Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Bilsalget i Portugal steg kraftigt i december 2010

Den sidste måned af år 2010 blev som ventet god for de portugisiske autoforhandlere.

Udsigten til en forhøjelse af momsen i Portugal per 1. januar 2011, højere afgifter (ISV) på nye biler i 2011 samt ophør af støtte per 1/1 2011 til at udskifte den gamle bil til en ny og mere økonomisk model fik mange til at købe ny bil i december 2010.

Salget steg ifølge ACAP (det portugisiske FDM) med 61,9% i december 2010 i forhold til december 2009.

I alt blev der solgt 28.142 nye personbiler i Portugal i december 2010.

Det skal dog bemærkes at december 2009 var den dårligste december for nyvognssalget i Portugal i 22 år.

Bilsalg i 2010 op med 38,8%
Den samlede 2010-stigning i antal solgte nye personbiler blev på 38,8% svarende til totalt 223.491 nye personbiler på de portugisiske veje.

Som sædvanligt i Portugal var Renault det mest populære bilmærke med VW, Peugeot, Opel, Ford, Seat og Citroen på de følgende pladser.

Den i særklasse mest populære bilmodel i Portugal blev i 2010 Renault Megane efterfulgt af VW Golf, Opel Corsa og Ford Fiesta.

Tilskud til elbiler bevares
Man kan i Portugal stadig få tilskud til at skifte til en ny bil, såfremt man vælger en elbil.

Til gengæld er tilskudet til lavt forurenende nye biler og hybridbiler afskaffet.

Tilskuddet fra staten til køb af en 100% elbil bevares indtil videre på 5000 euro. 

Pænt salg af varebiler
Antallet af solgte varebiler under 3500 kilo steg med 34,6% i år 2010, mens antallet af nye lastbiler faldt med 6,3%.

Samlet set på alle køretøjet blev der underskrevet 33,9% flere slutsedler i år 2010 i.f.t. år 2009.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer