Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Kongeskibet Dannebrog ligger i Cascais Marina

Det danske kongeskib Dannebrog fungerer i øjeblikket som flydende hotel for Prins Henrik i Cascais.

Prinsen er i Cascais i forbindelse med Gold Cup regatta for dragebåde, som i mange år har været én af prinsens store interesser.

Dragebådskonkurrencen afholdes fra d. 29. august til d. 5. september 2008 og har deltagelse af blandt andet Frank Berg, Prins Henrik, Jørgen Schonherr, Lars Bojvad, Lars Hendriksen, Peter Warrer, Poul Richard Høj Jensen og Valdemar Bandolowski. Se mere om danskerne i Cascais Dragon Gold Cup 2008.

Kongeskibet Dannebrog

Det imponerende skib fra 1930'erne måler over 78 meter og fylder godt op i marina'en ved Cascais, som dog har plads til endnu større fartøjer.

Skibet synes meget langt, men til gengæld er kongeskibet Dannebrog kun godt 10 meter bredt og har en relativ smal clipper-stævn. Agter er der en eliptisk hæk, hvor kongeparret kan sidde i det fri eller under tag. Alt i alt er skibet meget slankt og elegant.


Bygget på Orlogsværtet på Holmen i København
Kongeskibet Danmark er efterhånden en gammel konstruktion dog med tilføjelse af nye elektroniske hjælpemidler, hvoraf nogen kan ses på styrehuset og måske æstetisk synes lidt malplacerede på det klassiske skib.

Kongeskibet Dannebrog er tegnet af N. K. Nielsen og sejler med op til 13,5 knob. Det gamle stålskib er samlet med nitter på Orlogsværftet på Holmen i København, som lukkede i 1991. Herefter overgik alle statens nybygninger og vedligeholdelse, herunder af Kongeskibet, til private værfter.

Dannebrogs fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og 35 værnepligtige. Se mere om kongeskibets historie på Kongehusets hjemmeside.

Kongeskibet skal i øvrigt på værft i Danmark, når sommerens tur til Portugal slutter. Inden da skal regentparret dog nå at besøge Nakskov, Ærøskøbing, Skarø og Lohals.

Kongeskibet Dannebrog transport for dragebådspokal
Gold Cup dragebåds-pokalen blev sidste år vundet af Lars Hendriksen, Lars Stenfeldt Hansen og Philipp Skafte-Holm i dragebåden "Eva" (DEN-138) i Palma de Mallorca.

I år er vandrepokalen blevet transporteret standsmæssigt til Cascais på kongeskibet, og de danske sejlere håber selvføgelig at der også bliver brug for transport hjem til Danmark igen.

Se også:
Det norske kongeskib K/S Norge besøgte Cascais i sommeren 2008



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)