Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






BCP aktien stiger på rygter om interesse fra Kina

Portugals største privatejede bank Banco Comercial Português (også kaldet BCP Millenium) er blandt de banker i Portugal, der har været udsat for det største fald i aktiekursen i 2011.

Kursen på BCP banken gik i løbet af 2011 fra 0,60 til 0,136 og var i november helt nede og vende i kurs 0,10.

Finanskrise tog toppen af bankaktiernes værdi
Sammenligner man kursen på BCP-aktien inden finanskrisens start med årsskiftet 2011/2012 kurs, var værdien af en BCP aktie i kort tid oppe over 4,00 i år 2008 – med andre ord et fald på over 95% i aktiekursen over en periode på ca. 3 år.

Til sammenligning lå Danske Bank før finanskrisen momentært over kurs 260 og var ved årsskiftet 2011/2012 i kurs 73 – et fald på godt 70%.

Kina på banen for en andel af BCP – siger rygtet
Siden salget af 21% af Portugals største børsnoterede virksomhed EDP til China Three Gorges i slutningen af 2011, har rygterne svirret om det kinesiske regimes mulige interesse i at investere i BCP banken.

BCP Millenium blev grundlagt i 1984 af en række velhavere fra Portugal med deltagelse af blandt andet Américo Amorim; Portugals største kork-eksportør.

Efter en turbulent periode omkring 2007-2008, hvor bestyrelsesformanden Jorge Manuel Jardim Gonçalves måtte gå som følge af ulovlige lån til familie og venner er den for Portugal særdeles moderne bank BCP Millenium blevet ramt med fuld kraft af finanskrisen og mangel på kapital.

BCP aktien blev i 2011 nedvurderet til ‘junk’ også kaldet ‘non-investment grade’ af de store kreditvurderingsbureauer. Der er behov for betydelige indskud af kapital, der helst skal falde inden juni 2012, hvor banker i Portugal skal leve op til strammere regler om kernekapital. BCP banken er som de fleste andre portugisiske banker afhængig af finansiering fra Den Europæiske Centralbank ECB.

Efter det succesfulde EDP-salg til kineserne har markedet øjnene rettet mod BCP Millenium CEO Carlos Santos Ferreira’s bestræbelser på at finde samarbejdspartnere hos de større kinesiske statskontrolelrede banker; herunder Bank of China.

Forventningerne kan aflæses i BCP kursen. Per eftermiddag  2. december 2012 var BCP aktien steget til kurs 0,1410 i forhold til december 2011’s lavpunkt i kurs 10,60; en stigning på 33%.

Se mere om BCP Millenium på Euronext børsen i Lissabon.

I Portugal er BCP Millenium blandt andet kendt for at bruge José Mourinho som reklame-søjle:



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer