Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Madeira vin – dansk vandrehistorie om at vinstokke fra Holmen reddede vinproduktion på Madeira

Af og til dukker der historier op om dansk-portugisiske relationer, som lyder sandsynlige, men som ikke svarer overens med virkeligheden.

Én af disse historier er at de gule sporvogne i Lissabon er de gamle sporvogne fra København. Det er simpelt hen forkert – ingen af Lissabons sporvogne har så vidt vides nogen sinde kørt i København. 

Vandrehistorien om Madeira vinstokke fra Holmen
En anden vandrehistorie omhandler Madeira vinen og det faktum at der findes vinstokke i Nyboder i København, som stammer fra Madeira.

Her er der til dels hold i virkeligheden (for der ér vinstokke fra Madeira i Kuglegården på Arsenaløen og i Nyboder), men den gode historie er tilsyneladende blevet ‘forbedret’ i en grad, så den ikke længere holder 100% vand.

Madeiras vinstokke fra Holmen - En myte?
På en del danske hjemmesider kan man finde information om, hvordan danske sømænd reddede Madeiras produktion af den kendte hedvin Madeira.

Efter sigende ifølge myten skulle nogen af de ‘danske’ vinstokke af sorten Malvasia på Holmen i København via en dansk konsul på Madeira sidst i 1800-tallet været blevet sendt tilbage til Madeira for at redde Madeiras vinproduktion efter at de lokale vin-træer på Madeira havde været angrebet af sygdom.

Historien fortælles flere steder på nettet, men måske særligt poetisk på Navalhistory.dk .

Europaklip på P1 undersøgte myten om Madeira vin fra Danmark
I radioprogrammet Europaklip, sendt den 5. december 2009, var der blandt andet et indslag af journalist Ole Brink, som havde været en tur på Madeira for at undersøge sagen om de ‘danske’ vinstokke.

Vandrehistorien er tilsyneladende så kendt at selv turistkontoret på Madeira havde hørt om den – fra danske turister. En lignede historie fortælles desuden om Malvasia-vinstokke fra Australien. Sandheden er nok snarere at podninger fra vinstokke i Portugal, USA (og nogen mener Cypern), var med til at redde Madeira vin.

Man kan til gengæld så med en vis ret argumentere for, at den oprindelige Madeira vin (drue) er mere ‘ægte’, når den kommer fra København, end den nuværende fra Madeira.

Ole Brink fik talt med en portugisisk vinhistorie-professor på Madeira og efter hjemkomst med orlogs-historiker Hans Christian Bjerg I København. Den tidligere danske overarkivar har undersøgt sagen indgående i marinens arkiver og tilbageviser historien.

Man kan se mere om indslaget på Europaklip-hjemmesiden . Desværre er den direkte afspilnings-funktion p.t. i uorden, men hvis man klikker XML til højre og derefter på udsendelsen fra den 5. december 2009, vil langt de fleste computere automatisk starte en MP3 afspilning af programmet om redningen af Madeiras vinstokke.

Dansk-portugisiske relationer
Har man interesse i dansk-portugisiske relationer, er der i øvrigt en bog på vej skrevet af Fernando C. Kvistgaard om netop dette emne.

Se mere om den historisk interessante bog 'Venskaber og Stridigheder gennem Tiderne' på Lusodana-hjemmesiden.

Herunder youtube-video om Madeira vinens historie:



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Opret en kommentar
(Påkrævet)  
(Valgfri)
(Påkrævet)  
Tilføj(Publiceres på denne side efter godkendelse)