Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Fakta om Portugal (1) - vidste du dette?

I en årrække har de store bilkoncerner flyttet rundt på fabrikationen af bilmodeller.

Ofte er produktion af biler ved modelskifte blevet henlagt til lande med billig arbejdskraft.

Det er samtidig blevet markant sværere at drive et bilmærke profitabelt med mindre man er kæmpestor på output.

Bilmærkerne Rover og Saab er for længst forsvundet, og Opel er via en stor spare øvelse kun lige sluppet for samme skæbne.

Men hvor produceres de nye biler egentlig i 2015-2016?

Fakta: I Portugal produceres flere nye biler end i Sverige

Mange vil sikkert stadig tro at Tyskland, England, Italien og Sverige er de største bilproducerende lande i Europa. Alle fire lande har også stadig bilproduktion, men billedet har ændret sig.

Vidste du for eksempel at Portugal i 2014 producerede flere nye biler end Sverige?

Med 161.508 enheder i Portugal i 2014 mod Sveriges 154.173 biler (person- og varebiler sammenlagt) er forskellen ikke stor, men den fortsætter sandsynligvis med at vokse i 2015.

Følgende bilmodeller produceres i Portugal per 2015:

· VW Sharan MPV – 7-personers personbil

· Seat Alhambra MPV – 7-personers personbil

· VW Eos cabriolet

· VW Scirocco coupe/sportsvogn

· Peugeot Partner varebil

· Citroen Berlingo varebil

VW Autoeuropa ligger i Palmela 40 km syd for Lissabon og er Portugals største virksomhed målt på eksportværdi og bidrag til bruttonationalprodukt (men ikke på antal medarbejdere).  

I 2015 havde VW Autoeuropa-fabrikken 20-års jubilæum.

PSA fabrikken ligger i Mangualde.

Den samlede bilproduktion i Portugal steg med 4,9 % fra 2013 til 2014 ifølge organisation for bilproducenter OICA.

I EU pålægges der told på biler produceret uden for EU. Derfor har en del amerikanske, sydkoreanske og japanske producenter valgt at producere nogle af deres bilmodeller i Europa. Ingen af disse er dog per 2015 til stede som bilproducenter i Portugal.

I 2012 nåede PSA (Citroen-Peugeot) fabrikken i Mangualde bil nummer 1 million – se liste og billeder over de mange Citroen og Peugeot modeller, som gennem tiden er produceret i Portugal. I 2015-2016 produceres der udelukkende varebiler af typerne Peugeot Partner og Citroen Berlingo på PSA-fabrikken i Mangualde.

Tidligere har Ford, Opel, Austin-Mini (BMC) og Datsun (Nissan) haft samlefabrikker i Portugal. For Fords vedkommende faktisk på samme fabrik (samproduktion), som VW stadig anvender.

Der findes derfor ældre udgaver af blandt andet Ford Galaxy, Opel Corsa, Opel Combo (varebil), Mini IMA (stationcar udgave af 'hundehuset'), Mini Moke (hip strand-bil) og Datsun 1200, som uden at så mange ved det, er skruet sammen i Portugal. 

 Mini Moke fra BMC-fabrikken i Portugal - og en ung Jeremy Clarkson 

Man tillægger bilproduktion i Portugal stor betydning for landets økonomi; ikke mindst fordi en bilfabrik har rigtig mange underleverandører, som, hvis de er dygtige, med fordel kan være lokale.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer