Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Det gamle sejlskib Sagres på vej jorden rundt – skoleskib besøger Brasilien, Macau og Goa

Sagres er navnet på den portugisiske flådes skoleskib.

Det har tilhørt Portugals flåde siden 1962, hvor det blev købt af Brasilien.

Det gamle sejlskib er bygget i Hamborg af værftet Blohm & Voss i 1937. Skibet er en 89 meter lang 3-mastet bark med stålskrog. Hovedmasten er 42 meter høj, og der kan føres i alt 23 sejl.

Sagres eller Sages III, som skibet også kaldes, anvendes af den portugisiske flåde til træningsformål (skoleskib).

Sagres har base i Lissabon og kan, når det ikke er på tur, skimtes inde på flådens område fra kystvejen.

Lissabon har i øvrigt relativt ofte besøg af gamle sejlskibe.

Sagres oprindeligt tysk skoleskib
Oprindeligt indgik Sagres i den tyske flåde, og der knytter sig en særlig historie til, hvorledes det lykkedes Sagres at overleve 2. verdenskrig.

Den tyske flåde havde brug for et skoleskib, men efter en kollission ved Dover allerede 2 dage efter søsætningen i 1938  valgte man efter reparationen i 1944 at sende den 3-mastede bark til Østersøen ud for de baltiske lande, idet dette farvand var mindre trafikeret.

Mandskabet havde brug for et roligt område til at træne sømandskab i, da de i nogen år kun havde trænet i havn eller på korte ture.

Desværre løb Sagres med det daværende navn Albert Leo Schlageter på en mine ud for Baltikum, hvorved 18 besætningsmedlemmer blev dræbt. Kun takket være den gennemtænkte konstruktion med 7 vandtætte sektioner (bulkheads) overlevede skibet og kunne slæbes ind til havn.

Efterfølgende blev hun repareret i Kiel, men nok så vigtigt derefter sendt til Flensborg, hvor Sagres (på dén tid Albert Leo Schlageter) var heldig at befinde sig, da det engelske luftvåben bombede havnen i Kiel i krigens sidste dage.

Efter at have tilhørt USA (som krigsbytte), blev Albert Leo Schlageter solgt til Brasilien i 1948, hvor det som skoleskib under navnet Guanabara nåede at foretage mange rejser op og ned af Sydamerikas østkyst inden Portugal købte skibet i 1962.

Herunder video med besætningen på Sagres:



Skoleskib til Sydamerika og Asien i 2010
Skoleskibet Sagres forlod Lissabon den 19. januar for at påbegynde sin længste rejse i 26 år.

Jordomsejlingen vil blandt andet føre Sagres til de tidligere portugisiske kolonier Brasilien (første stop), Øst-Timor, Macau og Goa i Indien. Udover at uddanne flådens kadetter er verdensomsejlingen også tænkt som en måde at repræsentere Portugal på – blandt andet ved tall ships events i Amerika og Asien.

Undervejs vil det gamle sejlskib også besøge landene Argentina, Uruguay, Chile, Peru, Equador, Mexico, USA, Japan, Sydkorea, Kina, Indonesien, Thailand, Singapore, Malaysien, Egypten og Algeriet.

Turen forventes at vare i alt 241 dage.

Sagres II var tysk krigsbytte
Den nuværende N.R.P. Sagres er ikke det første skib, som bærer det traditionsrige navn.

I 1896 stod det tyske sejlskib Rickmer Rickmers for første gang ud fra havnen i Bremerhaven, og fungerede herefter i mange år som transportskib.

Da Tyskland under første verdenskrig i 1916 erklærede krig mod Portugal, blev Rickmer Rickmers beslaglagt af portugiserne på Azorerne.

Efter at være blevet anvendt som transportskib under navnet Flores, blev skibet omdøbt til skoleskibet Sagres. Nutildags kaldes dette skib også for Sagres II.

Sagres II, som har fået sit gamle navn Rickmer Rickmers tilbage, ligger i Hamborg Havn og fungerer som museums-skib.

Sagres I bygget i England
Sagres II indikerer naturligvis eksistensen af endnu et Sagres skib i portugisisk flådehistorie.

Det drejer sig om et skib (fuldrigger) i den portugisiske flåde fra år 1858. Også Sagres I, som var et engelsk-bygget træskib, blev anvendt som skoleskib i perioden 1884-1898 med base ved Dourofloden.

Se meget mere om Sagres på skoleskibets hjemmeside (også på engelsk).

Relateret artikel:
Gamle sejlskibe i Portugal



Kommentarer

 

Maria Teresa Ferreira siger:

Hvad man dog ikke kan laere, paa Portugal Nyt!

2 February 2010 5:32 AM