Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Trafikdræbte i EU - Portugal blandt EU’s dukse i reduktion af trafikdrab

I mange år var Portugal kendt som ét af de lande i Europa, som hvert år havde flest trafikdræbte i forhold til indbyggertal.

Efterhånden som flere og flere portugisere fik bil, gik det værre og værre med uhelds-statistikken. Det store antal udlændinge i udlejningsbiler på solkysten i Portugal (og Spanien) med tung speederfod på halvdårlige veje gjorde ikke sagen bedre.

Udviklingen er for længst vendt. I dag er Portugal næsten i samme liga som Danmark hvad angår trafikdræbte.

Portugal har færre trafikdræbte end Belgien. Desuden er Portugal i ulykkes-statistikken langt foran de nye EU lande i Øst- og Centraleuropa, som slås med at befolkningen har fået smag for hurtige og i mange tilfælde ældre Mercedes, BMW og Audi modeller, som måske nok er sikre, men ikke sikre at møde i et uheld i små gamle biler uden moderne sikkerhedsudstyr.

Stort antal trafikdræbte i Danmark
Desværre er der ikke så meget at prale af i Portugal ved at sammenligne med danske og belgiske forhold, som begge på det trafiksikkehedsmæssige områder er langt fra eliten.

Danmark er på trods af fartgrænser (som til dels overholdes), forhøjede bøder og mere respekt for alkohol end for 20 år siden stadigvæk ikke nået op på siden af de mest trafiksikre EU-lande såsom Sverige, England og Holland. Faktisk blev der i 2008 i forhold til indbyggertal dræbt 67% flere på vejene i Danmark end på vejene i Sverige.

Det er ifølge ny statistik sikrere i trafikken i Spanien end i Danmark - i hvert fald hvis man måler på antal dræbte i forhold til det samlede befolkningstal.

Portugal i front med at forbedre trafiksikkerhed
Selv om portugiserne forsat kører særdeles ‘friskt’ og i stor udstrækning glemmer at holde afstand, er der sket en mærkbar forbedring over de sidste år.

En nylig undersøgelse fra  European Transport Safety Council (ETSC) offentliggjort i juni 2009 giver Luxembourg, Frankrig og Portugal topplaceringer, når man ser på hvor meget antallet af dræbte er reduceret fra år 2001 til 2008. For Portugals vekommende er der tale om en reduktion på 47% mod eksempelvis en dansk reduktion i antallet af trafikdræbte på 9% i samme periode.

Hvis de portugisiske myndigheder får held til at tæmme de fartglade portugisiske bilister og begrænse den relativt omfattende spiritus- og promille-kørsel, vil Portugal med mindre der sker noget radikalt med trafiksikkerheden i Danmark inden for få år blive et mere trafiksikkert land målt på trafikdræbte i forhold til Danmark.

Ringe fokus på sikkerhed ved køb af små biler i Danmark
Antallet af trafikdræbte er korreleret med antallet af cyklister, hvor Danmark har mange. Det har Holland imidlertid også og klarer fortsat at ligge i den trafiksikkerhedsmæssigt bedste del af landene i Europa.

Danskerne har fået flere biler og kører mere, men det har tyskerne også altid haft og gjort, og i Tyskland blev der i 2008 ‘kun’ dræbt 54 personer per million indbyggere – det er væsentligt færre end de 72 personer per million, som Danmark præsterede i 2008.

Der er almindeligt accepteret at en lille bil er mindre sikker end en stor, og at en gammel bil er mindre sikker end en ny.

Danmarks høje antal trafikdræbte kan måske tænkes at hænge sammen med de tårnhøje afgifter på biler i Danmark. Dels er der i Danmark mange gamle biler (ringe udskiftning grund af de høje bilafgifter samt import af gamle brugte store biler fra Tyskland) og dels er langt de fleste nye biler små, da de belastes med mindre afgift. At de små biler desuden som ‘sidegevindst’ er sikkerhedsmæssigt farlige i forhold til større biler, synes man ikke at gå så meget op i. Faktisk køber danskerne i 2009 væsentligt flere helt små biler end portugiserne på trods af at danskerne på papiret i gennemsnit er 2-3 gange rigere – se også Top 10 bilsalg i Danmark og Portugal.

Svenskerne køber sikre biler
ETSC har også kigget på sikkerhed i nye biler solgt i Europa.

Svenskerne er det folkefærd, som køber flest biler med 5-stjernet Eurocap sikkerheds-vurdering. Hele 64% af de nye biler solgt i Sverige får den bedste vurdering.

I Danmark er tallet 46% på linje med Italien og Litauen. Kun i Grækenland samt i majoriteten af de nye EU-lande i Central- og Østeuropa er der mindre fokus på sikkerhed i nye biler end i Danmark. 

Trafikdræbte i Europa
Tallene for trafikdræbte i EU er skræmmende højt med omkring 39.000 i år 2008. Det er milevidt fra målet i 2010 om højst 27.000 trafikdræbte i EU.

I 2008 fordeler tallene sig ifølge ETSC således målt som trafikdrab per én million indbyggere:

  • Trafikdrab Malta 37 (Malta er så lille at tallet kan være lidt tilfældigt)
  • Trafikdrab Sverige 43
  • England trafikdrab 44
  • Holland trafikdrab 46
  • Schweiz trafikdrab 47
  • Trafikdrab Norge 54
  • Trafikdrab Tyskland 54
  • Trafikdrab Irland 63
  • Trafikdrab Finland 65
  • Trafikdrab Spanien 68
  • Trafikdrab Frankrig 69
  • Trafikdrab Danmark 72
  • Trafikdrab Luxembourg 72
  • Trafikdrab Italien 79
  • Trafikdrab Østrig 81
  • Trafikdrab Portugal 83
  • Trafikdrab Belgien 86
  • Trafikdrab Estland 98
  • Trafikdrab Ungarn 99
  • Trafikdrab Tjekkiet 104
  • Trafikdrab Cypern 104
  • Trafikdrab Slovenien 106
  • Trafikdrab Slovakiet 112
  • Trafikdrab Bulgarien 139
  • Trafikdrab Letland 139
  • Trafikdrab Grækenland 142
  • Trafikdrab Bulgarien 142
  • Trafikdrab Polen 143
  • Trafikdrab Litauen 148

De baltiske lande samt de to nyeste EU-lande Bulgarien og Rumænien halter voldsomt bagud.

Estland, Letland og Litauen samt Slovenien er dog de lande, som har vist den største procent-vise forbedring fra 2007 til 2008.

Bulgarien og Rumænien har oplevet en kraftig vækst i antallet af biler på veje, som ikke er bygget til meget trafik.

Uhyggelig statistik i Grækenland
Grækenland er trafiksikkerhedsmæssigt stadig et U-land, og det er tilsyneladende svært at ændre på.

I år 2002 havde Grækenland omtrent det samme antal trafikdræbte som Portugal, dvs. omkring 1600 per år. I 2008 havde Portugal næsten halveret antallet til 882, mens Grækenland havde opnået en marginal forbedring til 1593 dræbte på de græske veje. 

Se hele rapporten fra ETSC (åbner som pdf)



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)