Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Efterårsferie er Lissabon-ferie

Hold efterårsferie i Lissabon (uge 42).

Lissabon er efter sigende en af verdens smukkeste storbyer. Men kigger du efter i krogene eller bevæger dig uden for de turistdominerede områder, får du en helt anden oplevelse af Lissabon.

Lej bil i Lissabon Lufthavn

Byen er ekstrem kontrastfyldt. Ved første øjekast ser du de smukke hoteller, der rejser sig så højt øjet kan række, men ved siden af står en faldefærdig bygning, der egentligt hører hjemme i et slumkvarter. Men dér, der bor de lokale.

Det er utrolig spændende at bevæge sig ned gennem de smalle, snørklede gader og opleve de lokales hverdag og den specielle atmosfære.

Lissabons sporvogne
Det skramler og hyler, når den passere hjørnet, og dér ser man den - som taget ud af en gammel film. Sporvognen.

Sporvogn Lissabon

Sporvognene er Lissabons varemærke og er næsten svarende til Eiffeltårnet i romantikkens by, Paris.

Når du hopper ombord på en sporvogn, vil du blive taget med på en rejse gennem Lissabons seværdigheder.

Et hvin fra sporvognen indikerer et stop og en kæmpe menneskemængder myldrer ind i vognen, indtil der er propfyldt med lokale og turister.

De rumlende sporvogne fører dig gennem de bumblende, smalle og stejle gader mellem de skæve og ukurante huse, hvor vasketøjet blafrer fra balkonerne.

Husk at holde på hat og briller. Det er nemlig ikke altid let at gennemskue, hvornår chaufføren stopper og starter vognen. Sporvognene bliver igangsat med et ryk, mens chaufføren hiver i håndtaget og drejer på jul.

Sporvognene er den mest effektive måde at komme rundt på i Lissabon - og dette er lommetyvene også klar over, så pas på dine værdier, særligt hvis du rejser til Lissabon i efterårsferien (uge 42) eller i sommermånederne.

Sporvognene har været det mest ideelle transportmiddel i Lissabons små gader siden 1873, hvor den første sporvogn blev sat i aktion. Dog har sporvognene været elektriske udgaver siden 1901.

Der var hele 27 linjer i midten af 1950’erne, men i dag er der kun fem af linjerne tilbage.

Arco da Rua Augusta - Lissabons triumfbue
På Arco da Rua Augusta ligger pladsen Praca do Comercio, som er blandt Europas største pladser.

Triumfbuen Lissabon 

Besøg Lissabons triumfbue og få fortællingen om triumfbuens historie - fra den første sten blev lagt efter Lissabons jordskælv i 1755 til det færdige byggeri i 1875. Tag elevatoren og få en smuk udsigt over den enorme plads Praca do Comercio, Baixa og Sé katedralen.

Lad dig forføre af Celestin Anatole Calmels' skulpturer og andre historiske personligheder som Vasco da Gama, der er blevet skabt af Victor Bastos.

Den smukke plads Praca do Comercio er omgivet af paladser på tre af siderne og den fjerde side skråner ned mod floden Rio Tejo. Ved floden er der ofte levende musik og folk, der nyder en kold øl eller en forfriskende is på 'trappen', der fører ned mod Rio Tejo. I midten af Praca do Comercio ses rytterstatuen af Kong José 1.

Billige flybilletter til Lissabon

Udsigtspunkter i Lissabon
Oplever du Lissabon i efterårsferien til fods, vil du hurtigt opdage, at byen er fyldt med bakker - og massere af slagsen. Lissabon er bygget på syv høje, hvilket giver - udover ømme og trætte lægmuskler - en masse flotte udsigtspunkter.

Elevador de Santa Justa
Skån dine stakkels lægmuskler og tag 32-meter tættere på himlen på få sekunder med elevatoren i hjertet af Lissabon.

Santa Justa

Når du når toppen, kan du lade blikket panorerer over Tejo-floden og Baixa-kvarteret tage.

Det særprægende transportmiddel er opført af Raul Mesnier du Ponsard, der var elev hos den verdensberømte tårnkonstruktør Gustave Eiffel, der er manden bag Eiffeltårnet i Paris. Find elevatoren på Rua da Ouro/Rua do Carmo.

Castelo de Sao Jorge
Besøger du Castelo de Sao Jorge borgen, vil du opleve den smukkeste udsigt.

Castelo de Sao Jorge

Du får udsigt over byens tage, Tejo-floden, den store Kristus-figur og 25. Abril broen (den røde bro). Ponte 25. de Abril ligner tilnærmelsesvis den ikoniske Golden Gate Bridge ved San Francisco.

Belem
I den skønne by Belem finder du en række historiske og betydningsfulde perler. Fantastiske parker, havnepromenade og spændende attraktioner. Seværdighederne i Belem byder på muséer, kloster, kulturcenter, præsident residens m.m. Holder du efterårsferie i Lissabon, er Belem et besøg værd!

Belem overview

Jerominos klosteret Belem
Jerominos kloster går også under navnet Mosteiro dos Jeronimos. Jerominos kloster er et glimrende eksempel på Portugals storhedstid. Det udsmykkede gotiske kloster huser både over klosterbygninger, en række kongegrave, sarkofager og en overdådig kirke.

I kirken står sarkofagen med Vasco da Gama (1469-1524), der fandt søvejen syd om Afrika til Indien tilbage i 1498. Klosteret blev opført i 1502 af Kong Manuel I. Adressen er Praco do Imperio.

Præsidentpaladset i Belem
Under din efterårsferie/ferie i Lissabon kan du også aflægge præsidenten et besøg. Eller i hvert fald præsidentpaladset, Palacia de Belem.  

Præsidentpaladset går også under navnet Det Lyserøde Palads, grundet sin lyserøde facade. Tidligere var paladset kongeslottet, men senere blev det omdannet til et hospital og i dag fungerer Palacia de Belem, som residens for den portugisiske præsident.

Torre de Belem - Belem tårnet
Et stenkast fra Jerominos kloster finder du Torre de Belem, der kan oversættes til Belem tårnet.

Torre de Belem 

Belem tårnet er det iøjnefaldende fort, der var en central del af forsvaret. Området har stor historisk betydning og den enestående militærarkitektur har sendt den velbesøgte seværdighed Belem tårnet på UNESCOs verdensarvsliste.

Bevæger du dig ind i Belem tårnet og helt op på toppen, har du en skøn panoramaudsigt over havet og dele af Belem by. Tårnet blev designet i 1514.

Monument for de Opdagelsesrejsende Belem
Går du langs Tejo floden kommer du til Monument for de Opdagelsesrejsende (Padrao dos Descobrimentors).

Monoment for opdagelsesrejsende

På siden står der en række af Portugals nobilis med Infante D. Henrique (Henrik Søfareren) i spidsen. Henrik Søfareren, der levede fra 1394-1460, er kendt for at være manden bag de første portugisiske opdagelsesrejser.

I 1420 opdagede han Madeira, Acorerne blev tilføjet til listen i 1427 og Kap Bojador i 1434. Foruden Kap Verde i 1450'erne, i 1455 Kap Vert, Gambia River året efter og Kap Palmas ved Liberia i 1460.

Det er Henrik Søfarerens fortjeneste, at man i årene efter hans død, sejlede syd om Afrika og fandt søvejen til Indien.

Foruden at igangsatte udforskningen af verdenen, ændrede Henrik Søfareren verdenskortet ved at etablere en navigationsskole, der skulle uddanne astronomer, skibsbyggere og kartografer.   

Til trods for Henrik Søfaren ikke var en del af ekspeditionerne, er han en mændene bag Portugals koloni imperium. Monumentet blev bygget i 1960.

Bo i Alfama Lissabon i efterårsferien

Pasteis de Belem
Når du besøger Lissabon, må du endelig ikke gå glip af den berømte kage pasteis de nata.

Pasteis de Nata  

Pasteis de nata er Portugals mest berømte kage og er lavet på en hemmelig opskrift. I Belem ligger det berømte bageri Pasteis de Belem, og her kan du smage den lune kage med den vidunderlige creme. Antiga Confeitaria de Belem ligger på Rua de Belem nr. 84-92.

Hvor går man i byen i Lissabon?
Er du en af de heldige, der skal på en uges efterårsferie i Lissabon? Bairro Alto, Alcântara, Docas, EXPO-området og Pink Street er svaret på den gode bytur. Her er der barer, diskoteker og fado-klubber ikke en mangelvarer.

Bairro Alto

Alcântara/Santos er karakteriseret ved din livlige stemning og sine utallige natklubber, men der er dog også mulighed for at nyde en drink i mere afslappende omgivelser.

Bairro Alto/Chiadao er et hit blandt de fleste. Her forvandler gaderne sig fra restauranter og caféer om dagen til barer og diskoteker om natten.

I Docas (Doca de Santo Amaro), der er et af de mest livlige steder at gå i byen i Lissabon, vil du få en mindeværdig bytur. Forstil dig et væld af restauranter, barer, caféer og diskoteker, der ligger tæt ved den smukke Tejo-flod ved lystbådehavnen.

Expo-området, der ligger et stenkast fra midtbyen er endnu et alternativ. På Parque das Nacoes finder du et hav af trendy barer, restauranter og et par enkle diskoteker, der ligger lige ned til vandet og tæt ved Oriente Stationen.

Rua Nova do Carvalho (nuværende Pink Street) var tidligere det glemte område, der var fyldt med snuskede bordeller og skumle sidegader med stripklubber. Men Rua Novo Carvalho har fået en overhaling og er nu blandt 12 ’Favorite Streets’ i Europa ifølge New York Times.

I 2011 blev det slumagtige kvarter forvandlet til hoteller, lejligheder, caféer, butikker, barer og restauranter og vejen blev malet pink - deraf navnet Pink Street. Pink Street er nu blevet en sikker vinder, der sikrer en vellykket bytur.

Vejret i Lissabon
Med mere end 3000 årlige solskinstimer, er du næsten garanteret en solrig ferie, såfremt du rejser til Lissabon i foråret, sommeren og efteråret.

Lissabons vejr er påvirket af Golfstrømmen, der sørger for, at varmen sjældent bliver ubehagelig, som den hurtigt kan blive i andre storbyer på samme længdegrad.

Streets of Lisbon

Den årlige mængde nedbør er 600 mm. fordelt på 100 dage - primært fra oktober til marts.

Fra slutningen af maj starter Lissabons sommer. Her er mængden af nedbør minimal, antallet af solskinstimer stiger og temperaturen øges.

Vejret i oktober Lissabon har behagelige temperature og omkring 8-9 dage med regn.

Den gennemsnitlig max. temperatur er på 22 grader og minimum 14 grader, mens vandtemperaturen stadig indbyder til en strandtur. Ønsker du en kombination af badeferie og storbyferie i efterårsferien, vil Lissabon være det oplagte valg.

Holder du efterårsferie i Lissabon, kan du se frem til et solrigt vejr uden regn.

· Mandag d. 12 oktober: 26 grader med solskin

· Tirsdag d. 13. oktober: 24 grader med solskin

· Onsdag d. 14. oktober: 24 grader men overskyet

· Torsdag d. 15. oktober: 19 grader med kombination af sol og skyer.

· Fredag d. 16. oktober: 23 grader og overvejende overskyet

· Lørdag d. 17. oktober: 23 grader og solskin

· Søndag d. 18. oktober: 23 grader og solskin

Vejrudsigten er fra AccuWeather.com d. 2. oktober kl. 10.00

Din vurdering:



Lissabon - et fashionabelt mødested

Portugal er måske ikke det første land, man kommer i tanke om, når man snakker om mode og i særdeleshed modeuger.

Det vil nærmere være ’the big four’ - New York, London, Milano og Paris. Lissabon er blandt en af de mange byer, der konkurrerer lige bag de store fire.

Portugal har længe været respekteret for sin produktion af tøj, sko og tilbehør.

Portugal er stadig ét af de foretrukne lande at fremstille tøj i blandt mange europæiske mode- og luksus brands

Portugisiske virksomheders høje kvalitetsniveau, lave produktionsomkostninger og vilje til at bearbejde mindre ordrer er indenfor attraktiv rækkevidde for mange af de uafhængige europæiske designhuse.

Lissabon er også særligt populær blandt kunstnere, designere, innovatorer og entreprenører - det er lyset, livstilen og de lave leveomkostninger, der tiltrækker de kunstneriske og kreative sind.

Det er dog ikke kun Lissabon, der er populær hvad mode angår. Comporta - Portugals svar på the Hamptons, har i mange år fungeret som lege- og arbejdsplads for mange insidere i Paris’ modeverden.

ModaLisboa SS16

Specielt på denne tid af året summer modeverden - det mærkes i særdeleshed i september og oktober måned - ikke kun i Lissabon, men verden over. September er et af modeårets højdepunkter; modemagasinernes september udgaver udkommer i opslag så tykke som telefonbøger og indeholder alle sammen sæsonens looks og must-haves, sammen med highlights fra de store modeuger, der er blevet afholdt sidst i september.

d. 9.-11. oktober finder ModaLisboa SS16 sted - Lissabons modeuge, hvor næste års forårs- og sommerkollektioner bliver fremvist. Her vil unge såvel som mere etablerede designere vise deres designs frem. Designerne er både nationale designere, men der er også mange udenlandske designere i blandt, hvoraf mange har valgt at kalde Lissabon for deres hjem.

LisboaMode SS16 

Din vurdering:



Nyt luksushotel i Estoril på Lissabonkysten

InterContinetal Hotels and Resorts, IHG’s luksus brand har netop slået dørene op til et nyt hotel på Lissabonkysten - faktisk det første hotel på Lissabonkysten.

Det nye InterContinetal Hotel huser over 59 værelser og to suiter med udsigt over Atlanterhavet, en udendørs swimmingpool, afstressende spa og moderne fitnessfaciliteter, foruden en smagfuld restaurant, flot privat have og et mødelokale.

Annonceringen af InterContinetal Estoril kom blot få måneder efter åbningen af InterContinetal Lissabon.

Foruden hotellet i Lissabon, har InterContinetal også et hotel i Porto (Palacios Das Cardosas), og derfor er InterContinetal Estoril det tredje InterContinetal Hotel i Portugal.

Billige flybilletter til Lissabon

InterContinetal Estoril beliggenhed
Hotellet ligger på den 'portugisiske riviera', der også kaldes 'coast of kings', nærmere betegnet ca. 27 km vest for Lissabon i en af de mest populære turistdestinationer, Estoril. Ønsker man at udforske Lissabon, ligger hotellet kun et stenkast fra togstationen.

Tæt på Estoril finder man den charmende kystby Cascais. Med udgangspunkt i Cascais kan man aflægge visit på den verdensberømte surferstrand Guincho, der er et paradis for surf og andre vindsportsentusiaster.

Bevæger man sig mod Sintra, kan man lade sig forføre i de romantiske og eventyrlige omgivelser. Bjergene rejser sig helt op til skyerne og byder på fortryllende slotte, skæve forretningsgader og ægte portugisisk kunsthåndværk.

Andre nye luksushoteller i Lissabon

Hvem er InterContinetal Hotels & Spa?
InterContinetal er en af verdens førende hotelkæder.

Med mere end 180 hoteller verden over og mere end 50 hoteller på udviklingsporteføljen, er InterContinetal Hotels & Resorts det største globale luksus brand. Faktisk er InterContinetal mere end dobbelt så stort, sammenlignet med et hvert andet globalt luksus brand.

Din vurdering:



Nyeste meningsmåling 28/9 fra Portugal giver lille sandsynlighed for flertalsregering

Med udgangspunkt i en TVI meningsmåling fra 28. september 2015 ser det ud til at PS står til at blive taberen, hvis man tæller forventede mandater.

Til gengæld ser PS ud som det mest sandsynlige parti til at kunne opnå flertal for sin politik.

Der tegner sig med andre ord et særdeles mudret billede af et sandsynligt valgresultat i Portugal. Valget afholdes 4. oktober.

PS-socialisterne og den siddende regeringskoalision står til samlet at få godt halvdelen af stemmerne. Ingen partier eller koalisioner ser ud til at kunne få tilnærmelsesvis flertal, som med Portugals valgsystem ofte er en realitet med 42-45% af stemmerne.

Det er problematisk for begge midter-lejre i portugisisk politik, som normalt på skift regerer landet.

Stemmetallene i meningsmålinger var følgende:

- regeringskoalisionen PSD/CDS-PP – 29,8%
- PS-socialisterne                                 25,3%
- CDU (kommunister/grønne)                7,2%
- Venstreblokken BE (som SF i DK)      5,9%
- Andre mindre partier                            3,1%
- Mangler at beslutte sig                       21,4%

Selv om de ubesluttede vælgere muligvis ender med at fordele sig ligeligt mellem regeringskoalisionen og PS, og selvom mange af stemmerne på de mindre partier muligvis er spilt, er der en stor sandsynlighed for at hverken regeringen eller PS-socialisterne vil kunne regere uden opbakning fra mindst ét af de meget venstre-orienterede partier.

Dermed er der lagt op til en PS mindretalsregering, som muligvis skal leve på både BE og kommunisternes nåde.

Din vurdering:



Rejseguide Funchal - værd at se i Funchal

Det grå guld er fan af Madeira! Men sandheden er, at der er aktiviteter for alle aldersgrupper i Funchal.

Den fortryllende blomsterø med betagende natur er helt sikkert et besøg værd.

Flybilletter til Funchal

Når man besøger Madeira, kan man med fordel bo i hovedstaden Funchal.

Se mere om Funchal

Ronaldo Museum
Til Ronaldofansene ligger der i Funchal ét af Cristiano Ronaldos museer.

Her kan man udforske Ronaldos barndomsliv, karriere og privatliv og komme helt tæt på stjernen.

Ronaldo

Cristiano Ronaldos CR7 Museum i Funchal blev etableret tilbage i 2013. På de 400 kvadratmeter kan man udforske de 170 pokaler, iagttage billeder der skildrer Ronaldos karriere, se videoer og beundre de imponerende voksstatuer.

Endvidere kan man lade blikket panorerer over Ronaldos Golden Shoes 2007/2008, Golden Ball 2008, Golden Shoes 2010/2011, Golden Ball 2013, Golden Shoes 2013/2014 og Golden Ball 2014.

CR7 Museum har åbent alle dage med undtagelse af søndag og helligdage. Entreprisen er 5 euro, og børn under 10 under kommer gratis ind.

Ronaldos C7 Museum ligger på Princesa Dona Amelia N 10, 9000-019 Funchal, Portugal.

Mercado dos Lavradores
Det livlige marked Mercado dos Lavradores betyder Landmændenes marked.

Mercado dos Lavradores

Her bydes der på alt fra friske fødevarer, smagfulde vine og farverige blomster til traditionelt kunsthåndværk fra blomsterøen Madeira.

Endvidere kan man udforske portugisiske specialiteter i fiskeafdelingen, hvor man blandt andet kan købe Espada sværdfisk og en masse andre særprægede fiskearter.

Mercado dos Lavradores er placeret på Rua Dr. Fernao Ornelas i den nordøstlige del af byen. Det er på grænsen mellem bydelene Sé og Santa Maria i en stor Art Deco bygning, der kan dateres tilbage til 1940’erne.

Sé, Sao Pedro, Santa Maria og Zona Velha - Funchals gamle kvarterer
Funchals hyggelige og charmende kvarterer Sé, Sao Pedro og Santa Maria er alle gamle kvarterer, man kan udforske i forbindelse med rejsen til Maderia.

Sé kvarteret
Det gamle kvarter Sé har rødder tilbage fra 1490 og er dermed det ældste kvarter i Funchal.

Sé domkirke Funchal

Her kan man udforske den smukke domkirke, som på portugisisk hedder Sé.

Navnet Largo do Pelourinho har en helt særlig historie. Tilbage i 1486 sendte Greve don Manuel en gavestok til øen og denne blev stillet på Largo do Pelourinho. Idet Pelourinho betyder gavestok, fik pladsen tildelt navnet Largo do Pelourinho.   

Sao Pedro kvarteret
Sao Pedro er en anelse nyere og mere moderne.

Kirken Sao Francisco

Kvarteret er kendetegnet ved sine skæve og smalle gader, der huser klostrene Santa Clara og Sao Francisco. Endvidere kan man opleve Sao Pedro Paladset, der tidligere var hotel, international klub og hjemsted for Portugals rige købmænd. I dag fungerer Sao Pedro Paladset som museum og arkiv.

Bydelen Santa Maria
Den mindste af Funchals gamle bydele er Santa Maria.

Santa Maria Santiago fort

Her finder man Santiago fortet, der blev etableret for at afværge pirater og beskytte byen. Tilbage i 1500-tallet hvor Portugal var herre over verdenshavene, mente kongerne ikke, at det var nødvendigt at opføre et fort på Madeira.

Men i 1566 plyndrede piraterne øen og efterlod et stort antal døde, hvilket man skulle tro var et wake-up-call. Dette var det ikke. Santiago fortet blev først bygget i 1614.

Zona Velhas farverige kvarter
Zona Velha kan oversættes til den gamle by - denne gamle by har fået en make-over.

Rua de Santa Maria

Går man langs Rua de Santa Maria vil må blive forført af de farverig og imponerende illustrationer. Størstedelen af dørene, butikkerne og gadens facader er nemlig blevet en del af et udendørs kunstmuseum.

Kunst projektet går på at male og dekorere døre, butikker og facader for at forvandle bydelen til et mere attraktivt og kulturelt sted at være.

Botanisk Have - Jardim Botanico
Man behøver ikke være blomsterkender for at blive forført af Funchals overdådige botaniske have.

Botanisk Have

Jardim Botanico er hjemsted for 2000 forskellige blomster og planter i alle verdens farver og former.

Fra Jardim Botanico har man udsigt over den den skønne by Funchal.

Funchal Casino
Man kan også aflægge casinoet i Funchal et visit.

funchal casino

Funchal Casino er en af øens underholdningscentre. Her kan man prøve kræfter af med blandt andet Black Jack, Poker, Roulette og spillemaskiner. Casinoet er beliggende på Avenida do Infante 9004-513.

Blomsterøen Madeira
Blomsterøen ligger 700 km ud for Marokkos kyst og 400 km fra nord for de kanariske øer. Den er opstået på grund af kraftige vulkanudbrud.

Festa do Vinho da Madeira

Den højeste bjergtop rejser sig 1862 m op i luften, mens der er tre kilometer til bunden af Atlanterhavet. Derfor har det offentlige bygget over 200 tunneller og reduceret transporttiden markant.

Endvidere har den frugtbare vulkanske jord har sørget for, at man altid befinder sig i naturskønne omgivelser. Læs mere om blomsterøen Madeira.

Din vurdering:



Ryanair booster turismen på Azorerne – feriebolig eksempler i Nordeste på Sao Miguel øen

Azorene-ferie er populært blandt briterne.

Siden Ryanair i april 2014 indledte flyvninger fra London-Stansted til Ponta Delgada Lufthavn på Azorerne, er belægningen på hotellerne på Azorerne steget med hele 42,3% målt samlet på de 4 måneder april, maj, juni og juli.

Det meget imponerende resultat kan ikke nødvendigvis udelukkende tilskrives Ryanair.

Men at der er en sammenhæng i udviklingen i overnatninger fra 2014 til 2015 i netop disse måneder i primært Ponta Delgada med Ryanairs nye London-Stansted rute, er der dog ingen tvivl om.
 


Øget passagertal i Ponta Delgada Lufthavn
 
I samme tidsrum har lufthavnen i Ponta Delgada oplevet en stigning på 33% i passagertallet.

Ovenstående tal viser med al tydelighed, hvorfor gode flyforbindelser er alfa og omega for turistdestinationer.

Se også: Hvad skal man se i Ponta Delgada .

Ryanair flyver også fra Porto og fra Lissabon til Azorerne.

Feriehus til leje på Azorerne
Hvis man gerne vil bo i egen feriebolig på Azorerne, har Portugalnyt følgende forslag:

- romantisk 2 personers feriehus med dobbeltseng – se Azorerne-feriehus 345 (fælles pool maj-sept)

- større 2-4 personers Azorerne ferielejlighed med udsigt – se bolig nr 343 (med stor varanda)

Find flere ferie-leje muligheder på São Miguel øen, når du klikker på et af ovenstående bolig-links.

Se video herunder fra bolig 345 (til 2 personer) i byen Nordeste-området på São Miguel.


Fly fra Danmark til Azorerne
Det er blevet muligt at booke flybillet direkte fra Billund og København til Azorerne med Primera Air.

Alternativt kan man tage over Lissabon med TAP. Se mere om flyruter fra Danmark til Azorerne og resten af Portugal.

Se også:
Sammenlign priser på flybilletter til Portugal, Madeira og Azorerne

Din vurdering:



Web Summit 2016 afholdes i Lissabon

Den store tech konference Web Summit kommer til Lissabon i 2016. 

Portugals hovedstad har for nyligt vundet værtskabet over deres konkurrenter i London, Paris og Cannes. Konferencen, som blev afholdt første gang i 2010, har indtil videre kun haft Dublin som værtsby.

Det vil dog være et overstået kapitel - de næste tre år i al fald. Begivenheden vil blive afholdt i Lissabon i 2016, 2017 og 2018.

Ikke overraskende er beslutningen om at fraflytte Dublin ikke faldet i god jord hos irerne. Det er anslået at værtskabet er 100 millioner euro værd (747 millioner danske kroner).

Med Irlands ustabile økonomiske historie in mente, er det måske heller ikke så underligt, at irerne har givet udtryk for deres utilfredshed.

Web summit 2016 

Udover at det har økonomiske konsekvenser, at Web Summit flytter, så kan det også have indflydelse på Dublins image. Med både Web Summit og mange tech-firmaers baser i byen, har det fået Dublin til at fremstå som et teknologisk samlepunkt. Det billede kan risikere at falde fra hinanden som konsekvens af flytningen.

Lissabon værtsby for Web Summit
Stifteren af tech-konferencen, Paddy Cosgrave, har naturligvis også begrundet beslutningen om, hvorfor Lissabon er blevet valgt som værtsby. Han mener nemlig at byen har en fornuftig transport og hotel infrastruktur.

Desuden synes Cosgrave at Lissabon er en alletiders by med et sprudlende startup samfund. Faciliteterne er også aldeles attraktive med plads til 80.000 deltagere. Det bliver nemlig MEO Arena og FIL Fiera Internacional de Lisboa der skal danne rammerne om begivenheden.

At den portugisiske hovedstad har vundet værtstjansen betyder rigtigt meget. Det anslås at der vil komme mellem 40.000 og 50.000 deltagere til begivenheden om året, hvilket potentiel kan blive meget lukrativt for Lissabon.

De deltagende skal først og fremmest have et sted at bo mens eventet står på - udover indtægter gennem hoteller, så skal gæsterne naturligvis også have mad mens de opholder sig i Portugal. Det kan ikke udelukkes at et par af gæsterne vil lægge deres penge hos et par restauranter i Lissabon.

Udover at der ved Web Summit Lissabon kommer her-og-nu indtægt gennem hotellerne og restauranterne, vil byen højst sandsynligt også blive nævnt i medierne, i og med at mange journalister vil være til stede. Det kan potentielt blive et trækplaster, hvis journalisterne vælger at skrive lidt om byen, og dens seværdigheder, i forbindelse med deres Web Summit besøg.

Problemer omkring IT-konference i Lissabon
Som før nævnt, har det ikke huet irerne at Lissabon har vundet værtskabet og dermed at konferencen forlader Dublin. Det har fået nogle rygter til at svirre rundt omkring grundlaget for flytningen. Et af de mest hårdnakkede rygter er teorien om, at Lissabon har tilbudt at betale op mod 1,3 millioner euro (97 mio. DKK) pr. år Web Summit afholdes i byen.

Din vurdering:



Rejsemesse Øksnehallen 2015 - rejser til Portugal, Madeira og Azorerne

Vagabond byder på Rejsemesse for Kvalitetsrejser 2015 fra fredag d. 16. til d. 18. oktober i Øksnehallen i København.

Find vej til Rejsemessen 2015
Fredag d. 16. oktober er preopening for særlig inviterede gæster mellem 16.00 og 19.00, hvor lørdag d. 17. oktober og søndag d. 18. oktober er åbent for publikum mellem 10.00-17.00.

Billetterne kan købes ved indgangen og entréprisen er 100 kr. for vokssne og 50 kr. for børn mellem 2-12 år.

Du finder Rejsemessen 2015 i hjertet af København, kun 5 min. gang fra Rådhuspladsen. Nærmere betegnet Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 København.

Blandt deltagerne findes blandt andet Bravo Tours, Jysk Rejsebureau, Spies Rejser og Atlantic Airways.

Se udstilleroversigt for Rejsemessen for Kvalitetsrejser 2015

På Rejsemessen for Kvalitetsrejser 2014 besøgte hele 15.777 mennesker eventen, hvoraf 1.687 var inviteret til preopening om fredagen og de resterende 14.090 var betalende gæster lørdag og søndag. Dette var en stigning på ca. 10 procent sammenlignet med 2013.

Turen går til Portugal, Madeira, Azorerne og Kap Verde
På messen er der selvfølgelig også rejseudbydere, der har rejser til Portugal.

Blandt andet følgende udbydere har rejser til Portugal: Albatros, Benns, Best Travel, Bravo Tours, Gislev, Kulturrejser Europa, Nazar, Profil, Risskov, Ruby, Spies og Top Tours.

Spies Rejser: Madeira - Lissabon - Algarvekysten
Rejsegiganten Spies tager dig med på en rejse til Madeira, Algarvekysten og Lissabon-området.

Algarve 
Pragtfulde Algarvekysten

På Madeira kan man læne sig tilbage i byerne Funchal, Ponta do Sol, Prazeres og Santo da Serra, og blive forført af unik arkitektur, de mange fascinerende botaniske haver og spille golf i naturskønne omgivelser.

Algarvekysten byder på byer som Albufeira, Vilamoura og Praia da Rocha, hvor man finder de mest fortryllende sandstrande.

Estoril, Cascais og Lissabon er alle byer, man kan udforske ved Lissabonområdet. Her mødes det bedste fra to verdener - nemlig strandferie og storbyferie.

Bravo Tours: Azorerne - Algarve
Rejseudbyderen Bravo Tours byder på rejser til Azorerne og Algarve. På Azorerne kan tage på eventyr til Ponta Delgada eller Furnas.

azorerne
Ponta Delgadas berømte tvillingesøer

I Ponta Delgada er der aktiviteter for en hver smag. Man kan bestige en vulkan, opleve Atlanterhavets dyreliv til søs, udforske Azorernes særlige natur og svømme i varme kilder. Endvidere kan man besøge de mange imponerende kirker, det livlige lokale marked samt opleve tobaksfabrikker, ananasplantager og sukkerrorer. Læs mere om Ponta Delgada.

I Furnas oplever man naturen på helt tæt hold, idet man bor i frodigt krater omgivet af eksotiske farver. Her kan man opleve varme kilder, tage på flotte vandreture og nyde et måltid, der er tilberedt på de varme klipper.

Algarve er solbadernes paradis, der er karakteriseret ved fantastiske, hvide sandstrande. Her kan man bo i Albufeira, Armacao de Pera og Vilamoura, og prøve kræfter af med tennis, snorkling, dykning, kite - og vindsurfing. Læs mere om Algarve.

Albatros Rejser: Lissabonkysten - Lissabon
Albatros Rejser tilbyder langtidsferie ved Lissabonkysten i 3 uger på 4-stjernet hotel i Portugal.

tram 28
Lissabons traditionelle sporvogne

Med udgangspunkt i kystbyen Cascais udforsker man de historiske seværdigheder i den romantiske by Sintra. Desuden besøger man Lissabon, der er kendetegnet ved de traditionelle sporvogne, smalle gader og stræder samt det pulsende natteliv.

Albatros giver også mulighed for at skyde nytåret i gang med et brag i søfarernes hovedstad Lissabon. Her bor man på Hotel Turim Avenida, der ligger i hjertet af Lissabon. Nytårsaften samles beboere på pladserne for at iagttage himlen, som fyldes med fantastisk fyrværkeri.

Benns Rejser: Lissabon
Beens Rejser har rejser til Portugals hovedstad Lissabon.

triumfbuen lissabon
Triumfbuen Lissabon

Her kan man opleve byens moderne kvarterer med flotte bygninger og panorama udsigter, men også de mere forfaldne og slumagtig kvarterer i Lissabon, som Alfama, Costa do Castelo, Bairro Alto, Mouraria og Madragoa - disse har alle fået en make-over i form af stenbro og nymalede facader.

Best Travel: Algarvekysten - Madeira - Portugal
Best Travel har en perlerække af destinationer i Portugal, herunder Algarvekysten, Madeira og Portugal.

Madeira
Den smukke blomsterø Madeira

I Portugal oplever man de historiske byer Evora og Vila Vicosa samt marmorbyen Estremoz, og drager herefter videre til Marvao og middelalderbyen Castelo de Vide.

Endvidere rammer man portvinens hjemby Porto, tempelriddernesby Tomar og den oprindelige hovedstad Coimbra, foruden afstikkeren til Guimaraes og Braga, hvor der er portvinssmagning. På hjemturen opleves kystbyen Nazaré og landsbyen Obidos.

Gislev Rejser: Azorerne - Lissabon - Maderira
Til Rejsemessen 2015 kan man også finde Gislev Rejser. Gislev Rejser arrangerer rejser til Azorerne, Lissabon og Madeira.

Dyreliv azorerne
Atlanterhavets enestående dyreliv

Azorerne, der er kommet på National Geographics liste, som en af verdens smukkeste øgrupper, henvender sig til naturelskere. Her oplever man smukke bjerge, fantastiske søer, vilde gejsere, et hav af blomster og varme kilder.

På Madeira får man en fremragende naturoplevelse, hvor man kan opleve alt fra vild natur til velpassende haver. Foruden dette besøger man Madeiras hovedstad Funchal og aflægger visit i de særprægede lavagrotter.

I Lissabon kommer man på storbyferie, og kan opleve de små gader, autentiske pladser og den hyggelige atmosfære.

Kulturrejser Europa: Azorerne - Lissabon - Madeira - Porto - Algarve
Rejseselskabet Kulturrejser Europa udbyder en lang række forskellige rejser til Azorerne, Lissabonkysten, Maderia, Lissabon, Porto, og Algarve.

Porto
Smukke Porto Portugal

Azorerne byder på vandreture i spolerede natur, hvor man udforsker smeltet lava, smukke hortensiaer, vindmøller, uimodståelige udsigter, vinmarker og vulkanske kratere. Lissabonkysten byder på en kombination af afstressende feriestemning i Cascais/Estoril og pulsende liv og kulturelle indtryk i hovedstaden Lissabon.

Madeira byder på aktiviteter som levadavandring, sejlture rundt om øen og en oplevelse af de havets dyr på helt tæt hold. Den tidligere handelsby Lissabon byder på et væld af seværdigheder, hvor størstedelen af ligger i hjertet af Lissabon.

Porto tilbyder storbyferie i portvinens hovedstad, hvorimod den i Algarve står på afslapning, fordybelse og kulturelle oplevelser.

Foruden ovenstående rejseselskaber, tilbyder følgende udbydere også rejser til Portugal.

· Profil Rejser: Algarvekysten - Madeira - Lissabon (Estoril)

· Risskov Travel Partner: Madeira: Algarve

· Ruby Rejser: Madeira ligeledes rejser til Portugal.

Din vurdering:



Optakt til Portugal-Danmark 8. oktober 2015 – Braga Stadion en arkitektonisk oplevelse

Det er nu ikke fordi fodbold er et spørgsmål om liv eller død i det store verdensperspektiv.

Men alligevel venter endnu en skæbnekamp (igen – igen) det danske fodboldlandshold, hvis målet om deltagelse ved EM slutrunden i Frankrig til næste sommer skal indfries.

Torsdag den 8. oktober 2015 klokken 20.45 spiller Danmark sin ottende og sidste kvalifikationskamp i EM-Gruppe I og skal Danmark på nogen måde have en chance for at gå direkte videre som nummer to i puljen, skal Portugal besejres. Og det er i en periode hvor portugisernes farligste spiller, Cristiano Ronaldo, scorer mål på samlebånd for sin klub i Spanien.

Portugal er storfavoritter
Derfor er Portugal storfavoritter til at besejre Danmark om godt 14 dage og der skal derfor sættes ekstra lid til, at Albanien sætter mange point til i deres sidste to kampe.

Læs også: EM 2016 – Danmark og Portugal bør kvalificere sig til EM i Frankrig 2016

Danmark mangler nemlig kun at spille en kamp i kvalifikationen og har ingen indflydelse på det samlede udfald, når Frankrig kommer på besøg i København til en (i denne sammenhæng) ligegyldig venskabskamp.

For Morten Olsen og hans tropper bestemmer ikke længere selv om alle fodboldglade danskere skal glæde sig til næste sommer med de endnu mere fodboldglade portugisere.

Efter to skuffende kampe mod Albanien og Armenien, har Danmark sat sin ellers gunstige placering i EM-kval gruppe I over styr, kombineret med tildelingen af 3 point til Albanien, som de ellers var blevet fratrukket efter skandalekampen mod Serbien, og skal nu læne sig op af albanske nederlag til Serbien og Armenien for at snuppe andenpladsen i Gruppe I.

Den endelige stilling foreligger 11. oktober 2015, hvor gruppens sidste spillerunde bliver afviklet (uden dansk deltagelse).

Stillingen, inden de sidste kampe i gruppe I afvikles, er som følger:

1. Portugal - 6 kampe / 15 point

2. Danmark – 7 kampe / 12 point

3. Albanien – 6 kampe / 11 point

4. Armenien – 7 kampe / 2 point

5. Serbien – 6 kampe / 1 point

Nummer et og to i puljen går direkte videre og nummer tre skal ud i en knald eller fald kamp mod en treer fra en af de andre puljer om deltagelse ved UEFA Euro 2016 i Frankrig, som afvikles fra 10. juni til 10. juli.

Se mere udførlig stilling i Danmarks EM Gruppe I.

Bragas specielle stadion ikke ukendt for danske fodboldtilhængere
Kampen mellem Portugal og Danmark spilles denne gang ikke i hovedstaden Lissabon eller i Portugals næststørste by Porto, men i Braga i det nordvestlige Portugal (godt 50 km. fra Porto).

Danmark møder Portugal på det arkitektonisk, særegne stadion i Braga, opført i forbindelse med Europamesterskaberne i 2004, hvor Portugal var værtsnation. Det er et stadion, hvor Danmark tidligere har spillet vigtig landskamp og triumferet. Ved EM-turneringen i Portugal besejrede Danmark Bulgarien i sin indledende pulje med cifrene 2-0.

Stadion i Braga, som har plads til 30.000 tilskuere, er hjemmebane for Sporting Clube de Braga. Stadion i sig selv er en særdeles overraskende konstruktion, som kun består af tribuner på langsiderne og naturens elementer bag de to målmænds netmasker. En meget speciel oplevelse for fans på stadion og spillere i særdeleshed.

AXA Stadion som det i dag også kaldes, blev designet af Eduardo Souto de Moura, som blandt flere værker også er kendt for designet af Casa das Histórias Paula Rego i Cascais, til ære for den i London bosiddende, men Lissabon-fødte kunstner, Paula Rego.

Video: Få en fornemmelse af Braga AXA Stadion (helst med lyd på)

Din vurdering:



Paven kommer til Portugal for at fejre Fatimas 100-års jubilæum

Paven Frans planlægger at aflægge visit i Portugal i forbindelse med Fatimas 100-års jubilæum i 2017.

Det er kun blevet til en kort visit i Portugal for Frans vedkommende indtil videre, hvilket var i forbindelse med en rejse til Rom, hvor der var mellemlanding i Lissabon.

Fly til Portugal

I 2017 vil Frans gerne besøge Portugal. Dels for at fejre Fatimas 100-års jubilæum, men også fordi det er 300 år siden, at billedet af Virgem Aparecida blev opdaget.

Frans første antydning om, at han gerne ville besøge Portugal i 2017, var tilbage i april foran biskoppen Leiria og Fátima, António Marto.

Paven ønsker at diskutere to emner med de portugisiske biskopper, når han ankommer. Temaerne er unge og undervisning.

Fatima - 4. største katolske kirke
Byen Fatima er den vigtigste religiøse by i Portugal og verdenskendt af tilhængere af den katolske tro. Faktisk har Santissima Trindade kirken op mod fire millioner besøgende hvert år.

Santissima Trindade kirken kan rumme op mod 8.600 mennesker og er den fjerde største katolske kirke i verden.

Det siges, at tre børn der arbejdede som hyrder tilbage i 1917, flere gange så Jomfru Maria, der angiveligt skulle have åbenbarede sig.

D. 13. oktober 1917 skete et usædvanligt fænomen, der var forudset af børnene. Fænomenet kaldes solens mirakel og mindede om solformørkelse, der samlede hele 60.000 tilskuere. Læs mere om fænomenet.

Pizza til Pave Frans i Napoli
Da den argentinske Pave Frans besøgte Napoli tilbage i marts 2015, fik Paven overrakt en pizza af kokken fra restaurant Don Ernesto.

Den gavmilde kok sprang over hegnet og overrakte pizzaen til paven, der overraskende tog imod pizzaen.

På den appetitvækkende pizza stod der il papa, hvilket betyder paven på italiensk.

Se videoen hos Metro Express

Mon Paven Frans får overrakt den berømte kage pasteis de nata af en bager, når han sætter sine ben i Portugal i 2017.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »