Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Nyt lavpris flyselskab FlyBe ønsker at overtage Cimbers indenrigs flyruter i Danmark

Det britiske lavpris flyselskab FlyBe overvejer ovenpå Cimbers konkurs at overtage Cimbers danske indenrigsruter.

Hvem er FlyBe flyselskabet?
FlyBe er endnu ikke ret kendt i Danmark, men FlyBe er faktisk Europas største regionale flyselskab med fokus på billige flybilletter. FlyBe flyver pt. på 180 ruter til 65 lufthavne i Europa. I 2011 havde flyselskabet over 7 millioner passagerer.

FlyBe er et engelsk low cost flyselskab, der startede sine flyvninger i 1970 under navnet Jersey European Airways. Flyselskabet Flybe's flyflåde består af 69 fly, men der er allerede afgivet ordrer på yderligere 140 nye fly.

Selskabet samarbejder i Storbritannien med British Airways.

I Skandinavien opererer selskabet under navnet FlyBe Nordic, som blev grundlagt i 2011 som et joint venture med Finnair. 

FlyBe Nordic har tidligere udmeldt at flyselskabet vil satse massiv på indenrigsflyvning i Danmark, men ikke før 2013.

Cimber måtte i maj 2012 erklære sig konkurs, og derfor overvejer FlyBe nu en hurtigere lancering af nye danske indenrigsruter. FlyBe Nordic er både interesseret i indenrigsruter i Danmark og regionale flyruter i Norden.

Læs også: Cimber konkurs 2012

FlyBe Nordic oplyser at man allerede har kontaktet kurator i konkursboet efter Cimber Sterling. 

FlyBe ruter til Portugal
FlyBe flyver pt. til Faro på Algarvekysten fra f.eks. Exeter og Southampton.

Hvem overtager Cimbers ruter?
Mange flyselskaber har i dag vist interesse for potentielt at overtage Cimbers indenrigsruter i Danmark og øvrige ruter i Norden.

  • Det danske flyselskab Sun-Air ønsker at overtage ruten mellem Aalborg og Oslo (i samarbejde med British Airways).
  • Danish Air Transport, DAT, ønsker at overtage Cimbers rute mellem Bornholm og København samt indenrigsruten mellem Sønderborg og København.
  • Det norske lavprisselskab Norwegian ønsker at overtage Cimbers rute mellem Karup og København.
  • Sidst er der chance for at Cimber Sterling rekonstrueres og dermed fortsat nogle af ruterne.
Din vurdering:



Surf á Noite – aften-surfing på Carcavelos Strand den 5. maj 2012

Carcavelos Strand på Lissabonkysten er populær blandt brædt-surfere.

Gratis undervisning og opvisning
Den 5. maj er der et særligt aften-arrangement på programmet.

Interesserede kan medbringe eget surf-brædt og gratis deltage i aktiviteter fra kl. 14 indtil omkring midnat.

Surfer-intro programmet på Carcavelos strand den 5. maj er følgende:

  • 14.00 – flyakrobatik med vovehalsen Diana Gomes da Silva (se video nedenfor)
  • 15.00 – gratis surfer-undervisning
  • 16.30 – pilates undervisning – gratis
  • 17.30 – Shaper demonstration (bygning af surfbrædt)
  • 21.00 – Tow-Out demonstration (surfing)

Se mere på Cascais Kommunes hjemmeside (på portugisisk).

Man vil blandt andet kunne opleve de semi-professionelle portugisiske surfere Vasco Ribeiro, António Silva, Edgar Nozes, Filipe Jervis Pereira, Francisco Alves, Frederico Morais, João Guedes og Miguel Blanco.

Diana Gomes da Silva er én af de få kvindelige kunstflyvere i Portugal:

Din vurdering:



Cimber konkurs 2012 – uden konkursforsikring eller pakkerejsedækning taber kunder flybillet

Efter i lang tid at have kæmpet i et marked med hård pris-konkurrence, overkapacitet og stigende priser på flybrændstof, har Cimber (Cimber-Sterling) måttet kaste håndklædet i ringen.

Cimber konkurs
Den 3. maj 2012 anmodede Cimber om at blive erklæret konkurs, og selskabets hjemmeside er lukket.

Med konkursen mislykkedes indtil videre en serie af redningsforsøg, hvor blandt andet den kendte erhversmand og milliardær Karsten Ree var involveret med et større millionbeløb.   

Ingen refundering af billetter uden konkursforsikring
Cimber har siden starten af 2010 tilbudt konkursforsikring ved booking af flyrejse.

Konkursforsikringen, der typisk koster 20 kroner per enkeltrejse, blev lovpligtig per 1. januar 2010 for flyselskaber med kontor i Danmark.

Netop Cimber var sammen med SAS blandt de første til at tilbyde denne type forsikring til kunderne mod flyselskab-konkurs i Danmark.

Se også: SAS og Cimber går forrest med konkursforsikring.

Det er dog ikke alle kunder, som har benyttet sig af muligheden, og der vil i maj 2012 være adskillige rejsende strandet i Malaga, Nice eller på Madeira med udsigt til at betale 2000-5000 kroner for en billet hjem til Danmark. 

Altid en god ide med konkursforsikring
I forhold til den meget lave pris på 20 kroner per rejse, er det for de fleste rejsende en god ide at tegne konkursforsikring ved flyrejser til udlandet.

Man kan argumentere for at store selskaber ikke burde gå konkurs, og i dén sammenhæng var Cimber et mindre selskab, men ingen kan vide sig sikre blandt luftfartsselskaberne, der konstant er underlagt trusler om:

  • stigende brændstofpriser
  • faldende brændstofpriser (såfremt et flyselskab har købt for dyrt brændstof frem i tiden)
  • askeskyer – vulkanudbrud kan lamme flytrafikken i månedsvis
  • terroranslag – øget sikkerhed kan vanskeliggøre og fordyre flytrafik
  • medarbejder-strejker – ansatte i lufthavne og flyselskaber strejker relativt ofte i forhold til ansatte i andre brancher
  • økonomisk krise – pludseligt opståede kriser har stor indflydelse på flyselskabers økonomi
  • øget konkurrence – overkapacitet i flybranchen er et problem

Alle ovenstående faktorer spiller ind, når man driver flyselskab. Hvem der overlever, kan være meget svært at gennemskue for den almindelige forbruger.

Forbrugeres rettigheder ved konkurs
Køb af konkursforsikring er derfor som regel anbefalelsesværdigt, såfremt det er en mulighed til den ganske lave pris af 20 kroner.

Se mere om forbrugernes rettigheder, når et flyselskab går konkurs på Forbrug.dk .

Rejsegarantifondens hjemmeside kan man se, hvordan man skal forholde sig for at få sin flybillet refunderet, såfremt man har tegnet konkursforsikring eller har pakkerejseforsikring (lovpligtigt ved salg af pakkerejser i Danmark).

Har man bestilt sin Cimber flybillet med et internationalt kreditkort af typen Mastercard, VISA, American Express, Diners eller lignede, kan man i mange tilfælde få sin flybillet refunderet af kreditkortselskabet. Det gælder ikke VISA-Dankort, Dankort eller andre normale hævekort (debet-kort). Eksempelvis Nordea har oprettet en special-side på nettet med råd og vejledning for kort-kunder hos Cimber.

Cimber fly til Portugal (Madeira) allerede indstillet
Cimber-Sterling fløj tidligere på ruten København-Lissabon. Ved konkursen i maj 2012 var Cimber-ruterne til Madeira fra København og Billund dog de eneste tilbageværende Cimber-Sterling ruter til Portugal, og Cimber havde i øvrigt allerede givet meddelelse om at forbindelserne til Madeira ville blive indstillet per 30. april 2012.

Din vurdering:



Arbejdsløshed i EU lande steg i marts 2012 – Portugal, Grækenland og Spanien hårdest ramt

Portugal har passeret 15% arbejdsløshed og er nu dét EU-land, der har dden tredje højeste procentuelle ledighed.

Spanien og Grækenland med henholdsvis 24,1% og 21,7% arbejdsløshed er ifølge Eurostat meddelelse fra 2. maj 2012 de værst ramte lande.

Laveste arbejdsløshed i Østrig og Holland
Arbejdsløsheden i Europa opgjort af Eurostat var i marts 2012 følgende:

  • Spanien 24,1%
  • Grækenland 21,7%
  • Portugal arbejdsløshed 15,3%
  • Letland 14,6%
  • Irland 14,5%
  • Litauen 14,3%
  • Slovakiet arbejdsløshed 13,9%
  • Bulgarien 12,6%
  • Estland arbejdsløshed 11,7%
  • Ungarn 11,2%
  • EU gennemsnitlig ledighed 10,2%
  • Polen ledighed 10,1%
  • Cypern 10%
  • Frankrig 10%
  • Italien 9,8%
  • Storbritannien 8,2%
  • Danmark arbejdsløshed 8,1%
  • Finland 7,5%
  • Rumænien 7,5%
  • Sverige 7,3%
  • Belgien 7,3%
  • Malta 6,8%
  • Tjekkiet 6,7%
  • Tyskland arbejdsløshed marts 2012 - 5,6%
  • Luxembourg 5,2%
  • Holland 5,0%
  • Østrig 4,0%
Din vurdering:



No Reservations Anthony Bourdain har besøgt Lissabon - bifanas, pregos og ginja

Den til tider meget direkte, grænsende til politisk ukorrekte kendis-kok Anthony Bourdain har været i Lissabon.

Anthony Bourdain havde allerede inden sit Lissabon-besøg relativ stor erfaring med portugisisk mad blandt andet fra besøg i Nordportugal, Azorerne og tidligere portugisiske kolonier i Afrika.

Se klip fra Anthony Bourdain’s tidligere besøg i Portugal.

Lissabon – bifanas, pregos, ginja og blæksprutte
Under sit Lissabon-besøg i april 2012 fik Anthony Bourdain blandt andet lejlighed til at smage:

  • pregos (stegt eller grillet tyndtskåret oksekød – ofte i en sandwich)
  • bifanas (svinekød, stegt eller grillet, som hovedret med ris, chips eller lignende) – også som sandwich
  • blæksprutte (populær Lissabon-ret i forskellige former)
  • ginja (portugisisk kirsebærlikør)

Se Anthony Bourdains kommentarer til den portugisiske hamburger ‘bifanas’ på RTP.

Prego fås som prego no pão (hamburger med oksekød) eller prego no prato (middagsret med stegt oksekød på tallerken).

Ginja i Portugal er ikke blot en normal sød kirsebærlikør - se mere om portugisisk ginja.

No Reservations blev sendt på Travel Channel første gang den 1. maj 2012. Se et udvalg af Bourdains til tider småprovokerende ‘one-liners’ fra programmet.

Se også: Artikler om mad og restauranter i Portugal (opdateres løbende).

Din vurdering:



Portugal restaurant på The Worlds Best Restaurants 2012 listen - Vila Joya i Albuferira

Den 30. april blev årets liste over verdens bedste restauranter offentliggjort af Restaurant Magazine.

Kåringen er blevet omtalt som den finere madlavnings Oskar-uddeling, og man har i danske medier ikke kunnet undgå at bemærke at Restaurant Noma i København for tredje år i træk ifølge Restaurant Week er verdens bedste restaurant.

Se mere på Worlds 50 Best Restaurants siden.

Vila Joya blandt verdens bedste restauranter
Ny på The Worlds Best Restaurants listen som nummer 45 er Restaurant Vila Joya i Algarve.

Det er første gang at Vila Joya, der som den eneste portugisiske restaurant har 2 Michelin-stjerner, er blandt de 50 bedste restauranter i verden.

Vila Joya drives af den østrigsk fødte Dieter Koschina. Herunder se Koschina under et restaurant-event i Portugal i 2008:

Vila Joya Resort
Vila Joya restauranten er en del af det eksklusive VilaJoya Boutique Resort i området Guia ved Albufeira.

Restauranten har et særdeles godt ry i Portugal, og er god til at markedsføre sig.

På Restaurant Week er det blevet bemærket at Vila Joya kombinerer nordeuropæiske madlavnings-teknikker med anvendelse af lokale portugisiske råvarer. Se omtale på Restaurant Week

Hvert år arrangerer Vila Joya eksempelvis en uge med gæstekokke under titlen ‘Tribute to Claudia’. Se mere om Gourmét Festival eventet 2012, der normalt løber af stablen først på året.

Herunder video’en ‘A Tribute to Claudia’ fra Koschina & Friends:

Din vurdering:



Estoril Open 2012 – tennisturnering på Lissabonkysten 30. april til 6. maj

Estoril Open i tennis afholdes i foråret 2012 for 12. gang.

På trods af navnet spilles Estoril Open turneringen som sædvanligt på grus i Jamor tennis-komplekset ved Oeiras.

Se program for Estoril Open 2012 på turneringens hjemmeside.

En del af kampene vises på TV (portugisisk og internationalt TV)

Deltagere i Estoril Open 2012
Deltagerlisten omfatter blandt andet:

Herrer
Juan Martin del Potro (Argentina)
Richard Gasquet (Frankrig)
Stanislas Wawrinka (Schweiz)
Albert Ramos (Spanien)
Denis Istomin (Uzbekistan)
Robin Haase (Holland)
Albert Montanes (Spanien)
….
Bedst seedede deltagende portugiser er Rui Machado

Også den i Portugal kendte Frederico Gil fra Sintra er blandt deltagerne.

Se også: ATP verdensranglisten i tennis for herrer.

Damer
Roberta Vinci (Italien)
Maria Kirilenko (Rusland)
Anabel Medina Garrigues (Spanien)
Petra Cetkovska (Tjekkiet)
Jie Zheng (Kina)
Kaia Kanepi (Spanien)
Nadia Petrova (Rusland)

Fra Sverige deltager desuden Johanna Larsson.

Bedste seedede portugisiske kvinde er Maria João Koehler.

Se også WTA verdensranglisten i tennis for kvinder.

Din vurdering:



FC Porto portugisiske mestre 2012 – Porto Zon Sagres Liga vinder 2 spillerunder før sæson ender


FC Porto har vundet Zon Sagres liga’en med to runder tilbage af sæsonen.

Benfica nummer 2
Nummer to Benfica spillede uafgjort 2-2- mod Rio Ave og afskar sig dermed mulighed for at indhente FC Porto.

FC Porto har vundet den portugisiske liga hvert år siden sæsonen 2005-2006, bortset fra i 2009-2010, hvor Benfica vandt.

Sporting Lissabon har ikke vundet mesterskabet siden 2001-2002 sæsonen. Det er 26. gang at FC Porto vinder Primeira Liga i Portugal.

Stilling i Zon Sagres liga (Primeira Liga)
Inden de to sidste spillerunder var stillingen i Zon Sagres 2012 liga’en per 30. april følgende: (klubbernes byer i parantes):

  1. FC Porto (Porto) – 69 point
  2. Benfica (Lissabon) – 63 point
  3. SC Braga (Braga) – 59 point
  4. Sporting (Lissabon) – 53 point
  5. Maritimo (Funchal, Madeira) – 48 point
  6. Vitória Guimarães (Guimarães) – 42 point
  7. Nacional (Funchal, Madeira) – 38 point
  8. Olhanense (Olhão ved Faro) – 35 point
  9. Gil Vicente (Barcelos) – 31 point
  10. Vitória Setúbal (Setúbal) – 30 point
  11. Beira-Mar (Aveiro) – 29 point
  12. Paços de Ferreira (Ferreira ved Porto) – 29 point
  13. Rio Ave (Vila do Conde ved Porto) – 27 point
  14. Feirense (Santa Maria da Feira ved Aveiro) – 24 point
  15. Académica (Coimbra) – 23 point
  16. UD Leiria (Leiria)– 19 point

Portugisiske hold i Champions League 2012-2013
Vinder af den portugisiske liga, dvs. FC Porto, kvalificerer sig direkte til gruppespillet i Champions League.

På grund af Portugals placering som 5. bedste land i klub-mæssig sammenhæng (per april 2012) i Europa vil også nummer 2 i den portugisiske liga kvalificere sig direkte til gruppespillet i Champions League 2012-2013.

Nummer tre i den portugisiske liga kvalificerer sig til de indledende kvalifikationsrunder til Champions League.

Nummer 4-6 i den portugisiske liga kvalificerer sig til de indledende runder i Europa League.

Sporting har lille chance for Champions League deltagelse
Da Sporting Lissabon sammen med Académica per ultimo april har spillet en enkelt kamp færre end de øvrige klubber, eksisterer der stadig en lille chance for Lissabon-klubben for at kvalificere sig til den lukrative Champions League turnering.

Benfica er sikker på Champions League deltagelse, og FC Porto går direkte i gruppespillet i Champions League.

Fodboldsæson i Portugal fra august til maj
Den portugisiske fodboldsæson starter sent og ender i maj som den danske superliga normalt gør.

Sommerens varme i det meste af Portugal er medvirkende årsag til den relativt sene sæsonstart i august måned. I det indre af Portugal kan temperaturen let nå over 40 grader i juli og juni måneder, og det er for varmt; selv for varmevante fodboldspillere fra Portugal.

Herunder glade FC Porto fans den 29. april 2012:

Din vurdering:



Mærsk container-skibet Gerd Mærsk driver ud for Porto som følge af motorskade

Det 367 meter lange containerskib Gerd Mærsk var den 27. april 2012 på vej til Bremerhaven i Tyskland med container-gods fra Fjernøsten.

Omkring 20 sømil ud for Porto fik hun motorproblemer, skriver MaritimeDanmark.

Mærsk oplyser at - Castelo de Obidos, en mindre slæbebåd ligger klar til at assistere, hvis det skulle blive nødvendigt.

Der er desuden sendt bud efter et større hjælpefartøj i form af Wijsmuller Salvage-tug’en Rotterdam.

Gerd Mærsk er havareret i sikker afstand fra kysten. Da Gerd Mærks blev bygget var skibet ét ud af 6 containerskibe i 'Gudrun-klassen', der på byggetidspunktet i 2005-2006 var de største containerskibe i verden.

Det store containerskib driver den 27. april i et område med mere end 300 meters dybde, så der er ingen umiddelbare problemer.

Din vurdering:



Billig billet til MotoGP i Portugal – kun €20 for grand-stand pass til 3 dage på Estoril-banen

Estoril motorbanen nord for Cascais på Lissabonkysten er i perioden 4-6 maj vært for det internationale MotoGP – motorcyklernes Grand Prix i Portugal.

Se mere om MotoGP 2012.

Estoril billetpris 20 euro
I lyset af de økonomiske vanskeligheder, der har ramt Spanien såvel som Portugal, har arrangørerne besluttet at sænke billetprisen til kun 20 euro for de 3 dage eventet varer.

De spanske besøgende til Portugals MotoGP vil som altid være talstærkt repræsenterede. 

De fleste spanske motorcykel-fans tager til Portugal for at følge Hector Barbera, Alvaro Bautista, Ivan Silva, Aleix Espargaro, Jorge Lorenzo og Dani Pedrosa. De to sidstnævnte spanske kørere ligger på henholdsvis første- og anden-pladsen efter årets to første MotoGP løb i Qatar og Spanien.

Til tidligere års motorcykel-ræs på Estoril-banen har enthusiaster betalt 90 euro for samme type indgangsbillet til MotoGP.

Tilbudsprisen gør Portugal til det billigste land, hvor man kan opleve MotoGP stjernerne i år 2012.

Billetter kan købes ved indgangen, på Ticketline eller i et af de officielle MotoGP salgs-steder i Portugal

Herunder privat video fra MotoGP 2011 i Estoril:

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »