EU’s landbrugsministre er samlet i Portugal til, hvad der beskrives som et uformelt møde om EU’s landbrugspolitik og ikke mindst EU’s landbrugsstøtteordninger.
Mødet finder sted i Portugals næststørste by Porto, og den portugisiske SIC TV-kanal transmitterede søndag direkte fra Porto, hvor den portugisiske landbrugsminister Jaime Silva og de øvrige landbrugs- og fiskeriministre sammen med EU kommissær Fisher Boel sent på eftermiddagen gik tur i byen. Alle ministrene og Mariann Fisher Boel var iført bordeaux kapper og sort bredskygget hat, som forbindes med byen Porto som portvinsproducent.
Som afslutning på samtalerne i Porto, vil Fisher Boel tirsdag d. 18. september 2007 mødes med den britiske landbrugsminister Hilary Benn og den franske landbrugs- og fiskeriminister Michel Barnier.
Der var en lille demonstration mod GM fødevarer (genetically modified) i Porto søndag. Mandag d. 17. forventes en langt større protestaktion med deltagelse af portugisiske og andre europæiske landmænd, som er usikre overfor de forventede ændringer i EU’s landbrugsstøtte.
UPDATE 18. september 2007
Omkring 5.000 landmænd protesterede mandag i Porto mod EU's landbrugspolitik, som de mener er med til at nedlægge små landbrug. De fremmødte landmænd kom primært fra Portugal og Spanien.