Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Ny vindmøllepark åbnet øst for Leiria i Portugal

Den vedvarende energivirksomhed Enel Green Power står for driften af i alt 98 vindmølleparker.

En ny er netop åbnet ved Leiria i Portugal omkring 160 kilometer nord for Lissabon.

Leiria vindmølleparken ved navn Alvaiázere har indledningsvis en kapacitet på 10 MW. Der anvendes Enercon E82/2000 vindmøller på hver 2 MW.

Senere udvides parken til at omfatte i alt 18 MW fra 9 vindmøller, hvilket er nok til at dække elektricitetsforbruget for 11.000 husholdninger.

Enel Green Power
Enel Green Power blev grundlagt i 2008 og er et datterselskab af olieselskabet Enel fra Italien.

Det italienske selskab har hovedkontor i Rom og aktiviteter i en lang række lande i Europa, Nord- og Syd-amerika.

I Spanien og Portugal findes i alt 22 Enel Green Power anlæg, som tilsammen producerer godt 1400 MW, heraf de 140 MW i Portugal.

Relateret artikel: Vindmølle-kapacitet i Europa

Din vurdering:



Betalingsveje i Portugal - Q-Free fra Norge får stor ordre på betalingsanlæg i Portugal

Virksomheden Ascendi i Portugal, som står for mere end 1300 km betalingsveje herunder motorveje i Portugal, har afgivet en stor ordre til det norske selskab Q-Free.

Norske betalingsveje
I Norge findes der et meget stort antal betalingsveje.

Betaling kræves eksempelvis for at køre ind i byerne Oslo, Bergen, Tronhjem, Tønsberg, Haugesund, Nord-Jæren og Namsos samt for at køre på de store veje E18 og E39 i Norge.

Betalingsveje i Norge omfatter også broer og tunneller.

Se også kort over betalingsveje i Norge.

Q-Free ekspert i betalingsveje i Norge
Q-Free leverer udstyr (elektronik) til den norske Auto-Pass ordning, der fungerer ved hjælp af radio transpondere i bilernes forruder.

I Portugal har Q-Free allerede en kontrakt med Ascendi fra år 2009, og den nye ordre omfatter udstyr for 154 millioner norske kroner.

Se mere på Q-Free hjemmesiden.

Din vurdering:



Benzinpriserne topper endnu engang i Portugal – flere Jumbo lavpris-tankstationer

I starten af 2011 har benzin- og dieselpriserne på tankstationer i Portugal endnu engang sat rekord.

Benzinpriser (95-blyfri) på omkring 1,48-1,52 euro per liter er normen i januar 2011, mens diesel koster 1,32 euro i gennemsnit i Portugal.

Se hvor benzin og diesel er billigst (opdelt på områder i Portugal).

Tankstationer ved grænsen til Spanien lukker
En større prisforskel mellem Portugal og Spanien på brændstof har medført at mange lastbiler og private kører til Spanien for at tanke.

Organisationen af motorejere i Portugal ACP mener at omkring 70 tankstationer på grænsen til Spanien er lukket som følge af den seneste tids prisstigninger i Portugal.

Flere lavpris-benzinstationer
De relativt kraftige prisstigninger primo 2011 er blandt andet forårsaget af en højere moms på 23% (imod 19% for 8 måneder siden).

Til gengæld er det blevet lettere at finde en lidt billigere løsning, når bilen skal tankes op.

Ofte har de store supermarkedskæder de bedste tilbud på benzin i Portugal.

Har man tid til at holde i kø, kan man spare 10-15 cent per liter ved at handle benzin og diesel i eksempelvis Jumbo supermarkedskæden, som ejes af Auchan koncernen.

Flere Jumbo tankstationer
Auchan har i januar 2011 annonceret at antallet af Jumbo-tankstationer bliver forøget med 4 i 2011, heraf to i Algarve.

Jumbo tankstationerne stod i 2010 for 7% af salget af benzin og diesel i Portugal.

Supermarkedskæden indviede de første tankstaioner i år 2005 og har inden de fire nye salgssteder åbner 20 udsalgssteder i Portugal.

Relateret artikel: Find billig benzin i Portugal.

Din vurdering:



Poker cash games populære blandt nyrige kinesere - Las Vegas overgået af Macao

Allerede i 2007 så man i casino-branchen i USA skriften på væggen.

Macao spille-by nummer 1
Med den kraftige vækst i kinesisk købekraft, kinesernes legendariske spillelidenskab og ikke mindst manglen på casino’er i Kina (det er nemlig forbudt), var det kun et spørgsmål om tid før Macau ville overhale Las Vegas som verdens casino og poker spilleby nummer 1.

I 2010 var omsætningen i underholdningskomplekset Macao og primært ved Macao’s spilleborde og enarmede tyveknægte hele 4 gange så høj som omsætningen i Las Vegas.

Den voldsomme vækst i casino- og pokerspillet i Portugals tidligere koloni Macao kom som en overraskelse selv for den kinesiske regering, som i 2011 forsøger at sætte hastigheden ned ved indtil videre at nægte at give tilladelse til yderligere casino-projekter.

Krise kom i vejen for spille-eksplosion i Macao
Da finanskrisen ramte verden i 2008 tog det ikke spillelysten fra kineserne, der fortsatte med at flokkes til Macao – dog i et langsommere tempo end hidtil.

Til gengæld fik de finansielle bagmænd bag mange af de planlagte nye casino’er i Macao sig en gedigen mavepuster af krisen, som de først overvandt i 2010.

Det var simpelt hen ikke muligt at låne penge til de store prestige-byggerier.

Cotai projektet overlevede
Milliardæren Sheldon Adelson, som er tungt involveret i casino’erne Sands Macao, Venetian Macao og Four Seasons casino resorts i Macau måtte skyde omkring 1 milliard US-dollars af sine egne penge i sine byggerier på Cotai området for at forhindre arbejdet i at gå istå - og måske specielt for at forhindre at rygter om konkurser i Macao skulle begynde at løbe. 

Cotai udgør 5,2 kvadratkilometer og er speciel derved at området er indvundet fra havet, hvilket bestemt ikke har været gratis.

The Cotai Strip
I kasino og poker-sammenhæng benævnes det nye spilleområde i Macau for The Cotai Strip.

I 2010 var krise-stemningen i Kina for længst afblæst. Den kinesiske økonomi stormede frem, og den største frygt hos den kinesiske regering var nærmere at økonomien blev for ‘overophedet’ med inflation og usunde stigninger på fast ejendom til følge.

På The Cotai Strip er det mest prestigefulde The Venetian Macao open for business og har været det siden august 2007.

Yderligere en snes hoteller er planlagt på Cotai herunder St. Regis, Shangri-La, Sheraton og Traders resorts – alle med 77-årige Sheldon Adelson som partner.

Også Wynn Resorts og MGM Resorts, der er den største spillevirksomhed i Las Vegas, har projekter på The Cotai Strip.

Stanley Ho’s søn investerer i Macao
Casino-virksomheden Melco Crown Entertainment Ltd kontrolleret af Lawrence Ho fra Stanley Ho dynastiet (ejer blandt andet Casino Estoril i Portugal) er også aktiv i Macao på Cotai-området.

Det var oprindeligt patriarken Stanley Ho, som havde monopolet på casino-drift i Macao indtil år 2002.

Man mener i branchen at Stanley Ho kontrollerede selskaber stadig tager omkring 1/3 af indtjeningen i Macau.

Generationsskifte i poker-industrien
Den aldrende Stanley Ho, skriver The Wall Street Journal, har i januar 2011 overdraget sin 31% aktiepost i poker- og casino-imperiet SJM til sin anden og tredjes kones familier.

I en kompliceret selskabskonstruktion er børnene Pansy Ho, Daisy Ho, Maisy Ho, Josie Ho og Lawrence Ho fra Stanley Ho’s andet ægteskab blevet tilgodeset med betydelige aktieandele.

Fordelingen menes at ville kunne skabe problemer for fremtidige beslutninger.

Også Stanley Ho’s fjerde kone har fået en portion aktier i ét af spillemogulens mange selskaber.

Se også: Pokerturnering på Casino Estoril.

Poker populært i Kina
Oprindeligt var kineserne ikke så habile pokerspillere.

De rige kinesere foretrak tidligere det traditionelle baccarat-spil på kasino, og først med den nye bølge af nyrige kinesere er der for alvor lukket op for poker-interessen i Kina.

Cash Game med høje indsatser
Nogen kinesere er så rige at saldoen på bankkonti’ene overgår de flestes fantasi.

I forbindelse med Asian Poker Tour Macau 6-14 november 2010 dukkede der adskillige pengestærke kinesiske spillere op for at udfordre de professionelle poker-spillere i de såkaldte Cash Games, der ofte spilles sideløbende med turneringer.

"The Big Game", som Cash Games i den tidligere portugisiske koloni kaldes, udviklede sig i Macao til en kamp mellem rigmænd og professionelle med abnormt høje indsatser.

I et enkelt pokerspil menes en dårlig hånd (eller håndelag) at have kostet en kinesisk rigmand 28 millioner Hong Kong dollars (små 20 millioner danske kroner).

Om samme velhaver forlyder det at han på dette tidspunkt stod til at tabe ca. 100 millioner Hong Kong dollars.

Din vurdering:



Qatar Airways interesseret i at købe 40% af portugisiske TAP Airlines

Ifølge nyhedsmediet SIC i Portugal har Qatar Airlines udtrykt interesse for at købe 40% af det nationale flyselskab i Portugal TAP Airlines.

Se også: Find billig flybillet med TAP.

Premierminister på besøg i Qatar
Den portugisiske premierminister José Sócrates er netop hjemkommet efter et besøg i oliestaten Qatar, hvor han blandt andet diskuterede øget økonomisk samarbejde.

Skiftende portugisiske regeringer har længe overvejet et salg af det statsejede TAP.

Under premierministerens Qatar-besøg var det dog blot et øget samarbejde om ruter, som Qatar Airlines udtrykte ønsker om.

Qatar Airlines anvender sloganet World’s 5-star Airline. Selskabet er 100% kontrolleret af staten Qatar og derfor i realiteten af eneherskeren Emiren af Qatar.

Qatar klanstyret
Emiren af Qatar, der for tiden (2011) hedder Hamad bin Khalifa Al Thani, er statsoverhoved, leder af regeringen samt øverste myndighed for domstolene i Qatar.

Som daglig leder af regeringen har Emiren hjælp af sin grandfætter premierministeren Hamad bin Jassim bin Jaber bin Muhammad Al Thani.

Qatar har på trods af at Thani-klanen har siddet tungt på magten siden oprettelsen af Qatar i 1878 formået at fremstå som en for vesten samarbejdsvillig  og relativ moderat mellemøstlig stat.

Der er et klart ønske fra Thani klanens side om at stå på god fod med vesten og specielt USA. Efter orkanens Katrinas raseren af store dele af det sydlige USA gav Qatar eksempelvis 100 millioner US-dollars til hjælp til skoler og uddannelsesinstitutioner i Louisiana.

Interesse for TAP fra andre sider
Også Lufthansa og det nyligt (januar 2011) formede IAG – International Airlines Group (British Airways og Iberia er slået sammen) har udtrykt interesse for TAP.

Fernando Pinto, presidenten for TAP, var i slutningen af 2010 i pressen med udtalelser om at TAP var klar til at blive solgt.

Eftersom Pinto er én af de højstlønnede ansatte af staten i Portugal, var denne formulering næppe tilfældigt valgt.

Fernando Pinto var i øvrigt med på premierministerens tur til Qatar i januar 2011.

Se også: TAP privatisering måske ikke så langt ud i fremtiden.

Din vurdering:



Portugals præsident Anibal Cavaco Silva vinder yderligere 5 år på præsidentposten i Portugal

Alt gik som ventet til præsidentvalget i Portugal den 23. januar 2011.

Præsident valgt i første valgrunde
Favoritten Anibal Cavaco Silva vandt med ca. 53% af stemmerne valgets første runde.

Se resultater fra de enkelte valgkredse på avisen Publico (åbner på Lissabon resultatsiden).

Dermed er en anden valgrunde aflyst, da Cavaco Silva i første runde opnåede majoriteten.

Anibal Cavaco Silva vandt i alle valgkredse. Selv på Madeira vandt Cavaco Silva en sejr, omend knap så overbevisende.

Specielt i Nordportugal i valgkredse som Braga, Guarda, Viano do Castelo og Porto gik Cavaco Silva af med en sikker sejr ofte med over 60% af de afgivne stemmer.

I sin første valgperiode (2006-2011) vandt Anibal Cavaco Silva en majoritets-sejr på 50,54% i første valgrunde.

Se også: Valg til præsidentposten i Portugal.

Halvdelen af vælgerne stemte i Portugal
Valgdeltagelsen til præsidentvalget 2011 i Portugal var beskeden og ender nok på under 50% mod sidste præsidentvalgs godt 61% (år 2006).

Nummer to blev Manuel Alegre med ca. 20% af stemmerne og nummer 3 i det portugisiske præsidentvalg 2011 blev som ventet Dr. Fernando Nobre.

Herunder Cavaco Silva i sin tale til nationen efter sejren 23. januar 2011:

 

 

Din vurdering:



The Good Life premiere 2. feb. 2011 – dansk dokumentar fra Portugal - vind rejser til Lissabon

Filmen The Good Life, som er optaget i Portugal, har den 2. februar 2011 premiere i et stort antal danske biografer.

Se liste over biografer, hvor The Good Life vises.

Vind rejser til Lissabon med Svante Rejser
Man har chancen for at vinde en rejse for to til Lissabon sponseret af Svante Rejser og TAP Airlines, såfremt man køber billet til filmen.

Pengene slap op - en usædvanlig dokumentar
The Good Life er historien om en families økonomiske deroute i et velhaverområde på solkysten i Portugal.

Efter et liv i rigdom med tjenestefolk og stor villa, er pengene nu for længst sluppet op.

Datteren Anne Mette på 56 år har aldrig haft et arbejde, idet hun troede, hun skulle arve millioner. Hun og moderen Mette må nu klare sig for meget beskedne midler med en lille pension fra Danmark.

Det Gode Liv - så længe det varede
Det er den danske instruktør Eva Mulvad, som efter at have hørt en radiomontage om familien, tog til Portugal og spurgte om hun måtte lave en film.

The Good Life handler om mor og datters meget usædvanlige liv på ‘Den Portugisiske Riviera’, hvor de er gået fra at være nogen af Lissabonkystens rigeste til nogen af områdets fattigste.

Filmen går meget tæt på forholdet mellem mor og datter, der med en lille lejlighed som base ikke er uden gnidninger.

Se også tidligere omtale af familien Beckmann i Cascais på Portugalnyt.

Herunder trailer til filmen:

Din vurdering:



‘Den Portugisiske Nonne’ optaget i Lissabon – filmanmeldelse på engelske The Guardian

Filmen Den Portugisiske Nonne instrueret af Eugene Green blev produceret i 2009.

Originaltitlen er på portugisisk A Religiosa Portuguesa.

The Portuguese Nun handler om en ung fransk skuespillerinde, som er i Lissabon for at optage en film.

Under optagelserne får skuespillerinden øje på en portugisiske nonne, som knæler i den kirke, hvor filmoptagelsen finder sted. Denne oplevelse påvirker hende meget.

I filmen indgår byen Lissabons magi som en vigtig ingrediens.

Se anmeldelse på The Guardian. Filmen har netop haft premiere i England.

I Portugal og Frankrig havde Den Portugisiske Nonne premiere i maj 2010.

Herunder trailer til The Portuguese Nun med en scene, som ser ud til at være være optaget på én af de bedste udendørs-café’er med udsigter over Lissabon:

Din vurdering:



Hoteller i Portugal – AC Lisboa Hotel og AC Porto Hotel genopstår som AC Hotels by Marriott

Den spanske hotel-kæde AC Hotels indgår i 2011 et samarbejde med den amerikanske hotelkæde Marriott Hotels.

Aftalen omfatter 90 AC hoteller i Portugal, Spanien og Italien, heraf langt de fleste i Spanien.

Få Marriott hoteller i Portugal
Marriott er én af de bedst kendte hotel-kæder i verden.

Det var på Marriott hotellet i Lissabon at den amerikanske præsident Barack Obama boede under sit 2-dages besøg i forbindelse med Nato-topmødet i november 2010.

Marriott har per januar 2011 kun tre hoteller i Portugal.

Det mest kendte ligger i Lissabon, mens de to øvrige Marriott hoteller i Portugal er tilknyttet golf resorts.

Marriott Praia d’El Rey ved Óbidos og Penha Longa golfbanens Hotel Ritz-Carlton er begge del af Marriott hotel-kæden.

Se også: Billige hoteller i Lissabon.

AC Hotels by Marriott
I fremtiden vil AC Hotels, der prismæssigt ligger i mellemklassen blive til AC Hotels by Marriott.

Der findes per januar 2011 to AC hoteller i Portugal:

  • AC Lisboa Hotel ved Marquês de Pombal rundkørslen i Lissabon centrum
    AC Lisboa er et 4-stjernet top-moderne hotel med funktionel indretning og store værelser.
    Man kan sagtens gå indtil centrum af Lissabon. Det tager en lille halv time.
    Priserne for overnatning starter ved ca. 75 euro per nat (inkl. morgenmad) for et dobbeltværelse.
    Hotel AC Lisboa ligger desuden så tilpas tæt på hovedindfaldsvejene til Lissabon (eksempelvis vestpå til Cascais/Sintra og nordpå mod Porto) og anvendes derfor af mange forretningsfolk.
    Se aktuelle priser på overnatning på AC Lisboa Hotel (med prisgaranti)

  • AC Porto Hotel (4 stjerner) ligger ved hovedvej IP1/A20/IC23/E01 meget tæt på (gåafstand) FC Porto’s stadion – Estádio do Dragão.
    Adressen er Rua Jaime Brasil (man tager afkørsel mod Estádio).
    Parkering i centrum af Porto kan ofte være problematisk. Det er lettere at finde parkering i udkanten af Porto, men strengt taget er en bil ikke nødvendig idet metrostationen Dragão ligger 200 meter fra hotellet.
    Afstanden til lufthavnen i Porto er 12 km – regn med 12-15 euro for en taxi til AC Hotel Porto.
    Der er ofte tilbud på AC hotellet i Porto fra ca. 70 euro for en overnatning (2 personer i dobbeltværelse inkl. morgenmad), hvilket faktisk er ganske rimeligt for et moderne 4-stjernet hotel i Portugal.
    Se aktueller priser på AC Hotel i Porto (med prisgaranti)

Hotel i Porto tæt på FC Porto stadion
Specielt AC Hotel Porto er en attraktiv mulighed for dem, som rejser til Portugal for at overvære en kamp på storklubben FC Porto’s hjemmebane.

Begge AC hoteller i Portugal har fitnessrum, og i AC Hotel Porto er der desuden sauna.

Indretningen i begge AC hoteller i Portugal er holdt i moderne materialer med brug af læder, aluminium og blankpoleret træ.

Din vurdering:



Billund-Faro - Ryanair genoptager lavpris rute til Algarve fra Billund

I vinterhalvåret reducerede Ryanair antallet af ruter fra Billund, men nu udvider det irske lavprisflyselskab Ryanair igen antallet af ruter fra Billund.

Der genoptages bl.a. en lavprisrute fra Billund til Faro på Algarvekysten i Portugal, så jyderne får igen mulighed for at købe billige flybilletter til Algarve fra Billund.

En læser på Portugalnyt oplyser at ruten Billund-Faro starter den 27. marts med to ugentlige afgange søndage og onsdage.

Flyruten er netop blevet annonceret på Ryanairs hjemmeside, og ruten Billund-Faro koster fra 287 kr. for en enkeltbillet + sædvanlige Ryanair gebyrer.

I alt flyver Ryanair dermed til 14 destinationer fra Billund, og satser således fortsat på afgange fra Billund lufthavn fremfor Københavns lufthavn.

Oversigt over Ryanair ruter fra Billund - Forår 2011
  • Alghero (ny Ryanair rute Billund-Alghero starter 28. marts)
  • Alicante
  • Edinburgh (ny Ryanair rute Billund-Edinburgh starter 29. marts)
  • Faro (Lavprisrute Billund-Faro starter den 27. marts)
  • Girona (Barcelona)
  • London Stansted
  • Malaga
  • Mallorca (ny Ryanair rute fra Billund til Mallorca starter 27. marts)
  • Malta (ny Ryanair rute Billund-Malta starter 28. marts)
  • Bergamo (Milano) (ny Ryanair rute Billund-Milano starter 28. marts)
  • Pisa (ny Ryanair rute fra Billund til Pisa starter 27. marts)
  • Rom (Ciampino)
  • Tenerife (ny Ryanair rute fra Billund til Tenerife starter 18. februar)
  • Trapani (ny Ryanair rute fra Billund til Trapani starter 27.marts)
Relaterede sider: Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »