Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Aktuelle tips og links
Rejser til Algarve
Prøv ny søgemaskine
 
Billeje i Portugal 
- se aktuelle tilbud
 
Søg billige ferieboliger i Portugal - inkl. Madeira & Azorerne 
Søg ferieboliger
Log på Portugalnyt


Om Portugalnyt

Forslag til indhold: Kulturelle forskelle

Sidste indlæg 19-11-2008 15:33 af Fernando C. Kvistgaard. Antal svar: 2.
Side 1 af 1 (3 poster)
Forrige Næste
  • 02-11-2008 16:13

    Forslag til indhold: Kulturelle forskelle

    Hej alle

    Hermed et forslag til, at der skrives mere indhold om Portugiserne, kulturelle forskelle og dermed potentielle barriere imellem tilflyttere og de indfødte. Jeg fandt efter lidt søgen frem til artiklen "Befolkningen" under "Fakta om Portugal" som kommer lidt ind på det, men mon ikke der kan skrives mere om emnet?

    Jeg tænker i retningen af:

    - Traditionelle værdier, eksempelvis i familieregi, mellem kvinde og mand, forældre og børn, unge og ældre osv.

    - Sociale traditioner

    - Kulturelle forskelle, såsom temperament ("Befolkningen" kommer lidt ind på manãna stemningen)

    - Er der i øvrigt traditioner, værdier eller lignende, der kan være svære for danskere at tackle (ikke alle akklimatiseres og indfinder sig lige godt i nye miljøer)?

    Selvom det kan være lidt kedeligt og firkantet at sætte folk i bås er der måske også ofte sete (stereotype) mænd/kvinder, hvor væremåden kan beskrives i kortere eller længere træk?

    Hvordan med religion: Er indbyggerne generelt ikke synderligt religiøse eller... ?

    Hvis en del af informationen findes på siden allerede beklager jeg. Jeg skriver forslaget her i stedet for via e-mail, da andre brugere så har bedre mulighed for at komme med indspark, driblinger, hovedstød og deslige.

    Henrik:

    Det er en mægtig side du/I har stablet på benene. Tak for den!

    Det ville være interessant at læse lidt mere omkring hvem der står bag den. En "Om Portugalnyt" underside eventuelt?

    Og så et forslag relateret til brugervenligheden, som i øvrigt er helt i top ellers: Et menuniveau kunne med fordel tilføjes menuen "Viden om Portugal", så sekundære sider/artikler er let tilgængelige uanset, hvilken side man befinder sig på.

    Nå, jeg vil vende tilbage til læsningen.

    Lasse


  • 19-11-2008 13:12

    Sv: Forslag til indhold: Kulturelle forskelle

    Hej Lasse

    Bedre sent end...

    Tak for et rigtigt godt indspark! - vi er altid glade for input, forslag og tacklinger. Du skal endelig fortsat drible og spørge løs her i Portugal Forum. Smil

    Du har ret i, at vi ikke har publiceret ret meget konkret indhold om kulturelle forskelle og barrierer mellem portugisere og udenlandske tilflyttere.

    Udfordringen er som du selv er inde på, at man meget nemt kommer til at sætte folk "i bås" - både sig selv og befolkningen som man forsøger at beskrive. Alt afhænger som bekendt af øjnene der ser, men det betyder også meget, hvem man omgås og hvilket område man bosætter sig i. En stor faktor udgøres ligeledes af ens egen indstilling og livssyn. Lige som alle andre steder i verden kommer man længst, hvis man er positiv og udadvendt samt åben over for at forsøge at forstå såvel positive som negative kulturelle forskelle. Desuden kan det anbefales at man gør en seriøs indsats for at lære sproget.

    Selv har jeg boet i Portugal siden sommeren 2006. Jeg valgte primært at flytte hertil af "eventyrlyst" og lyst til at udfordre mig selv i en (for mig) ny kultur. Ligesom dig, arbejder jeg med IT - ud over Portugalnyt arbejder jeg også virtuelt for virksomheder i Danmark. Derfor er jeg ikke den rette til at kommentere på job og arbejdsrelaterede kulturforskelle i Portugal. Jeg håber at andre vil byde ind her.

    For mit vedkommende faldt valget på Portugal, fordi landet efter min mening er meget "overset" i Skandinavien. Mange nordboere flytter til Spanien, Frankrig og Italien, og jeg havde sat mig for at jeg ikke ville følge resten af flokken. På en ferie hernede faldt jeg pladask for landet, og beslutningen om at "satse" på Portugal blev taget. Den beslutning har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er faldet godt til, og jeg er begejstret for kulturen og portugisernes gæstfrihed, og via vort projekt Portugalnyt lærer jeg en masse om landet.

    Jeg bor i Cascais lidt vest for Lissabon, i et område, hvor der bor relativt mange internationale tilflyttere. Derfor er portugiserne i området i høj grad vant til at omgås udlændinge. Situationen ville nok være noget anderledes hvis man bosatte sig på landet i Nordportugal. Forskellen ville nok være den samme, hvis man som udlænding havde valget mellem at bosætte sig i København eller Hobro.

    Min vurdering er at traditioner og traditionelle værdier er noget mere fasttømrede i Portugal end de er i dagens Danmark. Det skyldes nok i væsentlig grad at Portugal var under diktaturstyre helt indtil 1974.

    Mange mener at portugiserne kan være ret reserverede og svære at "komme ind på livet af" når man er udlænding. Med andre ord kan det tage noget tid at vinde en portugisers tillid - nok også lidt længere tid end det er tilfældet i andre lande i Sydeuropa. Min egen erfaring er dog at man også nemt kan møde portugisere, der er åbne og imødekommende fra første gang man mødes.

    Portugiserne er generelt meget interesserede i andre kulturer og er meget nysgerrige efter at vide, hvorfor man har valgt at bosætte sig netop i Portugal. Portugiserne er stolte af deres land, selvom det ikke hører til de økonomisk bedst funderede i Europa. Rigtig mange portugisere vælger fortsat at bosætte sig og arbejde i andre lande. Lønniveauet i Portugal hører til blandt Europas laveste.

    Familien betyder utroligt meget for portugiserne. Man holder sammen og det er ikke unormalt at "børnene" først forlader reden, når de er sidst i 20'erne eller først i 30'erne. I en undersøgelse i 2007 blev portugisiske teenagere kåret som Europas mest velopdragne.

    Den traditionelle kønsrollefordeling mellem mænd og kvinder er også fortsat udbredt i Portugal, hvor mange kvinder tager sig af hus og børn, mens manden arbejder. Først i 2008 er abort blevet tilladt i Portugal, og skilsmisseregler er blevet forbedret.

    Portugiserne er set over en bred kam mindre punktlige end befolkningen i Nordeuropa, hvad angår uformelle (og også nogle gange formelle) aftaler. Ofte forventes det nærmest at man kommer senere end et aftalt tidspunkt. Til gengæld tager man sig god tid, når man endelig mødes.

    I trafikken virker det dog som om at samtlige portugisere er ved at komme for sent til en vigtig aftale. Alle kører stærkt, tæt og trykker hornet i bund for et godt ord. Personligt er jeg ikke begejstret for den portugisiske trafikkultur.

    Jeg synes ikke at portugiserne er synderligt religiøse, men der er helt sikkert områder i Portugal, hvor det er tilfældet. Flere gange om året er der f.eks. store religiøse forsamlinger i byen Fatima.

    Lasse, jeg er sikker på at andre udlandsdanskere i Portugal samt dansk-portugisere der læser med her, kan give endnu bedre input og eksempler omkring de kulturelle forskelle. Du må således ikke opfatte mit svar som en "facitliste", idet oplevelsen af kulturelle forskelle er meget subjektiv, men du fik hermed taget hul på debatten. 
    Giv endelig alle jeres besyv med!

    Hvis du vil grave dybere i emnet findes der også en række engelske bøger, der belyser den portugisiske kultur og etikette.

    Følgende kan f.eks. købes hos Amazon. Begge er fra 2005:

    Mange hilsner
    Henrik

    PS:

    En mere detaljeret "Om Portugalnyt" side er tilføjet til vores to-do liste.

    Omkring tilføjelsen af endnu et menu-niveau forstår jeg dig vist ikke helt. Hvis alle undersiderne skulle ligge i menuen, tror jeg at den vil blive meget uoverskuelig og stort set ubrugelig. Du må dog meget gerne sende mig et konkret eksempel/forslag til hvordan det kunne laves bedre.

    Henrik Dahl
    Portugalnyt
    henrik@portugalnyt.dk

  • 19-11-2008 15:33

    Sv: Forslag til indhold: Kulturelle forskelle

    Det er rigtigt det du siger Henrik. Der er sikkert mange kulturelle forskelle og man kan event. komme galt afsted, hvis man siger noget man ikke skulle have sagt. F. eks. kan portugisiske mænd ikke lide at man siger nogen "smart" bemærkning til deres koner. Dette kan misforståes som om man forsøger at flirte.

    Portugiserne tager meget dårligt imod en direkte kritik om deres arbejde. De tager det meget personligt, og det kan skabe konflikter, som skal takles varsomt.

    Lad være med at bruge den danske humor (i oversat form) til nogen du ikke kender godt. De kan ikke rigtig forstå det, og det kan blive opfattet som personligt (at man gør nar).

    Kald ikke en mand for bøsse, selv for sjov. Med mindre I er gode venner.

    Hvis naboen tilbyder dig noget, f.eks. en kage, et stykke frugt eller en del af hans madpakke, sig "nej tak" first gang. Det er høfligt at tilbyder, men det er ikke sikkert han bliver meget glad, hvis du accepterer.

    Hvis du kommer på besøg hos nogen, tag hatten af.

    Giv ikke håndtryk med handsker på.

    Der er også jantelov i Portugal, men her skal man gange med 2. Lærlingene og nye folk på arbejdspladsen, kan godt blive drillet og endda ydmyget i starten. Dette kan ses på selv universiteter og højskoler, hvor de nye elever bliver udsat for meget ydmygende lege. Dette er dog en meget gammel tradition.

    Mange hilsner

    Fernando

     

    Lusodana