Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Hvorfor skal man vise boarding pass i lufthavnen, når man shopper?

Det er ikke på baggrund af sikkerhedsmæssige årsager, du skal fremvise dit boarding card. Det er for butikkernes skyld.

Hvorfor vise boarding pass i lufthavnene?
Ifølge den engelske avis The Independent viser du ikke boarding pass i lufthavnene på grund af sikkerhedsgrunde, men udelukkende for at medvirke til at give butikkerne ekstra fortjeneste.

Butikkerne kan nemlig få refunderet momsen på 25 procent i Danmark for alle passagerer, der rejser udenfor EU.

Lufthavnen anvender boardingpassene, når de ansøger om refunderingen fra det offentlige. Men ifølge loven har du ikke pligt til at fremvise boarding card.

I en e-mail til Ekstra Bladet, bekræfter Skatteministeriet, at kontrol af dokumentation er blandt SKATs kontrolarbejde.

Boots og WH Smith i modvind
The Independent bragte en historie om en britisk rejsende, der havde undersøgt reglerne i en håndfuld engelske lufthavne. Den rejsende kunne herefter konkludere, at butikkerne tjente penge på momsrefusionen.

Historien i The Independent slog dørene op til kæmpe debat om fremvisning af boarding card. I skudzonen stod butikskæderne Boots og WH Smith. Boots og WH Smith var nemlig blandt butikkerne, der havde fastsat samme priser i og udenfor lufthavnen.

Læs mere på The Independent

Butikkerne kan ifølge The Independent tjene en formue i momsrefusion ved at gøre brug af dette kneb.

Momsrefusion i Danmark
I Danmark er det svært at konkludere, hvilke hænder momsrefusionen havner i.

Den tyske forretning Heinemann, der sælger tobak og spiritus i danske lufthane (CPH, Aalborg og Billund) har ingen afdelinger udenfor lufthavnen, og derfor er det ikke muligt at sammenligne priserne. Men en af Heinemanns talskvinder fastslår overfor Ekstra Bladet, at momsrefusionen er en fordel for rejsende inden - og udenfor EU.

Ydermere skriver Svenja Strombech på vegne af Heinemann, at man har udviklet et koncept, der bevirker, at alle rejsende bliver tilbudt identiske priser - uanset om man flyver inden - eller udenfor EU. Hun tilføjer, at butikkerne kun kan tilbyde servicen, såfremt passagerne fremviser boarding passet i lufthavnen.

Forbrugerrådet Tænk
Ifølge Ekstra Bladet er cheføkonomen Martin Salamon i Forbrugerrådet Tænk er kritisk og skeptisk overfor Heinemanns forklaring. Han påpeger, monopolet gør, at Heinemann nok ikke er opsat på at tilbyde de billigste priser, da der ikke er nogen form for konkurrence.

Oplysningerne i boarding pass giver butikkerne adgang til personlige oplysninger, der kan anvendes i fremtidig markedsføring og strategier.

CPH Lufthavn shopping
I CPH Lufthavn er der et væld af shopping muligheder. TAX-FREE butikkerne reklamerer med, at du sparer 20 procent på parfume, hudpleje og kosmetik sammenlignet med danske priser. Du kan blandt andet finde mærker som Chanel, MAC, Tromborg, Clinique og Dior i Kastrup Lufthavn.

CPH Lufthavn tilbyder butikker for enhver smag. Er du på jagt efter en gave til kæresten, værtinden, et familiemedlem, din gode ven eller vil du bare forkæle dig selv, har Københavns Lufthavn med sikkerhed en butik, der kan opfylde dine ønsker.

I CPH Lufthavnen findes blandt andet butikker som By Malene Birger, Pandora, Illums Bolighus, Royal Copenhagen, LEGO, B&O Play, BOSS Store, og Kaufmann.

Du kan tilmelde med dig CPH Advantage, så du kan optjene point hver gang, du handler. Der er tre niveauer i programmet CPH Advantage, hvor ens ’rang’ bliver fastsat på baggrund af købenes værdi set over en årlig periode. Pointene kan optjenes i CPH Lufthavns almindelige butikker, restauranter, TAX-FREE, CPH-lounge og parkering.

Din vurdering:



Franskmændene indtager Lissabon – Portugal ny favoritdestination for franske turister og pensionister

Lissabon har oplevet en sand invasion af franskmænd, som ønsker at slå sig ned i byen for en kortere eller længere periode.

Stigning i antal franske turister
Mere end 200.000 turister fra Frankrig kom til Lissabon i de første seks måneder af 2015 og det er en stigning på 17 procent i forhold til året før.

Det er samtidigt også flere besøgende end fra henholdsvis Spanien og England, som traditionelt er de to lande som sender flest turister til Portugals hovedstad.

Franskmændene har valgt Lissabon, fordi deres normale turistmål, Tunesien, Tyrkiet og Afrika, er blevet en tand for risikofyldte for dem.

Flere franske pensionister vælger Portugal
De kunne vælge den franske riviera, men flere og flere franske pensionister vælger Portugal og finder nu en permanent bolig i det lille, solbeskinnede land på den iberiske halvø.

Der er sket en tredobling fra 2014, hvor 7000 fandt et nyt hjem i Portugal, til, hvad der anslås af de portugisiske myndigheder, at være 20.000, når 2015 går på hæld.

Grunden er indlysende. Portugal ligger kun 2,5 timer væk fra mange franske lufthavne med billige ruteflyvninger. Leveomkostningerne er på bare en tredjedel og de sædvanlige omstændigheder som tiltrækker enhver til Portugal, så som behageligt klima, lækre strande og en afslappet atmosfære med god vin og mad, gør det noget nemmere for franskmændene at give afkald på det, de dog også selv kan mønstre i hjemlandet.

Meget mere for pengene
Men det er naturligvis de høje skattetakster i Frankrig, som er det egentlige incitament for at flytte til Portugal. Der er en økonomisk fordel ved at slå sig ned udenfor landets grænser, fordi man får meget mere for de samme pensions-euro.

Det franske sprog giver nye udfordringer
Det har givet ejendomsmæglere og ikke mindst forretningsdrivende lidt sved på panden. Naturligvis er de glade for de nye muligheder, som nytilkomne med penge på lommen giver, men de mangler sproglige færdigheder. De fleste portugisere i Portugal taler engelsk og ikke meget fransk. Stort set alle franskmænd taler… fransk - også portugisere i Frankrig (men de behøver naturligvis ikke tale engelsk i Portugal).

Der bor i dag omkring 1.2 millioner portugisere og efterkommere i Paris. Frankrigs hovedstad er sjovt nok Portugals 3. største by – næstefter Lissabon og Porto.

Læs hele Politicos artikel fra 31. august 2015, hvor et par af de franskmænd (og – kvinder), som har valgt at slå sig ned i Lissabon, fortæller om deres oplevelser og hvorfor de ikke fortryder deres valg.. Din vurdering:



Champions League 2015/2016 - Portugisiske fodboldtrænere med ‘The Special One’ i spidsen indtager Europa med storm

Portugal har mange fodboldtrænere rundt omkring i Europa. Landet kan endda prale af, at have hele 5 ud af 32 managere blandt de klubber, som 15/16. september påbegynder Champions League 2015/2016 gruppespillet – og kun én af dem træner en portugisisk klub.

Portugals fodboldtrænere meget efterspurgte
Det er ikke mere end bare 20 år siden, at efterspørgelse på en Portugisisk Head Coach var lig nul og Portugals største klubber tyede selv til udenlandske trænere, med mere eller mindre international erfaring.

Nu lader det til, at Portugal er ved at blive selvforsynende med dygtige fodboldtrænere og de kan i dag nærmest kaldes en eksportvare for landet (FC Porto har dog for tiden en spansk træner).

Mourinho viste vejen
Den igangværende guldalder på den portugisiske trænerfront startede vel nok med José Mourinho, som netop havde gjort Porto til Europa League vindere i 2003 og Champions League vindere i 2004 og derefter blev en meget eftertragtet herre for Europas største klubber.

Mourinho er måske stadig den mest kendte, især efter han i 2004 ikke var bleg for at kalde sig selv The Special One, da han på Londonklubben Chelseas hjemmebane, Stamford Bridge, blev præsenteret som klubbens nye manager.

Video: Mourinho vil helst ikke opfattes som arrogant, men mener bestemt han er ’The Special One’

10 Champions League klubber havde portugisisk træner i 2015/2016 sæsonen
Samlet havde Portugal ti trænere i Europas førende klubber i 2015-16 Champions League kvalifikationen, inden de endelige deltagere blev fundet til gruppespillet. Det er mere end antallet af italienske, engelske og tyske trænere – tilsammen.

De fem tilbageværende portugisiske trænere som har kvalificeret sig til årets gruppespil i Champions League er:

Rui Vitória (Benfica)
Marco Silva (Olympiakos)
José Mourinho (Chelsea)
Nuno Espírito Santo (Valencia)
André Villas-Boas (Zenit Skt. Petersburg)

Flere nationale mesterskaber med portugisisk dirigentstok
En lang række portugisiske trænere har ført et hold til det nationale mesterskab i Portugal, England, Grækenland, Schweiz, Rusland, Egypten og Mexico i 2015.

Portugal har kun tre klubber som kunne være interessante for hjemlige toptrænere (Benfica, Sporting og Porto) og skal man have international anerkendelse, så gælder det om at komme til udlandet.

Succesen skyldes tilpasning, evner og passion
De er om nogen ambassadører for den fodboldlidenskab, der altid har kendetegnet landet med de kun 10 millioner indbyggere. Grunden til den store succes i udlandet skyldes ifølge lokale eksperter en blanding af evnen til at tilpasse sig forhold udenfor Portugals grænser, nogle rigtige kloge træningsteknikker og ikke mindst en dybt forankret fodboldkultur (som, ifølge Barry Hattons bog The Portuguese: A Modern History, kunne sætte krigen mellem Angola og Portugal i 60’erne og 70’erne på pause, idet begge parter var interesseret i at følge Benficas kampe i radioen).

Træneruddannelse på Lissabon Universitet
Den store interesse for succeserne som portugisisk fodboldtræner har medført, at Lissabons Universitet nu tilbyder en kandidatuddannelse i High Performance Football Coaching. Her har Mourinho været med inde over og givet tips og råd til uddannelsens indhold.

Det antages, at 250 portugisere træner fodboldklubber eller praktisk assisterer klubber og fodboldakademier på verdensplan. Især i Kina, hvor Portugals tidligere stjernespiller Luis Figo har åbnet Winning League Football Academy i otte byer, med det formål at skabe en ny generation af bedre kinesiske fodboldspillere.

Læs mere i Politicos artikel Portugal’s army of ‘special ones’.

Din vurdering:



Batman-stjerne til filmoptagelse i Portugal

Christian Bale, kendt fra ’American Psycho’, ’Batman-trilogien’ og ’American Hustler’, kommer snart til Lissabon for at skyde en del af den nye film ’The Promise’.

Ifølge den portugisiske avis Correio da Manhã kommer optagelserne til at foregå d. 7. og 8. september på Lissabons national historiske museum.

Avisen mener at det vil koste 5.000 euro (37.350 danske kroner) pr. dag at leje hele museet.

Scenerne skal angiveligt optages i museets ’laboratorio chimico amphiteatro’.

’American Psycho’ stjernen burde være bekendt med Portugal, da han i en alder af 11 år flyttede hertil med sine forældre.

 Christian Bale Batman

’The Promise’
Filmen er et historisk/romantisk drama, der finder sted i de sidste dage inden det Osmanniske Rige faldt, d. 1. november 1922. Filmen omhandler et trekantsdrama mellem en medicin studerende (Oscar Isaac), en amerikansk journalist med base i Paris (Christian Bale) og en smuk, sofistikeret kvinde (Charlotte Le Bon)

Instruktøren til denne film er også manden bag ’Hotel Rwanda’ - Terry George. Udover at være filmens direktør har han, sammen med Robin Swicord, kendt for at skrive manuskript til ’Mit Liv Som Geisha’ og ’Benjamin Buttons Forunderlige Liv’ også skrevet manuskriptet til filmen.

Der blev holdt castings til nogle scener 5. og 6. august. Ud af 1.200 kandidater blev 400 valgt. Auditions blev afholdt på Lisbon’s School for Hospitality and Tourism. Til castingen blev alle advaret imod at tage billeder af stjernerne, ej heller måtte de spørge efter billeder med dem.

Næste destination for filmcrewet er Kanarieøerne, hvor de også skal have optaget scener til filmen, som i øvrigt har premiere næste år.

Christian Bale film kalender
foruden rollen i ‘The Promise’ bliver Bale filmaktuel i en håndfuld andre film i den kommende tid. Christian Bale er i øjeblikket en særdeles travl mand, der udover at have travlt med sine optagelser i Europa, er der I øjeblikket optagelser, til endnu en film, han skal medvirke i; ’Jungle Book: Origins’, hvor han vil lægge stemme til panteren Bagheera.

Derudover er der i marts 2016 premiere på filmen ’Knights of Cups’, hvor Bale også er på rollelisten. Her spiller han en rig ungkarl, der lever i Hollywoods sus og dus, hvor han har frit valg mellem spirende stjerner og alle former for kemiske substanser ved hånden. Alligevel kæmper han med ikke at kunne finde sin identitet.

Ydermere er han på rollelisten overfor hjerteknuserne Brad Pitt, Ryan Gosling samt smukke Selena Gomez i filmen ’The Big Short’. Derudover er der også planer om, at Bale skal spille den berømte Enzo Ferrari, i en film, der har været flere årtier undervejs, og som Robert De Niro før har trukket overskrifter, for at skulle spille Ferrari i selvsamme film.

Noget tyder på, at han også kan ses på det store lærred i en anden film, der indtil videre kun er kendt på IMDB som ’Untitled Terrance Malick Project’, hvor crewet inkluderer stjerner som Cate Blanchett, Val Kilmer, Ryan Gosling, Natalie Portman og Michael Fassbender. Den rygtes at have premiere til næste år.

Din vurdering:



NYHED: - København-Porto rute med Ryanair fra sommer 2016

Ryanair har overraskende annonceret en ny flyrute til Portugal fra Danmark.

Tirsdag formiddag den 1. september 2015 var Mr. Ryanair himself, aka Michael O’Leary, i København, hvor han holdt pressebriefing.

Udover de sædvanlige hug til danske fagforeninger, havde O’Leary minsandten en ny flyrute til Porto i Nordportugal med i godteposen. 

Ryanair Porto ruten starter i foråret 2016 og bliver en sommerrute (sommersæson).

Med Ryanair til Porto fra 28. marts 2016
Ruten fra Købenahavn til Porto indledes d. 28. marts 2016.

Der er afgange til Porto Lufthavn 10 km nord for portvinshovedstaden 3 gange ugentligt mandag, onsdag og fredag.  Det er tale om et relativt sent fly, som letter fra København 21.25 og lander i Porto 23.50 (lokal tid - Portugal er en time bagefter).

Med priser fra 229 kroner for en enkeltbillet til Porto er priserne (før gebyrer af mange slags) som sædvanligt hos Ryanair helt i bund . Dog kræver det at man booker i rigtig god tid for at få de billigste flybilletter til Porto.

Det var primo september 2015 muligt at booke flybillet til Porto (som returbillet til Københavns Lufthavn - CPH) fra kun 458 kroner før diverse Ryanair gebyrer for bagage, kreditkort-betaling osv. osv.

Alle de nye destinationer med Ryanair fra CPH 
Ryanair begyndte i marts 2015 at flyve fra Københavns Lufthavn (CPH) til Dublin, London-Luton og Bergamo.

I løbet af hele 2015 blev følgende Ryanair destinationer åbnet:

- Dublin, Irland
- London-Luton
- Milano-Bergamo i Norditalien
- Kaunas Lufthavn, Litauen
- Rom-Ciampino
- Madrid-Barajas
- Køln-Bonn Lufthavn
- Stockholm-Skavsta (lavpris-lufthavn ved Stockholm)
- Bruxelles-Charleroi (lavpris-lufthavn ved Bruxelles)
- Malaga Lufthavn
- Alicante Lufthavn
- Budapest, Ungarn
- Tenerife-Syd - den største lufthavn på Tenerife
- Edinburgh
- Bologna

2016-ruter med Ryanair
- Porto, Nordeportugal - fra 28. marts

Bemærk at Warszawa-Modlin oprindeligt var en destination, men denne blev indstillet efter nedlæggelsen af Ryanairs faste base i København. I stedet oprettedes Ryanair-ruten til Kaunas. 

Din vurdering:



EM 2016 kval optakt – Portugal og Danmark spiller landskampe 4. og 7. september 2015

Endnu et par runder i kvalifikationen til EM i Frankrig 2016 står for døren og Portugal skal i aktion én gang mens Danmark spiller to kampe henover den kommende weekend.

Kampprogram
Fredag den 4. september spilles følgende to kampe i EM kval Gruppe I – 7. runde:

  • Danmark – Albanien (kampstart kl. 20.45)
  • Serbien – Armenien (kampstart kl. 20.45)

Portugal står over i 7. spillerunde og spiller i stedet samme aften testkamp mod Frankrig på Estádio José Alvalade – Sportings hjemmebane i Lissabon.

Mandag den 7. september 2015 spilles følgende to kampe i Gruppe I – 8. runde:

  • Armenien – Danmark (kampstart kl. 18)
  • Albanien – Portugal (kampstart kl. 20.45)

Se den aktuelle stilling i Portugals og Danmarks EM kval Gruppe I.

Det hele afgøres i oktober måned
Efterårets skæbnekamp mellem Portugal og Danmark nærmer sig. Torsdag den 8. oktober 2015 spilles den måske altafgørende kamp for Danmarks videre skæbne i kvalifikationsturneringen, når Portugal og Danmark mødes på Estádio Axa i Braga, med kick-off kl. 20.45 dansk tid.

I den omvendte kamp tilbage i oktober måned 2014 vandt Portugal 1-0 i Parken, på et hovedstødsmål af Cristiano Ronaldo, fem minutter ind i kampens overtid.

Læs også: Ronaldo gjorde det onde mod Danmark i sidste minut

Søndag den 11. oktober 2015 falder alle brikker på plads i Gruppe I, når sidste spillerunde afvikles. Det bliver uden, at det danske landshold kommer i kamp, for Mortens Olsens tropper er oversiddere i 10. spillerunde. Dermed kan Danmarks skæbne måske ligge i andre nationers hænder, hvis ikke der gøres rent bord inden da.

Nummer et og to i puljen går direkte videre til EM 2016 i Frankrig. Den bedste treer i samtlige 9 puljer går direkte videre, mens de resterende 8 treere spiller play-off om fire pladser.

Din vurdering:



Festas do Povo i Alentejo

I den portugisiske by, Campo Maior, finder der en yderst farverig festival sted. Festivalen hedder Festas do Povo, som oversat til dansk, betyder Folkets Fest.

Hvad gør festivalen speciel?
Det, der gør festivalen så speciel er, at gaderne i den lille by bliver pyntet med papirsblomster, der op til festivalen laves af 7.500 frivillige.

Ved den seneste festival, som i øvrigt var i 2011, blev der brugt 30 tons materialer til fremstilling af dekorationerne.

Sammen med blomsterne bliver der også hængt lanterner op, som oplyser de farvestrålende dekorationer efter mørkets frembrud.

Campo Maior
Campo Maior er en lille portugisisk by, der ligger ved grænsen til Spanien i Alentejo regionen. Byen er med sine 8.500 indbyggere kun en smule større end Ebeltoft.

Læs mere om Alentejo - det nye Toscana 

Dog stiger antallet af mennesker betydeligt under festivalen. I 2011 besøgte intet mindre end en million mennesker byen under Festas do Povo.

Byen Campo Maior får egentlig deres hovedindtægt fra kafferistning og pakning af kaffe, da Delta Café, som i øvrigt er markedsføreren på markedet for kaffe i Portugal, er en af de største arbejdsgivere i byen.  

Udover kaffe er de vigtigste industrier i byen deres landbrug, hvor særligt olivenolieproduktion og hvede er af stor betydning. Her produceres også skinke fra iberiske svin.

Festas do povo Alentejo 

Festivalens historie
Traditionen om at dekorere gaderne startede i 1909, som også er blevet året, der markerer begyndelsen på Festas do Povo. På de 106 år har festivalen kun vokset sig større, og antallet af dekorerede gader er blevet flere.

Tidligere var det blot 15-20 gader, der blev dekoreret og langt færre besøgende. I dag er der 104 gader og omkring en million besøgende - hvilket er mere end en fordobling siden festivalen i 1984. Dette tegner et tydeligt billede af, hvor stor betydning festivalen også har for byen.

Dog er festens afholdelse sjældent sket regelmæssigt. Dette har skyldtes politiske årsager og uroligheder eller også at der har manglet tid og overskud hos beboerne i byen. Festivalen finder sted, når de lokale ønsker det.

For når de lokale ønsker det, så finder de også tiden og overskuddet til at melde sig som frivillige og få stablet arrangementet på benene.

Og det kræver en masse forberedelse. Der ligger intet mindre end 7 måneders arbejde forud for festivalen i Campo Maior - arbejde som alt sammen bliver hængt op i løbet af en enkelt nat, der medfører at byens indbyggere vågner op til en helt forvandlet by i alverdens smukke farver.

Det er en overraskelse for alle andre end de involverede, hvordan de forskellige gader og stræder kommer til at blive dekoreret, da arbejdet bliver holdt hemmeligt - selv for venner og familie til de frivillige. Dekorationerne bliver først offentliggjort til ”na noite da ’enramação” - natten hvor gaderne bliver dekoreret.

 

Din vurdering:



Bedste portugisiske golfspiller er kun 24 år

Den portugisiske golfspiller Ricardo Gouvenia skrev banebrydende historie sidste weekend!

Efter en andenplads til ROLEX Trophy 2015 rykkede han op til nr. 119 på Official World Golf Ranking listen.

Dette gør ham til den højst rangeret portugisiske spiller nogensinde.

”Det føles godt at blive den højest rangeret spiller i Portugals historie, men det har aldrig været mit mål blot at blive den højst rangeret spiller i Portugal." siger Gouvenia og fortsætter

"Det har altid været mit mål at blive rangeret, som den bedste spiller i verden.” udtalte han til European Tour.

Gouvenia

God sæson for Gouvenia
Den kun 24-årige Gouvenia blev professionel i 2014 og har allerede på sin korte tid opnået en sejr og en række top 10 placeringer.

På nuværende tidspunkt ligger han nr. 1 i Road to Oman Ranking, hvilket han aldrig havde turdet håbe på eller drømme om. Hans mål var blot at få en top 15 i Road to Oman Ranking.

Foruden andenpladsen ved ROLEX Trophy, vandt han AEGEAN Airlines Challenge Tour by Hartl Resort tilbage i juli og en række yderligere top 10 placeringer.

Gouvenia håber, at han kan inspirere andre unge, lige som han selv er blevet inspireret af blandt af Ricardo Santos og Pedro Figueiredo.

Gouvenias mål
Gouvenias mål er at ligge blandt top 50 i verden, så han får mulighed for at lege med de store drenge og deltage i de bedste og største turneringer.

”Jeg er stolt af at være portugiser. Jeg elsker det her land, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at repræsentere landet på bedste vis. Det vil være en ære at repræsentere Portugal til OL, og i øjeblikket synes jeg, jeg har kvalifikationerne til det.”

Gouvenia har et stærkt og tydeligt budskab til alle. ”Du er bare et menneske og du er nødt til at arbejde hårdt for at nå dine personlige mål. Mit er at blive verdens nummer et en dag."

Se den officielle OWGR ranking.

Bedst rangeret dansker i Official World Golf Ranking
Søren Kjeldsen er med en 66. plads i Official Golf Ranking den bedst rangerede danske, professionelle golfspiller.

Han blev professionel tilbage i 1995, men fik sit gennembrud i 1997 på Challenge Touren, hvor han vandt Finnish Open. Finnish Open og andre gode placeringer gav ham adgang til Europatouren.

I 2003 blev Søren Kjeldsen den femte dansker til at vinde på Europatouren, 2008 blev året hvor han vandt Volvo Masters i Spanien med blot to slag foran Martin Kaymer og Anthony Wall. Tilbage i 2009 vandt Søren Kjeldsen på Open de Andalucia på Europtouren.

Golfspilleren Søren Kjeldsens bedste placering hidtil var tilbage i 2009, hvor han lå nr. 31. på verdensranglisten. Hans mål er nu at komme i top 30. 

Din vurdering:



Ny seværdighed i Sintra - Sintra Mitos e Lendas

Sintra er en af Portugals uspolerede perler, der er som taget ud af et eventyr!

Byen er berømt for sin romantiske arkitektur, som sætter det mystiske og det fantastiske i fokus.

Søg hotel i Sintra.

Nu inviterer den nye attraktion Sintra Mitos e Lendas (Sintra Myter og Legender) på en historisk rundrejse ind i mystik, hemmeligheder og romantik ved hjælp af litteratur, historie og musik i det gamle Sintra.

Arkitekter, manuskriptforfatter, historikere, designere og specialister i multimedie, 3D-effekter, hologrammer har sammen skabt denne nye seværdighed, Sintra Mitos e Lendas.

sintra mitos e lendas

17 forskellige stop på Sintra Mitos e Lendas
Rejsen begynder i en elevator, der er dækket med forskellige billeder af byen, og man er omgivet af lyden fra skoven med lav belysning.

Gennem rejsen besøger man 17 forskellige områder, der hver især bliver fortalt med et særligt twist.

Den reelle tur begynder på tredje sal, hvor man får følelsen af, at man er klatret helt op til toppen af Sintra Mountain. En fortæller introducerer legenderne og taler om tidspunktet, hvor Penhas (klipperne) blev skabt.

På anden sal kan man interagere med historiske begivenheder og legender gennem touchscreens og en animeret film på lærred. 

Find lejlighed tæt på Sintra

Livagtigte historier
Man bevæger dig videre til første sal, hvor legenden om Graven af de to brødre bliver fortalt gennem hologrammer.

Her kommer historierne til live, idet man bliver aktør i spillet. Man løber gennem skoven, hvor man skal undgå forhindringer og fange nogle af tingene i sagnene.

I området, der er forbeholdt forfattere, som har været forført af magiske Sintra, er der animerede portrætter, der alle fortæller om deres erfaringer og oplevelser af byen.

I 4D rummet møder man legenden Our Lady igennem multisensorisk oplevelse, supplereret af særlige vind- og duft-effekter.

Nye eventyr venter i kælderen. Her bliver man inviteret om bord på et skib, der bliver nøje overvåget af Adamastor, mens man er omgivet af det svulmende hav!

Besøget afsluttes i det magiske grønne område med lyden af skoven.

En oplevelse for alle
Oplevelsen er designet til alle aldersgrupper. Såfremt man har nedsat hørelse eller syn, tilbyder Sintra Mitos e Lendas en lydguide eller tablet med undertekster, der beskriver handlingen og omgivelser.

Dette giver alle mulighed for at nyde besøget til fulde.

Sintra Mitos e Lendas er ikke Sintras eneste seværdighed, tværtimod. Den pragtfulde by tilbyder et hav af seværdigheder, blandt andet Dronning Amelias slot Palacio da Pena, slotsparken Parque da Pena, naturparken Monserrate Park, det mauriske slot Castelo dos Mouros og klosteret Convento dos Capuchos.

Foruden national paladset Palacio Nacional de Sintra, nationalparken Cascais-Sintra Nature Park, fantastisk arkitektur Quinta da Regaleira og Sintras museum for moderne kunst museu de Arte Moderna. Læs mere om Sintra seværdigheder.

Lokation og åbningstider
Attraktionen er beliggende i hjertet af Sintra på Praça da Republica no 23. Fra den skønne kystby Cascais er rejsetiden små 30 min. i bil eller lidt længere tid, hvis man vælger at tage bus 403 eller 417 fra Cascais busstation til Sintra.

Holder I ferie i Lissabon er afstanden fra Lissabon til Sintra kun ca. 30 minutter i bil og ca. 45 minutter med tog fra Rossio togstation i Lissabon.

I Sintra kan man desuden benytte bus 434, der stopper ved mange af Sintras seværdigheder. 

Lej billig bil til Sintra.

Sintra Mitos e Lendas har åbnet for besøgende hver dag fra 09.30-18.00. Entrébilletterne koster 4,50 euro pr. voksen, hvor pensionister og studerende slipper med 3,50 euro. Børn (fra 6-15 år) har adgang for 2 euro, mens børn op til 5 år har gratis adgang.

Din vurdering:



Palmela Vinfestival 2015 – Festa das Vindimas 3-8 september

Byen Palmela syd for Lissabon sætter hvert år alle sejl til for at fejre vinhøsten.

I 2015 løber festlighederne fra 3. til 8. september.

Program for Vindimas de Palmela 2015
Årets program for vinfestival i Palmela er vanen tro omfattende.

Se program (portugisisk).

Palmela vin-høstfesten afholdes i 2015 for 53. gang. 

Skønhedskonkurrence,  optog og koncerter
Man gør ikke noget halvt i Palmela, når festen for vinhøsten skal planlægges.

Inden festival-ugen går igang er der blevet udvalgt kandidater til festival-ugens skønhedskonkurrence.

Hvert år kåres ‘Rainha da Festa’ – årets dronning - i forbindelse med 2015 vinfestivallen i Palmela på festivallens gallaaften d. 2. september.

Hertil kommer underholdning og optrædende hver aften i Palmela by, tyreløb i bymidten (afspærret), optog gennem byen, koncerter og meget andet. I Palmela er høstfesten ikke kun til ære for turister, men udgør årets højdepunkt.

                            Optog – Festa das Vindimas i Palmela 2014

Castelo de Palmela
Et andet vigtigt element under Festa das Vindimas er Palmela middelalder-borgen Castelo de Palmela, som til dagligt fungerer som Pousada.

Der er i 2015 investeret i ny nattebelysning af borgen.

Pousada’et i Palmela har karaktér af luksushotel med fænomenal udsigt over hele Setubal og i godt vejr er der også udsigt til Lissabon.
 

  
Portugal-ferie i Palmela tæt på Lissabon
Man kan på Portugalnyt reservere værelse på Pousada de Palmela. Der er tale om en oplevelse i form af overnatning på intet mindre end et slot med meter-tykke mure.

For dem, der gerne vil opleve Pousada de Palmela uden at bruge en formue, er der en hyggelig café på slottet med, efter danske forhold, rimelige priser - en udmærket udfulgt fra Lissabon, som kan kombineres med Arrabida-stranden.

Prøv i øvrigt at checke priser på slots-overnatning lidt uden for sæsonen – en fyrstelig nat på slottet i Palmela kan af og til fås til samme pris som et værelse på et 3 eller 4-stjernet hotel i Lissabon.

Book overnatning på slottet i Palmela (Pousada Castelo de Palmela)

I festival-perioden skal man være tidligt ude for at reservere overnatning på Pousada de Palmela.

Langt billigere og med egen pool, kan vi tilbyde familievenligt feriehus til leje tæt på Palmela.

Fakta om Palmela på Setúbal
Palmela er en mellemstor by med omkring 60.000 indbyggere.

Med kun 25 km til Lissabon er Palmela et oplagt udflugtsmål for turister, som rejser til Portugal for at bo i Lissabon i ferien.

Byen Palmela ligger på Setúbal-halvøen, som er kendt for sin skønne natur; herunder den pragtfulde strand ved Arrabida

                  Portinho da Arrábida stranden

Tæt på Palmela ligger Portugals største virksomhed Autoeuropa, som er en VW-samlefabrik, der blandt andet producerer VW Sharan, VW Eos og VW Scirocco biler til hele verden.

Palmela-området har en relativ stor udenlandsk (ikke portugisisk) befolkningsandel med både hollændere, englændere, tyskere, franskmænd, danskere, svenskere og ikke mindst ukrainere.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »