Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Tegn på at den økonomiske krise i Portugal er ved at vende

Arbejdsløsheden vil fortsætte med at stige i Portugal i 2009-2010, og statens underskud på de offentlige budgetter er kraftigt stigende.

Med 9,1% arbejdsløshed per september 2009 er mange familier i Portugal hårdt ramt. Hertil kommer at lønstigningerne på det private arbejdsmarked er meget beherskede og i nogen tilfælde endog negative.

Den almindelige forbruger hjælpes dog lidt af at der i Portugal er deflation – dvs. priserne falder, i september 2009 med 1,3% (august på årsbasis). En undtagelse er brændstof til biler, som er blevet meget dyrt for den almindelige forbruger. Se også: Benzin-priser i Portugal

Der er lille eller ingen optimisme i Portugals økonomi, siger mange økonomer, men andre nøgletal for de mere velhavende privates forbrug i Portugal er så småt ved at pege i en mere positiv retning.

Huspriser i Portugal stiger ifølge Global Proberty Guide
En undersøgelse foretaget af den relativt uafhængige Global Property Guide viser at Portugal er blandt de 7 lande i verden, hvor huspriserne steg i andet kvartal 2009 (Q2 2009).

Stigningen er med 1,01% meget svag og målt i forhold til Q1 2009.

Ifølge Global Property Guide falder huspriserne i Portugal stadig set over et år (fra Q2 2008 til Q2 2009). Faldet er på 0,43%, hvilket dog er intet at regne mod et fald i Q2 2008 på over 7% i forhold til samme kvartal 2007.

Alle ovenstående prisstigninger og fald er justeret for inflation. Priserne på huse i Algarve stiger i øvrigt mest i Q2 2009 med omkring 2%.

Se også: Huspriser falder i Portugal (artikel fra februar 2009)

Mere aktivitet i byggeriet i Portugal
Byggeriet i Portugal har ikke været helt så hårdt ramt af krisen som byggeriet i Spanien, men faldet i efterspørgslen efter nye huse har dog også kunnet mærkes i Portugal.

Nu mener Global Property Guide at der er lys forude med stigninger i ordrerne på byggeri af nye huse på hele 12,3% i Q2 2009 (i forhold til Q1 2009).

Bilsalget forbedret i sommeren 2009
Der bliver ikke solgt flere nye biler i Portugal i forhold til sidste år, men faldet er ved at flade ud.

I juli 2009 kunne bilbrancen i Portugal således melde om et fald i antallet af nye biler solgt i Portugal på 20,5% i forhold til juli 2008.

Det skal ses i forhold til juni og maj 2009 , som udviste et fald i antallet af solgte nye biler på henholdsvis 23,5% og 33,6%.

For varebilernes vedkommende var faldet i antallet af nyregistreringer i juli, juni og maj måneder i 2009 i.f.t. 2008 henholdsvis 34,6%, 35% og 41,6%.

Konklusion: Der er fortsat krise i bilbranchen i Portugal, men det lader til at det værste er overstået. Nybilsalget plejer at være en pålidelig økonomisk indikator for det private forbrug.

De rige portugisere klarer krisen bedst
Graver man længere ned i bilsalgs-tallene kan man desuden se at de rigere portugisere (og virksomheder med leasingaftaler til vellønnede medarbejdere) klarer krisen bedst.

Antallet af nye biler solgt af bilmærket Mercedes faldt således kun 3,5% i juli 2009 i forhold til juli 2008, og faldet i juni og maj var på 4,6% og 7,9%.

Også antallet af nye Audi biler solgt i Portugal udviser mere moderate fald end andre mærker. Prestigemærket BMW er derimod tæt på gennemsnittet.

Kun discount-mærket Chevrolet (tidligere Daewoo) oplevede i sommeren 2009 en stigning i salget af nye biler i Portugal.

Relateret artikel:
Prisfald på boliger i udlandet (sept 2008)



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)