Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Starbucks åbner i Portugal

I USA findes der ikke en by med respekt for sig selv, som ikke har mindst én Starbucks café. Englænderne har også taget de alt for dyre og i mange varianter ofte usunde, men fristende Starbucks kaffe-varianter til sig.

Nu er Starbucks også ankommet til Portugal. Den 30. september 2008 åbner den første Starbucks Café i Lissabon-forstaden Alfragide nærmere bestemt i Alegro Mall shopping centeret.

Portugisiske specialiteter hos Starbucks i Portugal 
Amerikanske Starbucks har allieret sig med den spanske virksomhed Grupo VIPS (ejes af fødevare- og retailkoncernen Sigla S.A.), som sammen med Starbucks Coffee International har stiftet selskabet Starbucks Coffee Portugal Lda.

Introduktionen af Starbucks i Portugal foregår særdeles ydmygt efter amerikanske forhold. Selv i den indledende Starbuck Portugal pressemeddelelse lægger direktøren for Starbucks Coffee Portugal Lda. Luis Mello vægt på at Starbuck bliver en del af og ikke en konkurrent til den traditionelle kaffetradition i Portugal.

For yderligere at berolige de mange mistroiske portugisiske kaffedrikkere, har Starbucks valgt at føre traditionelle portugisiske søde sager i sortimentet. Man kan hos Starbucks i Portugal således købe Pastel de Nata tærter kendt fra eksempelvis Belém konditoriet Pastéis de Belém, og Pastel de Feijao, som er en anden velsmagende portugisisk kagespecialitet lavet af bønner (feijaos).

Starbucks i krise i USA
Den Seattle baserede ærkeamerikanske Starbucks kæde har haft et par dårlige år på det amerikanske hjemmemarked. Det skyldes til dels at McDonalds er gået målrettet ind på det lukrative marked for kaffe og har presset priserne.

Amerikanerne har desuden for at spare penge valgt at droppet mange af de ofte daglige besøg hos kaffe-gigantens butikker i USA, og Starbucks har været nødt til i sommeren 2008 at annoncere lukningen af omkring 600 Starbucks café'er i USA. Der er dog stadig mere end 6.000 Starbucks kaffehuse i USA.

Starbucks satser istedet på franchise aftaler med europæiske samarbejdspartnere. I Spanien er der ifølge internetavisen Puget Sound Business Journal i Seatlle 75 Starbucks café'er i Spanien og 45 i Frankrig.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)