Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Europas luftfartsselskaber under pres

UPDATE 23. okt 2008: Sterling flyselskabet sat til salg

En analyse fra den engelske investeringsbank Blue Oar Securities offentliggjort for nyligt sætter navn på hvilke nationale luftfartsselskaber, som står til at overleve i den nuværende krise.

Omkring 50 luftfartsselskaber er i risiko for at forsvinde, mener Blue Oar Securities, som følge af markant højere priser på brændstof og et svigtende antal passagerer.

Blandt de mest udsatte nationale flyselskaber er Alitalia i Italien (som i realiteten holdes kunstigt i live af den italienske regering) , Malev i Ungarn, LOT i Polen og skandinaviske SAS, som slås med høje lønomkostninger og desuden har en gammel og relativ uøkonomisk flåde af fly.

TAP i god position som nicheoperatør
De største selskaber i Europa British Airways, Lufthansa og Air France/KLM forventes at have så megen finansiel styrke at de kan modstå de dårlige tider.

I næste gruppe af luftfartsselskaber finder man ifølge den engelske rapport selskaberne TAP (portugisisk), Iberia (spansk) og Air Lingus (irsk), som ikke er så velpolstrede, men derimod opererer på mange ruter, som er attraktive. Et godt eksempel herpå er TAP's omfattende rutenet til Brasilien og Afrika.

Rapportens forfattere mener desuden at Ryanair og Easyjet vil overleve, men stiller spørgsmålstegn ved lavprisselskaber som Virgin og Monarch.

Sterling reddet af islandsk investor
Det danske lavprisselskab Sterling har ligesom mange andre flyselskber for nyligt måtte sige farvel til et stort antal medarbejdere. 100 ansatte i Sterling valgte at forlade flyselskabet frivilligt, og i august 2008 er yderligere 135 blevet fyret heraf 61 piloter, skriver Jyllandsposten d. 5. august 2008.

Den nyeste udvikling er dog positiv for Sterling idet de øvrige islandske ejere herunder FL Group har valgt at sælge deres aktier i Sterling til milliardæren Pálmi Haraldsson, som allerede var en del af ejerkredsen.

Den hovedrige islænding har blandt andet skabt sin formue på engroshandel med grønsager, skriver
Travel People.

Pálmi Haraldsson, som tidligere var storaktionær i Icelandair og ejer flyselskabet Iceland Express, har meldt ud at han har afhændet de fleste af sine aktiviteter i andre brancher herunder stormagasiner i England og nu vil koncentrere sig om sin nye rejsevirksomhed Nordic Travel Holding herunder Sterling.

Sterling drives videre som et selskab i Nordic Travel Holding, og det forlyder ifølge Travel People at den velbeslåede islænding "har 6 milliarder kroner liggende", som blandt andet skal bruges til investeringer i Sterling via holdingselskabet Fons.

Flyselskabet Sterling kom i regnskabsåret 2007 ud med et underskud på 33 millioner kroner, hvilket dog var væsentligt bedre end foregående år. I regnskabsårene 2006 og 2005 tabte Sterling henholdsvis 165 og 295 millioner kroner. 

Selskabet Fons har ifølge Børsen d. 19. august ikke aflagt regnskab i årevis. Nordic Travel Holding er købt ind i selskabet med en gæld på 1,6 milliarder kroner. 

Omrokering i Sterlings ledelse
Der har også været omrokering på ledelsesniveau i Sterling. Islandske Almar Örn Hilmarsson er tilbage i direktørstolen hos Sterling. Se artikel om ny Sterling ledelse på Børsen.dk. Hilmarsson er ifølge Børsen d. 19. august 2008 i familie med Pálmi Haraldsson.

Ryanair nægter at sælge billetter via rejsebureauers hjemmesider
Den til tider meget kontroversielle Ryanair topchef Michael o'Leary satser på at udelukke rejsebureauer fra at anvende såkaldt "screenscraping" til at booke flyrejser hos Ryanair.

Efter to succesfulde retssager mod irske Bravofly Ltd og tyske V-tours har Ryanair besluttet at rejsebureauer ikke længere kan pålægge flyrejser købt hos Ryanair gebyrer, som i realiteten forøger en rejses pris (og ikke mindst fratager Ryanair trafik på sin hjemmeside). Typisk har der været tale om en merpris på omkring 100 kroner per rejse, skriver Travelbroker.dk.

Ryanair hævder desuden at betingelser ikke altid bliver anført korrekt, når booking sker på et fremmed rejsebureaus hjemmesider. Ydermere mener Ryanair at det belaster Ryanair's hjemmeside og gør det svært for lavprisselskabets internetkunder, når udefrakommende søgerobotter stjæler kapacitet hos Ryanair.

Ryanair truer med at slette bookinger
For ikke at nogen skal være i tvivl om Ryanairs hensigter annoncerede Ryanair for nyligt at selskabet "planlagde at slette" bookinger fra de spanske online rejsebureauer eDreams, Rumbo og Atrapole.

Indtil videre er det dog blevet ved truslen, men de spanske myndigheder forudså allerede kaos i Spaniens lufthavne såfremt Ryanair gjorde alvor af at slette bookinger. Se mere om det aggressive irske flyselskab på Businessworld.ie.  

Også flysøgemaksiner, som eksempelvis Momondo, som sender kunderne til flyselskabernes herunder Ryanairs egne hjemmesider, er i Michael o'Leary søgelys. Der er næppe tvivl om at både Easyjet og Ryanair helst så, at alle bookede direkte på lavprisflyselskabernes egne hjemmesider istedet for at sammenligne priser.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)