Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Zoologisk have med robotter – besøg Robotarium X i Lissabon

I bydelen Alverca lidt nord for Lissabon er netop åbnet et Robotarium – en zoologisk have for robotter. Det er multikunstneren Leonel Moura som står for installationen.

Der er robotter i mange forskellige størrelser. De mindste af ’dyrene’ farter rundt i indhegningen som små insekter ved hjælp af solceller. Nogen af de lidt større ’dyr’ vender sig automatisk mod lyskilder, og andre igen opfanger bevægelse og reagerer via sensorer.

Tilskuere befinder sig i det fri, mens robotterne er lukket inde i et glasbur. Man kan stadig komme meget tæt på, hvilket specielt mindre børn finder meget fascinerende.

Der er desuden en udstilling med maler-’kunst’ udført af robotter.

Alverca ligger godt 15 km nord for Lissabon ud af A1 motorvejen (afkørsel 2). Der er togforbindelse (grøn eller rød linje) til Alverca fra alle større stationer i Lissabon. Togbilletten skal være 3-zoners og koster €1,60 for en enkelt. Børn under 12 er halv pris og for børn under 4 år er det gratis med en voksen i hånden. Adgang til Robotarium X er gratis. Det ligger i den offentlige park Jardim Central og følger parkens åbningstider.

Alverca stationen ligger dog et godt stykke fra Robotarium’et. En taxa hertil fra stationen er nok nødvendigt.

Kunstneren Leonel Moura er en produktiv herre. Se mere om ham og robotterne på www.leonelmoura.com . Der var i øvrigt ballade i Robot-Zoo for nyligt, men det forlyder at roen er genoprettet – se Robot uprising

Når man allerede er i Alverca kan et besøg på luftfartsmuseet måske være en ide. Museet ligger tæt på stationen. Se følgende link Luftfartsmuseet i Lissabon



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer