Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Skovbrande i 2008 i Portugal

Sommeren 2008 blev én af de bedste i mange år for det portugisiske beredskab til slukning af skovbrande.

Faktisk skal man helt tilbage til 1971 for at finde et år med færre skader i Portugals natur forårsaget af skovbrande.

De største skovbrande i 2008
I sommeren 2008 defineret som perioden 1. januar til 15. september 2008 brændte kun 10.105 hektarer, hvilket stadig er et betragteligt område, men på ingen måde sammenligneligt med eksempelvis år 2005, hvor over 230.000 hektarer blev flammernes bytte i Portugal. Se artikel om de omfattende skovbrande i 2005.

Ifølge nyhedsbureauet Lusa var den største brand i 2008 i området Carvalhal, Meda nord for byen Guarda i Nordportugal. Omkring 535 hektarer brændte ved dén lejlighed.
Den næststørste skovbrand i 2008 fandt sted ved Azambuja 50 kilometer nordøst for Lissabon. Denne skovbrand i juli 2008 menes at være forårsaget af en cigaret og bredte sig over 349 hektarer eller hvad der svarer til omkring 470 fodboldbaner.

Kampagner på TV og få hedebølger
Der er mange forklaringer på at Portugal er sluppet billigt i 2008. Den væsentligste er vejret, som ikke har været ekstremt tørt eller varmt i længere perioder.

Der har sandsynligvis også spillet en god portion held ind, og desuden er slukningsberedskabet forbedret, og oplysningsniveauet blandt den portugisiske befolkning er hævet blandt andet via TV-kampagner.

På trods af den gode udvikling, er det samlede antal anmeldelser af skovbrande dog steget i forhold til sidste år. I slutningen af september var der registreret små 11.000 anmeldelser, hvoraf langt de fleste dog var små og ubetydelige brande.

Mere varmt vejr i vente ifølge ekspert
Den portugisiske klimaekspert Filipe Duarte Santos fra universitetet Ciências da Universidade de Lisboa mener at det sydlige Europa er på vej til at få et varmere klima eventuelt med somre af 6 måneders varighed.

En sådan udvikling vil med stor sandsynlighed forøge risikoen for skovbrande.


Publiceret okt 04 2008, 04:42 af Sean Dahl
Emner:

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)