Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



oktober 2008 - Indlæg

Shakhtar-Sporting Lissabon kamp i Champions League 22. oktober

Update: Sporting vandt 0-1 over Shaktar i Ukraine.

Sporting Lissabon i gruppe C deltager ligesom FC Porto i gruppe G i gruppespillet i med et ukrainsk hold som én af de 3 modstandere.

Kun to hold går videre fra gruppespillet i CL, mens en tredjeplads kvalificerer til UEFA Cup turneringen.

FC Shaktar Donetsk fra byen Donetsk med omkring 1,1 million indbyggere er ukrainske mestre fra sæsonen 2007-2008. Sporting sluttede den portugisiske liga i 2008 som nummer 2.

Barcelona favorit i CL gruppe C
Foreløbig er det blevet til én sejr over Basel og nederlag til Barcelona for ukrainerne.

Præcis den samme statistik kan Sporting Lissabon fremvise, men portugiserne har dog blot fået tæv af spanske Barcelona i Spanien på udebane, hvorimod Shaktar måtte se sig slået 1-2 hjemme mod det spanske tophold i gruppe C i Champions League.

Barcelona har dermed allerede en fod i næste runde i CL turneringen, og det gør kampen mellem Sporting Lissabon og Shaktar ekstra betydningsfuld.

Kampen Shaktar-Sporting Lissabon spilles i Uk´raine den. 22. oktober 2008 kl. 20.45 dansk tid.

Se også:
Oversigt over grupper og kampe i Champions League 2008-2009
Tidligere artikler om Sporting Lissabon

Din vurdering:



Økonomisk vækst i Europa i 2009 - ny rapport fra IMF

Der er ifølge IMF (rapport per oktober 2008) lagt op til et økonomisk koldt brusebad for et stort antal lande i Europa i år 2009.

Se også:
Yderligere forværring af økonomien i EU - negativ vækst på 4,2% i 2009 forudses af IMF i april 2009

Enkelte lande vil ifølge Den Internationale Valutafond IMF endda gå ind i egentlig recession, som ellers har været et fy-ord blandt mange ledende politikere i Nordeuropa deriblandt den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Ifølge IMF kommer det til at gå værst ud over Irland, England, Italien, Spanien og udviklingen i 2009 forventes at blive helt skidt for Island og Letland.

Den økonomiske vækst i BNP i 2009 vil sende følgende lande i recession ifølge IMF:

  • Island økonomisk vækst 2009 minus 3,1%
  • Letland økonomisk vækst 2009 minus 2,2%
  • Irland økonomisk vækst 2009 minus 0,6%
  • Italien økonomisk vækst 2009 minus 0,2%
  • Spanien økonomisk vækst 2009 minus 0,2%
  • England økonomisk vækst 2009 minus 0,1%

Et stort antal lande forudsiges af IMF til at få en megen lille vækstrate:

  • Tyskland økonomisk vækst 2009 0,0%
  • Portugal økonomisk vækst 2009 0,1%
  • Frankring økonomisk vækst 2009 0,2%
  • Danmark økonomisk vækst 2009 0,5%
  • Estland økonomisk vækst 2009 0,5%
  • Litauen økonomisk vækst 2009 0,7%
  • Schweiz økonomisk vækst 2009 0,7%
  • Østrig økonomisk vækst 2009 0,8%
  • Holland økonomisk vækst 2009 1,0%

Yderligere et antal lande vil ifølge IMF opnå en lille vækst, som dog vil være under de normale omkring 2%:

  • Norge økonomisk vækst 2009 1,2%
  • Sverige økonomisk vækst 2009 1,4%
  • Finland økonomisk vækst 2009 1,6%
  • Luxembourg økonomisk vækst 2009 1,8%
  • Grækenland økonomisk vækst 2009 2,0%

Følgende lande vil ifølge IMF stadig have en sund vækst i økonomien:

  • Ungarn økonomisk vækst 2009 2,3% (Ungarns BNP stiger 0,4 procent-point)
  • Malta økonomisk vækst 2009 2,3%
  • Ukraine økonomisk vækst 2009 2,5%
  • Cypern økonomisk vækst 2009 2,8%
  • Tyrkiet økonomisk vækst 2009 3,0%
  • Tjekkiet økonomisk vækst 2009 3,4%
  • Slovenien økonomisk vækst 2009 3,7%
  • Polen økonomisk vækst 2009 3,8%
  • Bulgarien økonomisk vækst 2009 4,2%
  • Rumænien økonomisk vækst 2009 4,8%
  • Rusland økonomisk vækst 2009 5,5%
  • Slovakiet økonomisk vækst 2009 5,6%

Euro-området vil ifølge IMF samlet få en økonomisk vækst på 0,2% i 2009. Alle tal er korrigeret for inflation og baseret på vækst i købekraftsjusteret bruttonationalprodukt (PPP GDP)

Dealing with Shocks - Regional Economic Outlook rapport fra IMF
IMF skriver i sin rapport om de økonomiske udsigter for Europa i 2009 at de overophedede ejendomsmarkeder i England, Irland, Spanien og Danmark er medvirkende til at disse lande vil få nogen af de kraftigste virkninger, når verdensøkonomien i den resterende del af 2008 og i 2009 forventes at sætte farten ned.

Island og Letland er specialtilfælde med hver sine karakteristika. Letterne har generelt forbrugt for meget i en årrække med meget høj vækst (se artikel i Information) , og på Island har bankerne været for risikovillige og kontrollen med krydsejerskaber i den lille økonomi har været for ringe.

Økonomierne i de øst- og centraleuropæsiske lande vil også miste momentum, men bortset fra Baltikum vil væksten i lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien og Rusland efter IMF's analyse fortsætte på et relativt højt niveau i 2009 delvist drevet af øget indenlandsk forbrug.

Den meget grundige gennemgang af den økonomiske situation i Europa, som også indeholder historiske væksttal og desuden historisk som forventet inflation Europas lande i 2009 kan hentes på IMF's hjemmeside

Relateret artikel:
Prisfald på ferieboliger i Sydeuropa

Se også:
Økonomisk vækst i Europa 2. kvartal 2008
Artikel-oversigt: Portugals økonomi

Din vurdering:



Ros til Portugals sundhedsvæsen fra WHO

Selv om der mange steder i det portugisiske sundhedsvæsen stadig er plads til forbedringer, er World Health Organisation (WHO) i en nylig rapport klar og utvetydig i sin positive bedømmelse af Portugals indsats overfor specielt børnedødeligheden.

I WHO's World Health Report 2008 fokuseres der på primary healthcare, som kan oversættes med basal sundhed eller måske mere korrekt den primære sundhedssektor, hvor borgerne har kontakt med sundhedsvæsenet i lokalområdet.

Det ser efter WHO's mening rigtigt fornuftigt ud med udviklingen i den portugisiske sundhedssektor. Der fremhæves følgende positive udviklinger:

  • Portugal har reduceret børnedødeligheden (børn under 5 år) med 90% i løbet af 30 år.
  • Gennemsnitslevetiden er steget med 9,2 år til 79 år siden 1978 (og er nu højere end i Danmark)
  • Sundhedssystemet er veludbygget, omfatter fuld service til alle borgere og er gratis
  • Der er oprettet sundhedscentre over hele landet

I 2005 brugte Danmark ifølge WHO 3.064 US$ på sundhedssystemet per indbygger, Sverige brugte 3.012 US$, Norge brugte 4.307 US$ og Portugal brugte 2.036 US$. Alle beløb er justeret for købekraft (PPP). Kilde: WHO.

Plads til forbedringer i Portugal
WHO rapporten anlægger i vid udstrækning et strukturelt syn på sundhed sammenholdt med resultater, og i den kontekst er der mange detaljer, som går tabt.

De grundlæggende konklusioner for Portugal er at fra et relativt svagt udgangspunkt efter Nellike-revolutionen midt i 1970'erne, er Portugal nu foran mange vestlige lande med at reducere børnedødeligheden og forlænge middellevetiden.

Som den eneste anke mod Portugals strukturelle forbedringer af det primære sundhedssystem påpeger WHO at Portugal bør mindske den udbredte brug af Portugals skadestuer til normal sundhedsbehandling, som ikke har karaktér af akutte behandlinger.

WHO har en side med fakta om sundhedsvæsenet i Portugal.

Hele rapporten World Health Report 2008 - Primary Health Care now more than ever kan downloades gratis fra WHO's hjemmeside.

Se også:
Det portugisiske sundhedsvæsen i forhold til andre lande
Den portugisiske børnedødelighed den laveste nogensinde

Andre sundhedsrelaterede artikler kan findes under emnet: Leveforhold i Portugal

Din vurdering:



Kulturopa viser IndieLisboa film i Grand Teatret i København 20-22 oktober

Indie Lisboa filmfestivallen afholdes hvert år i foråret i Lissabon og omfatter spændende, uafhængige og indimellem 'skæve' film fra hele verden.

Kulturopa (hvis hjemmeside også er på portugisisk) har samlet nogen af de bedste portugisiske kortfilm fra IndieLisboa 2008.

Kortfilmene vises tirsdag d. 21. oktober 2008 kl. 17.00 i Grand Teateret i København under titlen BEST of IndieLisboa 2008:

Fim-de-semana / Weekend, by Cláudia Varejão
Fiction, Portugal, 2007, 8’ | Beta SP, 4/3, Color, Dolby Digital
A country house. A weekend. A family. Time goes by. Silence prevails.

Outside, by Sérgio Cruz
Documentary, Portugal/ United Kingdom, 2008, 20’ | Beta SP, 4/3, Color, Stereo
In China, culture and the arts are very closely linked to people and their lives. The
street life in Beijing is a 24-hour live show full of music, dance and sports.

Superfície / Surface, by Rui Xavier
Fiction, Portugal, 2007, 13’ | Beta SP, 4/3, Color, Dolby Digital
No matter how calm the surface of the ocean appears to be, each time we cross the
line that divides land and water we enter an unknown and unexpected world.

João e o Cão, by André Marques
Fiction, Portugal, 2007, 15’ | 35 mm, 1:1,66, Color, Stereo
João lives in the outskirts of a city. No one seems to understand his fuss behaviour.

Cândido, by Zepe
Animation, Portugal, 2007, 11’ | 35 mm, 1:1,85, Color, Dolby Digital
Cândido never loved her. Manipulation is his favourite game.

Paisagem Urbana com Rapariga e Avião / Urban Landscape with Girl and Plane, by João Figueiras
Fiction, Portugal, 2008, 25’ | 35 mm, 1:1,85, Color, Stereo
The daily life of Dino and Helena is difficult and the grief is growing in a way that
encloses them. An urgent solution is welcomed.

Onsdag d. 22. oktober 2008 kl. 17.00 viser Grand Teatret dokumentarfilmen:

O Lar / Endgame
, by António Borges Correia
Documentary, Portugal, 2008, 71' | Digi Beta, 4/3, Color, Stereo
Reboleiro, north of Portugal. 103 old people live at Santa Catarina Residence. They
need to communicate, to come back to their homes. But they knock at the doors of
each other, pray, walk down the residence corridors, wait.

Se mere om IndieLisboa 2009.

Man finder Grand Teatret på Mikkel Bryggers Gade 8 i det indre København.

Mere information på Grand Teatrets hjemmeside.

Din vurdering:



Porto-Dynamo Kiev kamp i Champions League turneringen

UPDATE: Porto tabte 0-1 til Dynamo Kiev.

Porto møder Dynamo Kiev i klubbens tredje kamp i gruppespillet i Champions League.

Inden den vigtige og måske afgørende kamp har ukrainerne 2 point mod FC Portos 3 point i Gruppe G i Champions League.

Arsenal går efter alt at dømme videre, og det kan meget vel blive de indbyrdes kampe mellem Porto og Dynamo Kiev, som afgører, hvem som følger Arsenal fra gruppespillet. På nuværende tidspunkt er Fenerbache nemlig bundprop i CL gruppe G med 1 point. Se mere om grupperne i Champions League 2008.

Kampen Porto-Dynamo Kiev starter klokken 20.45 dansk tid. Samtidig spiller Fernerbach mod Arsenal i Tyrkiet.

Ukrainsk hold med styrke
Ukrainerne har indtil videre klaret uafgjort mod både engelske Arsenal og tyrkiske Fenerbache. Det er ikke mindst takket være en stærk spiller som Ismael Bangoura fra Guinea, som også spiller på Guineas landshold.

En anden nøglespiller på det ukrainske Dynamo Kyev hold er målmanden Oleksandr Volodymyrovych Shovkovskiy. Den 33-årige keeper på 1,91 meter har spillet mere end 500 kampe for Dynamo Kiev og er også fast mand på det ukrainske landshold.

Dynamo Kiev har vundet de sidste 7 kampe i den hjemlige turnering uden at lade nogen mål gå ind. Holdet fører den ukrainske liga efter 11 kampe.

Til gengæld er statistikken i europæiske turneringer ikke så god. I sidste sæsons Champions League turnering fik Dynamo Kiev tæv både ude og hjemme af portugisiske Sporting Lissabon.

Dynamo Kievs holdopstilling
Målmænd: Stanislav Bogush - Oleksandr Shovkovskyy - Oleksandr Rybka

Forsvar: Taras Mykhalyk - Betão - Oleksandr Romanchuk - Pape Diakhaté - Andriy Nesmachnyy - Badr El Kaddouri - Malkhaz Asatiani

Midtbane: Tiberiu Ghioane - Oleksandr Aliyev - Ognjen Vukojević - Roman Eremenko - Miloš Ninković - Mykola Morozyuk

Angreb: Ismaël Bangoura - Maksim Shatskikh - Artem Milevskyy - Andriy Yarmolenko - Roman Zozulya.

Porto nummer 1 i Portugals fornemste Sagres Liga
På trods af det grænsende til nedværdigende nederlag på 4-0 på Arsenals hjemmebane Emirates i sidste CL spillerunde er FC Porto godt kørende i den hjemlige turnering. Med 11 point for 5 kampe fører Porto Sagres ligaen i Portugal.

Dragerne fra Porto har endvidere kun tabt én kamp ud af de sidste 21 internationale kampe på hjemmebanen Estádio do Dragão - som på dansk betyder Drage Stadionet.

Portos mest målfarlige spiller er ofte argentineren Lisandro Lopez.

Portos holdopstilling
Målmænd: Nuno - Ventura

Forsvar: Sapunaru - Pedro Emanuel - Bruno Alves - Rolando - Lino
 
Midtbane: Tomás Costa - Guarin - Lucho Gonzalez - Raul Meireles - Fernando - Cristian Rodriguez - Mariano González

Angreb: Lisandro Lopez - Hulk - Tarik Sektioui - Ernesto Farias.

Mange ukrainske indvandrere i Portugal
Portugal har mange indvandrere fra netop Ukraine. OECD's statistik taler om rundt regnet 42.000 ukrainere i Portugal, og tallet er sandsynligvis højere.

Dermed er den ukrainske koloni den tredjestørste gruppe af udlændinge efter brasilianerne og folk fra Kap Verde i Portugal. Ukrainerne er dermed også den største befolkningsgruppe i Portugal, som stammer fra et land, som aldrig har været portugisisk koloni.

Se også tidligere artikler om fodboldklubben FC Porto samt information om de 3 største klubber i Portugal.

Din vurdering:



Europas største IKEA shopping center åbnet i Portugal

Den svenske møbelgigant Ikea åbnede sin første portugisiske forretning i Alfragide bydelen i Lissabon i år 2004. Tre år senere i juli 2007 åbnede IKEA forretning nummer 2 i Portugal i Matosinhos bydelen i Porto.

Ikea havde fra starten store planer med Matosinhos, og nu er det 100.000 kvadratmeter store Mar Shopping center en realitet.

I alt 170 millioner euro har den svenske virksomhed investeret, og Mar Shopping centeret i Matosinhos er dermed det største shopping center i Inter Ikea Center Group (IICG), som er IKEA gruppens division for drift af shopping centre. IICG har i øvrigt hovedkvartér i København.

Mar Shopping i Porto
Det spritnye Mar Shopping center huser udover Ikea også supermarkedet Jumbo, musikforretningen FNAC, modeforretningerne Benetton, Bershka, Salsa, H&M, Zara og mange andre. I alt finder man omkring 200 forretninger i Mar Shopping. Se dem alle på Mar Shopping hjemmesiden.

Mar Shopping indeholder også 5 biografer og over 30 restauranter. 

Navnet er i øvrigt resultatet af en idé-konkurrence, som indbragte næsten 65.000 forslag. Mar betyder hav på portugisisk og det er centerets beliggenhed, der hentydes til. Faktisk kan man fra det store leasure område på øverste etage se de godt 2 kilometer ud til kysten og havet nord for Matosinhos.
 
Ikea ekspanderer sent i Portugal
Ikea har i stor udstrækning prioriteret udvikling af aktiviteterne i landene USA, Tyskland, Frankrig og England. Også i et land som Polen har IKEA allerede bygget 7 forretninger, hvoraf den første åbnede ved Warszawa i 1995.

Der er allede planlagt og givet tilladelse til en tredje forretning i Portugal. Den kommer til at ligge i Loures tæt på Lissabon. Såfremt alt går efter planen forventer IKEA at have 5 forretninger i Portugal i år 2015.

Se herunder kort over det nordlige Porto område (Matosinhos) og Mar Shopping:


Se større kort

Din vurdering:



PS partiet vinder valg på Azorerne

Der har i weekenden været afholdt valg til den lokale regering på Azorerne.

De i alt 193.000 stemmeberettigede, hvoraf omkring 90.000 stemte, gav igen det absolutte flertal til PS partiet, som også er regeringsparti og har majoritet i fastlands-Portugal.

PS fik 49,96% af stemmerne på Azorerne, hvilket udmønter sig i 30 af de 57 mandater til PS-lederen Carlos César's parti (kan sammenlignes med Socialdemokratiet i Danmark).

Nummer to blev partiet PSD (kan sammenlignes med venstre og konservative) med 30,27% af stemmerne.

Valgresultatet er en gentagelse af resultatet ved valget i 2004, hvor PS fik hele 57% af stemmerne på Azorerne. 

Valget gav desuden en ny rekord i sofavælgere på Azorerne idet over 53% af vælgerne valgte at blive hjemme. 

Din vurdering:



Kasper Andersen i Superleague Formula på Estoril banen

Kasper Andersen er en racerkører med ambitioner, og i weekenden d. 18-19 oktober er han tilbage på Estoril banen vest for Lissabon.

Sidste gang han kørte løb på Estoril i april 2008 i en Formula Master racer med 250 hestekræfter. Bevares, det er pænt til omkring 560 kilo, som en Formula Master racer vejer, men ikke meget i forhold til en Superleague Formula racer.

Kasper Andersen i Superleague Formula med bjørnekræfter
I weekenden 18-19 oktober 2008 er Kasper tilbage med langt større kraftoverskud i en Superleague Formula racerbil, som er forsynet med 750 hestekræfter til det omtrent samme antal kilo.

Det giver et vægt/kraft-forhold, som nærmer sig ÉN TIL ÉN - og det giver seriøst hurtige biler og masser af dramatik, da den slags kraftoverskud kræver meget af sin chauffør.

Kongeklassen i motorsport Formel 1 racer har i 2008 et vægt-kraft forhold, som nærmer sig 0,8 (godt 730 hestekræfter til omkring 600 kilo).

Superleague Formula klassen
Alle deltagere kører i ens biler og Superleague Formula klassen, som er oprettet i marts 2008, har internationale fodboldklubber som sponsorer.

De nuværende fodboldklub sponsorer omfatter: AC Milan, PSV Eindhoven og Olympiakos fra starten i april 2007. De blev efterfulgt af Borussia Dortmund, RSC Anderlecht og Flamengo i juli 2007, og derefter FC Basel.

I starten af 2008 kom FC Porto, Sevilla FC, Corinthians, Galatasaray SK, Rangers og for nyligt også Al Ain, Beijing Gouan FC, AS Roma, Tottenham Hotspurs, Liverpool FC og Atletico de Madrid .

Klik på de enkelte hold for at se mere - under Kaspers team Olympiacos er der et interview med den unge dansker.

Løbet søndag d. 19. oktober starter kl. 10.00 og klokken 13.00. De kan følges på Eurosport eller direkte på Superleague Formula hjemmesiden.

Se mere om Kasper Andersens løb på Estorilbanen på Motorsporten.dk.

Gadebiler med med gode vægt/kraft forhold
Der er intet, som hjælper mere på præstationer end lav vægt. Gode køreegenskaber er naturligvis også afgørende, og på tredjepladsen er det de rå kræfter det handler om.

Vil man som almindelig bilist gerne mærke et overlegent kraftoverskud under overhalinger er nogen af de bedste 'standardbiler' at købe (dvs. i ligaen under hundedyre velhaversportsvogne som Ferrari, Aston Martin og Lamborghini) til en høj, men dog betalelig pris følgende:

Audi S4 (B5) fra 1996-2003 - priser fra 250.000 kroner i Danmark
265 hestekrafter til omkring 1500 kilo - vægt/kraftforhold er ca. 5,7

Audi S4 (B6) fra 2003-2005 - priser fra 500.000 kroner i Danmark, men fra kun omkring 25.000 euro i Tyskland
344 hestekræfter til omkring 1650 kilo - vægt/kraftforhold er ca. 4,8

BMW M3 (E36) fra 1992-1999 - priser fra 200.000 kroner i Danmark
I Tyskland får man dem smidt i nakken fra 6000-7000 euro
286 hestekræfter til omkring 1460 kilo - vægt/kraftforhold er ca. 5,1

BMW M3 (E46) fra 2000-2006 - priser fra 450.000 kroner i Danmark
343 hestekræfter til omkring 1460 kilo - vægt/kraftforhold er ca. 4,3

Porsche Boxster S (986) fra 2000-2004 - priser fra 500.000 kroner i Danmark
252 hestekræfter til omkring 1300 kilo - vægt/kraftforhold er ca. 5,1

Fælles for alle de ovenstående biler (imodsætning til italienske eksotikere) er at de kan holde til at blive brugt. Køber man én med nogen år på bagen er fuld servicebog dog absolut afgørende. Har den godt brugte M3 eller S4 ikke alle stempler i bogen, skal man holde fingerene væk, da bilerne ofte er værdiløse, hvis motoren brænder af. Priserne er set på Bilbasen.dk i oktober 2008.

Din vurdering:



Mordforsøg på paven i Portugal i 1982

Et mordforsøg på pave Johannes (John) Paul II i Portugal er efter mange års tavshed blevet afsløret i en bog skrevet af Kardinal Stanislaw Dziwisz, som var én af pavens assistenter.

Den polskfødte pave Karol Wojtyla, som med sin udnævnelse fik navnet pave John Paul II blev angrebet af en højreorienteret spansk præst under et besøg i Portugal i pilgrimsbyen Fatima, som hvert år er valfartssted for tusindvis af katolikker.

Præsten fra Spanien nåede helt frem til paven under mordforsøget, som fandt sted under et optog sent på dagen. Paven blev trods sikkerhedsfolkenes indgriben stukket med en lang kniv, og overfaldet var nok til at paven blødte.

Hele historien blev dysset ned i 1982. Den på det tidspunkt 62-årige pave havde et år forinden været udsat for et langt mere alvorligt modforsøg af en tyrkisk ekstremist.

Gerningsmand i fængsel i Portugal
Gerningsmanden Juan Maria Fernandez y Krohn blev pågrebet og idømt over 6 års fængsel. Efter endt afsoning i Portugal blev han udleveret til Spanien.

Historien om mordforsøget på paven i Portugal er på ingen måde unik. Vatikanstaten har på mange måder været blandt de bedste i verden til at dække over begivenheder, som man fra Vatikanstatens side ikke synes skulle ud i offentligheden.

Se mere om den sælsomme historie om mordforsøget i Portugal på BBC, hvor der også er en video med hvad der (måske) skete.

En usædvanlig konservativ pave
Pave Paul II blev gennem sin 27-årige regeringstid kendt for sin konservative holdning til blandt andet abort og sin indædte modstand mod brug af midler til fødselskontrol i udviklingslande.

Samtidig var pave Johannes Paul II dygtig til at tilnærme den katolske kirke til samarbejde med andre religioner. Paven rejste overmåde meget og kunne tale mange sprog herunder polsk, italiensk, fransk, tysk, spansk, engelsk, russisk, latin - og portugisisk. 

Store dele af den polske befolkning beundrer fortsat landsmanden fra Krakow Karol Józef Wojtyla meget, idet han som pave var en vigtig moralsk støtte under den polske befolknings relativt fredelige oprør mod kommunismen og russisk indflydelse i starten af 1980'erne.

Relateret artikel:
Vatikanstaten overvejede at flytte til Portugal under 2. verdenskrig

Din vurdering:



Rejsemesse i Øksnehallen 18-19 oktober 2008

Se også: 
Rejsemesse i Øksnehallen 19-20 oktober 2013
(klik på rødt link)

............................................
Bemærk at teksten herunder er en ældre artikel om rejsemessen Rejs08 i år 2008.

I weekenden den 18-19 oktober 2008 afholdes der rejsemesse i Øksnehallen i København.

På REJS 08 rejsemessen kan man møde repræsentanter fra omkring 50 danske rejsebureauer, som alle har det til fælles at de satser på kvalitetsrejser med spændende og gerne individuelle rejseoplevelser.

De mere end 500 eksperter fra den danske rejsebranche, som man kan møde på rejsemessen, stiller deres viden til rådighed om rejsemål spredt over hele verden.

Bredt udvalg af kvalitetsrejser og information
Udstillerlisten på rejsemessen REJS 98 omfatter desuden et stort antal hoteller og resorts herunder mange udstillere fra Sverige.

Er man mest til Krydstogter, kan man også finde repræsentanter for udbydere af krydstogtsferier, og der er desuden et stort antal udenlandske turistbureauer at finde på rejsemesse REJS08 i Øksnehallen.

Foredrag og aktiviteter på rejsemessen REJS 08
Selv om man ikke står for umiddelbart at skulle på farten, er der masser af inspiration at hente på rejsemessen til brug ved en senere lejlighed.

Både lørdag og søndag vil der løbende være foredrag af kendte rejseeksperter om alt fra rejser til Kap Verde øerne vest for Afrika til rejser i Thailand og besøg på de tidligere danske kolonier i Vestindien.

Se mere på det meget omfattende foredragsprogram på rejsemessen REJS 08.

Portugal på rejsemessen i Øksnehallen
Det kendte danske rejsebureau Portugalbureauet med speciale i Portugal, Madeira og Azorerne er naturligvis også med på REJS 08.

Portugalbureauet giver et gavekort til alle interesserede på to gratis entrebilletter til weekendens rejsemesse i Øksnehallen. Download gavekort på to indgangsbilletter fra Portugalbureauet (åbner som pdf). Gavekortet udskrives og vises ved indgangen.

Portugal vandt i øvrigt hele to priser ved den nyligt afholdte Danish Travel Awards herunder prisen som Bedste Feriedestination i Europa. Samtidig fik Portugals turistbureau et klap på skulderen af rejsebranchen i form af prisen for Bedste Udenlandske Turistbureau i Danmark. Se mere om Portugals priser ved Danish Travel Awards.

Kan man ikke nå ind til Øksnehallen i år, kan man tilmelde sig Portugalbureauets nyhedsbrev og dermed få løbende information om Portugal-relaterede arrangementer herunder kommende rejsemesser.

Entre til Øksnehallens rejsemesse
Entre uden gavekort er 100 kroner per person. Udstillerlisten kan ses på rejsehjemmesiden Vagabond, som også står for at arrangere rejsemessen.

Øsknehallen ligger 3 minutters gang fra Københavns hovedbanegård på adressen Halmtorvet 11. Der er åbent på rejsemessen både lørdag d. 18. og søndag d. 19. oktober 2008 fra kl. 10.00.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »