Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Ditlev Engel fra Vestas til Global Clean Energy Forum i Lissabon

I to dage fra 30. september til 1. oktober 2010 afholdes der Global Clean Energy Forum i Lissabon.

Blandt de prominente gæster er Portugals regeringschef José Sócrates og den danske erhversleder Ditlev Engel, som udover at være direktør (CEO) for Vestas også er rådgiver for International Energy Agency og Singapore Ministry of Trade and Industry.

Derudover deltager den kendte Jeremy Rifkin (fremtræden økonom, rådgiver og forfatter), den tyske erhvervsmand Fritz Vahrenholt og mange andre kendte ansigter inden for energisektoren.

Emner på Global Clean Energy Forum
Blandt spørgsmålene, som tages op på konferencen er:

• Hvad er potentialet for vedvarende energi?

• Hvem vil finansiere ren energi?

• Hvordan kan markeder og strategier levere en ‘grøn’ revolution?

• Hvor er forretningsmulighederne inden for ren energi og hvordan identificerer man dem og tjener penge på dem?

• The energy revolution: Fremtidens mix af ren energi.

• Efter klimatopmødet i København: Hvad er de politiske problemer?

• Integrering af vedvarende energi i fremtidens byer

Den internationalt kendte Ditlev Engel sidder i konferencens Advisory Board.

På Lisboa konferencen vil han blandt andet kunne møde sin største portugisiske kunde i form af António Mexia, CEO i den portugisiske energivirksomhed EDP. Se mere om Vestas samarbejde med EDP.

På konferencens hjemmeside findes liste over konferencens talere.

Din vurdering:



Portugal (og Madeira) foreslås tilgodeset med 31,2 millioner euro efter Madeira oversvømmelsen

Europa Kommissionen har foreslået at Portugal og dermed også Madeira får tildelt et beløb på 31,2 millioner euro fra EU’s katastrofefond – også kaldet EU’s solidaritetsfond.

EU’s katastrofefond
Der er regler for, hvorledes EU solidaritetsfondens midler uddeles.

Pengene går ikke direkte til det ramte område, men er ment som et bidrag til den givne stat, som har måttet afholde en meget stor uventet udgift.

I Portugals tilfælde er det estimeret at katastrofehjælp, oprydning og udbedring i forbindelse med skaderne efter vandmasserne på Madeira i februar 2010, kostede 1,08 milliarder euro.

Ud fra EU’s regler udløser det for et land som Portugal (størrelse/økonomi m.v.) EU-hjælp på 31,2 millioner.

Europa Kommissionen angiver i forslaget at havde katastroen været lidt mindre – dvs. havde kostet under 958 millioner euro, ville et land som Portugal ikke blive tilgodeset.

EU’s medlemslande skal godkende forslaget for at det kan vedtages.

Se mere i pressemeddelelse fra EU Kommissionen.

EU’s solidaritetsfond hører under Østrigs kommissær Johannes Hahn (Kommissær for regional udvikling i EU).

Relateret artikel: EU kommissærer 2009-2014.

Din vurdering:



Kraftige besparelser annonceret i Portugal 30. september 2010 – råd fra OECD rapport følges

Den økonomiske samarbejdsorganisation OECD anbefalede i en rapport fra 27. september 2010 at Portugal strammer op på statsfinanserne.

Anbefalingerne fra OECD inkludere følgende sparetiltag:

  • Fastfrysning af løn i det offentlige indtil år 2013
  • Skattestigninger på fast ejendom
  • Stigninger i den portugisiske moms (som har forskellige takster)

OECD mener at der er fare for kapitalflugt, hvis oktobers budgetforhandlinger i det portugisiske parlament bryder sammen.

Portugals offentlige gæld forventes at nå op på 86% af bruttonationalproduktet i løbet af år 2010.

Økonomiske sparetiltag offentliggjort 30 september
Den 30. september annoncerede Sócrates regeringen sparetiltag, som ligger tæt op af OECD’s anbefalinger.

Momsen (højeste sats) i Portugal vil stige til 23% i år 2011.

Der planlægges også en højere ejendomsskat (IMI).

Lavere lønninger i det offentlige
Offentlige ansatte med en løn over 1500 euro/måned vil blive skåret ned mellem 3,5 og 10%. For indkomster over 1500 euro vil der blive tale om en 3,5% lønnedgang. For indkomster over 2000 euro om måneden, vil lønningerne blive sat op til 10% ned.

En lignende beskæring af de offentlige lønninger skete i Spanien i sommeren 2010.

Desuden vil der i det offenlige blive indført stop for forfremmelser i år 2011. En måde at opnå lønstigninger på under sparetider har typisk været at blive forfremmet. Alle planlagte lønstigninger bliver suspenderet.

Pensioner i det offentlige vil ligeledes blive fastfrosset på 2010 niveau.

Desuden vil regeringen fastfryse støtte til familier med en vis indkomst og beskære visse sociale støtteordninger herunder støtte til kommuner og regioner.

Regeringen vil fastfryse alle offentlige investeringer.

Alt i alt er regeringens tiltag i store træk en anerkendelse af OECD’s rapport.

De samlede tiltag vil indbringe 1,7 milliarder euro og reducere udgifterne med 3,42 milliarder euro i år 2011.

Sócrates regeringen håber at kunne nedbringe det årlige underskud på 9,3 i 2009 til EU’s krav på 7,3% i 2010.

De hårde tiltag er nødvendige, hvis Portugal fortsat skal holde planen om at nå ned på 3% i underskud på statens budgetter i år 2012.  

Færre frynsegoder til offentlige ansatte
I sommeren 2010 har der været en del polemik om Sócrates regeringens brug af penge på store biler.

José Sócrates har blandt andet skiftet sin store VW Pheaton (som han arvede fra tidligere premierministre) ud med en ny stor Mercedes.

For at imødekomme kritikken beskæres udgifterne til statens bilpark med 20%.

Der vil desuden ske en overførsel af den halvoffentlige virksomhed Portugal Telecom's store pensionsfonde til staten.

Flere detaljer om Portugals spareplaner kan findes i artikel på Bloomberg.com.

Financielle virksomheder og transaktioner vil desuden blive beskattet i tråd med, hvad der bliver indført i andre EU-lande.

José Sócrates og Portugals sparetiltag var emnet for en artikel i The New York Times d. 30 september.

Din vurdering:



Surfing Portugal – Ericeira og Peniche værter for internationale surf events i efteråret 2010

Atlanterhavskysten i Portugal er i oktober 2010 vært for to af Europas største surf events.

De bliver afholdt ved byerne Peniche og Ericeira.

ASP World Tour i Peniche 7-18 oktober
Verdens bedste mandlige surfere mødes i Peniche til ASP World Tour eventet Rip Curl Pro.

Peniche eventet er sammen med det franske Quicksilver Pro event de to eneste ASP World Tour surfing konkurrencer for mænd, som afholdes i Europa.

ASP World Tour i Peniche har i lighed med de øvrige 9 events i 2010 en samlet præmiesum på 400.000 US$.

I øjeblikket fører Kelly Slater årets point konkurence med 40.000 point, og han har dermed også vundet flest pengepræmier, i alt 179.000 US$ før Quiksilver Pro France.

Den portugisiske surfer Tiago Pires er bedste europæer i mændenes ASP World Tour på en 14. plads med 18000 point og i alt 46.000 US$ i pengepræmier.

Se også stilling i mændenes ASP World Tour 2010.

Womens ASP World Tour i Peniche 7-11 oktober
Sideløbende med mændenes event afholdes 6. afdeling af kvindernes ASP World Tour i Peniche i Portugal.

Der er pengepræmier for 100.000 US$ til kvindernes event - se Womens ASP World Tour stilling.

Se mere om det internationale Rip Curl Pro event i Portugal.

Quiksilver Pro Portugal i Ericeira 19-24 oktober
Efter mændenes professionelle ASP World Tour event surfer de næstbedste surfere (primært fra Europa) videre 19-24 oktober ud for Ericeira på vestkysten syd for Peniche.

Quicksilver Pro har deltagelse af blandt andet nordmanden Yoackim Guichard og svenske Freddie Meadows.

7 portugisere deltager også i Quicksilver Pro, som er et såkaldt 6 Star event, hvor resultatet tæller i konkurrencen om at kvalificere sig til den fornemste række i surfing: ASP World Tour.

Se deltagerliste ved Quicksilver Pro i Ericeira.

Guincho stranden på Lissabonkysten tiltrækker mange surfer-turister. I sommeren 2010 blev der produceret en flot video fra den populære surf-spot på Lissabonkysten.

Herunder Tiago Pires på Baia Coxos stranden ved Ericeira i Portugal (blandt Portugals bedste bølger):

Din vurdering:



Politisk hårdknude i Portugal – budget-uenighed forværrer Portugals lånemuligheder

Den portugisiske premierminister José Sócrates fra partiet PS har siden Grækenlands gældsproblemer truede med at influere Portugals evne til at optage lån, kunnet regne med støtte fra det største oppositionsparti PSD.

Se også: Ledende partier står sammen i rentestormvejr.

Samarbejdet og 'borgfreden’ mellem PS og PSD partierne beroligede markederne, som absolut ikke bryder sig om Portugals relativt høje budgetunderskud (delvist opstået som følge af krisen).

Imidlertid har partiet PSD i september 2010 besluttet ikke længere at opføre sig som loyalt støtteparti til sin politiske hovedmodstander.

Dyrere at optage lån for Portugal
Portugal sælger med jævne mellemrum statsobligationer på det internationale finansmarked – dels for at finansiere sit underskud og dels for at forny lån, som udløber.

Resultatet af besværlighederne med at få samarbejdet i det portugisiske parlament om statens 2011 budget til at fungere, har allerede givet sig udslag i markedet for den såkaldte ‘sovereign debt’.

Portugal betaler populært sagt ekstra høje renter for at have ‘uro i eget hus’.

Renten, som påvirkes kraftigt af prisen for at forsikre lån til Portugal mod ikke at blive tilbagebetalt, er stigende og lå i september 2010 på hele 4,25% over, hvad et økonomisk stabilt land som Tyskland kan låne til på de internationale finansmarkeder.

Se også: Moody’s nedsætter Portugals kreditværdighed.

Præsidenten indkalder til møde med partiledere
I Portugal giver præsidentens stilling i forhold til det lovgivende parlament en vis gennemslagskraft uden at præsidenten dog på nogen måde selv kan indføre nye love.

Blandt præsidentens virkemidler er retten til at indkalde til konsultationer med partierne, og det er hvad præsident Cavaco Silva netop har gjort for at forsøge at løse den noget fastspændte situation.

Der er ingen tvivl om at Portugal er nødt til at skulle spare endnu flere penge i år 2011 end i år 2010, og skattestigninger undgås sandsynligvis heller ikke. Stridens hovedområde er hvordan, regningen skal fordeles.

PSD, med sin relativt nye formand Passos Coelho, vil ikke med til at sætte skatten op endnu engang (sidste gang var i 2010), som foreslået af præmierminister José Sócrates fra PS.

Møderne mellem præsidenten og partilederne afholdes tirsdag og onsdag 29-30 september.

Budgettet skal præsenteres i parlamentet i Portugal midt i oktober måned. Vedtagelsen af næste års budget sker i november.

Skulle det ske at der ikke kan opnås flertal for et statsbudget for år 2011, bliver Portugal potentielt kastet ud i et stormvejr af ukendte dimensioner på de internationale lånemarkeder næste gang, der skal sælges statsobligationer.

Se også: Portugal i fokus på Børsen-TV i september 2010.

Din vurdering:



Portugals økonomi i fokus på Børsen-TV den 27. september 2010

Den økonomiske situation i Portugal var den 27. september 2010 i fokus på Børsen-TV.

Dagbladet Børsen gennemgik i september måned de enkelte PIIGS lande, som er betegnelsen for de økonomisk mest trængte lande i EU.

I gruppen af PIIGS lande indgår Portugal, Italien, Irland (nyt ‘medlem’), Grækenland og Spanien.

Frank Øland Hansen fra Danske Bank kan ses i et et video-indslag, hvori vigtige aspekter af Portugals økonomi belyses.

Se indslaget her.

Mere information kan findes i artikler om Portugals økonomi (artikeloversigt – opdateres løbende).

Din vurdering:



Portugals største havne i fremgang - nye investeringer søges fra udlandet

Portugals største havne havde ligesom de fleste andre havne i Europa et år med tilbagegang i 2009.

Antallet af skibe, som lastede og lossede i havnene, faldt i anden halvdel af 2008 og i hele 2009 med den økonomiske krise. Mængden af gods faldt ligeledes i hvad der var den største tilbagegang for sektoren siden år 2004.

Portugals største havne – statistik indtil juli 2010
År 2010 ser derimod ud til at blive et godt år med fremgang for Portugals store havne.

De største havne i Portugal er følgende målt på mængden af gods:

  • Sines – 14,7 millioner tons
  • Leixões (og Douro) – 8,6 millioner tons
  • Lissabon (Lisboa) – 6,8 millioner tons
  • Setúbal – 4,1 millioner tons
  • Aveiro – 2,3 millioner tons
  • Figueira da Foz – 0,9 millioner tons
  • Viana do Castelo – 0,3 millioner tons

Mængden af gods er opgjort for perioden 1/1 2010 til 31. juli 2010 – dvs. årets første 7 måneder. Der er indtil videre i juli 2010 transporteret små 38 millioner tons gods gennem Portugals 7 største havne.

Over 12 millioner tons i Sines havn i Alentejo på Portugals vestkyst udgøres af bulk, herunder primært olie og kul.

Ser man udelukkende på stykgods og containere er Lissabon og Leixões ved byen Porto de største havne i Portugal hver med omkring 3,2 millioner tons i årets første 7 måneder.

Gode udsigter for Portugals havne i 2010
Antallet af fragtskibe, som har anløbet portugisiske havne i 2010 er allerede pænt højt.

Ifølge den officielle statistik på området er transporten (importen) af kul i Portugals havne reduceret, mens mængden af olie og olieprodukter (også primært import) er steget.

Endnu mere interessant er det at mængden af håndteret stykgods og containere målt i ton i juli 2010 steg med 14,1% set i forhold til samme måned i 2009. Over hele året 2010 er stigningen i mængden (i ton) af stykgods og containere (til og med juli 2010) på 8,4% i forhold til samme periode i år 2009.

Man kan finde detaljerede informationer i Instituto Portuário e dos Transportes Marítimos statistik for juli 2010 (åbner som pdf på portugisisk).

Investeringer i havneanlæg i Portugal
Den portugisiske regering har igangsat en investeringsplan på 5 milliarder euro i landets søfarts- og havnesektor.

For yderligere at øge effektiviteten og mulighederne for at håndtere større volumen i Portugals havne, inviteres udenlandske investorer til at byde ind med nye projekter, herunder også indenfor offshore-området.

På Madeira og på Azorerne er der desuden investeringsmæssig fokus på turist- og fiskeriområdet.

Flere detaljer om mulighederne i Portugal for danske investorer kan fås på Den Danske Ambassades handelsafdeling i Lissabon, som omtaler investeringspotentialet i Portugals havne på ambassadens hjemmeside.

Herunder kort over Portugal med markering af landets største industrihavne:



View Large ports in Portugal in a larger map

 

Din vurdering:



Besøg Skoleskibet Danmark i Lissabon - åbent skib arrangement lørdag-søndag d. 2-3 oktober kl. 14-16

Skoleskibet Danmark anløber Lissabon om få dage, hvor hun vil overvintre.

Besøg Skoleskibet Danmark
I forbindelse med ankomsten til Lissabon vil der være ‘åbent skib’ arrangement på skoleskibet to eftermiddage den 2. og 3. oktober (lørdag-søndag) i tidrummet 14-16 begge dage.

Man finder Skoleskibet Danmark i Lissabon ved Alcântara kajen (containerhavnen) ikke så langt fra underholdningsområdet Docas. Den tremastede fuldrigger vil ikke være til at overse, men ligger dog ovre bag bygninger/containere i industrihavnen.

Se også artiklen: Skoleskibet ankommer til Lissabon.

Billede Skoleskibet Danmark

Skoleskibet Danmark 

Sådan er livet på et skoleskib
Skoleskibet Danmark er en del af en moderne dansk uddannelsesinstitution med base i Frederikshavn.

Driften af skibet blev i 2003 overdraget fra Søfartsstyrelsen til Frederikshavns søfartsskoler, som herefter er blevet til MARTEC.

Der har altid været stor fokus på søfart og skibe i Frederikshavn, hvor man også stadig har en flådestation. Her har blandt andet Kongeskibet Dannebrog hjemme, som i september 2008 kunne ses i Cascais i Portugal.

På MARTEC i Frederikshavn kan man blandt andet uddanne sig til:

  • maskinmester
  • skibsmaskinist
  • skibsmekaniker
  • skibsassistent
  • HF uddannelse inden for søfart

HF-søfart er en HF gymnasial uddannelse, som udover at give adgang til alle videregående uddannelser, specielt er møntet på dem, som gerne vil fortsætte på maskinmester og skibsofficer-uddannelsen.

Et togt med skoleskibet indgår i undervisningen, hvilket er meget usædvanligt for et HF-forløb. Se mere på MARTEC hjemmesiden.

Man kan læse mere om Skoleskibet Danmark på www.skoleskibetdanmark.dk .

For at markedsføre uddannelserne på MARTEC i Frederikshavn er der produceret et antal video-spots - ikke mindst for at rydde lidt ud i gamle fordomme om livet på et skoleskib:

Din vurdering:



European Union Contest for Young Scientists 24-29 september 2010 i Lissabon med danske deltagere

EUCYS, som står for European Union Contest for Young Scientists, er åbnet i Lissabon.

I år 2010 er det 22. gang at konkurrencen afholdes. Der tre danske deltagere med i Lissabon.

Promovering af naturvidenskab
En stor del af den fremtidige udvikling og vækst skal efter mange fremtidsforskeres mening komme fra det naturvidenskabelige område.

For at støtte udveksling af erfaringer mellem unge forskere og desuden skubbe deres karriere inden for forskning og teknologi igang, besluttede Europa Komissionen i 1989 at afholde EUCYS første gang.

Eventet har vokset sig større og større, og i 2010 deltager 200 unge forskere med samlet omkring 90 projekter.

EUCYS 2010
Projekterne kunne i perioden oktober 2009 til april 2010 forelægges for de nationale jury’er.

De bedste projekter fra hvert land, kunne efter at de nationale konkurrencer var afholdt i maj 2010, indstille sig til deltagelse i EUCYS 2010 i Lissabon.

For at kunne deltage, skulle man være mellem 15 og 20 år gammel ved afleveringstidspunktet.

Det er tilladt at have tilknyttet en lærer/supervisor/professor.

Der konkurreres inden for områderne:

  • Biologi
  • Kemi
  • Earth Science
  • Økonomi
  • Engineering
  • Miljøvidenskab
  • Computing og IT Science
  • Medicin (Medical Science)
  • Fysik
  • Socials Science

Udover unge fra EU lande, deltager også unge videnskabsfolk fra Brasilien, Kina, Hviderusland, New Zealand, Rusland, Israel, Ukraine, Georgien, Tyrkiet, USA og Sydkorea.

Se mere på EUCYS 2010 hjemmesiden.

Danske deltagere i Lissabon på EUCYS 2010
Fra Danmark deltager tre unge forskere med hver sit projekt.

Rasmus Hilbert Jensen deltager med et biotech-projekt, som går ud på at anvende bakterier til at omdanne organisk materiale til elektricitet. Potentielt kan denne viden anvendes til at behandle spildevand og til at producere energi.

Niels Christian Sanden deltager ligeledes med et biotech projekt, der går ud på at skabe en mikroorganisme, som kan producere brint (og dermed energi) fra sollys og vand. 

Hanne Binder deltager med et fysik-eksperiment, som går ud på at studere pukkelhvalens karakteristiske finner. Hanne mener at kunne føre bevis for at finnernes form, som lang fra synes specielt aerodynamiske, faktisk giver hvalen en bedre fremdrift i vand end en kunstig finne konstureret efter gængse aerodynamiske principper.

Portugisiske deltagere i Lissabon på EUCYS 2010
Fra Portugal deltager to grupper af unge forskere.

Inês Alexandra Costa Marques deltager sammen med Kristoffer De Sá Høg med et miljø-projekt. De to unge portugisere undersøger sandstedsklippe-stykker fra Alentejo og mener at kunne påvise sandets oprindelse ved at undersøge bakterie-aktivitet.

Carla Sofia Medeiros Raposo, Filipe André Rodrigues Amaral og Tiago João Paiva Costa deltager med et medicinsk projekt ved navn Biomonitoring of the Vibroacustic Disease.

Se også liste over projekter på EUCYS 2010 (i kategorien Biokemi).

Forsker-eventet finder sted i det store Elektricitetsmuseum i Lissabon (drives af Portugals største virksomhed EDP) - der er naturligvis også åbent for offentligheden. Se mere om, hvor man finder Elektricitetsmuseet.

Herunder video fra EUCYS 2008, som blev afholdt i København:

Din vurdering:



Portugal kandidatland til FN’s sikkerhedsråd 2011-2012

Den 12. oktober 2010 vælger FN nye midlertidige medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (UN Security Council) til perioden 1. januar 2011 - 31. december 2012.

UPDATE: Portugal valgt til UN Security Council

Valget finder sted på FN’s generalforsamling i FN bygningen i New York.

Fra Vesteuropa og den øvrige vestlige verden (som i FN terminologi også inkluderer Tyrkiet, Grækenland, Canada, New Zealand og Australien) skal der vælges to nye medlemmer til afløsning for Østrig og Tyrkiet.

Der er tre kandidater til de to ledige sæder:

  • Tyskland
  • Canada
  • Portugal

Umiddelbart synes Tyskland at være næsten sikker på valg, mens både Canada og Portugal har omtrent lige gode chancer.

Det gælder om at finde støtter i FN’s generalforsamling af 192 stater for at blive valgt. For Portugals vedkommende har man traditionelt kunne hente støtte blandt andet hos de tidligere kolonilande.

Sikkerhedsrådets opbygning
Sikkerhedsrådet består af i alt 15 medlemmer, hvoraf USA, Rusland, England, Frankrig og Kina er permenente medlemmer og desuden har Veto-ret.

Et land, som sidder i UN Security Council skal altid have en repræsentant i til stede i New York for at rådet kan træde sammen med kort varsel.

Danmark var sidst medlem af sikkerhedrådet i perioden 2005-2006. Portugal var sidst UN Secority Council medlem i perioden 1997-1998.

FN’s sikkerhedsråd har blandt andet mulighed for at udstede resolutioner samt for at sende fredsbevarende militære styrker, der stilles til rådighed af medlemslandene.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »