Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Portugiserne bebrejder landets ledelse for de økonomiske problemer

I en meningsmåling på spørgsmålet om, hvem der bærer skylden for Portugals økonomiske problemer peger pilen kraftigt på Sócrates regeringen og Portugals præsident Anibal Cavaco Silva.

Meget afhænger af den måde spørgsmålet stilles på, men hele 86% af 803 adspurgte i april 2011 i en Marktes/TSF undersøgelse i samarbejde med avisen Diário Económico anser landets regering og præsident for at bære hoved-skylden for Portugals økonomiske problemer – og dermed ansvar for at Portugal var nødt til at bede EU om økonomisk hjælp..

Oppositionslederen Pedro Passos-Coelho får en del af ansvaret for situationen af 24% af de adspurgte.

Portugals befolkning i tvivl om løsningen
I en sideløbende meningsmåling forud for valget den 5. juni 2011 i Portugal har vælgerne derimod tilsyneladende tilgivet Sócrates-regeringen.

I alt fald står ex-premierminister José Sócrates’ PS parti til at få hovedparten af stemmerne med 36,1% foran PSD og dens leder Passos Coelho med 35,3%.

Meningsmålingen giver CDS-PP partiet (der formodentlig vil hælde mod en PSD regering) 7,5% af stemmerne, mens det venstreorienterede Bloco de Esquerda (BE) kun mønstrer 6%.

Alt er således fuldstændigt åbent forud for valget i Portugal 5. juni 2011.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer