September 2007 - Indlæg
Ifølge den nationale statistik i Portugal var der i det andet kvartal (Q2) af 2007 en realvækst på 1,6 % i forhold til 2,0 % i Q2 2006. Den lavere vækst skyldes primært et fald i efterspørgslen fra udlandet, som ikke er et specielt portugisisk fænomen, men kan mærkes over hele Europa. Den indenlandske efterspørgsel i Portugal steg derimod som følge af øgede investeringer.
Ser man på tallene for de portugisiske husholdningers forbrug (renset for inflation) steg forbruget med 1,4 % i Q2 2007 i forhold til Q2 2006. Stigningen skyldes i vid udstrækning øget privatforbrug af langvarige forbrugsgoder herunder specielt biler.
Portugals finansminister Teixeira dos Santos udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af statistikken at faldet i væksten var ventet, og at Portugals regering fastholder sit skøn for den samlede vækst i 2007 på 1,8 %.
Arbejdsløsheden i Portugal var i Q2 2007 på 7,9 %. Den årlige inflation er på 2,4 %.
Se november 2007 Eurostat arbejdsløshedstal for Portugal og de øvrige EU lande.
Din vurdering:
Den 8. og 9. september 2007 afholdes 'IX Festival Internacional de Bandas de Cascais'. Det er 9. gang festivalen afholdes, og der vil udover portugisiske big bands i år være besøg af Banda de Música de Arzúa fra Spanien.
Interesserede kan høre de mange bands i Sociedade Musical União Paradense og Sociedade Musical Sportiva Alvidense i Cascais. Søndag klokken 11 til 13 er der optog med alle musikerne, og midtbyen i Cascais vil derfor være lukket for trafik. Câmera Minicipal de Cascais (svarer til kommunen i Cascais) har egen hjemmeside (på portugisisk), hvor man kan finde et program for musik festivalen og andre lokale arrangementer.
Din vurdering:
Easyjet åbner d. 1. november 2007 ny rute mellem Lissabon og Madrid. Der er afgange midt på dagen, og prisen for en flybillet til Madrid og retur til Lissabon starter lige nu ved 254 kroner inklusive lufthavnsskatter. Vil man finde den billigste flybillet, kan man med fordel anvende søgemaskinen Momondo.
Easyjet flyver nu til følgende destinationer fra Lissabon: Basel, Berlin, Bristol, Geneve, Liverpool, London, Luton, Madrid, Milano og Paris.
Oversigt over flyruter til Portugal.
Skal man med fly til Algarve (Faro), er Easyjet nu repræsenteret fra følgende lufthavne: Belfast, Bristol, Liverpool, London, Luton, Newcastle og Nottingham.
Din vurdering:
Bor man i Sønderjylland eller på Fyn og skal til Lissabon, er der billige billetter at finde hos Lufthansa/TAP. Begge selskaber er en del af Star Alliance, og hvis man er fleksibel, tilbydes der rigtigt billige flyrejser fra Hamborg lufthavn til Lissabon.
Normalprisen ligger omkring 1700 kroner for en returbillet, hvilket allerede er billigere, end hvad der normalt betales for en flybillet fra København til Lissabon. Er man fleksibel omkring datoer, kan det gøres endnu billigere. I samarbejde med søgemaskinen Momondo, har Portugalnyt undersøgt, hvad flyrejsen Hamborg-Lisssabon retur kan findes til:
En forlænget weekend er muligt med afgang fra Hamborg onsdag d. 15. november kl. 6.30 med Lufthansa og ankomst til Lissabon 8.55; returrejse mandag d. 21. november klokken 18.15 fra Lissabon med ankomst til Hamborg 22.35. Returbilletten er ligeledes med Lufthansa, men ved andre søgninger kommer TAP op som operatør. Den samlede pris for billetten er kun 692 kroner, hvilket er det billigste Portugalnyt endnu er blevet gjort bekendt med på direkte ruter fra Nordeuropa til Portugal. TAP og Lufthansa er ikke engang lavprisselskaber. Lufthavnsskatter er inkluderet i billetprisen. Booking foretages i dette tilfælde via Expedia, men ved andre søgninger bookes via Lufthansa og/eller det portugisiske luftfartsselskab TAP. Priserne er fundet på søgemaskinen www.momondo.com d. 6. september 2007.
Se desuden artikel om flyforbindelse via Madrid fra Billund til Lissabon.
Endnu mere information kan findes på Oversigt over flyruter til Portugal.
Din vurdering:
Den 25. oktober 2007 åbner udstillingen ’Imperial Russia, from Peter I to Nicolas II’ på Palácio Nacional da Ajuda lidt uden for Lissabon i nærheden af Belém.
Det er den største udstilling fra det statslige Skt. Petersborgs Hermitage Museum, som nogensinde er udstillet udenfor Ruslands grænser. Ruslands præsident Putin forventes at deltage i åbningen sammen med den portugisiske præsident.
De over 650 kunstskatte fra tsar tiden i Rusland vil omfatte malerier, skulpturer, møbler, tekstiler og smykker. Udstillingen vil løbe indtil februar 2008. Senere planlægger man i 2010 at åbne et russisk ’Hermitage Center’ på den iberiske halvø, som sandsynligvis kommer til at ligge i Lissabon.
Palácio Nacional da Ajuda var de portugisiske kongefamiliers residens i Lissabon indtil monarkiet blev afskaffet i 1910. I 1968 åbnede paladset igen som museum og som officiel bygning ved statsbesøg. Paladset kan findes på adressen Largo da Ajuda i bydelen Alto da Ajuda. Man kan gå til paladset fra Belém stationen (kystbanetoget) eller tage sporvogn nummer 18 fra Lissabon. Se også udstillingens web site.
Udstillingen Imperial Russia løber indtil d. 17. februar 2008. Vi har fundet følgende billeder/video clip fra udstillingen:
Din vurdering:
Flere Indlæg
« Forrige side -
Næste side »