Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Algarve fremhæves som billig og attraktiv for pensionister i USA og britiske købere af fast ejendom

Algarve er populær, det ved rigtig mange allerede. Men nu anbefales amerikanske pensionister at slå sig ned i det solrige Sydportugal og flere og flere briter overvejer at købe fast ejendom samme sted.

Det skyldes, at den amerikanske dollar og det britiske pund rækker meget længere i denne tid, hvor begge valutaer har vokset sig stærke i forhold til euroen.

Algarve nummer et på Top 10
Det amerikanske online magasin U. S. News har Algarve på førstepladsen på deres top 10 over de ’10 mest økonomisk overkommelige steder’ at slå sig ned som pensionist udenfor USA, hvor den amerikanske dollar strækker længere end i hjemlandet, på grund af nuværende valutakurser.

De begrunder blandt andet valget af Algarve med, at leveomkostningerne er 30 procent lavere end i alle andre lande på det europæiske kontinent og at et pensionistpar ville kunne leve et fuldt ud almindeligt liv i hjertet af det gamle Europa for 2000 dollar om måneden (godt 13.000 kr.)

Se den samlede top 10 på U.S. News.

Det britiske pund genopliver ejendomsmarkedet
Det nuværende skel i valutakursen mellem pund og euro per start februar 2015, er den højeste siden den økonomiske krise startede i 2008, hvor den omsiggribende nedtur for økonomien startede med at æde sit første offer: ejendomsmarkedet.

I 2009 var det britiske pund næsten 1:1 med euroen og det forværrede især aktiviteter forbundet med køb og salg af fast ejendom.

Briterne får meget mere for pengene i dag
Siden februar 2014 og til i dag er kursen på det britiske pund i forhold til euroen steget fra 1,17 til 1,34, hvilket har betydet, at den britiske køber har kunnet se et budget på 175.000 pund stige til 200.000 pund på bare et år.

Det har medført en stor stigning i forespørgsler på ejendomme i Algarve den seneste tid. Den Algarve baserede online ejendomsportal Meravista har fortalt nyhedsmedier, at alene fra november 2014 til januar 2015 er interessen for at vide mere om investering i fast ejendom i Algarve steget med 80 procent og af dem står briterne for 85 %.

Mange nye tilflyttere til Algarve i 2015
Både muligheden for at slippe for at betale portugisisk skat af pension fra hjemlandet, samt den stigende valutakurs er i høj grad medvirkende årsager til, at briter ønsker at bruge mere tid i solen end i regnen. Meravista spår, at såfremt det britiske pund bliver ved med at stå stærkt i 2015, vil Algarve se en eksplosion af nye tilflyttere til regionen.

Det menes, at der allerede bor mere end 100.000 udenlandske pensionister fra hele verden i Algarve og det kan også forventes, at hvis efterspørgslen vokser, stiger priserne naturligvis på ejendomsmarkedet samtidigt.

Det er primært i områder som Carvoeiro og dele af Albufeira, der ser den stigende interesse, mens Lagos og Portimão stadig ligger og kæmper med at komme oven vande og tiltrække mere interesse udefra.

Afsmittende effekt på flyttefirmaer
Direktøren for det internationale flyttefirma Algarve Removals, kan også nikke genkendende til den britiske interesse i Algarve. Han fortæller, at han i snit nu har tre flyttelæs fra UK til Algarve om ugen og kun en halv den anden vej. Det er en kombination af nye tilflyttere og nuværende, der har besluttet sig for at blive og derfor ønsker at få alt indbo fragtet over.

Kilder: theportugalnews og usnews

Din vurdering:



Atlantic Cup 2015 Algarve – fodboldturnering med tre danske hold

UPDATE 6. februar 2015

Den allerede igangværende fodboldturnering i Portugal, som efter mange succesrige år anerkendes som en solid forberedelse til den kommende Superligastart om tre uger, har i 2015 udgaven besøg af Brøndby, FC København og FC Midtjylland.

Turneringen afvikles i perioden 30. januar til 7. februar.

Udover hold fra Danmark, er der deltagelse af Örebro og Gøteborg fra Sverige, Dinamo Moskva, samt Boleslav og Jablonec fra Tjekkiet. En på papiret stærkt besat turnering.

Alle hold har per 2. februar spillet første kamp og af de tre danske hold er det kun Brøndby som har vundet og fået tre point ind på kontoen. Se stilling og kommende kampe på Atlantic Cup 2015.

Resterende kampplan
For interesserede danskere i Portugal, der skulle have lyst til at se kampene på stadion, spilles følgende kampe i gruppespillet:

30. jan.: Dinamo Moskva – FC København 2-1
31. jan.: Brøndby – Boleslav 2-0
31. jan.: FC Midtjylland – Örebro 1-1
03. feb.: Örebro – Brøndby 2-1
03. feb.: Boleslav – FC Midtjylland 1-0
04. feb.: Jablonec – FC København 2-0

Finalen i årets Atlantic Cup 2015 kommer til at stå mellem Örebro og Dinamo Maskva.

Brøndby møder Gøteborg om tredjepladen og FC København-Boleslav, samt Jablonec-Fc Midtjylland spiller om de sidste pladser.

Finalespil 7. februar 2015
Alle hold møder kun 2 andre hold i deres respektive gruppe. Efter det indledende gruppespil, spiller vinderen af de to grupper finale den 7. februar på Estádio Algarve.

Samme dag møder nummer 2 og nummer 2 fra de to grupper hinanden om tredjepladsen, nummer 3 og nummer 3 spiller om 5. pladsen og endelige spiller de to hold placeret som nummer fire i gruppespillet, om 7-8 pladsen.

I 2014 vandt FC København turneringen Atlantic Cup med en finalesejr over svenske Örebro.

Atlantic Cup 2015 på TV
I Danmark sender TV3sport kampe live på tv og som live stream på Viaplay.

Se højdepunkter fra Brøndbys 2-0 sejr over Boleslav

Din vurdering:



Portugal øgede skatteindtægterne til staten i 2014

Det lyder måske ikke så hyggeligt, men netop i Portugals tilfælde kan det sagtens opfattes som positivt at skattepengene ruller ind.

I Portugal blev den samlede skatte-‘revenue’ ifølge det portugisiske finansministerium på rekordstore 37,1 milliarder euro; en stigning på 2,3% over år 2013.

Mere skat – også positivt i Portugal
Årsagerne til de øgede skatteindtægter er mange.

For det første viser det at der igen er ved at komme gang i hjulene i Portugal – og at private har fået mere at betale skat af. Øget forbrug giver større momsbetaling, og der bliver også brugt flere penge på afgiftsbelagte indkøb som nye biler og lignende.

Samtidig er det blevet sværere at snyde i skat i Portugal.

Specielt overfor mindre erhvervsdrivende er der i de seneste år blevet strammet kraftigt op med tvungne autoriserede kasseapparater og obligatoriske godkendte regnskabsprogrammer med strammere procedurer. Betalingen af selskabsskat er dog for nedafgående med et fald på hele 11,3% I 2014. Her spiller nye satser og regler en afgørende rolle.

Der er stadig en meget stor sort økonomi i Portugal – formodentlig mellem 20 og 30% afhængig af, hvem, man spørger.

Mest positivt i den store sammenhæng er at underskuddet på Portugals statsbudget blev forbedret med 20% i forhold til forventet på grund af de øgede skatteindtægter.

Det går faktisk så godt med statsfinanserne at Portugal lægger op til at tilbagebetale lån tidligere end forventet – se artikel på Bloombergs.

Din vurdering:



Gode nyheder for Portugals nyfødte børn – laveste børnedødelighed nogensinde i 2014

Flere børn overlever deres første år som nyfødt i Portugal. Det er en god nyhed, men dog af den lidt mere sørgelige slags.

Portugals sundhedsstyrelse Direção-Geral de Saúde (DGS) kunne tidligere på ugen meddele, at tallet for børnsdødelighed i Portugal i 2014, var det laveste nogensinde registreret.

I alt 238 ud af 83.511 nyfødte klarede ikke skærene inden for det første år af deres levetid og selvom det kan lyde barskt, at et antal børn dør forholdsvis hurtigt efter at være bragt til verden, er det faktisk et af de laveste antal på verdensplan, udtalte direktøren for DGS Francisco George.

Læger og sygeplejsker har forbedret sig
Francisco George forklarer de forbedrede resultater med, at der bliver foretaget rettidigt omhu før og under fødslen, samt at brugen af kejsersnit er faldende på de portugisiske hospitaler.

Oplysningerne fra Portugals sundhedsstyrelse kommer kun kort tid efter at det ansete lægemagasin The Lancet publicerede, hvad de betragter som den mest omfattende undersøgelse på dette område nogensinde. Heri konkluderedes det, at Portugal var på listen over de ti bedste lande i verden for nyfødte babyer og landet har en af de laveste rater indenfor dødelighed blandt helt nyfødte.

Portugal har en dødelighedsrate for børn på 1,8 for hver 1000 fødte og til sammenligning har USA en rate på 4,1 og Storbritannien en rate på 3,0. Listen toppes af Japan med 1,1 døde per 1000 nyfødte.

Mellem 1990 og 2012 har Portugal reducereret børnedødeligheden blandt nyfødte med 74 procent. Det giver en flot syvendeplads på verdensplan.

Din vurdering:



Ferie for Alle 2015 – feriemesse 20.-22. februar i Messecenter Herning

Arrangørerne kalder det Skandinaviens største feriemesse, fordelt i 13 udstillingshaller. 62.000 m2 lægger gulv til rejsemessen Ferie for Alle 2015.

Ferie for Alle har i år fokus på følgende ferie- og rejseformer:

· Udland

· Danmark

· Camping

· Dansk Golfshow

· Udeliv

Udstillere på Ferie for Alle 2015 med relation til Portugal
Blandt de mange udstillere, som gerne hjælper nysgerrige feriegæster til den perfekte sommerferie under Portugals varme sol, er:

· Hotels Rurais de Portugal – lækker hotelferie på landet

· Bravo Tours – Azorerne, Madeira og Algarve

· Spies – Madeira, Lissabon og Algarve

· Star Tour – Madeira

Masser af aktiviteter og underholdning på feriemessen Ferie for Alle 2015
64.000 gæster oplevede Ferie for Alle rejsemessen i 2014 og alle sejl er sat til for at følge op på den succes i 2015, med et program der spænder vidt.

Mere end 100 forskellige rejseforedrag skal hjælpe gæsterne med at finde inspiration til den næste ferietur. Uanset om valget falder på safari eller krydstogt, er man helt sikkert inviteret til at komme og lytte med.

På den såkaldte udlandsscene, bliver der disket op med underholdning, konkurrencer, quizzer, et Pippi show og færøsk mad (!). Der er masser af muligheder for vinde præmier fra én af de mange udstillere.

På Danmarksscenen er der ligeledes masser af underholdning, konkurrencer og for børnene er én af messehallerne omdannet og dedikeret til ét stort legeland, med trylleshow, sandkasse og hoppeborg blandt meget andet.

Få mere at vide om feriemessens omfattende underholdningsprogram.

Åbningstider og priser – rejsemesse Ferie for Alle
Arrangementet Ferie for Alle 2015 afholdes i Messecenter Herning i weekenden 20-22. februar 2015.

Åbningstider – Ferie for Alle 2015
Fredag d. 20. februar 2015 fra kl 10-18
Lørdag d. 21. februar 2015 fra kl. 10-18
Søndag d. 22. februar 2015 fra kl. 10-17

Billetpriser – feriemesse Herning
Voksen - gælder kun én dag, på en vilkårlig åbningsdag: 100 kr.
Børn (5-12 år) - gælder kun én dag, på en vilkårlig åbningsdag: 10 kr.
Senior 60+ / gælder kun fredag d. 20. februar: 50 kr.

Billetter kan købes på Ferie for Alles officielle hjemmeside.

Bemærk at man kan spare penge ved at købe billet med invitationskode.

Adresse
MCH Messecenter Herning
Vardevej 1, 7400 Herning
Find på kort

Transport til feriemessen Ferie for Alle 2015 – Messecenter Herning
Det er ikke svært at komme med fly, tog eller bil til Messecenter Herning. Ferie for Alle tilbyder billister rabat på entrebillet og returbillet over Storebæltsbroen og rabat med tog og bus fra Herning centrum til messecenterområdet - læs betingelser igennem først og planlæg allerede nu besøget til feriemessen i Herning.

Din vurdering:



Fly til Faro fra Billund med Ryanair indstillet – Air Berlin og Germanwings fly til Faro Lufthavn i Algarve fra Hamburg Lufthavn i 2015

Billund Lufthavn er ramt af at Ryanair har begrænset antallet af både sommer- og vinter-ruter fra den jyske lufthavn.

Ryanair nedskæringer i Billund Lufthavn
Begrænsningen i antallet af fly fra Billund falder sammen med indgåelse af ny dobbeltbeskatningsaftale mellem Irland og Danmark, således at Ryanair-ansatte med base i Danmark betaler skat i Danmark.

Aftalen er gældende fra 1. januar 2015. Ryanair hævder dog at nedskæringen af ruter fra Billund er midlertidig og bunder i mangel på fly og i at der kan tjenes mere på at flyve på ruter fra andre europæiske lufthavne.

Alternativer til Billund Fly til Faro Lufthavn i Portugal (Algarvekysten)
Flyruten til Faro Lufthavn i Algarve, Portugal er én af de ruter fra Billund Lufthavn, som Ryanair har sløjfet I 2015 programmet.

Det berører i særlig grad solferie-rejsende til Algarvekysten i Portugal fra Jylland og Fyn, som har været vant til at der var sommer-fly fra Billund til Faro med Ryanair fra Billund Lufthavn.

Alternativt kan jyder og fynboer vælge at køre til Hamburg Lufthavn. Her står Air Berlin og Germanwings parat til at flyve til Faro Lufthavn hele sommeren.

Air Berlin fly til Faro fra Hamburg Lufthavn
Mange danskere kender allerede Air Belin, som flyver dagligt på ruten København-Berlin Tegel Lufthavn; til én af de mest populære dansker-destinationer for storbyferie.

Der er også fly til Faro. Air Berlin flyver fra og med uge 7 I februar hver lørdag til Faro Lufthavn i Portugal fra Hamburg Lufthavn.

Det kan være lidt omstændeligt på Air Berlin hjemmesiden at finde oversigt over afgange med den direkte rute fra Hamburg til Faro. Det ser ud til (per januar 2015) at Air Berlin fortsætter sin lørdags-flyvning til Faro fra Hamburg Lufthavn indtil udgangen af 2015.

Germanwings fly til Faro fra Hamburg Lufthavn
Germanwings er 100% ejet af Lufthansa, som anvender Germanwings som feeder til sine internationale ruter og desuden lader Germanwings som lavprisselskab tage konkurrencen op i Europa med Ryanair, Easyjet, Norwegian, Vueling med flere på korte flyvninger inden for Europa.

Germanwings har således efterhånden overtaget næsten hele Lufthansa’s europæiske rutenet. Lufthansa står primært for trafik til og fra Europa.

Hamburg Lufthavn er ét af de vigtigste lufthavne for Germanwings, der dog har hovedkontor i Køln.

Germanwings flyver endnu ikke til danske lufthavne, men faktisk er der ruter til Faro med Germanwings fra både Oslo og Stockholm.

Hamburg-Faro med Germanwings er en sommerrute, som starter i april måned (fly til Faro onsdag og lørdag) og fortsætter til og med oktober.

I august måned er der 3 ugentlige afgange fra Hamburg til Faro Lufthavn mandag, onsdag og lørdag.

Kun 150 km til Hamburg Lufthavn
Afstanden til Hamburg Lufthavn fra den danske grænse ved Kruså er ca. 150 km.

Der er motorvej (Autobahn A7) hele vejen, og Hamburg Lufthavn (Hamburg-Fuhlsbüttel) ligger bekvemt nord for Hamburg by meget tæt på A7/E45. Det tager således ofte ikke mere end en god times tid at tilbagelægge afstanden fra den dansk-tyske grænse til Hamburg Lufthavn, men beregn alligevel 2 timer, idet der kan opstå kø på motorvejen.

Også autobahn A7 nord for Hamburg har efterhånden mange stræk med begrænsninger på fri hastighed, men på nogen dele af motorvejen er der ved begrænset trafik faktisk stadig muligt at køre så stærkt, som man ønsker.

Din vurdering:



Cascais vil bruge mellem 6 og 8 millioner euro på events og promovering af events i 2015

Omkring 20 større begivenheder vil finde sted i Cascais Kommune i år 2015.

Den store byfest i Cascais med gratis-koncerter under navnet  ‘Festas do Mar’ i 10 dage i august måned vender som altid tilbage. Der vil blive forsøgt (som i tidligere år) at få fest-gæster til at anvende offentlig transport til Cascais istedet for privatbil.

Konferencer i Cascais-Estoril 2015
Blandt de mange konferencer og kongresser, som afholdes i Cascais-Estoril området I 2015 kan nævnes:

  • The Economist: The Lisbon Summit (24, februar 2015), hvor den fremtidige politik i Portugal debateres
  • World Ocean Summit (3-15 juni 2015), diskussion af strategier for verdenshavene og havmiljøet
  • World Food Travel Summit og Udstilling (8-11 april 2015) – første gang i Portugal
  • Global China Business Meeting (22-23 oktober 2015)

Af andre events kan nævnes Festival Internacional de Criação Artística (3-12 juli) og den 10. udgave af World Press Cartoon festivallen, som er nok så aktuel set i lyset af de tragiske begivenheder i Frankrig i januar 2015.

Fra 30. juli til 4.juli 2015 er der World Corporate Golf Challenge i Cascais.

Desuden er der sat penge af til det nye Cascais Symfoniorkester, som planlægger at skulle give (mindst) 4 koncerter. Derudover afholdes mange årligt tilbagevendende events inden for løb, surfing og sejlsport med bystyrets støtte.

Cascais har sparet omkring 10% på events-budgettet i forhold til 2014, men der er stadig plads til at kunne støtte endnu ikke planlagte events.

Din vurdering:



Ferie-Fritid 2015 – feriemesse i Odense fra 23.-25. januar 2015

Odense Congress Center lægger igen arealer til Syddanmarks store nye rejsemesse Ferie-Fritid 2015.

Det er kun anden gang at feriemessen bliver afholdt og sidste års messe blev, ifølge arrangørerne, en bragende succes med mere end 11.000 besøgende på tre dage.

Der vil på Ferie-Fritid 2015 være masser af muligheder for at få inspiration til et bredt udvalg af rejsemuligheder, blandt andet charterrejser, ferieboliger, udstyrs- og fritidsrejser, samt smagsprøver fra alverdens lande, vinsmagning, foredrag og fritidsaktiviteter.

Det er selvfølgelig også muligt at slå til på et eller flere af de gode tilbud, de mange udstillere medbringer på dagen og således måske allerede få arrangeret årets forskellige ferier i god tid. Eller måske lade sig inspirere til en helt ny rejse- og ferieform.

Åbningstider og entrepriser – ferie og fritid messen 2015
Rejsemessen i Odense er åben i følgende tidsrum:

Fredag d. 23. januar kl. 13-18
Lørdag d. 24. januar kl. 10.17
Søndag d. 25. januar kl. 10-17

Entrepriser kendes per 7. januar 2015 endnu ikke, men arrangørerne lover at oplyse inden længe. Følg med på Ferie-Fritid 2015 messens hjemmeside.

Find vej til Odense Congress Center
Uanset om man kommer med bus, tog eller bil er det ikke svært at finde Odense Congress Center. Læs fyldestgørende information på Odense Congress Centers hjemmeside.

Kendt tv-vært åbner Ferie-Fritid messen 2015
Det bliver ingen ringere end TV-2 værten Mikkel Beha, der åbner messen og senere samme dag giver et foredrag om hans mange oplevelser forbundet til hans succes tv-program ’Kurs Mod Fjerne Kyster’.

Rejs på ferie til Portugal med…
Blandt de mange udstillere, der allerede har lagt billet ind på at have en stand ved Ferie-Fritid 2015, finder man et par stykker, der gerne transporterer gæster til Portugal, Madeira og Azorerne: Spies Rejser, Star Tour, Gislev Rejser og Bravo Tours.

Din vurdering:



Azorerne vinder endnu en titel som mest miljøvenlige og bæredygtige turistmål i verden

Atlanterhavsøgruppen Azorerne, 1500 km fra Portugals fastland, har igen gjort sig positivt bemærket indenfor skabelse og opretholdelse af en turistindustri med omtanke.

2015 var knapt gået igang, da de 9 øer tilsammen blev tildelt en førsteplads på Global Sustainable Destination Top 100 of 2014, for indsatsen gennem hele 2014.

Azorerne er vant til at vinde
Tidligere har Azorerne vundet fornemme priser for deres indsats for at skabe en miljømæssig bæredygtig turistdestination, så som Quality Coast Gold Award 2013/2014 og Platinum Quality Coast 2014-2015.

Scorede højt på alle parametre
Det er sitet Green Destinations der står bag udvælgelsen, sammen med brugere på sociale medier og 30 turisteksperter verden over. Green Destinations primære opgave er at hjælpe turister med at finde den bæredygtige ferie, hvor der tages hensyn til de respektive områders grønne turistpolitik, lokal natur, miljø, samfund, kultur og grøn økonomi (grøn økonomi betyder forbedringer for borgernes velbefindende og ligestilling i blandt dem, samt forbedringer af økologiske tiltag og mindskning af miljørisici).

Hen over ovenstående parametre scorede Azorerne 8,9 point af ti mulige.

Andre Portugal rejsedestinationer hædret for miljøindsats
Cascais/Estoril udenfor Lissabon, brillerede også på listen sammen med Lagos i Algarve, der begge scorede 8 af 10 mulige point.

Regionen Oeste, som tilsammen består af kommunerne Alcobaça, Alenquer, Arruda dos Vinhos, Bombarral, Cadaval, Caldas da Rainha, Lourinhã, Nazaré, Óbidos, Peniche, Sobral de Monte Agraço og Torres Vedras, var deslige med i bedømmelsen og fik 7,2 point og det samme var det beskyttede landskabsområde Serras do Socorro e Archeira, der trak 6,9 point og begge modtager et grønt mærke.

Det var kun Sintra som faldt helt igennem med en score på kun 4,1 point, primært på grund af, at der tilsyneladende ikke er nogen grøn politik i området. Se alle Portugal destinationers pointtildelinger her.

Læs mere om hvad Azorerne gør rigtigt i historien fra TravelDailyNews.

Video: en tur rundt på Azorernes største ø São Miguel

Din vurdering:



Ferie i Forum 2015 – ny feriemesse i København 17. og 18. januar 2015

Et nyt koncept har afløst den tidligere københavnske rejse- og feriemesse Ferie & Fritid i Bella Center. Nu hedder rejsemessen Ferie i Forum og har udelukkende fokus på ferierejser til udlandet og gastronomi.

Den nye feriemesse, der løber af stablen i Forum, København, finder sted lørdag d. 17. og søndag d. 18. januar 2015 fra kl. 10-17 begge dage.

Gastronomiske oplevelser – Ferie i Forum 2015
Den gastronomiske oplevelse ved Ferie i Forum er, ifølge arrangørerne, en invitation til de besøgende om at komme og smage, opleve og opdage verden.

Dette kan man opleve sammen med fotograf, skuespiller og kogebogsforfatter Timm Vladimir (der kendes fra sin rolle som vært i DR programmet ’Den Store Bagedyst’), og han og hans hold af kokke vil præsentere gæsterne på feriemessen for et street kitchen, med madboder fra forskellige lande, madkurser for besøgende og spændende menuer i Forums restaurant.

Fokus på alle rejseformer ved feriemesse 2015 Ferie i Forum
Det målrettede fokus på udlandsrejser ved feriemessen Ferie i Forum gælder alle typer af ferier og rejser, blandt andet charterferie, solrejser, familieferie, aktivferie, adventure, cruises og singlerejser.

Foredrag med Mikkel Beha – feriemesse Ferie i Forum 2015
Både lørdag og søndag kl. 13 kan man på rejsemesse Ferie i Forum lytte til tv-værten Mikkel Behas fortællinger om de oplevelser han havde til søs, da han optog sin meget populære tv-serie ’Kurs Mod Fjerne Kyster’.

Åbningstider og billetpriser – rejsemessen Ferie i Forum

Åbningstider
Lørdag d. 17. januar 2015 kl. 10-17
Søndag d. 18. januar 2015 kl. 10-17

Priser
Voksen DKK 100,-
Barn (Under 15 år) DKK 50,-

mere information på hjemmesiden Ferie i Forum

Det kan oplyses, at per primo januar 2015 vides det, at det portugisiske flyselskab TAP Air Portugal får sin egen stand på rejsemessen. Det var da en oplagt chance for finde flybilletterne til sommerferien i Portugal i god tid.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »