Ny lovgivning er blevet introduceret i Portugal, som favoriserer indvandring til landet af iværksættere, som starter egen virksomhed og som har penge med til at gøre det. Desuden er der gennemført specielt hurtige godkendelsesordninger for indvandrere i de liberale erhverv, hvilket i realiteten vil sige læger, advokater, revisorer, ingeniører, IT-folk og lignende med en lang uddannelse i kufferten.
Der er meget kritik af de nye regler, som ikke direkte forringer situationen for nogen, men favoriserer ’de rige’ indvandrere. Presidenten for Casa do Brasil (brasiliansk organisation i Portugal) udtaler til nyhedsbureauet IPS at der ikke kan være rigtigt at man i et EU land forskelsbehandler folk, som man gør i Portugal. En stor andel af indvandrerne til Portugal er brasilianere, som arbejder i turist- og service-erhvervene; ofte til en lav løn, og det ses alt for tit at løn- og arbejdsforhold ikke følger lovgivningen. I grellere tilfælde bliver brasilianere og andre indvandrere, som ikke har opholdstilladelse direkte snydt for betaling.
I finansministeriets øjne skal alle indvandrere betale skat, men i immigrationsministeriet vil man først give opholdstilladelse til dem, som kvalificerer sig efter en langvarig sagsbehandling og efter at have betalt socialbidrag i 6 måneder.
Alle borgere fra det gamle EU kan frit bosætte sig og arbejde i Portugal. Omkring 10% af arbejdsstyrken i Portugal er udlændinge, hvilket gør Portugal til et af de lande i Europa, som har flest indvandrere i den erhvervsaktive del af befolkningen.