Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Portugal hædret adskillige gange med rejsebranchens svar på en ‘Oscar’

World Travel Awards 2014 uddelte priser til Europas bedste ved en Gallafest den 2. august 2014.

Rejsebranchens svar på Oscar-uddelingen fandt sted i den græske hovedstad Athen og Portugal tog intet mindre end 16 priser med hjem. Det var syv flere end året før.

Lissabon bedste krydstogt destination
Portugal var nomineret i 40 kategorier og vandt blandt andet bedste krydstogt destination og bedste krydstogthavn i Lissabon.

Madeira også hædret
Madeira vandt titlen som Europas bedste ferieø, for andet år i træk. Portugals turistorganisation Turismo de Portugal blev også hædret som Europas førende.

Hoteller i Algarve, Lissabon og Porto hjemtog en del priser, blandt andet Conrad Algarve for bedste Luksus Resort, Bairro Alto Hotel for bedste Landmark Hotel og Vila Vita Parc for mest Romantiske Resort.

Se den fulde liste over alle vindere på World Travel Awards 2014

Din vurdering:



Rejser Algarvekysten august 2014 – events og ferieoplevelser for hele familien

Algarve regionen er kendt for strande, naturlandskaber, barer og golfbaner. Og for restauranter, hoteller, seværdigheder og naturligvis masser af underholdning.

Lej feriebolig på Algarvekysten

Oplevelser for enhver smag
Udbuddet af spændende, sjove og underholdende oplevelser er meget forskelligartet og som turist bliver man budt på masser af lokale oplevelser til følelsesregisteret, mange lydoplevelser for ørerne og i høj grad regionale oplevelser for smagssanserne over hele Algarvekysten.

Se også: Vejret i Algarve

Nedenstående er et udpluk af begivenheder og oplevelser i Algarve for august 2014:

8. august: koncert med Leona Lewis - Albufeira
Den britiske sangerinde Leona Lewis, der udover at vinde den engelske udgave af X-factor også har formået at slå igennem internationalt, giver koncert den 8. august i Albufeira.

Concerto com Leona Lewis
Sted: Sheraton Algarve & Pine Cliffs Resort
Tidspunkt: 8. august 2014 - kl. 22.30
Billetpris: 45€

Lej feriebolig i Albufeira

9-14. august: Seafood Festival – Olhão (Faro)
Kom og smag på frisk fisk og skaldyr fra Ria Formosa, tilberedt på forskellige måder eller køb dine souvenirs på markedet med lokalproduceret brugskunst. Det hele bliver ledsaget af live musik.

29. Festival do Marisco
Sted: Olhão (10 km fra Faro)
Hver dag fra 9-14. august 2014

10. august: The Color Run – Algarve (Portimão)
Vær med til et fem kilometers motionsløb i farver. Fokus ligger IKKE på hurtighed og tid, men på sjov og samvær med venner og familie. Det eneste krav er, at man møder op ved startsnoren i hvid trøje. Den er med garanti flerfarvet, når målstregen passeres.

The Color Run
Sted: Marinaen i Portimão
Tidspunkt: 10. august 2014 - kl. 18.00
Mere information: www.thecolorrun.pt

Læs også: The Color Run Cascais 2014 – de skøreste fem kilometer i farver

13-17. august: 20. Sardin Festival – Portimão
Grillede sardiner er en nationalret i Portugal. Denne lækre spise er midtpunktet i Sardin Festivalen i Portimão, der udover grillede sardiner også byder på mere traditionelle markedsoplevelser som aktiviteter for børn, musikalsk optrædende med portugisiske kunstnere, samt mulighed for køb af brugskunst og slik – alt i alt en oplevelse for hele familien.

XX Festival da Sardinha
Sted: Portimão (ved havnen)
Tidspunkt: 13-17. august 2014 – alle dage fra kl. 19.00 til 01.00

15. august: Where’s The Party by Carlsberg
På Marinaen i Albufeira bliver der skruet op for den store bashøjttaler, når arrangementet Where’s The Party rammer Algarve i år. Arrangementets helt store navn er den hollandske DJ og producer Armin Van Buuren og med ham bag pladespillerne er der lagt op til et brag af en fest til solen står op.

Where’s The Party
Sted: Albufeira (marinaen)
Tidspunkt: 15. august 2014 - fra kl. 16
Pris: 22€

Video: Where’s The Party – Algarve 2014

5-9. september: Kost fra Middelhavsområdet
Er man så heldig at være i Tavira i starten af september, skal man tage til markedet, der fokuserer på middelhavskostens gunstige virkninger på kroppens velvære.

Her kan man få gode råd om kost, der er godt for hjertet, deltage i tilberedning af ernæringsrigtig mad og smage på vin og olivenolie.

Arrangementet har også alle de oplevelser man normalt forbinder med et marked. Her er det hele for hele familien, bare lidt mere ernæringsrigtigt.

Feira da Dieta Mediterrânica
Sted: Tavira (30 km fra Faro)
Tidspunkt: 5-9. september 2014

Lej feriebolig i Tavira

Der er mange flere oplevelser at vælge imellem
Dette lille udpluk af gode oplevelser i Algarve i august måned retfærdiggør ikke omfanget af de mange begivenheder, der rent faktisk løber af stablen. Læs meget mere om samtlige muligheder i online pamfletten Guide Algarve August 2014 (PDF Format).

Din vurdering:



David Cameron holder 2014 sommerferie i Portugal – Turister bruger i snit 100 euro om dagen

Det vides ikke om den engelske premierminister holder forbrugsgennemsnittet som turist oppe eller nede, men det er sikkert, at han igen i år er taget til Portugal for at holde sommerferie med sin kone og tre børn.

David Cameron er dog så travl en mand, at hans kalender ikke tillader ham at slappe af i familiens skød særlig længe af gangen.

Premierministeren afbryder ferien
Cameron rejste til Portugal lørdag d. 2. august og skulle allerede tilbage til Glasgow søndag d. 3. august for at deltage i afslutningsceremonien i sportsarrangementet ’The Commonwealth Games’. I denne uge (4-10 august 2014) skal han deltage i møder i Frankrig og Belgien, inden han vender tilbage til ferien og familien i Portugal.

Det er ikke Camerons første ferie i år, da han allerede har været på ferie på Lanzarote. I 2013 var han og familien også på ferie i Portugal (Algarve), samt Cornwall, Skotland og Spanien.

Turister i Portugal lægger 100 euro om dagen
Udenlandske turister og besøgende på ferie eller forretning i Portugal bruger i gennemsnit 100,22 euro om dagen – vel og mærke per hoved. Det har Portugals Statistik beregnet sig frem til.

Erhvervs- og forretningsrejsende holder snittet oppe, idet de forbruger 166,56 euro om dagen per person, hvorimod turister der kommer til Portugal enten i bil eller tog kun formøbler 47,96 euro om dagen i snit.

Turister, der tager turen til Portugal med fly, bruger 129,76 euro per person om dagen i snit – alt inklusive.

Kilder: Mirror, Belfast Telegraph og The Portugal News

Din vurdering:



BES bank i Portugal opdeles i to banker - en god bank og en dårlig bank

Søndag aften (den 3. august 2014) blev det ved en pressekonference hos Portugals Nationalbank offentliggjort at Banco Espirito Santo (BES) opdeles i to separate banker med virkning fra den 4. august 2014.

Portugals regering ønsker at undgå en nationalisering af BES bank, og man ønsker at skatteyderne i Portugal rammes mindst muligt af restruktureringen af Banco BES - dvs. at der ikke bliver tale om en statsfinansieret rekonstruktion.

Banco Espirito Santo aflagde den 30. juli 2014 et halvårsregnskab med et tab på hele 3,6 mia. euro (primært dårlige lån til øvrige selskaber i Grupo Espirito Santo), hvilket har påvirket soliditeten i banken så kraftigt, at en redningsplan er uundgåelig selv om banken hidtil har forsøgt at stable en redningsplan på benene uden regeringens indblanding.

BES - Den gode bank (ny bank)
Den nye bank (Novo Banco) vil bestå at de gode aktiver fra den tidligere bank, og samtlige normale bank-kunder og medarbejdere vil fortsætte i den nye bank, der også som udgangspunkt bevarer de eksisterende filialer. Den nye bank starter den 4. august. Den nye bank vil midlertidigt være ejet af en bank-fond og vil senere få nye investorer. Ingen almindelige bank-kunder forventes at miste deres indeståender, og almindelige kredit-faciliteter fortsætter uændret.

BES - Den dårlige bank (gammel bank)
De eksisterende aktionærer i BES må nøjes med fortsat at eje de dårlige aktiver fra den tidligere bank. Disse aktiver vil i høj grad bestå af dårlige investeringer i GES (Grupo Espirito Santo), hvor der også er konstateret ulovlige udlån. BES-aktien er allerede faldet 89% siden seneste større kapitalforhøjelse i juni 2014. De eksisterende aktionærer i BES bliver dermed de største tabere i hele restruktureringen af banken.

Din vurdering:



TAP piloter varsler strejke lørdag d. 9. August 2014 fra kl. 00.00 til 23.59

Piloterne hos det portugisiske flyselskab TAP, der blandt andet flyver mellem København og Lissabon, har via deres fagforening varslet én dags strejke - lørdag den 9. august 2014 - i tidsrummet fra kl. 00.00 til kl. 23.59.

På grund af den mulige strejke forbeholder TAP sig retten til at ombooke rejsende denne dag. Flybilletten kan også refunderes.

Strejken er en protest mod forringede arbejdsvilkår.

Læs TAPs kortfattede udmelding

Din vurdering:



Tidligere chef for Banco Espírito Santo anholdt – mistanke om hvidvaskning og skatteunddragelse

Den tidligere bestyrelsesformand for den problemramte portugisiske og familieejede storbank - Banco Espirito Santo (BES) - blev arresteret i sidste uge.

Operation Monte Branco
Den portugisiske statsadvokatur anklager 70 årige Ricardo Salgado, der bestyrede banken i 23 år, for blandt andet skatteunddragelse og hvidvaskning af penge. Det er kommet frem i forbindelse med efterforskningen af ’finansielle transaktioner’ – en del af undersøgelsen kaldet Operation Monte Branco.

Der er fundet tegn på regnskabsmæssige uregelmæssigheder i koncernens selskaber og bankens investorer udtrykker stor bekymring med hensyn til uregelmæssighedernes indvirkning på driften af BES banken.

Løsladt mod kaution
Ricardo Salgado kom for retten torsdag 24. juli og løsladt igen samme dag mod en kaution på 3 mio. euro. Salgados advokat fortæller, at hans klient vil være samarbejdsvillig og medvirke til at skabe klarhed over de faktiske forhold. Ricardo Salgado er officielt under mistanke i sagen.

Én af Portugals mest magtfulde mænd – fra et magtfuldt familiedynasti 
i 2013 blev Ricardo Espírito Santo Salgado anset for at være Portugals 3. mest magtfulde person. Familiedynastiet, der går fire generationer tilbage, har gennem tiderne haft mange indflydelsesrige bekendtskaber; Rockefeller og hertugen og hertuginden af Windsor er bare nogen af disse bekendte og familien har op gennem Portugals historie, der de sidste godt hundrede år har oplevet et monarki, en republikansk omvæltning, diktatur, revolution og demokrati, altid formået at være på god fod med den politiske elite.

Diktatoren Salazar udpegede familien Espírito Santo, sammen med kun en håndfuld andre magtfulde familier, til at håndtere Portugals økonomi. Efter revolutionen i 1974 blev banksektoren nationaliseret og familien Espírito Santo forsvandt til udlandet. I 1991 var Ricardo Salgado familiens overhoved, de vendte tilbage til Portugal og han overtog igen bankvirksomheden BES.

23 år senere står han altså nu anklaget for skatteunddragelse og hvidvaskning. I 2014 er han ikke længere Portugals 3. mest magtfulde mand – men nummer 48 indenfor Portugals finanssektor.

Kilder: Financial Times, The Portugal News, BBC og The Guardian

Din vurdering:



TAP må aflyse mange fly grundet forsinket levering af nye Airbus fly

Tidligere på året annoncerede TAP lancering af 11 nye flyruter samt flere afgange på en række eksisterende TAP flyruter.

For at understøtte væksten bestilte TAP (i god tid) 6 nye Airbus fly (2 stk. A330 til langdistanceruter samt 2 stk. A319 og 2 stk. A320 til de kortere ruter.

Der er imidlertid alligevel opstået en uventet forsinkelse på levering af flere af de nye TAP fly, hvilket er uden for TAPs kontrol. Derfor har TAP måttet omrokere mange ruter samt leje erstatsningsfly i det omfang det er muligt. Alene i den seneste uge er 48 fly blevet aflyst.

Aflysninger TAP
TAP er som konsekvens af den forsinkede flylevering tvunget til at aflyse yderligere afgange.

Se pressemeddelse med oversigt over aflyste TAP afgange de kommende dage.

TAP forsøger så vidt muligt at hjælpe med at ombooke de ramte passagerer til alternative flyselskaber og flyruter, men tilbyder også fuld tilbagebetaling, hvis den tilbudte erstatsningsbillet ikke ønskes.

Flere nye TAP fly bestilt
Yderligere oplyser TAP at 12 nye Airbus A350-900 XWB er bestilt – disse skal fra 2017 gradvist erstatte den eksisterende flåde af fly-typerne A330 og A340. Med A350 opnås en brændstof-besparelse på op til 25%.

Din vurdering:



Lissabon: kendte anbefaler – hoteller, restauranter, shopping og museer

Hvad anbefaler en Michelin køkkenchef, en skuespiller, en romanforfatter og en designer af gode restauranter, butikker, hoteller og museer og hvad har de af små hemmelige tips til de bedste oplevelser i Lissabon?

José Avillez – Michelin Chef
Køkkenchefen José Avillez, der både har Michelin stjerne og fem restauranter i Lissabon, er vild med sporvogn nr. 28, butikken ’A Vida Portuguesa’, det hyggelige hotel memmo Alfama, den lille park Belvedere São Pedro de Alcântara og den lille, familieejede fiskekonserves butik Conserveira de Lisboa.

Læs også: Lissabon-ferie – billig sommerferie i Lissabon

Robert Wilson – krimiforfatter
Den britiske krimiforfatter Robert Wilson, der også har bopæl i Portugal, ved hvor de hyggelige restauranter ligger; dem med ægte fado og dem man måske er nødt til at banke på døren for at komme ind på. Han har også lovord tilovers for Marcado de Ribeira, et marked med frisk fisk og økologisk frugt og grønt.

Vejret i Lissabon lige nu og de næste dage

Alexandra Champalimaud – indretningsarkitekt og designer
Den i Lissabon fødte designer Alexandra Champalimaud, der er indretningsarkitekt for hoteller i den dyre ende, samt private boliger og restauranter, har en tur til Sintra, antikmarked, smykkebutikken Leitão & Irmão, samt en restaurant nær operahuset i Chiado kvarteret øverst på listen over sine specielle oplevelser i Lissabon.

Daniela Ruah – skuespiller
Daniela Ruah, skuespiller opvokset i Lissabon, synes rigtig godt om Bairro Alto, Pastéis de Belém, Gulbenkian Museet og fisk og skaldyr, samt en prego (sandwich) på Cervejaria Ramiro.

Læs mere om de fire kendtes favoritsteder i Lissabon og bliv inspireret til nye, gode oplevelser næste gang du er i byen – hvis du ikke allerede er i Lissabon.

Video: kom med ind i konditoriet Pastéis de Belém

Din vurdering:



Hvem ankom først? - Museknogler fra vikingetiden fundet på Madeira

Først var det Amerika – nu er det Madeira. Vikingerne har gjort det igen. Nye forskningsresultater peger på, at museknogler fundet på den portugisiske ø Madeira stammer fra omkring år 900-1030, en periode hvor vikingerne var meget aktive.

Det kan næsten konkluderes, at vikingerne udover Amerika altså også kom portugiserne i forkøbet og ankom til Madeira 400-500 år før sømænd i tjeneste under Henrik Søfareren gjorde omkring år 1420.

Blinde passagerer på vikingernes skibe til Madeira
Seniorforsker ved DTU Space i Danmark Jens Olaf Pedersen har skrevet en artikel baseret på spanske undersøgelser der påviser, at musebestanden på Madeira har skandinaviske rødder og temmelig sikkert var ombord på vikingernes langskibe. Det vil i så fald betyde, at vikingerne besøgte øen længe før portugiserne slog sig ned.

Mus var også et skadedyr dengang
Det menes, at de skandinaviske mus spise størstedelen af øens småfugle og ligesom portugisernes medbragte kaniner til Porto Santo mange år senere, forårsagede musene en økologisk katastrofe, idet både dyre- og plantearter på datidens Madeira (og Porto Santo) blev udryddet på grund af menneskenes manglende omtanke (og viden og forståelse). Øernes flora og fauna kunne have en helt anden sammensætning i dag.

Har vi et erstatningsansvar overfor Madeira?
”I disse tider hvor det er blevet populært at forlange undskyldninger for fortidens gerninger og helst i form af en økonomisk kompensation, er det ikke til at vide, hvad regningen for vikingernes invasion på Madeira kan løbe op i”, skriver Jens Olaf Pedersen med et glimt i øjet.

Læs artiklen ’Vikinger på Madeira’ og lyt til Jens Olaf Pedersen, da han tidligere på ugen besøgte Danmarks Radios P1 Morgen og fortalte sin historie (netradio: scroll ned til indslaget der starter kl. 06.49).

Din vurdering:



Easyjet åbner ny base i Porto i foråret 2015

Storbritanniens største flyselskab Easyjet annoncerede tirsdag den 15. juli 2014 planer for en ny base i Portos lufthavn - Francisco de Sá Carneiro – fra foråret 2015.

Easyjet har siden 2012 haft base i Lissabon Lufthavn og flyselskabet, der har betjent Portugal siden 1999, fragtede mere end 3.8 mio. passagerer til Faro, Funchal, Porto og Lissabon henover de sidste 12 måneder.

Alene i Porto har Easyjet fløjet mere end 800.000 passagerer frem og tilbage i samme tidsperiode.

Fra foråret 2015 opretter Easyjet en fast base i Porto med to fastliggende Airbus A320 fly og skaber 80 nye jobs for piloter og kabinepersonale, der alle bliver ansat med portugisiske kontrakter og ansættelsesrettigheder.

Endnu ingen planer for direkte rute til Danmark
Målet med udvidelsen af Easyjets netværk af faste baser er at åbne op mellem Nordportugal og resten af Europa.

Det er til stor glæde for Portos borgmester, der fortæller, at Porto Lufthavn stadig er en af de vigtigste nøgler til byens økonomiske vækstmuligheder og er med til at tiltrække både forretningsrejsende og turister.

Easyjet har desværre skrinlagt tidligere planer for en base i Københavns Lufthavn med den begrundelse, at det ganske enkelt er for omkostningsfuldt.

Flyselskabet har udover Porto også valgt Amsterdam som ny base – én af Københavns Lufthavns største konkurrenter.

Foreløbig er der ingen planer for en direkte forbindelse mellem Danmark og Porto. Easyjet har per medio juli 2014 seks destinationer fra Porto til europæiske hovedlufthavne: Basel, Geneve, London, Lyon, Paris og Toulouse.

Læs også: EasyJet lukker flyrute mellem København og Lissabon – fra april 2014

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »