Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Madeira vandreture på Walking Festival 2010 - oplev Madeiras levada'er

Englænderen Terry Marsh er fotograf og rejseskribent.

Efter med succes at have arrangeret Walking Festival på øen Isle of Man mellem England og Irland, fik Terry lyst til at prøve sin idé af på Madeira.

Den første Madeira Walking Festival blev afholdt i januar 2008 i samarbejde med det lokale turistkontor på Madeira.

Vandreture på Madeira levadaer 
Maderia Walking Festival  2010 består af 20 vandreture i løbet af 5 dage (12-16 januar) af forskellig sværhedsgrad og længde, hvor alle kan finde et niveau, som passer.

Hver dag arrangeres der 4 ture langs Madeiras levada’er. En oversigt over vandreturene kan ses på Madeira Walking Festival 2010 hjemmesiden.

Det er naturligvis også muligt at arrangere guidede vandreture resten af året. Se mere om vandreture på Madeira med autoriseret guide.

Herunder video fra én af de mange ruter – Caldeirão Verde kaldes turen:

Din vurdering:



Algarve populær som vinter-træningslejr for fodboldlandshold

Fodboldlandshold fra Afrika og Europa er ofte gæster i Algarve på træningsophold i vinterperioden.

Senest har landshold fra Angola, Gambia og Estland været på besøg for at få pudset formen af.

Det sker relativt ofte at landsholdene arrangerer træningskampe mod hinanden. Angola spillede således mod både Gambia og Estland i Algarve.

Det er naturligvis de behagelige temperaturer, som gør træningsbanerne på Algarvekysten attraktive. I januar når dagstemperaturerne ofte op på 15-17 grader.

Se også: Temperaturer på Algarvekysten

Dansker med hollandske Ajax til Algarve for at træne
Også de store europæiske klubhold benytter ofte Algarve til et vinter-træningsophold.

Storklubben Ajax fra Holland er i januar 2010 på vej til Portugal. På holdet er også det kun 17-årige danske talent Christian Eriksen, som har gjort det godt på klubbens U-19 hold for unge spillere.

Ajax træner i Albufeira, men også faciliteterne i det østlige Algarve omkring Monte Gordo og Vila Real er populære som træningslejr.

Algarve turnering for kvindelandshold
I marts måned spilles der trænings-turnering for kvinde-landshold i Algarve under navnet Algarve Cup.

Sveriges kvindelandshold i fodbold vandt uventet Algarve Cup i 2009 efter straffesparkskonkurrence mod USA.

I 2008 gentog USA bedriften fra 2007 og slog Danmarks kvindelandshold i finalen.

De danske kvindelandshold har endnu aldrig vundet Algarve Cup, som har været spillet siden 1994. Blandt deltagerne igen i 2010 er Danmarks kvindelandshold.

I 2010 spilles Algarve Cup i perioden 22. februar til 4. marts.

Se mere om Algarve Cup 2009.

Din vurdering:



Feriemesse Herning 2010 – Ferie For Alle - 26-28 februar i Herning Hallerne

Se også: Ferie For Alle 2011 i Herning Hallerne

Se også: Ferie For Alle 2012 i Herning Hallerne

Årets feriemesse i Herning Hallerne finder sted de sidste 3 dage i februar 2010.

Se også: Messe-tilbud på Ferie for Alle 2010.

For de Portugal-interesserede anbefaler vi:
Læser-rejser til det Klassiske Portugal.

Ferie For Alle 2010
I 2009 besøgte 60.000 Ferie For Alle messen i Herning.

Når den store feriemesse åbner igen sidst i februar 2010 vil der være følgende nyheder:

- Tyskland som partnerland - stor afdeling med information
- Golf - Harrington's club-maker
- Udeliv, som blev introduceret i 2009, udvides
- Rejseauktioner på ferier i Danmark
- B.T. kårer Årets Campingvogn
- Fokus på golf for unge (juniorgolf)

Golfbureauet green2green giver messe-rabat på golfrejser, såfremt messe-billet købes (på forhånd) på internettet - se mere om golfrejser med rabat.

Udeliv omfatter blandt andet kajak, kano, svæveflyvning, rapelling, klatring, mountainbike og meget mere. Foreninger og organisationer såvel som forretninger er repræsenteret på i Udeliv-hallen.

Se også Ferie For Alle 2010 hjemmesiden.

Som sædvanlig er camping-afdelingen meget omfattende på Herning feriemesse.

Se også: Oversigt over foredrag på Ferie For Alle 2010 i Herning

Her link til Ferie For Alle 2010 udstiller-listen.

Åbningstider og entre-priser på Ferie For Alle 2010
Feriemesse Herning har følgende åbningstider:
fredag 26. februar: 11-18
lørdag 27. februar: 9-18
søndag 28 februar: 10-17

Entrépriser:
Voksen 90 kroner
Børn (5-12 pr): 45 kroner
To voksne + ét barn: 190 kroner
To voksne + to børn: 200 kroner
Seniorer (over 60 år): 50% rabat om fredagen

Din vurdering:



Bornholmer bliver ambassadør i Lissabon

Den nuværende danske ambassadør i Portugal Lars Vissing bliver i løbet af 2010 afløst af Hans Michael Kofoed-Hansen.

Hans Michael Kofoed-Hansen er p.t. ambassadør i den polske hovedstad Warszawa.

Rokeringerne på de danske ambassader i 2010 omfatter omkring 50 ansatte i Udenrigstjenesten herunder ambassadører, diplomater og konsuler.

Hans Michael Kofoed-Hansen en erfaren ambassadør
Den 60-årige bornholmer var i 4 år minister-sekretær i Schlüter-regeringen.

Siden blev han i 1998 ambassadør i brændpunktet Israel og derefter ambassadør nærmere de hjemlige himmelstrøg i Ungarn, Kroatien (sammen med Ungarn) og derefter fra år 2007 i Polen.

Ind imellem har Kofoed-Hansen som mange andre af udenrigstjenestens medarbejdere varetaget jobs i Udenrigsministeriet i København.

Blandt posterne i udenrigstjenesten kan også nævnes en udstationering i Tanzania (1975-1978) som ambassadesekretær på den danske ambassade.

Tanzania har gennem årene været en af de store modtagere af dansk udviklingshjælp, hvilket unge Kofoed-Hansen med studenter-eksamen fra Rønne Statsskole og efterfølgende jura-studie i København var meget interesseret i.

Se også portræt-interview med Hans Michael Kofoed-Hansen af Jarl Cordua.

Michael Kofoed-Hansen kan høres her i et interview om Polens udvikling og forhold til EU.

Lars Vissing videre til Rabat i Marokko
Den nuværende danske ambassadør i Lissabon bliver ved rokeringen i Udenrigstjenesten sendt til Rabat i Marokko som ny dansk ambassadør.

Se alle de nye ambassadører på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Din vurdering:



Seniorboliger i Sydeuropa tilbydes - Invitation til pensionister fra Norden om at flytte til Portugal

Et mildt klima, et lavt prisniveau, billige senior-lejligheder, et velfungerende privat sundhedsvæsen og store varierede naturoplevelser tilbydes ældre Skandinaver med mod på at flytte til solskins-landet Portugal.

Omtrent sådan vil tilbuddet komme til at lyde når projektet CSI med deltagelse af virksomhederne BES Saúde (bank, forsikring og turisme) og Grupo Mello (sundhed) bliver introduceret.

CSI måske i Caldas da Rainha
Foreløbig er CSI, som står for Cidade Sem Idade (på dansk: by uden alder) på projektstadiet.

Idé’en er at en by (og på sigt flere byer) tilbyder specielt gunstige forhold for ældre borgere specielt fra Nordeuropa for at flytte til Portugal i deres alderdom.

Seniorerne fra Nordeuropa vil (mod betaling selvfølgelig) få tilbudt en seniorbolig i et ældre-venligt byggeri, privat sundhedsforsikring og om nødvendigt hjælp til de daglige gøremål.

Investorerne bag projektet har forelagt deres tanker for kommunalbestyrelsen i spa-byen Caldas da Rainha.

Senior lejligheder i Caldas da Rainha
Caldas da Rainha, der ligger omkring 80 kilometer nord for Lissabon, er allerede en populær by for udlændinge at bosætte sig i – enten permanent eller med en ferielejlighed til vinterhalvåret.

Bystyret i Caldas da Rainha er ledet af de konservative fra PSD (kaldes socialdemokrater i Portugal). Avisen Expresso rapporterer at der var en vis mistro fra oppositionens side (PS partiet/socialisterne) med udsigten til at skulle investere i Caldas som aftægtsby for ældre udlændinge fra nord.

På den anden side har Caldas da Rainha allerede gode erfaringer med deres udenlandske medborgere, som ofte medbringer en efter portugisiske forhold betydelig købekraft.

Se artikel fra avisen Gazeta das Caldas (på portugisisk).

Såfremt Caldas da Rainha ikke er interesseret i at deltage i forundersøgelserne af det nordeuropæiske marked for seniorboliger i Sydeuropa, vil Cidade Sem Idade projektet blive tilbudt andre byer.

Grupo Mello driver blandt andet Clinica Cuf sundheds-centrene i byer som Cascais, Lissabon og Porto.

BES Saúde er et datterselskab af den store og velkonsoliderede BES bank.

Den Nordiske Klub planlægger seniorboliger
Et lignende projekt, men dog langt mere fokuseret på nordiske statsborgere er i støbeskeen hos Clube Nórdico – (på dansk: den nordiske klub), som har hovedparten af medlemmerne på Lissabonkysten.

Flere af de grundlæggende medlemmer af Clube Nordico, hvoraf mange er fra Sverige, er efterhånden ved at nå pensionsalderen. En stor del kom til Portugal for 10, 20 eller 30 år siden og ønsker også at tilbringe den tredje alder i Portugal.

Clube Nórdico leder derfor efter ligesindede (nationalitet underordnet), som har lyst til at flytte til Portugal, eller som allerede bor der.

Seniorboligerne i Klub Nordico regi planlægges opført på Lissabonkysten i området Cascais/Estoril/Carcavelos/Oeiras. Den endelige placering er ikke fastlagt.

Se mere om Clube Nórdico’s Senior Living projekt på foreningens hjemmeside.

Din vurdering:



Nice billeje – Paris billeje – Montpellier billeje – sammenligning af priser på biludlejning i Frankrig

Den franske riviera tiltrækker mange turister med sans for det gode liv.

Vælger man at flyve til Frankrig er udvalget af udlejningsbiler stort og priserne som regel meget rimelige.

Det har mange portugisere, som arbejder i Frankrig i kortere eller længere perioder, fundet ud af. Et stort antal immigranter lejer bil i Frankrig til brug for ferien i Portugal.

Billeje i Nice
De billigste biler på den franske sydkyst kan lejes fra omkring 1400 kroner for en uges billeje i sommerperioden (Peugeot 107 eller lignende).

Ofte er der rigtigt gode tilbud på luksusbiler i Nice. Lej eksempelvis en Mercedes C-klasse eller BMW 3-serie i Nice i juli måned fra kun 3000 kroner for en uges billeje. Tit er der endda navigationsanlæg inkluderet i leje-prisen.

Er man en familie på ferie i Nice området, er en MPV i VW Touran størrelse (5-7 personer) mulig at leje fra omkring 3300 kroner for en uges Nice billeje i sommeren 2010.

Priserne på Nice-billeje kan svinge, men er ofte meget konstante over året. Der ses dog af og til meget billige VW Touran, Opel Zafira elller lignende udlejningsbiler til familiebrug helt ned til omkring 2400 kroner for en uges billeje. Det er dog usædvanligt.

Er der mangel på udlejningsbiler i Nice lufthavn, kan priserne på billeje i Nice stige markant.

Se mere på: Aktuelle priser på billeje i Nice

Billeje i Paris
I forhold til prisen på billeje på den franske Reviera er udlejningsbilerne i Paris ofte lidt dyrere.

Forvent at billigste bil i Paris i sommerperioden juni-juli koster fra små 1500 kroner for en uges billeje – eksempelvis i Paris-Orly lufthavnen, hvortil lavprisselskabet Transavia flyver.

Billeje i Paris-Charles de Gaulle (CDG) lufthavnen er som oftest samme pris.

I Paris er en stor bil ingen fordel, men skal man køre langt, kan man ofte finde en stor VW Passat eller lignende fra omkring 2600 kroner for en uges Paris billeje. Frankrig er i øvrigt så stort et land at leje af en dieselbil måske bør overvejes.

Se mere på: Aktuelle priser på billeje i Paris-Orly (opdateres)

Billeje i Montpelier
Billeje i Montpellier er populært blandt danskere som følge af Norwegian lavprisruten hertil.

Priser på leje af bil i Montpelier lufthavn starter som i Nice fra omkring 1400 kroner for en uges billeje.

Bemærk at i Frankrig er der ofte en selvrisiko på tyveri på over 1000 euro ved billeje (uanset bil-størrelse). På skader ligger selvrisikoen som oftest over 500 euro – selv for de mindste biler.

Man bør derfor overveje om det ikke er værd at tegne en forsikring mod selvrisiko. Det kan gøres samtidig med booking af udlejningsbilen på nettet og er som regel billigere end at tilkøbe den ekstra forsikring ved skranken i Frankrig.

Se mere på: Aktuelle priser på billeje i Montpelier lufhavn (opdateres)

Din vurdering:



Hjemløs portugisisk hund emigrerede til Canada

Hunden er særdeles populær i Portugal, og mange portugisere elsker deres firebenede følgesvende over alt på jorden.

Portugal har på trods af kæledyrenes popularitet et meget stort antal hjemløse hunde.

De findes i stort set alle byer og lever ofte et (hunde)liv på gaden, hvor det næste måltid skal findes blandt skrald og efterladenskaber eller tigges hos venlige husejere.

Af og til er hundene menneskesky som følge af mishandling. Af og til er de blot lidt forhutlede og som oftest sultne.

Det sker endda at en hund tager ophold på en vej eller i et område og fungerer som gadens vagthund – med ‘betaling’ af gadens beboere i form af madrester.

Se også: Portugal forbyder farlige hunderacer.

Heldig hund på Azorerne
For 15 år siden var en familie på fire fra Canada på ferie på Azorerne, nærmere bestemt på øen São Miguel (San Miguel).

Her mødte de en hvalp, som tilsyneladende fulgte efter et par betjente på gaden.

Den herreløse hund var i dårlig stand og familien kunne ikke lade være med at fodre den.

Familiens to børn legede herefter med ‘Lucky’ hele ferien og var ikke indstillede på at miste deres nye ven, da turen gik tilbage til Canada.

Mor og far forbarmede sig over hund og børn og købte en transportkasse og en ekstra flybillet. Efter en måned i karantæne i Canada havde den portugisiske hund fået nyt hjemland.

Lucky har nu boet i Canada i 15 år skiver The Record.

Se også: Hund med på ferie til Portugal.

Adoptér en hjemløs hund i Portugal
De hjemløse hunde bliver løbende indfanget i Portugal, men der er så mange af dem at det ikke synes at kunne ses på bestanden.

Én af årsagerne er naturligvis det milde portugisiske klima, som gør det muligt for de heldigste herreløse hunde at overleve og endda få hvalpe i det fri.

Der er i Portugal et stort overskud af hunde, som søger nye hjem.

I Portugal er det organisationen ASAAST (Associação dos Amigos dos Animais de Santo Tirso), som ofte står for at finde nye hjem til de indleverede herreløse hunde.

Herunder ASAAST video fra 2008:

Din vurdering:



Stålproducent fra Brasilien byder på Portugals største cement-virksomhed

Brasilien er ikke kendt i Europa for sine store virksomheder, men det vil der i de kommende år sandsynligvis blive lavet om på.

Den store stålproducent Companhia Siderurgica Nacional (CSN) med hovedkvarter i Rio de Janeiro er én af de brasilianske giganter, som ønsker en fremtrædende plads på det europæiske marked.

CSN har i slutningen af 2009 budt 3,8 milliarder US$ for den portugisiske virksomhed Cimpor’s aktier.

Cimpor i Portugal
Cimpor er Portugals største cement-producent. En stor del af aktierne (næsten 23%) ejes af entreprenør-virksomheden Teixeira Duarte.

Cementproduktionen finder sted i 13 lande. Cimpor’s næststørste marked er netop Brasilien (19,2%).

Cimpor udgør omkring 4% af værdien af det portugisiske PSI20 indeks. Såfremt overtagelsen går igennem forventes det at Cimpor afnoteres.

Se også oversigt over virksomheder på Euronext-børsen i Lissabon.

Bud fra CSN på Cimpor
CSN har allerede et datterselskab i Portugal ved navn Lusosider, som laver galvaniseret stål.

Cimpors aktiviteter ligger uden for det normale forretningsområde og er en del af CSN’s ekspansions-strategi.

Overtagelsesbuddet lyder på 5% over kursen på Cimpor aktier ultimo 2009.

CSN vil med overtagelsen af Cimpor sikre sig en fod på markedet for cement i landene Portugal, Brasilien, Spanien, Egypten, Sydafrika, Tyrkiet og Kina.

Din vurdering:



Nytårshilsen 2010 – Kulturopa video: ‘A city is a place to call home’

De danske aktiviteter og kulturevents i Portugal i 2009 spændte særdeles vidt fra aktiviteterne i Clube Nórdico på Lissabonkysten (som i øvrigt har fået ny hjemmeside) til opførelse af et kunstværk live i Lissabon af danske Joen P. Vedel.

Se alle aktiviteter (løbende opdateret) på:
Events i Portugal.

Caroline Wozniacki i Portugal i 2010
Allerede i februar 2010 vil man kunne opleve den danske tennis-stjerne Caroline Wozniacki og hendes holdkammerater på det danske tennislandshold for kvinder spille om to oprykningspladser i Fed Cup ved Lissabon.

Vi vil også se frem til at høre mere til den danske musiker Mads Hoff, som i nogen år har optrådt i Lissabon. 

Nye flyruter til Portugal fra Danmark
I 2010 forventer vi at endnu flere danskere vil besøge Portugal. Årsagen er blandt andet de to nye lavprisruter med Ryanair og Cimber-Sterling.

Ryanair vil påbegynde flyvninger direkte fra Billund til Faro (Algarve), og Cimber-Sterling vil konkurrere med TAP på ruten København-Lissabon. Se også nytårshilsen fra TAP.

Københavnerne har allerede 2 ruter til Faro (Algarve) med Norwegian og Transavia.

Se mere om flybilletter til Portugal fra Danmark.

Nye informationer om Portugals byer på Portugalnyt i 2010
Portugalnyt, som efterhånden er løbet op i over 5000 sider på nettet, vil i 2010 få tilføjet mere information om de større provinsbyer i Portugal herunder Porto og Douro-dalen.

På den turistmæssige front vil vi blandt andet gøre mere ud af at skrive om golfrejser til Portugal, herunder området omkring Óbidos nord for Lissabon, hvor Portugals sandsynligvis bedste golfbane Praia d’El Rey ligger i skønne omgivelser.

Som altid vil vi løbende skrive om, hvad der sker i Portugal af relevans for skandinaver.

Vi har stadig brug for input, og vi ved at der er mange danskere, som har stor erfaring med Portugal.

Har man lyst til at øse af din viden er Portugal Forum stedet. Er der tale om et interesseområde med megen information eksempelvis portugisiske hunderacer, vin fra Alentejo eller andet meget emnespecifikt, vil vi også meget gerne høre mere – eventuelt med henblik på at lave en side på Portugalnyt om emnet. Skriv til info@portugalnyt.dk.

Herunder nytårshilsen 2010 fra filmproducenten Kulturopa, som ofte er i Portugal:

Din vurdering:



Jule- og nytårshilsen fra Portugals lufthavne og det nationale portugisiske flyselskab TAP

De portugisiske lufthavne er statsejede og organiseret under ANA (Aeroportos de Portugal).

I november måned i 2009 havde lufthavnene i Portugal i 2009 haft besøg af små 25 millioner passagerer, herunder 2,2 millioner i lufthavnen i Funchal på Madeira, 100.000 på Porto Santo (ved Madeira) og over 1,1 million passagerer på Azorerne.

Lissabon er dog stadig langt den største lufthavn i Portugal med samlet 12,2 millioner passagerer til og med november 2009.

Se mere om Aeroportos de Portugal.

TAP – Portugals flyselskab
En stor del af de mange gæster fløj med det statslige portugisiske lufthavnsselskab TAP.

Se også TAP hjemmesiden, hvor man bl.a. kan finde tilbud på flybilletter fra København til Lissabon.

God Jul og Godt Nytår fra ANA og TAP
TAP og ANA producerede i 2009 en usædvanlig jule- og nytårshilsen til både kunder, personale og leverandører.

Se den friske og overraskende jule-video optaget live i Lissabon lufthavn:

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »