Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Qatar Airways interesseret i at købe 40% af portugisiske TAP Airlines

Ifølge nyhedsmediet SIC i Portugal har Qatar Airlines udtrykt interesse for at købe 40% af det nationale flyselskab i Portugal TAP Airlines.

Se også: Find billig flybillet med TAP.

Premierminister på besøg i Qatar
Den portugisiske premierminister José Sócrates er netop hjemkommet efter et besøg i oliestaten Qatar, hvor han blandt andet diskuterede øget økonomisk samarbejde.

Skiftende portugisiske regeringer har længe overvejet et salg af det statsejede TAP.

Under premierministerens Qatar-besøg var det dog blot et øget samarbejde om ruter, som Qatar Airlines udtrykte ønsker om.

Qatar Airlines anvender sloganet World’s 5-star Airline. Selskabet er 100% kontrolleret af staten Qatar og derfor i realiteten af eneherskeren Emiren af Qatar.

Qatar klanstyret
Emiren af Qatar, der for tiden (2011) hedder Hamad bin Khalifa Al Thani, er statsoverhoved, leder af regeringen samt øverste myndighed for domstolene i Qatar.

Som daglig leder af regeringen har Emiren hjælp af sin grandfætter premierministeren Hamad bin Jassim bin Jaber bin Muhammad Al Thani.

Qatar har på trods af at Thani-klanen har siddet tungt på magten siden oprettelsen af Qatar i 1878 formået at fremstå som en for vesten samarbejdsvillig  og relativ moderat mellemøstlig stat.

Der er et klart ønske fra Thani klanens side om at stå på god fod med vesten og specielt USA. Efter orkanens Katrinas raseren af store dele af det sydlige USA gav Qatar eksempelvis 100 millioner US-dollars til hjælp til skoler og uddannelsesinstitutioner i Louisiana.

Interesse for TAP fra andre sider
Også Lufthansa og det nyligt (januar 2011) formede IAG – International Airlines Group (British Airways og Iberia er slået sammen) har udtrykt interesse for TAP.

Fernando Pinto, presidenten for TAP, var i slutningen af 2010 i pressen med udtalelser om at TAP var klar til at blive solgt.

Eftersom Pinto er én af de højstlønnede ansatte af staten i Portugal, var denne formulering næppe tilfældigt valgt.

Fernando Pinto var i øvrigt med på premierministerens tur til Qatar i januar 2011.

Se også: TAP privatisering måske ikke så langt ud i fremtiden.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer