Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



oktober 2008 - Indlæg

Vedvarende energi-virksomhed i Portugal i fokus

Den store portugsiske virksomhed Martifer trækker som regel ikke overskrifter.

Dels er Martifer kun en større spiller på den iberiske halvø, og dels er Martifer ikke stor nok til at være en del af det portugisiske PSi 20 indeks på Euronext børsen i Lisboa, som er det toneangivende aktieindeks i Portugal.

Martifers hovedaktivitetsområde er stålkonstruktioner.

Fokus på Martifers ejerandel af tyske Repower
Den portugisiske vedvarende energi-koncern ejer desuden 22% af den tyske vindmølleproducent Repower.

Aktieposten skulle efter konkurrerende bud fra franske Areva og den indiske Vestas konkurrent Suzlon endelig i 2007 overtages af Suzlon, som er én af Martifers partnere indenfor vindmølleprojekter. Stemmemæssigt er aktierne i Repower allerede overgået til Suzlon, som del af købsaftalen.

Da Suzlon for tiden på grund af valutakurssvingninger ikke kan få finansieringen (som også er dyrere) til at hænge sammen, er handelsen udsat. Desuden er Suzlon ramt af tab i USA, skriver Bloombergs, i forbindelse med erstatningssager og vinge-udskiftninger på fejlbehæftede møller.

Udsættelsen af Suzlons endelige overtagelse af Repower aktierne betyder endvidere at Martifers planer om at udvide egen aktiekapital på børsen i Lissabon til nye investeringer ligeledes er sat på stand-by.

Den største entreprenørvirksomhed i Portugal Mota-Engel ejer per november 2008 37,5% af aktierne i Martifer.

Se den aktuelle aktiekurs på Martifer på Euronext Børsen i Lisboa.

Fakta om Martifer i Portugal
Matifer er et holding selskab, som omfatter:

  • Martifer Construction
    Primært stålkonstruktioner til indkøbscentre, sportsarénaer, lufthavne m.v. Martifer er blandt de 10 største europæiske virksomheder i denne branche og den største i Spanien og Portugal.
  • Martifer Energy Systems
    Martifer opsætter større solfangeranlæg, vindmøller, biodiesel-anlæg m.v.
  • Martifer Renewables
    Produktion af vedvarende energi er endnu et lille forretningsområde for Martifer
  • Prio
    Prio divisionen er Martifers biobrændselsdivision
  • Ejendoms management
    I forbindelse med Martifer Construction har man en ejendomsportefølge, som varierer efterhånden som færdige projekter afhændes.

Martifer blev stiftet i 1990 af Carlos Martins og Jorge Martins med dengang 18 ansatte.

I 2006 havde Martifer omkring 1500 ansatte og afdelinger i Spanien, Rumænien, Polen, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Angola og Brasilien.

Mere information om den vedvarende energivirksomhed med speciale i stålkonstruktioner på Martifers hjemmeside.

Se også:
Virksomheder på Euronext børsen i Lisboa (PSI 20 indeks)

Din vurdering:



Usædvanlig fødsel i Portugal

I den forløbne uge er der ifølge det seriøse fly-website The Aviation Herald kommet en lille pige til verden i portugisisk luftrum.

Flyet tilhørende det marokkanske luftfartsselskab Air Maroc var den 26. oktober 2008 på vej fra Casablanca i Marokko til John F Kennedy lufthavnen (New York) i USA, da en højgravid kvindes fødsel gik igang. 

Det hele gik meget hurtigt og en stewardesse, som assisterede ved fødslen kunne snart fortælle kaptajnen at både mor og barn havde det godt, hvorefter kaptajnen besluttede at turen kunne fortsætte som planlagt til New York.

Ny portugiser?
Portugiserne får generelt for få børn og visse steder i Portugal præmieres en nyfødt sågar med en kontant præmie af de lokale myndigheder.

Desværre skal den lille pige over Portugal ikke tælles med, for der gælder andre regler i luften og i øvrigt også på havet.

Mange lande anser forældrenes tilhørsforhold og statsborgerskab som afgørende ved en fødsel i luften, men der er også eksempler på at 'første sted den nyfødte betræder' er den nye verdensborgers nationalitet.

Endelig anvender man specielt til søs, men også i luften i nogen lande en regel om at fartøjets nationalitet også må være barnets nationalitet - lidt i stil med fødsler på ambassader, som også anses for at være ambassadelandets område. Et godt eksempel herpå er Portugals tronarvring (uden trone), som er født på den portugisiske ambassade i Schweiz.

Udover at være en uventet tilføjelse til passagerlistens 231 personer på Royal Air Maroc B763 over Portugal, må den lille pige i fremtiden kunne få paskontrollører verden over til at rive sig i håret:

Må jeg se Deres pas? - Ja, selvfølgelig
Hvor er De født? - Portugal, ja faktisk omkring Azorerne
Hvilken nationalitet har De? Jeg er marokkaner
Jamen der står her at De er registreret i USA?   Jo, ser de kære herr paskontrollør...

Din vurdering:



Stor vinmesse i Portugals hovedstad - med besøg af kendte Lissabon restauranter

Den årlige vinmesse Encontro com o Vinho afholdes i Centro de Congressos de Lisboa fra den 31 oktober til 2. november 2008 i Pavilhão do Rio hallen ikke langt fra Alcântara stationen.

Ligesom de foregående år er der igen på vinmessen 2008 i Lisboa et stort antal udstillere fra alle vindistrikter i Portugal.

Det specielle ved den årlige vinmesse i Lissabon er at for blot 10 euro svarende til 75 danske kroner kan man smage på et endog meget stort udvalg af både relativt billige (op til omkring 10 euro flasken), men også med lidt held dyrere portugisiske vine og ikke mindst portvine.

Alle får udleveret et vinglas og en 'hagesmæk' med pose til glasset. Portugiserne på de forskellige stande er meget interesserede i at fortælle om vinen og der er mulighed for at gøre indkøb af de udstillede vine på vej ud fra udstillingen.

Alt i alt er vinmessen i Lissabons kongresbygning meget anbefalelsesværdig, hvis man er på besøg i Lissabon sidst i oktober måned/først i november.

Vinmessen er arrangeret af vinmagasinet Revista de Vinhos sammen med medievirksomheden Media Capital Edições. BCP Millenium banken er hovedsponsor.

Åbningstider på Lissabons vinmesse
Fredag d. 31. oktober 17-23
Lørdag d. 1. november 13-23
Søndag d. 2. november 13-23

Entré: 10 euro.

Se også: Kulinariske oplevelser i Portugal (artikel-oversigt)

Madmesse i Lissabon 31. oktober til 2. november 2008
Madmessen Encontro com os Sabores afholdes sideløbende med vinmessen i kongresbygningen.

Følgende gode, kendte og anbefalelsesværdige, men ikke nødvendigvis billige restauranter i Lissabon vil være repræsenteret:

  • Eleven, up-market restaurant, som ligger på Rua Marquês da Fronteira
    restaurant Eleven i Lissabon, har én Michelin-stjerne 
  • Terreiro do Paço ejet af den kendte kok Vitor Sobral på Terreiro do Paço
    restaurant Terreiro do Paço i Lissabon
  • Gemelli, populær italiensk restaurant på Rua Nova de Piedade
    restaurant Gemelli i Lissabon
  • Na Ordem com Luís Suspiro
    restaurant Na Ordem i Lissabon
  • Espaço Lisboa med typiske portugisiske retter på Rua de Cozinha Económica
    restaurant Espaço Lisboa i Lissabon 
  • A Confraria, berømt restaurant i Hotel York House, Rua das Janelas Verdes
    restaurant A Confraria i Lissabon
  • York House, endnu en god restaurant på Rua das Janelas Verdes
    restaurant York House i Lissabon
    samt
  • El Corte Inglés (supermarked)

Se kort over Alcântara i Lissabon herunder:


Se større kort

Din vurdering:



Meningsmåling giver fortsat støtte til det regerende PS parti i Portugal

Efter et par måneder med stigende vælgerstøtte til PSD partiet i Portugal, som kan sammenlignes med venstre og konservative i Danmark, har socialisterne i Portugal i september 2008 nu igen mere vind i sejlende.

Den seneste meningsmåling viser følgende:

  • PS 36,1%
  • PSD 29,3%
  • Kommunister/Grønne PCP/OV 12,6%
  • Venstreblokken BE 10,9%
  • Centerpartiet CDS/PP 7,1%

PS er faktisk gået lidt tilbage i forhold til sidste Diario de Noticias/TSF meningsmåling i juli, men forspringet til PSD er til gengæld øget i meningsmålingen fra 4 til nu næsten 7 procentpoint.

Regeringspartiet PS, som har absolut flertal i parlamentet, er dermed fortsat langt fra resultatet ved det seneste valg i Portugal i 2005. Se mere om fordelingen af mandater i Portugals parlament.

Ægteskab mellem homosexuelle nedstemt
Et forslag fra kommunister/de grønne samt venstreblokken om at tillade giftermål mellem personer af samme køn blev den 10. oktober nedstemt i det portugisiske parlament under relativ stor mediebevågenhed i det katolske Portugal.

Medforslagsstillerne kommunisterne/de grønne har vundet 2,5 procentpoint i meningsmålingen, men derudover er ændringerne i vælgernes præferencer små.

Det store oppositionsparti PSD har stadig svært ved at fremstå regeringsdueligt efter mange interne kontroverser og et kaotisk valg af den nye formand Manuela Ferreira Leite i maj 2008.

Din vurdering:



Greenpeace aktion i Aveiro i Portugal

Den ellers så fredelige fiskerihavn i Aveiro på det centrale Portugals vestkyst er pludselig kommet i mediernes søgelys.

Årsagen er at Greenpeace mener og have 'fanget' 4 skibe, som ifølge Greenpeace er kendt for at fiske ulovligt.

For at gøre opmærksom på problemet, har Greeenpeace til ejeren af skibenes store irritation smækket et stort gult banner på et af skibene som lyder 'Scrap these Pirates' - på dansk: Skrot Piraterne.

De 4 skibe tilhører alle fiskerivirksomheden Grupo Silva Vieira, som har hjemme i Aveiro.

Skibe lænket til havnen
Skruerne på de 4 store fiskerbåde i Aveiro er i på bedste James Bond manér blevet lænket til havnekajen af Greenpeace dykkere.

Et af skibene (som har skiftet navn 3 gange) har tidligere været opbragt af de norske fiskerimyndigheder for ulovlig fangst. I øjeblikket hedder skibet Red, og figurerer også på EU's sorte liste (blacklist) og desuden på North-East Atlantic Fisheries Commission (NEAFC) sorte liste - samt naturligvis på Greenpeace's sorte liste, som er noget længere end de øvrige.

Mangelfuld kontrol med fiskerifartøjer i Portugal
Grunden til at Greenpeace forstyrrer idylen i Aveiro er at man forsøger at råbe de portugisiske myndigheder op.

Greenpeace har Portugal mistænkt for at lukke øjnene over for snyd og svindel med fangster og fangstpapirer. Ydermere synes Greenpeace at specielt skibet Red, selv er så god en 'fangst' at myndighederne bør benytte lejligheden til at beslaglægge skibet.

Skibet Red har efter gentagne gange at have overtrådt fangstreglerne ikke lov til at blive serviceret i nogen Portugisisk havn eller for den sags skyld i andre havne i EU. EU havne har desuden ikke lov til at lade skibe som Red losse fisk.

Skibet Red er i øvrigt registreret i Afghanistan, som ingen havn har (!)

Greenpeace siger at de ikke har noget imod at udlevere nøglen til lænkerne til myndighederne i Portugal, som lige nu ikke helt ved hvilket ben de skal stå på.

IUU fiskeri
Op mod 30% og nogen mener endda 40% af verdens fiskeri udgøres af såkaldt Illegal, Unreported and Unregulated fiskeri d.v.s. IUU. Betegnelsen bruges om illegalt fiskeri af alle fiskearter, men specielt arter som torsk, sværdfisk og tun er udsat for piratfiskeri.

Piraterne i fiskerierhvervet ødelægger i stor udstrækning fiskeriet for de lovlydige fartøjer, og desuden tager de ingen hensyn til beskyttelse af truede fiskebestande.

Se mere om Aveiro aktionen på Greenpeace hjemmeside.

Relaterede artikler:
Tunen i fare for udryddelse
LIdl i Portugal bemærket af Greenpeace

Din vurdering:



Stadig billige flybilletter hos TAP

Flybilletter fra Danmark til Sydeuropa vil ifølge mange iagttagere stige nu, da Sterling er ude af markedet. Det gælder specielt de destinationer som ikke beflyves af lavprisselskaberne Ryanair og Easyjet.

Billigt til Lissabon
Det er derfor værd at bemærke at såfremt man booker billet fra København til Lissabon inden den 31. oktober 2008 kan en returbillet købes fra 1.782 kroner inklusive skatter og afgifter.

Den lave pris skyldes TAP's efterårskampagne, hvor et meget stort antal billetter fra Lissabon til en europæsik destination kun koster 64 euro for en TAP Discount billet. Udrejsen fra København til Lissabon er dyrere, men samlet set er små 1.800 kroner absolut en konkurrencedygtig pris.

TAP er Portugals nationale flyselskab og er at sammenligne med SAS i Skandinavien.

Booking skal foretages senest 31. oktober, og rejsen på de billige billetter hos TAP skal foretages inden 31. maj 2009. Se mere på TAP's hjemmeside.

Billigt til Nice med SAS
Flyselskabet SAS har i øjeblikket billige flybilletter til NIce i Frankrig. Prisen for en returbillet kan ofte være under 1.500 kroner.

København-Madrid-København kan med en fleksibel kalender gøres for under 1.700 kroner med SAS.

Til gengæld er det ikke muligt at flyve direkte til Lissabon med SAS. 

Relateret artikel:
TAP tilbyder billige billetter fra Lissabon

Se også:
Billig billeje i Nice
Billig billeje i Madrid
Billig billeje i Lissabon

Din vurdering:



Sterling konkurs - få pengene refunderet hvis du har betalt rejse med kreditkort

Sterling Airlines har den 29. oktober 2008 indgivet konkurserklæring, hvilket desværre også påvirker mange rejsende til Portugal, hvor Sterling har haft ruter til Faro og Madeira. Ligeledes havde Sterling planlagt opstart af en rute til Lissabon i 2009, hvor billetsalget allerede var startet.

I Sterlings konkursmeddelelse fremgår det at man kan kontakte sit kreditkortselskab for refundering af ubrugte billetter betalt med internationale kreditkort (VISA, MasterCard, Diners, Eurocard, American Express etc.).

Har man derimod betalt sin rejse med et normalt Dankort, er man sidestillet med forbrugere, der har betalt kontant, og dermed er pengene tabt. Læs nærmere hos PBS.

Desuden er det værd at bemærke at betalt billeje eller hotelophold booket via Sterlings hjemmeside IKKE er omfattet af konkursen, idet disse betalinger er sket direkte til Sterlings samarbejdspartnere.

Konkursen kommer som en overraskelse idet Sterling så sent som i går meddelte af man havde to bindende bud på flyselskabet.

Sterling har udgivet følgende informationer til sine passagerer:

Kunder som har bestilt billetter direkte på Sterlings hjemmeside, har desværre ikke mulighed for at få deres billetter refunderet. Dette gælder også returrejsen, hvorfor hjemrejsen med andet flyselskab således er for egen regning.

Hvis du har betalt for billetterne med kreditkort, bør du kontakte kreditkortselskabet/udstederen eller din bank for eventuel refundering af ubrugte billetter.

Passagerer som har booket deres fly gennem et rejsebureau bør omgående kontakte deres tur-operatør.

De passagerer som har booket billet gennem Sterling, men skal flyve med Norwegian, bedes kontakte Norwegian direkte:

+47 21490015 (uden for  Norge)

815 21 815 (fra Norge)

Passagerer som lige nu befinder sig i udlandet, boende på hotel eller som har lejet bil gennem Sterlings samarbejdspartnere, har stadig mulighed for at blive på hotellet eller have bilen i den periode som de har betalt for, da disse er betalt direkte til Sterlings samarbejdspartnere. Med hensyn til flybilletten retur bliver man desværre nødt til at finde andre alternativer for at komme hjem.

Vær venligst opmærksom på, at hvis flybilletten/hotellet/bilen er købt og betalt hos ét og samme rejsebureau, og står du med en samlet faktura, bør du ved hjemkomsten kontakte dit rejsebureau for eventuel dækning eller hjælp til dine yderligere udgifter til hjemrejsen.

Mange rejseforsikringer dækker desværre ikke konkurs, men du bør alligevel kontakte dit forsikringsselskab for at få en eventuel afklaring heraf.

Vi følger op senere i dag med svar på konkrete problemstillinger, og håber på denne måde at kunne hjælpe dig i denne meget uheldige situation. 

Hjælp til strandede passagerer
SAS arbejder på en redningsplan for at få de tusindvis af strandede Sterling-passagerer retur til Danmark. SAS udsender en pressemeddelelse senere i dag.

Endvidere har Star Tour annonceret at de også vil gøre alt hvad de kan, for at hjælpe Sterling passagerer hjem. Det sker ved at Star Tour tilbyder evt. ledige sæder gratis på de destinationer, som Sterling også fløj til.

Måske videreførelse af visse Sterling ruter
Berlingske Tidende kunne onsdag eftermiddag løfte sløret for at flyselskabet Norwegian måske vil videreføre dele af Sterlings ruter. Der afholdes pressemøde senere på dagen. Se artikel på Berlingske .

UPDATE 30. oktober 2008:
Flyselskabet Norwegian åbner 11 nye lavprisruter fra København til følgende destinationer: Alicante, Malaga, Nice og snart også til Amsterdam, Barcelona, Krakow, London , Pisa, Prag og Rom. 

Din vurdering:



Ronaldo kåret af FIFPro som World Player of the Year 2008

UPDATE 12. januar 2009: Cristiano Ronaldo blev d. 12. januar udnævnt til Verdens Bedste Fodboldspiller 2008 af FIFA. 

UPDATE 2. december 2008: Cristiano Ronaldo er udnævnt til Årets Spiller i Europa 2008 - se artikel.

Hvorfor nu forsyne Cristiano Ronaldo med en titel ingen kender til?

Jo, denne gang er det kollegerne i det internationale spillerforbund Fédération Internationale Des Associations de Footballeurs Professionels (FIFPro), som har stemt.

Det vil populært sagt sige at flertallet af de professionelle fodboldspillere i deres respektive nationale forbund synes at Cristiano Ronaldo er den bedste, og de må jo vide hvad de snakker om.

Prisen er blevet uddelt fire gange, og det er første gang Cristiano Ronaldo vinder titlen World Player of The Year - ikke at forveksle med FIFA World player of the Year.

Tidligere vindere af FIFPro World Player of The Year:

  • Ronaldinho 2005
  • Ronaldinho 2006
  • Káka 2007

Se video med Cristiano Ronaldo efter prisoverrækkelsen herunder:


Ronaldo satser på to titler mere i 2008
FIFPro titlen er ret ny og derfor ikke så prestigefyldt - måske lidt at sammenligne med en at komme på tavlen i den lokale bowlingklub for den højeste score - bortset fra at 'bowlingklubben' her omfatter alverdens professionelle fodboldspillere.

Cristiano Ronaldo har dog også allerede blikket rettet mod Ballon d'Or 2008 eller som prisen hedder i Danmark: Årets Fodboldspiller i Europa, som uddeles den 2. december 2008. Se mere om Årets fodboldspiller i Europa 2008.

Kronen på værket, og hvad der på individuelt plan regnes for det højst opnåelige i fodboldens verden er at blive FIFA World Player of the Year - eller på dansk: Verdens bedste fodboldspiller. I FIFA konkurrencen stemmer trænere og holdkaptajner fra verdens bedste fodboldklubber.

Christinao har en god chance for at matche Luís Figo, som i 2001 vandt den fornemme FIFA World Player of the Year titel (og i øvrigt også blev nummer 2 i år 2000).

Cristiano Ronaldo blev nummer tre i FIFA Player of The Year konkurrencen i 2007. Ingen danskere er nogen sinde kommet blandt de tre første siden prisen blev stiftet i 1991.

Mere spin fra Ronaldo
Enten er den 23-årige portugiser fra Madeira meget letpåvirkelig - og det tror vi ikke på med mindre det er Mama-Dolores som befaler, eller også ligger der en politiker-spire gemt i Cristiano Ronaldo.

Ved FIFPro prisoverrækkelsen for nyligt udtalte Cristiano at hele hans krop og hjerte er med Manchester United. Ikke mange ord om Real Madrid i denne sammenhæng... Se artikel og billeder i engelske Daily Mail.

Se også:
Alt om Cristiano Ronaldo - med links til alle Ronaldo artikler

Din vurdering:



Grafitti i Lissabons boheme-kvartér Bairro Alto

Det kan ligne Don Quixote's kamp mod vindmøller, men bystyret i Lissabon er gået i gang med at forskønne bydelen Biarro Alto.

Bairro Alto er kendt som de unges kvartér i Lissabon, og bydelen med de billige fortovsbarer har for mange portugisere og turister udviklet sig til lidt af uderholdnings-mekka med udbredt grafitti-anarki i de smalle gader med de mange små avantgarde mode-butikker.

For andre er Bairro Alto efterhånden blot et rodet og lidt lurvet bar-kvartér med alt for mange muligheder for at købe stoffer.

Sandheden er nok et sted midt imellem. Der er for mange suspekte 'forretningsmænd' i området om aftenen med alt hvad det medfører - men Bairro Alto er stadig utrolig charmerende og ikke mindst et økonomisk overkommeligt sted at gå i byen.

Kvalitets-grafitti i Bairro Alto
Grafitti-kunstnerne er per definition ikke glade for regler, og der er ingen tvivl om at bystyrets mange nymalede hvide mure i Bairro Alto vil komme til at lægge ryg til endnu mere af den for nogen forretningsdrivende forhadte grafitti.

På den anden side er der også i Bairro Alto et væld af kunstværker produceret af talentfulde grafitti-kunstnere i nattens mulm og mørke. De gode 'værker' bliver i øvrigt også ind imellem overmalet af misundelige kolleger med mindre styr på spraydåsens muligheder.

Legalt grafitti i Lissabon
Lissabon bystyret forsøger sig i efteråret 2008 med en ny ide.

Der er i Bairro Alto blevet opstillet et stort antal grafitti-tavler, hvor man kan slå sig løs - istedet for eksempelvis at lade talentet gå ud over den kendte gule sporvognslignende 'elevador' - et af Lissabons kendetegn, som kører af en stejl gade op til Bairro Alto fra Rossio pladsen.

De multi-kvadratmeter store tavler i Bairro Alto må være godt sat sammen, for de står der endnu, men særligt 'autonome' ser de nu ikke ud.

Graffiti i Lissabon

Museu Efemero - Grafitti-museum i Bairro Alto
Langt mere i områdets ånd åbnede i juli 2008 et meget usædvanligt museum i Biarro Alto, som i øvrigt på portugisisk betyder det høje kvartér.

Udstillingslokalerne i Museu Efemero, som på dansk betyder det flygtige museum, ligger i Bairro Alto, og der er gratis adgang med guide hele døgnet - hvis man har en MP3-afspiller og adgang til internettet.

Museu Efemero siden (også på engelsk) kan man downloade en guide til grafitti-tur rundt i Bairro Altos gader, som i øresneglen fører rundt i bydelen til de bedste grafitti-kunstværker.  

Der er også et udmærket kort over Biarro Alto på graffiti hjemmesiden med markering af de 33 bedste værker.

Vil man se 'kunstnerne' i arbejde foregår det mellem 4 og 5 om morgenen, når barerne i Bairro Alto lukker.

Se mere om Bairro Alto.

Se også:
Godt spisested i Bairro Alto
Introduktion til Lissabon

Din vurdering:



Gule ærter med Club Nórdico på restaurant Garbo i Cascais 15. nov. 2008

Den nordiske klub holder traditionerne vedlige, og i efteråret besøges som sædvanligt den svenske restaurant Garbo i Guia ved Cascais.

Menu'en er, naturligvis, gule ærter - i svensk udgave d.v.s. med kød, brød og smør, vin eller øl og til dessert svenske pandekager og kaffe.

Deuden serveres der svensk special-importeret punch, varm eller iskold ifølge traditionen.

Prisen er 20 euro per person, og der er plads til et begrænset (omkring 30) antal gæster på den hyggelige restaurant Garbo i Guia parken.

Der er gule ærter med Club Nórdico på restaurant Garbo lørdag den 15. november 2008 kl. 20.

Tilmelding kan ske til Bo Dahlin senest 11. nov. Alle med tilknytning til Portugal er velkomne.

Garbo i Cascais
Garbo har i mange år været en lidt usædvanlig del af det meget store udbud af restauranter i Cascais.

På trods af navnesammenfaldet med den berømte svenske society skuespillerinde Greta Garbo, er restaurant Garbo's kendemærke en meget afslappet atmosfære. Blandt mange lokale hedder Garbo bare 'Den Svenske'.

Menu'en spænder vidt og er meget svensk/nordisk inspireret. Skandinaver påskønner blandt andet de velsmagende pizza'er i 'skandinavisk' størrelse (og lidt til). Man kan også få frikadeller på restautant Garbo - på svensk maner som köttbullar.

'Den Svenske' har desuden virkelig lækre salater på menu'en, og stort set alle retter har skadinavisk inspirerede navne. Der er endda blevet plads til en 'Toast Skagen'.

Hvis børnene på ferien i Portugal er lidt trætte af den udenlandske mad, er Garbo's et sikkert valg - og restauranten er i øvrigt særdeles velegnet til de lune aftener i Portugal idet der er udeservering. Prismæssigt ligger Garbo i mellemklassen, men tager man de store portioner i betragtning, får man faktisk rigtig meget for pengene.

Den svenske restaurant Garbo's har i øvrigt ofte åben hele dagen, og er et af de bedste steder at nyde et glas vin eller en fadøl med udsigt over havet udfor Cascais. 

Se hvor restaurant Garbo ligger på kort over Guia-parken og Cascais herunder:


Se større kort

Din vurdering:



Flere Indlæg Næste side »