Den internationale organisation Reporters Sans Frontiérs, eller på dansk ’Journalister uden Grænser’, har offentliggjort sin årlige undersøgelse af pressefrihed i verdens lande.
Rapporten belyser de enkelte landes pressefrihed ud fra et 50 punkts spørgeskema udfyldt af journalister, korrespondenter, jurister, menneskerettigheds- og pressefrihedsforkæmpere over hele verden. De 169 lande undersøgelsen dækker, er de lande, hvorfra Reporters Sans Frontiérs har fået besvarelser af sit spørgeskema fra flere uafhængige kilder. Spørgeskemaet indeholder bl.a. spørgsmål om hvor stor frihed pressen har i det enkelte land, hvor mange overgreb der sker mod journalister, hvor meget censur medierne pålægges, hvor megen finansiel pression, som udøves mod medierne, og hvordan lovgivningen for medier er. Der stilles også spørgsmål som belyser, hvor uafhængige medierne er, og om de er pålagt selv-censur.
Der er selvsagt usikkerhed forbundet med en sådan undersøgelse, men den er nu efterhånden blevet udarbejdet i mange år, hvilket giver den en vis troværdighed. Én af stifterne af organisationen er Rony Brauman, som også har været præsident for Médecins Sans Frontiérs eller på dansk: Læger uden Grænser. I 2005 fik Reporters Sans Frontiers tildelt Europaparlamentets Sakharov Pris. Organisationen finansieres dels af statsstøtte, dels af private donationer.
Den nye undersøgelse dækker perioden fra september 2006 til september 2007. De nordiske lande har traditionelt ligget meget højt i undersøgelsen bortset fra i 2006, hvor Danmark og Sverige blev henholdsvis nummer 19 og 14 som følge af Muhammed-krisen.
I 2007 er situationen igen ’business as usual’ med Island, Norge, Finland, Sverige og Danmark blandt de 10 bedste lande. Island og Norge gør det bedst på en delt førsteplads. Herefter følger Estland og Slovakiet.
Portugal har i 2007 samme placering som Danmark (og Irland) på en delt 8. plads, og ser man tilbage på de seneste 5 år ligger Portugal meget konstant blandt de førende lande i Europa i pressefrihed.
I forhold til de lande Portugal normalt sammenlignes med er Portugals placeringen som nummer 8 på pressefriheds-listen endnu bedre. Spanien er nummer 33, Frankrig nummer 31 og Italien er nummer 35. Se listen fra Reporters Sans Frontiers.