulinitet og masser af stolthed over deres hest og equipagens færdigheder. Her kunne den danske hesteverdenen godt lære lidt - det kan faktisk være maskulint med mænd til hest!

Nummeret sluttede af med at to ryttere mere kom ind på hvide hingste, og red øvelser fra den høje skole - uden hænder. Tøjlerne var sat fast i et bælte om livet og hingstene blev redet i piruetter, passage, piaf og Garrocha - uden brug af hænder. Der var store klapsalver da alle mand red ud.

Arrangementet

Et portugisisk arrangement adskiller sig meget fra et dansk dyrskue.

Programmet, der var oplyst på APSL's hjemmeside, blev ændret radikalt mange gange. Det er typisk portugisisk og tåler ingen sammenligning med de danske dyrskueforhold.

Som tilskuer til Festival Internacional do Cavalo Puro Sangue Lusitano har man mulighed for at lære en masse omkring blodlinierne, avlernes kendetegn og brændemærke og de forskellige blodlinier. Her kan man hurtigt pejle sig ind på hvilken blodlinie eller avlere man foretrækker. Det er en meget vigtig begivenhed for dem der ønsker at se, opleve og lære om denne skønne race og kulturen og livsstilen der ofte følger med.

Festivalen adskiller sig lidt fra det andet store årlige Lusitano arrangement i Golegã i november måned. Golegã er mere uofficielt, hvor APSL er klart det officielle, men ellers er det stort set det samme type arrangement. Golegã er mere et sted hvor man går ud og drikker og spiser med avlerne og kommer hinanden mere personligt ved. Her kan alle medbringe deres egen hest og ride den rundt mellem og efter de forskellige indslag.

Vil du vide mere?
Læs også Eva Ørndrups øvrige artikler om Lusitano heste her på Portugalnyt.

Evas egen hjemmeside: http://www.lusitano.dk/



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)