Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






EU topmødet i Lissabon i oktober - Det polske problem

Det portugisiske formandskab har offentliggjort udkastet til EU’s reform traktat, som er et resultat af forhandlinger under det tyske formandskab i juni 2007.

Der var fra den polske regerings side allerede i juni utilfredshed med dele af forhandlingsoplægget, men den tyske forbundskansler Angela Merkel formåede at formulere et kompromis med Polen, som dog siden har kritiseret resultatet af forhandlingerne.

Det er Portugals opgave som formand for EU at afslutte og få medlemslandenes accept af udkastet til den kommende traktat, som påregnes at skulle underskrives i 2008.

I sidste uge blev det klart at der er risiko for at polsk indenrigspolitik sætter en kæp i hjulet på det portugisiske EU formandskabs anstrengelser. Den polske præsident Lech Kaczynski har efter en turbulent sommer i polsk politik udskrevet valg, som skal afholdes den 21. oktober 2007 – 2 dage efter topmødet i Lissabon.

Da der er meget kritik af EU i Polen, specielt på den nationalistiske højrefløj, er det tvivlsomt om præsident Kaczynski vil risikere sin politiske magt ved at acceptere det portugisiske oplæg, selv om det svarer til, hvad den polske regering, om end modvilligt, accepterede under maraton-forhandlingerne under det tyske formandskab.

Polen ønsker en bestemmelse indføjet i traktaten om at et land som Polen kan kræve at en EU-beslutning bliver udskudt. En sådan bestemmelse ses af de andre medlemslande som et forsøg fra den polske regerings side på at indføre udvidet polsk vetoret, som potentielt kan lamme beslutningsprocessen for de øvrige 26 lande i EU. På den anden side kritiseres Kaczynski indenrigspolitisk af den polske højrefløj for at afgive suverænitet, og det påpeges at hvis udkastet til den nye traktat underskrives af Polen, vil den polske præsident blive reduceret til en ’præsident for provinsen Polen’. På mange områder minder diskussionen i Polen således om den danske regerings dilemma efter det danske nej ved folkeafstemningen om Maastrict-traktaten i 1992.

Formandskabet og de store lande i EU herunder Tyskland og Frankrig er klar over at der er et problem, og forbundskansler Merkel mødes sammen med Frankrigs Nicolas Sarkozy med Polens præsident Kaczynski i denne uge forud for topmødet i et forsøg på at strikke en løsning sammen, for at kunne få traktatudkastet godkendt med Polens accept.

Som en positiv nyhed for det portugisiske formandskab har den engelske premierminister Gordon Brown, på trods af kritik fra konservative politikere, udtrykt tilfredshed med de justeringer, der efter engelske ønsker er indføjet i traktaten omkring de enkelte medlemslandes fastsættelse af arbejdsmarkedspolitik.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer