Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



October 2007 - Indlæg

Historisk rally i Portugal

Den 7. oktober 2007 var der besøg i Cascais af portugisiske motorsportsenthusiaster med forkærlighed for ældre GT sportsvogne primært fra 1960'erne og 1970'erne.

Det var muligt at nyde de rallypræparerede biler på marinaen i Cascais på en til lejligheden anlagt opvisningsbane. Blandt sportsvognene kunne bl.a. ses BMW 2002, Porsche 911, Lancia Stratos, Alfa Romeo GTV, Ford Escort BDA, Renault 12 Gordini, Ford Mustang, Mini Cooper, Mercedes 220 SE, Datsun 240 Z, Simca Ralley 1000, Toyota Celica TwinCam, VW Boble og mange andre.

Aftenen før holdt gæsterne i rallybilerne en lille promenadekørsel rundt i Cascais, hvor udblæsningen fra de mange klassiske biler hensatte byen til tiden, hvor Estoril banen i nærheden af Cascais var et af Europas kendteste Formel 1 baner.

Estoril har stadig løbsaktiviteter. Nogen af dem kan ses på Portugalnyts motorsportsside.

Nederst på denne side kan man desuden finde én introduktionsrunde på Estoril banen i en klassisk og sjælden sportsvogn: Ford Capris RS 3100. Den begrænsede RS Capri serie fra Ford udgjorde nogen af de mest effektive standardvogne i starten af 1970'er og er i dag værdifulde investeringsobjekter. Husk at slå lyden til før du starter YouTube klippene.

 

 

Din vurdering:



Jorge Jardim Goncalves trækker sig fra bestyrelsen i BCP banken

Efter beskyldninger om ulovlige aktionærlån til en virksomhed ejet af Jorge Jardim Goncalves søn skriver SIC mandag aften d. 22. oktober at bankens bestyrelsesformand Jorge Jardim Goncalves trækker sig fra alle poster i BCP banken.

Samtidig forlyder det at de 12 millioner euro, som BCP efter sigende på uretmæssig vis har eftergivet Jardim Goncalves søn i fredags er blevet indbetalt af faderen Jorge Jardim Goncalves selv.

Jorge Jardim Goncalves er én af grundlæggerne af BCP banken og var med til at tvinge bankens tidligere administrerende direktør Paulo Teixeira Pinto til at forlade banken efter en intern magtkamp i sommeren 2007. BCP er Portugals største private bank og er noteret på Euronext børsen i Lisboa.

UPDATE 30. oktober 2007
Tilsyneladende er det lykkedes Jorge Jardim Goncalves på trods af anklagerne om ureglemæssigheder forløbig at blive siddende som bestyrelsesformand for BCP. Det kan for udenforstående forekomme besynderligt at der ikke er mere konsekvens i toppen af portugisisk erhvervsliv.

Din vurdering:



Pilotstrejke i det portugisiske luftfartsselskab TAP tirsdag, torsdag og lørdag oktober 2007

DENNE SIDE BLEV OPRETTET UNDER PILOTSTREJKEN 2007, SOM ER AFBLÆST

Se også: oversigt over flyruter til Portugal, Madeira og Azorerene

Pilotstrejke 26-31 marts 2010

Tirsdag d. 23. oktober 2007 vil de civile portugisiske piloter indlede strejke for at protestere mod ændringer i pensionsalderen.

Strejken vil fortsætte torsdag d. 25. oktober og lørdag d. 27. oktober. Onsdag og fredag forventes ingen strejke.

Rejsende, som har reservationer til tirsdag, torsdag og lørdag denne uge med TAP bedes kontakte flyselskabet eller rejsearrangøren for at høre nærmere inden man begiver sig mod lufthavnen. Mere information kan findes på TAP's hjemmeside.

UPDATE tirsdag d. 23. oktober
Strejken har forårsaget store forstyrelser hos TAP. Mange passagerer bliver henvist til andre flyselskaber skriver SIC.

UPDATE torsdag d. 25. oktober kl.02.15
Pilotstrejken er AFBLÆST skriver SIC. Man er blevet enige om at forhandle og strejken er derfor indstillet torsdag d. 25. Det er dog nok stadig klogt at kontakte flyselskabet eller rejsearrangøren såfremt man skal med TAP torsdag. Vi opdaterer så snart vi ved mere her på siden.

UPDATE torsdag d. 25. oktober kl. 18.15
Pilotstrejken i flyselskabet TAP er under alle omstændigheder ophørt og lørdag FORVENTES også at blive afviklet normalt. Der er dog stadig ingen tegn på enighed, hvilket betyder at der er risiko for at strejken bryder ud igen. Der var torsdag spredte aflysninger på TAP destinationer til Europa, men alle passagerer blev så vidt vides sendt med andre flyselskaber relativt hurtigt uden beregning.

UPDATE fredag d. 26. oktober kl. 16.50
Der flyves så vidt vides normalt lørdag d. 27. oktober.

Din vurdering:



BCP banken bliver undersøgt af Portugals Nationalbank

Efter at den tidligere administrerende direktør for BCP Paulo Teixeira Pinto og finansmanden Joe Berardo, som begge er aktionærer i BCP, i denne måned fremkom med beskyldninger om ulovlige aktionærlån i BCP, er den Portugisiske Nationalbank gået ind i sagen. Nationalbanken har bedt BCP banken om referat af bestyrelsesmøder.

Beskyldningerne går på at renter af et lån til en virksomhed tilhørende sønnen af bestyrelsesformanden i BCP Jorge Jardim Gonçalves er blevet eftergivet. Det drejer sig om et beløb i størrelsesordenen 12 millioner euro.

Jorge Jardim Gonçalves er én af stifterne af BCP banken og var med til at afskedige den tidligere direktør Teixeira Pinto efter en lang periode med magtkampe i bankens ledelse.

Joe Berardo har via pressen udtalt at nationalbankens anmodning om at se referater fra bestyrelsesmøder er nytteløs, da der alligevel ikke findes notater om eftergivelsen af gælden, da den fandt sted uden om bestyrelsen.

BCP banken er Portugals største privatejede bank med over 20.000 ansatte. Banken er noteret på Euronext børsen i Lisbon og en del af det portugisiske PSI 20 indeks.

Se også denne artikel for nyeste udvikling i BCP skandalen.

Din vurdering:



Hård kurs mod skatterestancer i Lissabon

Skattemyndighederne i Lissabon planlægger at sætte 15.000 ejendomme på tvangsauktion skriver avisen Correio da Manhã.

Indbyggerne og virksomhederne i region Lissabon står for 30% af skattegælden til det offentlige i Portugal.

Der vil desuden blive bortauktioneret inventar og biler. En liste over bygningerne vil efter sigende blive offentliggjort denne uge.

Det blev desuden oplyst mandag d. 22. oktober 2007 at Amalia Rodrigues fonden, som bestyrer boet efter den berømte afdøde fado sangerinde Amália, skylder 2,3 millioner euro eller omkring 15 millioner kroner i skat. Såfremt betalingen ikke falder inden for 30 dage truer skattevæsenet med at sætte boet på tvangsauktion. Amalia Rodrigues fonden har med speciel tilladelse af premierminister Socrates fået lov at overgå til at blive en almennyttig fond med langt lempeligere skattebetaling, men kun hvis boet indbetaler den skat, der skyldes fra tidligere år.

Se også: Indlæg om tvangsauktioner på ejendomme i Lissabon og resten af Portugal.

Din vurdering:



Jose Mourinho vil ikke være engelsk fodboldlandstræner

Hvis England ikke kvalificerer sig til EM i 2008 vil den nuværende engelske fodbold landstræner Steve McClaren efter alt at dømme være nødt til at se sig om efter et nyt job.

Som altid er den engelske presse på stikkerne og har forespurgt den portugisiske Ex-Chelsea Manager José Mourinho, hvorvidt han kunne tænke sig jobbet. Svaret var afvisende og patriotisk da Mourinho ”ikke kan se sig selv som landstræner for andre end Portugal”.

Mourinho siger at han ’en dag’ gerne vil være landstræner for Portugal. Foreløbig ser det dog ud til at han søger til et større klubhold i Italien eller Spanien.

Hans tidligere klub Chelsea, som han forlod med kort varsel, ligger per 21. oktober 2007 på 7. pladsen i den engelske Premier League. Den placering er efter 10 kampe så dårlig, som man næsten kan forestille sig det i Chelsea, men klubben har trods alt endnu ikke fået klø på hjemmebane. Den 27. oktober spiller Chelsea hjemme mod nummer 3 i Premier League Manchester City med danske Kasper Schmeichel.

Din vurdering:



Algarve eller ikke Algarve

Der er i sommeren 2007 dukket et nyt område op på den Ibiriske halvø, som ikke har været kendt før. Det drejer sig om ”Spanish Algarve”.

Ferieboliger og hoteller er blevet markedsført, primært i England, som beliggende i spansk Algarve underforstået på den sydspanske kyst øst for ’det gamle’ portugisiske Algarve.

Nu har turist- og hotelorganisationer i ’det gamle’ Algarve fået nok. Der er sendt en klage til statsadvokaten i Portugal over misbrug af Algarve varemærket. Mere specifikt klages der over et spansk firma, som formidler ferieboliger samt det engelske ejendomsmæglerselskab ’Spanish Algarve Properties’, som kraftigt markedsfører området Ayamonte i Spanien som ’Spanish Algarve’ via internettet, aviser, opslag og efter sigende også med fly-bannere foran badegæster.

’Spansk Algarves’ rigtige navn er Costa de la Luz - eller på dansk: "lysets kyst". En mulig forklaring på ’navneskiftet’ er at briter, som tænker på at købe feriehus eller ferielejlighed, kan forveksle Costa de la Luz i Spanien med Praia da Luz i Portugal. I Praia da Luz kæmper myndighederne i oktober 2007 stadig under stor pressebevågenhed med at opklare sagen om den forsvundne lille engelske pige Madeleine McCann.

Din vurdering:



Enighed i Lissabon

Der var sent i aften enighed i Lissabon om en ny traktat for EU samarbejdet. Se detaljerne i Politikens artikel.

Nu er det så spørgsmålet om i hvilke lande, politikerne vælger at tage en folkeafstemning.

Vi vil gerne invitere udlandsdanskere til at deltage i debatten - og naturligvis også danskere i Danmark.  

Din vurdering:



God start for Mads Vibe-Hastrup i Portugal Masters golfturneringen

Gå direkte til: Stilling i Portugal Masters 2008

Efter sensationelt at have vundet Open de Madrid i sidste uge ligger danske Mads Vibe-Hastrup som nummer 18 efter første runde i Portugal Masters, som spilles på Oceanica Victoria Clube de Golfe i det sydlige Portugal.

Det gør ham til bedst placerede dansker. Måske er det ikke så underligt, da Portugal på det nærmeste er Vibe-Hastrups hjemmebane. Med 5 birdier på golfbanen i Vilamoura i Algarve sluttede Mads på en 18. plads i 67 salg efter torsdagens indledende runde. Den 22-årige tysker Martin Kaymer fører efter en særdeles flot runde i 61 slag, hvilket er ny banerekord på Vilamoura.

Thomas Bjørn gik runden i 70 slag og ligger dermed midt i feltet som nummer 61. De øvrige to danskere Søren Hansen og Søren Kjeldsen sluttede begge i par med 72 slag.

Se mere på PGA Tourens hjemmeside.

UPDATE 19. oktober

Mads Vibe-Hastrup fortsatte det gode spil fredag og ligger nu på en samlet 11. plads i Portugal Masters med 9 under par. Også Søren Hansen og Thomas Bjørn formåede at spille sig frem til anden runde med en samlet placering som henholdsvis plads nummer 19 og 53. Søren Kjeldsen klarede ikke cuttet og måtte nøjes med en plads som nummer 81. Han er dermed ude af Portugal Masters.

PGA Portugal Masters føres nu af argentineren Daniel Vancsik med 14 under par foran bl.a. svenskeren Martin Erlandson. Den unge tysker tysker Martin Kaymer satte sin solide føring fra første runde overstyr ved at gå banen i 72 slag, hvilket faktisk var ringere end samtlige danskeres anden runde. Det rækker dog stadig til en samlet 6. plads. 

Portugal har stadig to golfspillere med til weekendens afsluttende runder i Vilamoura. Bedst placerede er José-Felipe Lima med plads nummer 19 (sammen med bl.a. Søren Hansen). Tiago Cruz ligger samlet nummer 65 og klarede dermed lige akkurat cuttet.

UPDATE 20. oktober

Alle 3 danskere i Portugal Masters leverede en stabil indsats lørdag med Thomas Bjørn som 68 slag 4 under par. Det rækker til en samlet 38. plads. Mads Vibe-Hastrup er stadig klart den bedste dansker med en samlet 14. plads efter 69 slag i 3. runde. Efter sløjt spil på de første huller lørdag hentede Vibe-Hastrup ind igen ved at præstere 3 birdies, 1 eagle og kun 1 bogey på de sidste 6 huller. Søren Hansen ligger nummer 30 efter dagens runde i 2 under par.

Portugal Master føres stadig af argentineren Daniel Vancsik i 18 under par, men alt kan ske endnu. Den portugisiske spiller José-Felipe Lima leverede én af dagens bedste præstationer da han gik lørdagens runde i 65 slag 7 under par. Det rækker til en samlet 9. plads sammen med tyskeren Martin Kaymer som fandt lidt af det gode spil frem igen fra første runde ved lørdag at gå banen i 3 under par.

UPDATE 21. oktober

Thomas Bjørn og Mads Vibe-Hastrup sluttede begge på en 46. plads i midten af feltet i Portugal Masters. Søren Hansen blev bedste dansker med plads nummer 34.

Vinder blev englænderen Steve Webster efter at han gik 4. og sidste runde på golfbanen i Vilamoura i 64 slag 8 under par; De 3 efterfølgende pladser blev besat af svenskerne Robert Karlsson, Frederik Andersson Hed og Peter Hanson.

Din vurdering:



Praia Del Rey Golf Resort i Portugal vinder World Travel Award

Golfbanen og hotelkomplekset Praia D’El Rey ligger på Portugals vestkyst, som i engelsktalende lande ofte kaldes the ’Silver Coast’ eller på dansk ’sølvkysten’.

Se også: Stor ferielejlighed udlejes på Sølvkysten

Den 16. oktober 2007 blev hotelkomplekset udnævnt til Portugals førende af repræsentanter fra den europæiske rejsebranche og var dermed én af prisvinderne ved World Travel Awards 2007. Prisen blev givet til Praia Del Rey dels for kvalitet, og dels for at komplekset har formået at udvikle sig til at være det mest kendte i Portugal uden for Algarve.

Se også: Billig stor feriebolig på landet tæt på Praia d'El Rey

Tidligere på året blev Praia D’El Rey udnævnt til ’Golf Resort of the Year – Europe 2007’ af den internationale organisation af Golf Tour operatører.

Praia DÉl Rey er et femstjernet ferieområde, som udover Praia D’El Rey golfbanen omfatter Marriott Hotel, vandsportsanlæg, tennisbaner, golfskole og et fodboldcenter, som opfylder FIFA’s standarder.

Se også: Priser og mulighed for booking af apartment på Praia Del Rey resortet

Der er naturligvis masser af forretninger og restauranter til at betjene gæsterne på hotellet og i de omkring 800 luksusvillaer og lejligheder i området. Komplekset er 14 år gammelt og ligger små 100 kilometer nord for Lissabon af hovedvej A8 i nærheden af byerne Obidos og Peniche. Mere information om golfferie og ferielejligheder i Praia D’El rey komplekset kan findes på www.praia-del-rey.com. Se mere om Marriott Hotels & Resorts i Portugal.

Det er stadig muligt at købe nye ferielejligheder i Praia D’El Rey. Mere om køb af feriebolig og skatte regler i Portugal kan findes i sektionen Bolig og Investering i Portugal.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »