Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Generalstrejke i Portugal 24. november 2010 - protester mod besparelser

De fleste offentlige kontorer, tog, fly og busser vil stå stille onsdag den 24. november 2010 i Portugal.

Myndighederne forventer den største generalstrejke i 20 år. Fagforeningerne siger at strejken vil blive den største nogensinde i Portugal.

Tradition for at strejke i Portugal
Om strejken får et rekord-omfang er det svært at sige på forhånd, men fagforeningerne satser på i 24 timer at lamme landets større havne, lufthavne, metroen i Lissabon m.v.

De offentlige ansatte vil gå forrest primært i protest mod tvungne nedsættelser i lønnen, men også mange privatansatte forventes at deltage.

Se hvad strejken i Portugal forventes at omfatte i artikel på avisen Publico (opdateres løbende, men er kun på portugisisk).

De højstlønnede offentligt ansatte har måttet acceptere en nedgang i lønnen på 10% og mange vil se løbnnen beskåret med 5%. For de lavstlønnede offentligt ansatte (under 1500 euro per måned) vil lønnen falde med 3,5%. Mange vil desuden se deres frynsegoder beskåret.

Se mere om besparelser i Portugal i 2010-2011.

Det er langt fra første gang at de offentligt ansatte i Portugal strejker. Eksempelvis lærerne i Portugal er kendt for at bruge strejkevåbenet med jævne mellemrum.

Forstyrrelse for flytrafikken i Portugal
Luftfartsselskabet TAP advarer på sin hjemmeside passagerer om at der den 24. november 2010 vil forekomme rigtig mange aflysninger. Det er stort set kun et antal indgående fly fra Brasilien, Angola, Madeira og Azorerne, som ikke bliver berørt.

Se mere om strejke i lufthavnen i Lissabon på TAP hjemmesiden. 

Også alle andre flyselskaber i Portugal menes at ville aflyse stort set alle afgange på grund af strejke i hele Portugal.

Togdrift under strejken 24. november i Portugal
Der er indtil videre kl. 8.30 aflysninger på 77% af alle togafgange i forbindelse med strejken i Portugal. 

Nogen togruter inklusiv Lissabon-Cascais ruten fortsætter med at køre med 25% kapacitet indtil sen eftermiddag 18.30 (fastsat af retten).  

Irland får EU hjælp – Portugal næste i rækken
Statens økonomi i Portugal er under voldsomt pres.

EU’s hjælpepakke til Irland, som blev bekræftet den 21. november vil måske nok lette presset på eurozonen som helhed.

Det næste land i euro-zonen som kommer under lånemarkedets pres, efter at både Grækenland og Irland har måttet bede om hjælp, er med stor sandsynlighed Portugal.

De allerede vedtagne stramninger i statsbudgettet, der blandt andet inkluderer en 2% moms-forhøjelse til 23%, kan derfor ske ikke at være nok.

Specielt hvis Portugal bliver nødt til at anmode EU om hjælp til at refinansiere sin gæld, vil yderligere besparelser i den offentlige sektor uden tvivl blive nødvendige.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer