Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Dilma Vana Rousseff ny præsident i Brasilien - stort oliefund udfor Rio de Janeiro afsløret under valget

Brasilien har fået ny kvindelig præsident.

Det blev den 62-årige økonom Dilma Vana Rousseff fra det siddende regeringsparti Partido dos Trabalhadores – der på dansk kan oversættes med ‘Arbejderpartiet’.

Dilma Rousseff efterfølger den strækt populære Præsident Lula fra samme parti, som tilskrives en stor del af æren for at Brasiliens økonomiske fremgang også er kommet fattige brasilianere til gode.

Acordo Ortográfico 2009
Lula var én af medunderskriverne af den nye portugisiske sprog-aftale Acordo Ortográfico, som med justeringer i Portugal og Brasilien gør at specielt internettet er lettere at navigere på det fælles portugisiske sprog.

Se også: The Empire Strikes Back – et spørgsmål om ære

I Portugal indfører man i 2010-2011 den nye sprogreform, som stadig er kontroversiel blandt dele af den portugisiske befolkning. I Brasilien har de fleste været nemmere at overbevise, og reformen blev indført stort set omgående i år 2009. Den bliver dog først obligatorisk i Brasilien fra år 2013.

Se guide til sprog-reformen til brasilianere (åbner som pdf) og til portugisere i Magasinet Visão .

Fremtidig politik i Brasilien
Rousseff gik til valg på at videreføre Lula’s politik, der blandt de største mål har at afskaffe fattigdommen i Brasilien.

Præsident Rousseff har desuden sat sig for at forbedre infrastrukturen i det store land.

Rousseff var den afgående præsident Lula’s kandidat, og selv om hun måtte ud i en ekstra valgrunde før sejren var hjemme, har hun en betydelig opbakning i befolkningen.

I den afgørende afstemning mellem hende og modkandidaten José Serra fik Rousseff ca. 56% af stemmerne.

Den tidligere stabschef for Lula og inden da energiminister i Brasilien er aldrig tidligere blevet valgt til noget offentligt embede.

Til gengæld har hun en usædvanlig baggrund som datter af en bulgarsk indvandrer og senere som guerilla-leder i 1970’erne, hvor hun blev fængslet og tortureret af militærdiktaturet i Brasilien.

Som energiminister gennemførte hun blandt andet kampagnen ‘Luz para Todos’ – på dansk: ‘Lys til alle’, som gik ud på at få elektricitet ud til fattige landsbyer på landet i Brasilien.

Oliefund ved Rio de Janeiro i Brasilien
Samme dag, som Rousseff blev valgt, kunne internationale medier videregive nyheden om et meget stort oliefund ud for Rio de Janeiro.

Oliefundet, der betragtes som det største i Brasilien siden år 1976, indeholder ifølge det nationale olieselskab Petrobras måske op til 15 milliarder tønder olie og vil med stor sandsynlighed fordoble Brasiliens oliereserver.

Dermed vil Brasilien rykke op i den internationale Top 10 over olieproducerende lande.

Herunder Youtube-video om Dilma Vana Rousseff’s liv (på brasiliansk-portugisisk):



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer