Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






500.000 PC'ere til portugisiske skolebørn

En digital revolution er på vej til den portugisiske folkeskole. Premierminister Sócrates og computergiganten Intel har underskrevet en aftale om at Intel skal levere 500.000 ClassMate PC'ere til Portugal over de næste to år.

De mange PC'ere til portugisiske børn i alderen 6-10 år er en del af Portugals Magellan Initiativ eller på portugisisk Iniciativa Magalhães under e-Escolas programmet, som har til formål at forbedre portugisiske børn og unges IT-færdigheder.

Børnene (og deres forældre) kan vælge mellem en computer med Windows operativ-systemet eller en Classmate PC med Linux installeret. De specialbyggede undervisnings-PC'ere til Portugal er indtil videre Intels største enkelt-ordre af billige bærbare PC'ere og repræsenterer en værdi af 188 US $ stykket.

Portugisiske forældre vil maksimalt skulle betale 50 euro for computeren, og for de økonomisk dårligst stillede familier i Portugal vil PC'en til børn blive stillet til rådighed gratis.

Intel Classmate PC

Produktion af ClassMate PC i Portugal
De mange bærbare PC'ere vil for en stor dels vedkommende blive samlet i Portugal. En ny fabrik i byen Matosinhos få kilometer syd for Porto vil blive opført til formålet i samarbejde med den portugisiske PC producent JP Sá Couto. Der forventes at kunne skabes 1.000 jobs i den nye PC produktion.

Intels banebrydende ClassMate computer er allerede i brug i 30 lande, og der forventes en betydelig eksport af Classmate PC'ere fra fabrikken i Portugal, som vil blive i stand til at spytte 4 millioner bærbare computere ud om året.

Billige computere i Portugals undervisningssektor
Der er allerede ordninger i Portugal som gør at lærere, gymnasieelever og universitetsstuderende kan købe (kraftigere) computere med statstilskud under det såkaldte K12 program med en udbetaling på 150 euro.

Skoool.pt
Der er også tænkt på støtte online. Selv om mange portugisiske familier endnu ikke har broadband kan portugisiske børn nu i skolen eller andre steder med adgang til nettet gå på www.skoool.pt og finde hjælp til blandt andet matematik, biologi, portugisisk og naturligvis IT.

Hjemmesiden støttes af EU og af Intel, som er rådgiver for den portugisiske stat i IT-undervisningsspørgsmål.

Se også: Oversigt over samtlige Portugalnyts artikler om børn i Portugal og børneoplevelser i Portugal .

Herunder en video fra præsentationen af Iniciativa Magalhães:





Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)