Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Ryanair lancerer 6 nye ruter fra Lissabon - nye sommerruter til Hamborg, Bremen, Eindhoven, Milano, Roma og Warszawa

Fra sommer 2015 lancerer Ryanair 6 nye sommeruter fra Portugal til destinationer i Tyskland, Holland, Italien og Polen.

De 6 nye Ryanair-ruter fra Lissabon går til:

  • Hamborg, Tyskland - 1 daglig afgang.
    (Relevant for mange danskere, der flyver fra Hamborg til Lissabon)
  • Bremen, Tyskland - 3 ugentlige afgange.
  • Eindhoven, Holland - 3 ugentlige afgange.
  • Milano, Italien - 1 daglig afgang.
  • Rom, Italien - 1 daglig afgang.
  • Warszawa, Polen - 2 ugentlige afgange.

Den største nyhed er Warszawa som Ryanair hverken har haft vinter- eller sommerruter til fra Lissabon tidligere.

De 10 eksisterende sommerruter fra Lissabon forventes desuden at blive bevaret i sommeren 2015, så der er mange muligheder for at flyve low cost fra Lisbon Airport.

Lissabon - det nye Barcelona
Ved en pressekonference udnævnte Ryanairs Michael O'Leary Lissabon til "det nye Barcelona" - med henvisning til at Barcelona i flere år har haft status som en af de mest populære storbyferie-destinationer i Europa.

Med de nye ruter slår Ryanair fast, at Portugal er et særdeles vigtigt marked for Ryanair, og der satses på at Lissabon kan tiltrække endnu flere turister i årene fremover.

Samtidig annoncerer Ryanair at antallet af afgange fra Lissabon til følgende destinationer øges fra sommer 2015:

  • Porto, Portugal - fremover 2 daglige afgange
  • London, England - fremover 3 daglige afgange
  • Manchester, England - fremover 5 ugentlige afgange
  • Pisa, Italien - fremover 3 ugentlige afgange

Fra Faro udvides antallet af afgange til East Midlands til 2 daglige afgange. Ryanair har 27 ruter fra Faro planlagt til sommeren 2015.

Ryanair vil være største flyselskab i Portugal
Ryanair forventer at man inden for 3 år vil være større end TAP og Easyjet på ruter til/fra Portugal med over 12 millioner passagerer. Ryanair har nyligt annonceret at selskabet har bestilt en række nye Boing-fly, der skal understøtte væksten.

Michael O'Leary udtrykte på pressekonferencen ønske om at Lissabon på sigt etablerer en decideret lavpris-lufthavn, hvor afgifterne for flyselskaberne bliver lavere. Ryanair håber at Vinci's overtagelse af ANA (Portugals Lufthavne) vil sætte hurtigere gang i processen.

Se også: Portugals lufthavne er solgt - Vinci køber ANA (Aeroportes de Portugal)

Din vurdering:



Lissabon udenfor Portugals grænser – Lisbon i USA

Hvorfor hedder byerne også Lisbon i USA og hvor ligger de egentlig? – spøjse og historiske observationer

Hvor ligger Lissabon? Det kan lyde som et overflødigt spørgsmål på en hjemmeside, der primært henvender sig til danskere med interesse for Portugal.

Det er da Portugals hovedstad, ville de fleste nok svare.

Og ja, det er sandt nok, men hvis man forestiller sig, at spørgsmålet gik til en person fra Lapland i Finland, så kunne vedkommende sagtens svare, at det er en lille, ubeboet ø i den Botniske Bugt. Og det er faktisk også rigtigt.

Der findes ingen umiddelbar relation mellem øen i Finland og Lissabon i Portugal, der ligger små 4.700 km sydpå. Selv i Norge har de navngivet en plet på landkortet Lissabon.

Lisbon i USA – Lissabon udenfor Portugal
I USA findes der 14 byer med navnet Lisbon (Lissabon på engelsk):

  • Lisbon, Florida
  • Lisbon, Clark County, Ohio
  • Lisbon, Iowa
  • Lisbon, Louisiana
  • Lisbon, Illinois
  • Lisbon, Maryland
  • Lisbon, New Hampshire
  • Lisbon, New York
  • Lisbon, North Dakota
  • Lisbon, Juneau County, Wisconsin
  • Lisbon, Ohio (Columbiana County)
  • Lisbon, Waukesha County, Wisconsin
  • Lisbon, Maine
  • Lisbon, Connecticut

Sjove historier bag navngivning i USA
Det er ofte finurligheder der ligger til grund for, hvorfor byen hedder som den hedder og stort set alle byer med navnet Lisbon i USA har forbindelse med Lissabon i Portugal – i større eller meget mindre grad – en enkelt by skiftede sågar navn til Lisbon (North Dakota), fordi byens grundlæggers kone kom fra Lisbon, New York.

Nedenfor er et par historier om udvalgte Lisbon byer i USA:

Lisbon - New Hampshire
I New Hampshire havde guvernørens ven været konsul i Portugal, så hvorfor ikke kalde byen Lisbon i 1824, da byen én gang for alle skulle have et fast navn. Navnet på byen havde vekslet en del gange, afhængig af bystyret, for allerede i 1763 hed byen Lisbon for første gang.

Lisbon - New York
I den nordlige del af staten New York ligger Lisbon. I 2010 var der godt 4.000 indbyggere, der måske lige så godt kunne have boet i Lisburn. For det var det der stod på papirerne fra folketællingen i 1810 og Lisburn er en by udenfor Belfast i Nordirland.

Lisbon - Illinois
Lisbon i Illinois, USA havde 248 indbygger, 91 husstande og 72 familier der boede i landsbyen. Det var i år 2000. I 2010 var indbyggertallet på 285, eller en stigning på 14,3 procent (!). Tilhørsforholdet til Portugal står lidt i det uvisse, men flere nordmænd fandt Lisbon, Illinois omkring 1850 – Det kan jo faktisk være nordmænd der har medbragt navnet?

New Lisbon og Lisbon
Med tiden blev mange bynavne forkortet fra New Lisbon til bare at hedde Lisbon i USA. Det er en skønsom blanding af små flækker med et par hundrede indbyggere og småbyer med 2-3.000 op til 8.000-9.000 indbyggere.

De fleste byer har med tiden også gennemgået en navneforandring fra noget helt andet til endelig at hedde Lisbon, som i ovenstående eksempel fra New Hampshire, hvilket primært skete i nittenhundredetallet, da byerne skulle indordnes i større amter (County).

Din vurdering:



Måske højere mindsteløn i Portugal fra oktober 2014

Siden 2011 har mindstelønnen i Portugal været 485 euro pr. måned. Nu stiger den måske til 505 euro allerede fra oktober 2014.

Regeringen villig til ny aftale
Avisen Expresso erfarer fra en kilde tæt på begivenhederne, at repræsentanter fra regeringen og arbejdsmarkedets parter fredag den 13. september 2014 satte sig sammen for at diskutere vilkårene for en stigning på 20 euro om måneden for ansatte på mindsteløn i Portugal.

Det menes, at regeringen er villige til at indgå en aftale, men ønsker så bred enighed som muligt mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne.

Det forventes at koste staten 1.6 mio. euro i resten af 2014, hvis en lønstigning på 20 euro træder i kraft.

Ifølge Portugals økonomiministerium arbejder ca. 12 procent af befolkningen på minimumsløn, mens fagforeningerne peger på, at det nærmere er 500.000 personer, eller mere end det dobbelte af regeringens tal.

Portugals økonomi stadig skrøbelig
Portugals økonomi er stadig stram efter landet forlod EU lånehjælpepakken i maj 2014, men regeringen forventer, at bruttonationalproduktet (BNP) vil stige med 1 procent i år og forsøger ihærdigt at sænke statens budgetunderskud fra 4,9 til 4 procent af BNP allerede i 2014 og yderligere til 2,5 procent i 2015.

14 månedslønninger om året
Til almindelig orientering skal det fremhæves, at en årsløn i Portugal udbetales i 14 rater, med en ekstra rate i juli og december, hvilket reelt giver en nuværende mindsteløn på 566 euro (14x485/12). Den kan måske stige til 589 euro om måneden (14x505/12). Lønnen er brutto.

Minimum månedsløn, købekraft og gennemsnitsløn i EU
Per januar 2014 var spændet mellem laveste og højeste månedlige minimumsbruttoindkomst i EU lige fra 174 euro i Bulgarien til 1.921 euro i Luxemburg. Med andre ord tjener en person i Luxemburg 11 gange mere end en bulgarer.

Omsat til købekraft er købekraften i Bulgarien ca. 20 procent i forhold til Luxemburg. Købekraften i Portugal er ca. 40 procent i forhold til Luxemburg (og Danmark). Portugal rangerer lavest blandt alle vesteuropæiske lande, men dog over en lang stribe østeuropæiske nationer.

I runde tal er den månedlige gennemsnitsløn per person i Portugal på 1000 euro. EU gennemsnitslønnen er 2000 euro og i Danmark var gennemsnitslønnen i 2013, ifølge Danmarks Statistik, på omregnet 3000 euro pr. måned. EU’s højeste sammen med Luxemburg.

Kilde: globalpost og Eurostat

Din vurdering:



EM fodbold 2016 - Portugal skal have ny landstræner for nationens fodboldhold frem mod EM i Frankrig

Portugals fodboldlandstræner Paulo Bento og det portugisiske fodboldforbund kom den 11. september 2014 til enighed om at ophæve kontrakten mellem dem.

Det meddelte forbundet i en pressemeddelelse.

Med andre ord: en venlig måde at fortælle, at Bento er blevet fyret.

Fyret ovenpå skuffende resultat i EM kval
Det sker efter en stribende skuffende resultater på fodboldbanen, der helt præcist startede med 0-4 nederlaget til Tyskland i sommerens VM-slutrunde i Brasilien og kulminerede ved Portugals forsmædelige nederlag på 0-1 på hjemmebane til, den i fodboldhenseende miniputnation, Albanien (sammenlign med Danmarks triste nederlag på 0-4 til Armenien i Parken efteråret 2013).

Ny landstræner endnu ikke udnævnt - EM fodbold 2016
Det portugisiske fodboldforbund Federação Portuguesa de Futebol (FPF) meddelte desuden, at en ny landstræner endnu ikke var fundet, men at der er forhandlinger i gang.

Endnu et offer for mediekritik
Paulo Bento er endnu en portugisisk landstræner, der er blevet offer for mediernes og befolkningens hårde og skånselsløse kritik, siger Carlos Queiroz til A Bola. Queiroz har blandt andet tidligere trænet Real Madrid.

Han har bemærket, at de fleste, tidligere landsholdstrænere for Portugals udvalgte alle sammen er blevet gennet ud af bagdøren og stort set ingen fremtid har inden for fodboldverden igen.

De er alle ofre for en nådesløs kritik og FPF holder tilsyneladende ikke hånden over landstræneren, hvis hele den fodboldelskende nations krav om trænerfyring bliver alt for voldsomt.

Til sammenligning er Danmarks landstræner Morten Olsen den træner i verden, der for tiden har siddet længst på taburetten og ind imellem har han også måtte lægge øre til sønderrivende kritik (jf. ovennævnte nederlag), uden at DBU har følt sig nødsaget til at afbryde samarbejdet, men tværtimod forlænget eksisterende aftale gentagne gange.

Video: Portugal – Albanien 0-1 (sept. 2014) – Paulo Bentos dødsstød?

Somos Seleção, Somos Portugal – eller hvem bestemmer?
Fodbold i Portugal er kæmpestort! – alle fodboldinteresserede er mandagstrænere og man skal bestemt ikke undervurdere mediernes og folkets dom i fodboldsammenhænge i Portugal - det kan have medvirket til Federação Portuguesa de Futebols beslutning – igen.

Hvem skal være ny Portugal landstræner mod EURO 2016
Den portugisiske sportsavis A Bola, der udkommer dagligt, spekulerer i, at den nye landstræner til at overtage tøjlerne bliver den tidligere Porto, Sporting og Benfica træner, 59 årige Fernando Santos, hvis primære opgave i så fald bliver at føre Portugal til EURO 2016 i Frankrig.

Fernando Santos, der var træner for Grækenlands landshold indtil nederlaget i 8-delsfinalen mod Costa Rica ved VM i Brasilien 2014, formåede, desværre for ham selv, at blive præsenteret for det røde kort af kampens dommer, i de døende minutter for en del upassende kommentarer.

Han fik efterfølgende 8 dages karantæne fra internationale landstræneropgaver og det ville i så fald være en ny landstræner for Portugal, der skulle styre holdet fra tilskuerpladserne. Det kan have kostet ham karrieren på allerhøjeste niveau. Medierne spekulere også i, om det ikke ville være på sin plads at prøve en landstræner fra udlandet.

Portugals mange dygtige spillere i store klubber – og Cristiano Ronaldo selvfølgelig
Portugals spillermateriale er som de fleste ved mest koncentreret om navnet og stjernen Cristiano Ronaldo. Men Portugal har mange stjernenavne: Pepe og Fábio Coentrão spiller med Cristiano i Real Madrid, João Moutinho spiller i Monaco og i det hele taget har Portugal mange spillere i den rigtige gode alder omkring 30 år, samt store talenter i starten af tyverne.

De fleste spillere prøver til dagligt kræfter i store ligaer på deres respektive klubhold, ikke mindst i Spanien, så spørgsmålene der naturligvis melder sig nu kunne blandt andet være: er det ikke rimeligt at træneren bliver fyret og ikke et hold af stjerner? Eller er det en svær og utaknemmelig opgave at styre en stribe fodboldstjerner, når de sammen skal tørne ud på alverdens stadions og indfri nationens evige, store forventninger og ikke bare egne ambitioner?

Lige som i alle andre fodboldinteresserede lande, er dagen efter en sejr én af årets bedste dage for den almindelige fodboldentusiast – dette gælder helt sikkert også i Portugal. Det omvendte gør sig dog desværre også gældende.

Næste betydende kamp for Portugal er mod Danmark i København i EM kval. Gruppe I
Portugals næste landskamp er mod Frankrig (Portugal sidder over i næste EM 2016 kval. runde) og derfor er første betydende kamp for den kommende, nye landstræner mod Morten Olsen og Danmark i København.

Portugal møder Danmark i EM kval. Gruppe I, i Parken den 14. oktober 2014 og igen i Portugal 8. oktober 2015.

Se også: Danmarks EM Gruppe 2016 - Stilling EM Kval Gruppe I med Danmark og Portugal

Din vurdering:



Modløshed blandt Portugals ungdom bekymrende for landets fremtid

Det estimeres, at 14 mio. unge europæere mellem 15 og 29 år hverken går i skole eller har et arbejde. Det er især de sydeuropæiske lande, der er hårdt ramt af ungdomsarbejdsløshed.

Disse unge kaldes med et nutidigt udtryk hverken-eller generationen.

En sociolog fra universitetet i Coimbra kalder situationen i Portugal for ’bekymrende’. Han er af den opfattelse, at de unge er demotiverede på grund af landets svære tilstand gennem de seneste år og fremhæver de unges betydning for landets økonomiske genopretning.

Det er en svær balancegang, når mange indbyggere samtidig vælger at forlade fædrelandet for at søge arbejde i udlandet.

Portugals unge vil hverken det ene eller det andet
Portugals ungdomsarbejdsløshedsprocent er på ca. 40. En stor gruppe unge mener ikke længere de behøver at uddanne sig til noget, der alligevel ikke giver job i fremtiden, men vil samtidig heller ikke tage lavtlønnede job til 500 euro om måneden. Hverken det ene eller det andet.

En stor del af ungdommen er havnet i den lidet flatterende kategori: ’Generation hverken-eller’.

Det frygtes, at op til 30 procent af Portugals unge mellem 20 og 24 år er i fare for at blive ramt af fattigdom, ifølge EU.

Læs artiklen ’Neither-nor generation’ worries Portugal publiceret af ShanghaiDaily den 10. september 2014

Din vurdering:



Danmarks EM Gruppe 2016 - Stilling EM Kval Gruppe I med Danmark og Portugal

Gå til : EM 2016 (EURO2016) resultater/stilling i Portugals gruppe F

Danmark og Portugal er i kvalifikationsgruppe I - sammen med Albanien, Serbien og Armenien.

Portugal og Danmark er favoritter
Danmark og Portugal tørner sammen i EM kvalifikationen første gang den 14. oktober 2014 i København og igen 8. oktober 2015 i Portugal.

Se kampplan herunder.

Stilling og resultater - Danmarks EM kvalifikationsgruppe I

Bemærk at stilling reflekterer point-fradømmelse efter Serbien-Albanien kampen.

Stilling Danmarks EM kval gruppe

Hold Kampe spillet Vundne kampe Uafgjorte kampe Tabte kampe Målscore Point
Portugal 8 7 0 1 11-5 21
Albanien 8 4 2 2 10-5 14
Danmark 8 3 3 2 8-5 12
Serbien 8 2 1 5 8-13 4
Armenien 8 0 2 6 5-14 2

Stilling opdateret 11. oktober 2015 kl. 19.52 (ifølge UEFA)

1. spillerunde EM Kval kampe

7. sept. 2014: Portugal – Albanien 0-1
7. sept. 2014: Danmark – Armenien 2-1 (Målscorere for Danmark: Pierre-Emil Højbjerg og Thomas Kahlenberg)

2. spillerunde EM Kval 2016 kampe

11. okt. 2014: Armenien - Serbien 1-1 
11. okt. 2014 kl. 20.45: Albanien – Danmark 1-1
(Portugal sad over i 2. runde)

3. spillerunde EM fodbold 2016

14. okt. 2014 kl. 20.45: DanmarkPortugal - 0-1
14. okt. 2014 kl. 20.45: Serbien – Albanien - 0-0 - per kl. 22.45 blev kampen afbrudt på grund af uro på stadion. Serbien vandt administrativt 3-0, men ingen point blev uddelt

4. spillerunde Danmarks EM gruppe kampe

14. nov. 2014 kl. 20.45: Serbien – Danmark - 1-3
14. nov. 2014 kl. 20.45: Portugal – Armenien - 1-0

5. spillerunde EM Kval gruppe I

29. marts 2015 kl. 18.00: Albanien – Armenien  - 2-1
29. marts 2015 kl. 20.45: Portugal – Serbien - 2-1
(Danmark sad over i 5. runde) 

6. spillerunde Fodbold EURO Kval

13. juni 2015 kl. 18.00: Armenien – Portugal - 2-3
13. juni 2015 kl. 20.45: Danmark – Serbien - 2-0

7. spillerunde Danmark EM 2016

4. sept. 2015 kl. 20.45: Danmark – Albanien 0-0
4. sept. 2015 kl. 20.45: Serbien – Armenien 2-0
(Portugal sad over i 7. runde) 

8. spillerunde EM kval gruppe I

7. sept. 2015 kl. 18.00: Armenien – Danmark 0-0
7. sept. 2015 kl. 20.45: Albanien – Portugal 0-1 

Kvalifikation giver adgang til EM slutrunden 2016 i Frankrig
Nummer 1 og 2 i samtlige ni kvalifikationsgrupper (A til I) går direkte videre til EURO 2016 i Frankrig.

Den bedste treer går også direkte videre, mens de resterende otte 3’ere skal spille play-off kampe om fire pladser.

Kommende kampe i EM kvalifikation Gruppe I
Kamptidspunkt er dansk tid (Portugal -1 time)

Alle hold der sidder over i de enkelte runder spiller træningskamp mod Frankrig (VM-arrangørerne)

1-2-3-4-5-6-7-8. spillerunder til EM Kvalifikation 2016

Se resultater ovenfor

9. spillerunde - med Portugal Danmark kamp

8. okt. 2015 kl. 20.45: Albanien – Serbien 0-2
8. okt. 2015 kl. 20.45: Portugal Danmark 1-0

10. spillerunde - Danmarks gruppe EM Kval

11. okt. 2015 kl. 18.00: Armenien – Albanien 0-3
11. okt. 2015 kl. 18.00: Serbien – Portugal 1-2
(Danmark oversidder i 10. runde)

Din vurdering:



Portugal springer opad på den globale rangliste over konkurrenceevne

Portugal i økonomisk vækst mens resten af Eurozonen stagnerer – prisfald i fødevarepriserne i første halvår af 2014

Portugal hopper 15 pladser frem og er nu det 36. mest konkurrencedygtige samfund i verden. Stigningen sker efter en periode med næsten uafbrudt tilbagegang siden 2005.

Det oplyser World Economy Forum (WEF) onsdag den 3. september 2014 i deres årlige opgørelse.

Portugal på vej op igen
Verdensranglisten har igen Schweiz på førstepladsen, foran Singapore, USA, Finland og Tyskland. Danmark er nummer 13.

Portugals spring frem til 36. pladsen er første fremgang siden 2005, hvor Portugal toppede på 22. pladsen.

Reformer bærer frugt nu
WEF bemærker sig, at Portugals ambitiøse reformprogram er ved at give resultat og understreger, at der ikke allerede skal hviles på laurbærrene, men fortsættes med at implementere igangværende reformer, ikke mindst for at imødekomme de vedvarende bekymringer angående landets skrøbelige nationaløkonomi.

De tre største problemer for en vedvarende forbedring for Portugal er ifølge WEF bureaukrati, skattetryk og adgang til finansiering af nye forretningstiltag. Portugal scorer til gengæld højt på vej-infrastruktur, grund- og videregående skoleuddannelse, ledelsesuddannelse og teknologisk parathed.

Vækst og fremgang
Portugiserne har også lagt en vækst i BNP ydeevnen på 0,6 procent i andet kvartal af 2014. På årsbasis har Portugal haft en fremgang på 0,8 procent. Dette skal ses i lyset af, at de 18 lande i Eurozonen tilsammen stagnerer. Til sammenligning har Danmark haft en negativ vækst på 0,3 procent (Danmark er ikke en del af Eurozonen).

Prisfald i detailhandlen
Generaldirektøren for Foreningen af Portugisiske Distributionsselskaber (APED) fortæller, at der er tegn på, at priserne i landets butikker er faldene, især for fødevarer. Gennemsnitsprisen for fødevarer er faldet med 0,2 procent i første halvdel af 2014 i forhold til samme periode i 2013. Prisberegningen er baseret på tal, der ikke inkluderer rabat eller er rabatgivende ved betaling.

Kilde: The Portugal News

Din vurdering:



Red Bull Flugtag 2014 Cascais – lørdag den 6. september kl. 13 ved Baía de Cascais

Lørdag den 6. september 2014 kl. 13.00 lyder startskuddet til den 3. udgave af Red Bull Flugtag 2014.

Med kreativiteten i højsædet prøver helt almindelige mennesker at få et hjemmelavet fly i luften fra en rampe, der løber udover vandet ved stranden i Cascais.

Og nej, det er ikke let, men det er med garanti morsomt og der er ingen grænser for, hvordan man kan udsmykke et hjemmedesignet fly og ikke mindst hvordan man kan udsmykke sig selv.

Red Bull Flugtag er en opvisning i hjemmelavede flyvemaskiner
Red Bull Flugtag er et sjovt tiltag for dem der mener at kunne konstruere lige præcis den maskine der kan holde sig i luften længe nok til, at der rent faktisk kan være tale om en decideret flyvning – det er der ikke mange der kan! Se selv i det underholdende videoklip nedenfor.

Video: top 10 bloopers fra Red Bull Flugtag USA

Se med live på internettet
Kan man af forskellige årsager ikke være tilstede lørdag i Cascais, kan showet følges på nettet via livestreaming. Transmissionen starter kl. 12 lokal tid (kl. 13 dansk tid).

Reglerne er ligetil – sådan vinder man
De hjemmelavede flyvemaskiner må efter reglerne ikke overstige en makimal vægt og størrelse og skal være drevet ved menneskekraft – ingen maskinhjælp. Det er lidt ligesom sæbekassebiler for voksne. Flyene kastes ud fra en 9 meter høj rampe, der ligger over vand.

Det er underholdningsværdien for de involverede og tilskuerne der dominere showet, for flyvemaskinerne kan sjældent flyve overhovedet.

Kriterierne for at vinde konkurrencen er: distance, kreativitet og underholdningsværdi. Flyene, der alle som én vil ende i vandet, må ikke synke, miste dele af flyet undervejs og skal være bygget af miljøvenlige materialer.

Showet har spredt sig til 35 byer – Red Bull Flugtag
Oprindeligt startede Red Bull Flugtag i en lille by i England i 1971 under navnet Birdman Rally. I 1991 blev den første Flugtag, som man kender det i dag, afholdt i Wien og showet kan nu opleves i 35 byer verden over.

Video: Red Bull Flugtag 2014 Cascais

Din vurdering:



Angolansk koncerngruppe åbner Skyna Lisboa Hotel i Lissabon

Den angolanske koncerngruppe Sociedade Comercial de Investimentos Gerais (Socinger) begynder deres internationaliseringsstrategi i Lissabon, ved at åbne et 4-stjernet hotel i det attraktive område omkring Avenida da Liberdade, skriver macauhub.com.

Investering og arbejdspladser
Koncernen investerer 22 mio. euro i projektet, skaber 55 arbejdspladser og forventer, at hotellet står klar til indvielse i marts måned 2015.

Skyna Hotel Lisboa – 105 værelser
Skyna Lisboa Hotel kommer til at have 105 værelser, hvoraf syv er suiter og fem er mastersuiter med privatbalkon, samt 93 værelser, hvor 26 kategoriseres som superior.

Angola og Portugal – indbyrdes forståelse
Gruppens administrerende direktør fortæller i en officiel udmelding, at Portugal er valgt som koncernens første land, i bestræbelserne på at udvide hotelkonceptet globalt, på grund af de to landes indbyrdes kulturelle og sproglige forståelse, samt succes på forretningsområdet, hvad angår turisme.

Skyna Hotel i Luanda, Angola blev indviet i 2009 og allerede dengang var der planer for at udvide til Portugals hovedstad.

Din vurdering:



Madeira vinterferie - 1 uges ferie på Madeira med FDM Travel fra 2500 kr. fra København i november/december

FDM Travel markedsfører pt. rejser til Madeira i vinterperioden med priser fra 2500 kr. per person fra København.

Se aktuelle priser: FDM Travel vinterferie Madeira.

De billigste priser fra FDM Travel finder man ved afrejse den 29. november 2014 eller den 6. december 2014. Bemærk at de billigste rejser sandsynligvis hurtigt vil blive udsolgt.

Prisen på blot 2500 kr. for en uges vinterferie på Madeira inkluderer fly med Norwegian direkte til Funchal fra København samt 7 overnatninger på hotel Dorisol Mimosa (pris per person ved 2 personer i dobbeltværelse).

Dorisol Mimosa hotel er et familievenligt hotel, hvor der også er mange aktiviteter for børn. Mod merpris kan man nemt opgradere til øvrige hoteller på Madeira.

Bemærk at Norwegian har et separat kuffertgebyr på 300 kr. per indchecket kuffert, der evt. skal tillægges prisen. Desuden er transfer mellem hotel og lufthavn ikke inkluderet. Der kan med fordel lejes bil på Madeira.

Sammenlign priser på billeje på Madeira.

Rejser til Madeira fra Hamburg Lufthavn med FDM Travel
Det er også muligt at flyve fra Hamborg til Madeira med FDM Travel, hvilket for en sjælden gangs skyld er marginalt dyrere end afgangene fra København (normalt er det billigst at rejse til Madeira fra Hamborg).

De billigste rejser fra Hamborg Lufthavn inkl. fly og hotel koster pt. 2717 kr. med afgang den 29. november 2014. Der flyves fra Hamborg med TAP Portugal med mellemlanding i Lissabon.

Til gengæld opkræver TAP Portugal ikke separat kuffertgebyr, så reelt er rejsen til Madeira fra Hamborg billigst - forudsat at man medbringer kufferter.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »