Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Bilsalget i Portugal steg kraftigt i december 2010

Den sidste måned af år 2010 blev som ventet god for de portugisiske autoforhandlere.

Udsigten til en forhøjelse af momsen i Portugal per 1. januar 2011, højere afgifter (ISV) på nye biler i 2011 samt ophør af støtte per 1/1 2011 til at udskifte den gamle bil til en ny og mere økonomisk model fik mange til at købe ny bil i december 2010.

Salget steg ifølge ACAP (det portugisiske FDM) med 61,9% i december 2010 i forhold til december 2009.

I alt blev der solgt 28.142 nye personbiler i Portugal i december 2010.

Det skal dog bemærkes at december 2009 var den dårligste december for nyvognssalget i Portugal i 22 år.

Bilsalg i 2010 op med 38,8%
Den samlede 2010-stigning i antal solgte nye personbiler blev på 38,8% svarende til totalt 223.491 nye personbiler på de portugisiske veje.

Som sædvanligt i Portugal var Renault det mest populære bilmærke med VW, Peugeot, Opel, Ford, Seat og Citroen på de følgende pladser.

Den i særklasse mest populære bilmodel i Portugal blev i 2010 Renault Megane efterfulgt af VW Golf, Opel Corsa og Ford Fiesta.

Tilskud til elbiler bevares
Man kan i Portugal stadig få tilskud til at skifte til en ny bil, såfremt man vælger en elbil.

Til gengæld er tilskudet til lavt forurenende nye biler og hybridbiler afskaffet.

Tilskuddet fra staten til køb af en 100% elbil bevares indtil videre på 5000 euro. 

Pænt salg af varebiler
Antallet af solgte varebiler under 3500 kilo steg med 34,6% i år 2010, mens antallet af nye lastbiler faldt med 6,3%.

Samlet set på alle køretøjet blev der underskrevet 33,9% flere slutsedler i år 2010 i.f.t. år 2009.

Din vurdering:



Udsalg i Spanien og Portugal hos Desigual - gratis modetøj i Lissabon for at møde op iført undertøj

Det spanske tøjmærke Desigual har omkring 700 forretninger alene i Spanien.

Portugal er et af de største eksportmarkeder.

Se også: Billigt Zara modetøj i Portugal.

Desigual driver selv fire forretninger i Lissabon-området og har desuden små 100 forhandlere af det afslappede spanske modetøjs-mærke rundt omkring i Portugal.

Også i Danmark har det spanske brand et stort antal forhandlere, men ingen egne butikker.

Desigual blev grundlagt i 1984 på Ibiza af schweizeren Thomas Meyer og er et af de hurtigst voksende fashion brands i Europa.

Se mere om det spanske fashion brand Desigual (som betyder ulige på spansk).

Desigual tilbud til modige kunder i Spanien, Portugal og Holland
Som en del af udsalget jul/nytår 2011 har marketingsafdelingen hos Desigual fundet på at tilbyde gratis tøj til de 100 første kunder, der træder ind i udvalgte forretninger kun iført undertøj.

Nyheden om de delvis nøgne spanske udsalgs-kunder er allerede gået verden rundt.

Desigual shopping i Lissabon
Den 28. december 2010 åbnede udsalget i Lissabon.

Se også omtale af Lissabon-udsalget på The Telegraph.

De mest ivrige kunder i Desigual forretningen i Dolce Vita Tejo indkøbscenteret ved Lissabon var inviteret til at gøre som i Spanien – dvs. møde op i næsten ingenting.

Portugisere er generelt lidt mere tilbageholdende end de spanske naboer, men der dukkede alligevel en pæn flok unge op i badetøj/undertøj for at udnytte det usædvanlige tilbud.

De første ungersvende i køen ankom til Dolce Vita Tejo centeret kl. 1 om natten hele 8 timer før åbningstid kl. 09.00.

Barcelona og  Malaga Desigual udsalg 7. januar 2011
Er man frisk på nogen timers ventetid kun iført undertøj, har Desigual forretningerne i Barcelona, Marbella og San Sebastian i Spanien udsalg efter samme koncept fra kl. 09.00 den 7. januar 2011.

De første kunder får et sæt tøj gratis. Man kan få 2 stykker tøj bestående af bukser og top. De efterfølgende kunder kan forvente 50% rabat.

Sidst men ikke mindst: Desigual forbeholder sig ret til at fotografere og bruge billeder af de frysende kunder i markedsføringsøjemed.

Se mere om det usædvanlige Desigual udsalg (videooptagelse fra Soho i London fra efteråret 2010):

Din vurdering:



Påsketræningslejr i Portugal – danske atletikfolk rejser til Algarve i påsken 2011

Et stort antal danske atletikudøvere tager i påsken 2011 på træningslejr på Algarvekysten.

Turen arrangeres af atletik-klubben Sparta i København og vil også have deltagere fra andre klubbers elever på Team Copenhagen Elite Akademi og deltagere på DAF’s Talentudviklinghold.

Alfamar i Algarve
Træningslejren afholdes ifølge Sparta’s hjemmeside i perioden 16-30 april 2011 i Alfamar på Algarvekysten og koncentrerer sig om diciplinerne sprint/hæk, mangekamp, mellem/lang samt kast.

Alfamar kaldes også for Falésia Alfamar og ligger ved Praia da Falésia stranden, som er velkendt af danske charterturister.

Sparte har tidligere været på besøg i Alfamar, og det danske kvindelandshold i fodbold har ligeledes anvendt Alfamar som base ved deltagelse i Algarve Cup.

Fodboldklubberne OB og Brøndby spiller i øvrigt træningsturnering i Algarve i januar 2011.

Din vurdering:



Moms i Portugal, Madeira, Azorerne, England, Polen, Slovakiet og Letland per 1. januar 2011

2011 byder på betydelige stramninger i den portugisiske økonomi; herunder justering af øverste moms-sats fra 21 til 23 procent.

Også i andre europæiske lande stiger momsen.

Se også: Moms på pakkerejser solgt i Danmark fra 2011.

Momssats i Portugal fra 1. januar 2011
Moms (IVA) er fra 1. januar 2011 generelt 23% i Portugal.

Der findes dog stadig mere lempeligere momssatser.

I Portugal kan man komme ud for følgende momssatser fra primo 2011:

- sunde fødevarer pålægges fra 1. januar 2011 med 6% moms (IVA i Porugal) 

- restaurantbesøg og fødevarer, som ikke anses som usunde pålægges 13% moms i Portugal fra 1. jan. 2011.

Stigningen per 1. januar i Portugal omfatter kun øverste generelle momssats i Portugal (fastland).

Moms på Madeira og på Azorerne fra 1. januar 2011
Madeira og Azorerne, som har selvstyre, vil have følgende moms-satser fra 1. januar 2011:

- sunde fødevarer og andre essentielle varer: 4%
- Restaurantbesøg og andre fødevarer: 9%
- Generel momssats på Madeira og Azorerne: 16%

Moms-stigningen per 1. januar 2011 på Madeira og Azorerne repræsenterer en stigning på 1%-point for alle satser undtagen IVA for sund mad og andre essentielle varer, der også ultimo 2010 var på 4 %.

Moms i Europa per 1. januar 2011
I følgende lande stiger momsen:

  • Storbritanien (England) moms fra januar 2011 – 20% (tidligere momssats i 2010 var 17,5%)
  • Polen moms fra januar 2011 – 23% (tidligere polsk moms var 22%)
  • Slovakiet moms fra januar 2011 – 20% (tidligere moms i Slovakiet var 19%)
  • Letland moms fra januar 2011 – 22% (tidligere lettisk moms var 21%)
  • Schweiz moms fra januar 2011 – 8% (stigning fra oprindeligt 7,6% i 2010)

    I følgende lande stiger momsen ikke per januar 2011 – men er allerede blandt de højeste i verden:
  • Island – 25,5%
  • Danmark – 25% moms (ingen differentierede momssatser)
  • Norge – 25%
  • Ungarn – 25%
  • Sverige – 25%
  • Finland – 23% (men Finlands regering har foreslået en 2% stigning til 25% moms i 2011)

    I følgende lande i EU er momsen per 1/1 2011 stadig relativ lav:
  • Cypern moms – 15%
  • Luxembourg moms – 15%
  • Spanien moms – 18%
  • Tyskland moms – 19%
  • Holland moms – 19%

I alle EU lande med Danmark som undtagelse er der differentierede momssatser.

England har momsfritagelse på børnetøj og de fleste sunde fødevarer
Fødevarer og ofte også andre essentielle produktgrupper (eksempelvis børnetøj i England) er pålagt en lavere moms.

I England er den generelle momssats (VAT – Value added tax) for de fleste fødevarer og for børnetøj på 0% – dvs. ingen moms.

Omklassificering af visse fødevarer i Portugal
I forbindelsen med momsstigningen per 1. januar 2011 har den portugisiske regering ændret status for en række fødevarer og andre varer.

Ændringerne omfatter blandt andet chokolademælk, desertvarer med mælk og soja, juice-produkter og juice-koncentrater, ildsluknings-udstyr, medlemskab af fitnessklub, magasiner om sport og sportsaktiviteter, bøger og andre publikationer (men ikke aviser).

Disse varer bliver i 2011 pålagt med 23% IVA.

Din vurdering:



Nissan Leaf Årets Bil 2011 – de første Nissan Leaf til MOBI.E og Portugals regering er leveret i Lissabon

Nissan forventer sig meget af den nye Nissan Leaf, som allerede er kåret til Årets Bil i Europa 2011.

Nissan Leaf leveret til MOBI.E
Den første af fremtidens mange rigtige elbiler er en bil i VW Golf størrelse.

Nissan Leaf kan køre op til ca. 175 kilometer på en opladning og vil blive produceret i den europæiske version i Sunderland i England. Nissan Leaf bygges til at begynde med i Japan og senere også i USA.

Elbiler i Portugal
Virksomheds-konsortiet MOBI.E skal stå for at opsætte ladestationer til elbiler rundt omkring i Portugal.

Planer at der skal opsættes i alt 1375 standere til opladning i løbet af år 2011. Der er allerede sat 25 standere op, således af deltager-virksomhederne i MOBI.E kan anvende deres 9 nye Nissan Leaf biler.

Blandt de deltagende portugisiske virksomheder i MOBI.E konsortiet, som den 22. december fik leveret en ny NIssan Leaf, finder man EDP, Efacec, Critical Software, Siemens og Martifer.

Portugals regering kører elbil
Én af de 10 første Nissan Leaf elbiler biler leveret i Europa til en virksomhed, går forløbig på lån til Portugals regering.

Portugals premierminister José Sócrates var med til præsentationen af de nye elbiler i Lissabon. 5 af bilerne blev leveret i den typiske Nissan Leaf lyseblå farve, mens de resterende 5 er råhvide.

Portugals regering har gennem de sidste 3 år støttet gennemførelsen af det omfattende projekt, som med tiden vil medvirke til at omdanne en stor del af den portugisiske bilpark til elbiler.

For Portugal er elbiler en oplagt måde at spare på den dyre import af olie og olieprodukter. Portugal har ingen egen olieproduktion, men har til gengæld via målrettet indsats foretaget én af Europas mest målrettede satsninger på vindkraft. Hertil kommer at vandkraft i Portugal også genererer en anseelig andel af landets energiforbrug.

En del af batterierne anvendt i den nye 2011 Nissan Leaf vil blive produceret i Portugal; nærmere bestemt i industriområdet ved Cácia tæt på byen Aveiro.

Se tidligere artikel om Nissan Leaf.

Omfattende standardudstyr i Nissan Leaf
En Nissan Leaf har navigationssystem med angivelse af nærmeste ladestationer som standard.

Der er også klimaanlæg, der ved brug dog forkorter bilens aktionsradius en smule.

Nissan Leaf kommer desuden med stereo, multifuktionsrat, fartpilot og elruder som standard. Bagagerummet rummer 320 liter – ca. det samme som en BMW 1-serie og en anelse mindre end en VW Golf.

Nissan Leaf har fin plads til 5 personer. Batterierne ligger i bunden af bilen. De lidt usædvanlige bremser er nok den mest væsentlige forskel ved kørsel i en Nissan Leaf i forhold til i ‘normale’ biler.

Ved anvendelse af bremserne oplades bilens batterier. Dette bevirker dog at den rigtige doseringen af tryk på bremsepedalen, indtil man er vant til at køre Nissan Leaf, kan være lidt vanskelig.

Nissan Leaf har i øvrigt som på alle andre elbiler standard automatgear. Accelerationen er frisk om ikke sportvognsagtig med ca. 12 sekunder fra 0-100 km/t.

Alle 2011 Nissan Leaf biler vil som udgangspunkt have præcis det samme udstyr i alle lande i Europa.

Køb en Nissan Leaf
De første lande, hvor man som privatperson kan købe en Nissan Leaf i Europa bliver Portugal, Irland, Storbritanien og Holland. Senere følger de øvrige europæiske lande.

I Japan og USA har kunder allerede i 2010 kunne bestille den nye elbil.

Prisen i Portugal er 29.955 euro for den nye Nissan Leaf. Den portugisiske regering giver 5000 euro i tilskud (som er fratrukket) til de første 5000 Nissan Leaf biler solgt i Portugal.

Man kan allerede fra december 2010 reservere den nye elbil. For 300 euro (som kan refunderes) er der mulighed for at komme først i køen, når der i januar 2011 åbnes for modtagelse af ordrer. Se mere på Nissan Leaf siden hos Nissan i Portugal.

I England vil Nissan Leaf koste 23.990 pund (plus 5000 pund i støtte fra den britiske regering – allerede fratrukket).

Herunder video med Top Gear’s tidligere ‘tame racing driver’ Ben Collins, som tester en Nissan Leaf.

Priser på Nissan Leaf i Danmark
Nissan Leaf kommer til Danmark i sommeren 2011.

Prisen for den nye Nissan Leaf i Danmark forventes at blive omkring 300.000-350.000 kroner lidt afhængig af den danske regerings beslutninger på området.

NIssan i Danmark forventer at kunne sælge ca. 300 Nissan Leaf elbiler i 2011.

Herunder video fra Lissabon med de 10 første virksomheds-indkøbte Nissan Leaf i Europa:

Din vurdering:



Nytårsaften 2011 i Lissabon - oplev fyrværkeri og nytårsshow på Praça do Comercio

Nytårsaften 2011 kan i Lissabon opleves på Praça do Comercio - den nyrenoverede plads i Lissabon, der også kaldes Terreiro do Paço.

Bystyret i Lissabon står også i 2010 / 2011 som arrangør af festlighederne på Praça do Comercio der starter kl. 22. den 31. december.

Ud over et stort fyrværkeri kl. 24 kan man også opleve koncerter med populære portugisiske bands. Hovednavnet til nytårsfesten i Lissabon er rockbandet Xutos & Pontapés, der har 30 års jubilæum. Xutos & Pontapés betegnes som Portugals største rockband. Desuden kan man opleve bandet "A fúria do açucar contra ataca".

Årets fyrværkeri show i Lissabon skulle for øvrigt blive ekstra spektakulært og innovativt suppleret af et lys- og musikshow i en svimlende sekvens af bevægelse, lys og fyrværkeri udviklet af Grupo Luso Pirotecnia.

Traditionelt er nytårsaften i Lissabon et stort tilløbsstykke og menneske-mængden på pladsen Praça do Comercio kan være ret overvældende.

Praça do Comercio (som på mange kort fortsat er angivet som Terreiro do Paço) ligger i Baixa området tæt på Tejo-floden.

Video af fyrværkeri i Lissabon

Din vurdering:



Saxo Bank stævnet af det portugisiske finanshus Fortune

Sagen om Saxo Banks påståede uregelmæssigheder i afvikling af CFD'ere (Contract For Difference) startede i foråret 2010.

Saxo Bank stævnet ultimo december 2010
Den portugisiske kundes danske advokat Ole Sigetty fra advokatfirmaet Nemeth & Sigetty har i december 2010 afleveret stævning til retten i Lyngby mod Saxo Bank.

Fortune stiller krav om erstatning på 10,6 millioner euro for såkaldt ‘front running’, som Fortune mener Saxo Bank har praktiseret.

Se mere om CFD Trading med Saxo Bank.

Det er Fortunes opfattelse at Saxo Bank har stillet ringere kurser til rådighed og desuden i nogen tilfælde har behandlet finanshusets handler manuelt, hvor der var blevet lovet en automatisk køb/salg process.

På dén måde, mener Fortune, har Saxo Bank fået en kursfordel, som har resulteret i tab for Fortune.

Saxo Bank tilfreds med stævning
Fra Saxo Bank’s side afviser man beskyldningerne og udtrykker tilfredshed med at sagen går videre til retten.

Det er ikke første gang at Saxo er involveret i sager med utilfredse kunder.

Saxo Bank tvister i 2010
Tidligere i 2010 fik Saxo Bank nedlagt fogedforbud mod en anden prominent kunde; svensk-liberneseren Charbel Nader, som havde udtalt sig i kritiske vendinger om banken. Se artikel på EPN.

I en verserende sag er det ikke tilladt for finansielle virksomheder at tage til genmæle om kundeforhold.

En dommer i Sverige gav Saxo Bank ret i at kundens stærke utilfredshed og heraf følgende kommentarer i offentligheden kunne være skadelige for banken, og at kunden derfor måtte afvente sagens udfald ved en domstol.

Den ambitiøse danske investeringsbank blev i december 2010 omtalt i forbindelse med en sag i Australien, hvor Saxo Bank efter en dommers mening måske forsøger at påvirke sagen mod én af sine tidligere samarbejdspartnere, der er gået konkurs.

Saxo Bank har desuden været nævnt i forbindelse med russiske mafia-grupperingers hvidvaskning af penge. Se også Berlingske Business fra april 2010

Din vurdering:



Lissabon hoteller med 5 stjerner – sammenligning af billigste topklasse hoteller i Portugals hovedstad

I december 2010 udgaven af The Hotel Price Index er Lissabons 5-stjernede hoteller blandt de absolut billigste.

Hoteller med 5 stjerner for 150 US$
Kun i to andre europæiske hovedstæder kan man finde lavere priser for 5-stjernet luksus.

I Warszawa, Polen og i Tallin, Estland kan man for 150 US$ bo på 5-stjernet hotel.

150 dollars i Lissabon rækker i snit til 4,8 stjerner.

Længere nede på listen finder man:

  • Budapest, Ungarn med 4,7 stjernet hotel for 150 US dollars.
  • Prag, Tjekkiet med 4,6 stjerner for 150 US dollars
  • Dublin, Irland med 4,4 stjerner for 150 dolars
  • Berlin med 4,3 stjerner i gennemsnit for 150 dollars
  • Madrid med 4,2 stjerner for 150 dollars

Et 5-stjernet hotel i København koster som regel langt mere end 150 dollars. Denne pris giver i snit kun 3,4 stjerner i København på linje med hoteller i Barcelona og Amsterdam.

Oslo er det suverænt dyrere sted at overnatte i Europa på hotel i 5-stjernet komfort med gennemsnitligt kun 1,9 stjerner til rådighed for 150 US$.

Lissabon hoteller med 5 stjerner
En del af Lissabons topklasse hoteller er dyrere end de 150 dollars (ca. 840 kroner) per overnatning.

I gennemsnit kostede et dobbeltværelse på 5-stjernede Lissabon hoteller 155 dollars i sommeren 2010. Det er 12% mindre end i Hotel Price Index 2009 undersøgelsen.

Herunder et udvalg af Lissabons prisbillige 5-stjernede hoteller, hvor man ofte kan finde et dobbeltværelse til priser fra 700-850 kroner per nat:


Corinthia Hotel i Lissabon – 5 stjerner
Corinthia Hotel Lisboa ligger tæt på zoologisk have, Amoreiras shopping centeret, Praça de Espanha metro-stationen, Lissabons berømte aquadukt og Calouste Gulbenkian kunst-museet.

Man kan ikke gå ind til centrum fra Hotel Corinthia, men bydelen São Domingo de Benfica er rig på små hyggelige restauranter og med metroen er man i Lissabons centrum i løbet af 10 minutter.

Corinthia er et stort 5-stjernet hotel med 518 værelser (de øverste etager kan kun nås af gæster med nøgle). Hotel Corinthia er meget populært blandt forretningsfolk.

Man kan ofte finde særdeles gode tilbud på Corinthia, der også byder på stort Melo Spa, fitnessrum, indendørs opvarmet pool (hele året), spinning room og mange andre luksuriøse services for hotellets gæster.

Corinthia Hotel i Lissabon lokker ofte med priser helt ned til 70-80 euro for en overnatning i dobbeltværelse.

Se aktuelt tilbud på overnatning på Corinthia Lisboa hotellet.


Eurostars Das Letras Hotel i Lissabon – 5 stjerner
Det relativt ukendte Hotel Eurostars Das Letras ligger i et godt område i det centrale Lissabon tæt på shopping-gaden Avenida da Liberdade og i øvrigt lige ved siden af Den Danske Ambassade i Lissabon.

Fra Eurostar Das Letras er der et par minutter til fods til metrostationen Avenida på den brede Avenida da Liberdade, men man kan sagtens gå de omkring 10 minutter ind til Rossio og Baixa i hjertet af Lissabon.

Hvert af de 107 værelser er dedikeret til en international berømt forfatter. Der findes blandt andet et Fernando Pessoa værelse, et William Shakespeare værelse, et James Joyce værelse, et José Saramago værelse, et Miguel de Cervantes værelse osv.

Priserne på Hotel Eurostars Das Letras er normalt høje (200-400 euro per nat), men ind imellem er der virkelig gode tilbud på dette eksklusive designer-hotel i Lissabon. Vi har set priser på under 100 euro for et dobbeltværelse.

Der er fitness center og sauna på dette luksushotel i ét af Lissabons mest eftertragtede områder.  Se aktuelle priser på Hotel Das Letras Lisboa.


Sheraton Lisboa Hotel – 5 stjerner
Det imponerende Hotel Sheraton i Saldanha området i det nordlige Lissabon er blandt de mest prestigefulde Lissabon hoteller.

På øverste etage finder man Panorama Pianobar, som ved aftenstide har den måske bedste udsigt over Lissabon overhovedet.

Se mere om udsigter fra Lissabon-hoteller.

Sheraton Lisboa Hotel er en dyr fornøjelse, men man kan være heldig i lavsæsonen at finde et dobbeltværelse på dette Lissabon luksushotel fra omkring 120 euro per nat.

Der er alskens luksus-faciliteter på Sheraton Lisboa herunder fitness, spa, stor udendørs swimming pool og meget mere. Bemærk at adgang til pool-området og spa-centeret koster ekstra. Internet/wifi på værelset er også ekstra 19 euro per døgn (per januar 2011).

Man kan godt gå ind til midtbyen i Lissabon fra Sheraton hotellet. Det tager 15-20 minutter. De fleste tager en taxi – de holder lige uden for døren, og metrostationen Picoas er også lige rundt om hjørnet.

Se aktuelle priser for ophold på Sheraton Hotel Lisboa (opdateres).


Tivoli Lisboa Hotel – 5 stjerner

Hotel Tivoli Lisboa ligger på Avenida da Liberdade ikke så langt fra Hotel Eurostar Das Letras.

Det kendte Tivoli Lisboa er tættere på midtbyen; faktisk kun 5 minutter til fods til det centrale Baixa område.

Hotellet har udendørs swimming-pool, som er åben hele året. Gæsterne på Tivoli Lisboa kan frit anvende fitness center og swimming pool.

Priserne på overnatning på dette velestimerede Lissabon Hotel er sjældent under 150 euro for et dobbeltværelse, men man kan dog være heldig at finde værelser på tilbud til 120-130 euro. Om sommeren er det ofte væsentligt dyrere med mindre man booker tidligt.

På øverste etage af Tivoli Lisboa Hotel er der indrettet en stor tagterrasse med udendørs bar.

Se aktuelle priser på overnatning på Tivoli Hotel Lisboa.

Din vurdering:



Pakkerejser med moms fra 1. januar 2011 – charter- og pakkerejser stiger med 50-200 kroner

Blandt de nye love i Danmark, der træder i kraft per 1. januar 2011, er en øget beskatning af danske rejsebureauer med pakkerejser på programmet.

En pakkerejse, hvor sælger har en fortjeneste ved at sætte rejsen sammen, vil fra og med det nye år blive pålagt moms.

Se også: Pakkerejser til Azorerne.

Kun moms af fortjeneste på pakkerejser
Momsen på de 25% vil dog kun blive pålagt rejsearrangørens fortjeneste.

Fra branchen har der været nævnt tal fra 50 til 200 kroner per rejse i moms fra år 2011. For dyrere rejser vil der dog sandsynligvis kunne blive tale om større beløb.

Momsbeløbet vil i øvrigt ikke kunne ses på kundens regning, idet rejseselskaberne ikke er forpligtigede til at oplyse momsen overfor kunden.

Der vil kun blive beregnet moms af pakkerejser, hvor flere services indgår; eksempelvis transport og overnatning.

Nogen mindre rejseselskaber har annonceret at ville oplyse momsbeløbet.

Se også: Nye moms-satser i Europa per januar 2011.

Svært at opgøre fortjenesten for rejsearrangører
Momsen vil være opgjort på grundlag af en såkaldt beregnet fortjeneste, som i rejsebranchen ikke altid er så let at opgøre helt præcist, før gæsterne er kommet hjem igen.

For rejsebranchen betyder de nye regler at kunderne alt andet lige kommer til at betale en lidt højere pris for en pakkerejse.

Samtidig får rejsearrangørerne mulighed for at fratrække den indgående moms i den udgående moms på ydelser indkøbt i Danmark, hvilket til dels vil udligne den negative effekt.

Eksempelvis vil rejsebureauer kunne fratrække moms af udgifter til annoncering i Danmark fra år 2011.

Meget billige pakkerejser i 2010-2011
Der har i 2010 været en tendens til øget priskonkurrence i rejsebranchen.

Samtidig er flybilletter, som bestilles i god tid i forvejen, stadig meget billige.

Pakkerejser til Portugal
I Portugal kan en pakkerejse ofte betale sig for kunden, som følge af at rejsearrangøren har bedre priser hos hoteller, flyselskaber og tour-opratører.

Ind imellem er det dog muligt selv at finde meget billige hoteller i Portugal.

Har man samtidig mulighed for at booke en billig flybillet, kan fordelen ved at bestille en samlet pakkerejse være stærkt begrænset.

Se også prissammenligning af pakke-rejse hos Norwegian.

Din vurdering:



Shopping i Lissabon - udsalg i Portugal skudt igang 28. december – lavere juleomsætning i 2010

Vinter-udsalget i Portugal begyndte den 28. december 2010.

Se også: Nye Tommy Hilfiger forretninger i Portugal.

Udsalg to gange årligt i Portugal
I Portugal har forretninger lov at have udsalg fra 28. december til 15. februar efter jul (jule-udsalg) samt fra 15. juli til 15. september om sommeren (sommer-udsalg).

Resten af året er det naturligvis også tilladt for forretninger at sætte varer ned i pris.

Saldos, Promoções eller Liquidações
Er man på jagt efter gode tilbud i Portugal, skal man holde øje med ordene Saldos, Promoções og Liquidações i shopping-gadernes butiksvinduer.

Pris-reduktioner uden for de officielle udsalgs-perioder må ikke kaldes udsalg (saldos på portugisisk), men kan istedet eksempelvis omtales som promoções eller liquidações – på dansk promotions/tilbud eller ophørsudsalg.

Ordet Oferta (tilbud) anvendes også i udsalgs-sammenhæng, men indikerer ikke nødvendigvis en prisnedsættelse. Der gør desconto (rabat) derimod. I Portugal er det ikke usædvanligt at der tilbydes 40-70% rabat på en lang række varer i udsalgsperioderne.

Ikke alle forretninger i de forskellige shopping centre starter nødvendigvis udsalg samtidigt, men i eksempelvis Freeport Factory Outlet er juleudsalget 2010 igang per 28. december.

Regler for udsalg i Portugal
På udsalgsvarer (juleudsalg/vinterudsalg og sommerudsalg) skal det fremgå, hvad varen oprindeligt kostede.

En vare købt under udsalg kan normalt ikke byttes, men garantien gælder som på alle andre varer.

Går man på shopping i Lissabon eller i andre store byer i Portugal i udsalgsperioden, bør man væbne sig med tålmodighed eller eventuelt være tidligt oppe. Portugiserne strømmer ind i shopping-centrene fra omkring kl. 11.30 og bliver der gerne hele dagen med store parkerings-problemer til følge.

De første par timer af åbningstiden er der til gengæld ofte relativt stille, idet de fleste portugisere ofte ikke når at komme så tidligt ud af døren.

Portugiserne holdt spare-jul i 2010
De foreløbige meldinger fra Lissabons handelsstandsforening tyder på at jule-salget 2010 kommer til at ligge under 2009 niveau.

Blandt de største shopping-magneter til udsalget omkring Lissabon finder man:

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »